Var det forkert af mig ???

Jeg vil ikke udtale mig om hvorvidt du er forkert på den eller ej.

Men helt overordnet set, mener jeg at vi som forældre bør vise os som rollemodeller for vores børn, og det gælder både når det handler om overbærenhed og om evnen til at sige fra og stop!

Jeg mener ikke at bedster for enhver pris skal have lov til at se deres børnebørn, men jeg mener at hensynet skal lægge hos barnet. Et svingdørs forhold mellem børn og voksne er efter min mening dybt skadeligt for barnet, og man bør som forældre lave en meget grundig overvejelse inden man beslutter sig for det ene eller det andet, og have barnets tarv i mente.

Jeg mener også at man godt (og bør) blande sig i hvor meget råber af deres børn (børn har ikke selv evnen til at sige fra), altså er der brug for en voksen til at tale deres sag. På den måde viser man børnene at al adfærd fra de voksne pr automatik ikke er iorden.

Du er i din gode ret til at sige at din mors kæreste, som hun ikke bor sammen med, ikke er velkommen i DIT hjem, men du skal være villig til at tage konsekvensen,  som måske er at så kommer din mor heller ikke, men det er så HENDES valg.

newsence skriver:

Jeg syntes ærlig talt ikke du er på børnenes side.. Fordi hun ikke tog dig i forsvar betyder det jo ikke at hun er uansvarlig når hun er alene med dit barn.. Hvad er det lige for en parallel at trække.. Ej det er dig der er såret og vred og fair nok men du går i den grad over stregen når du tager den derud at fordi hun i en ubehagelig situation har holdt mund så kan hun ikke være alene med dit barn fordi hendes dømmekraft ikke kan stoles på...  DER mener jeg du viser dig fra en endnu mere forkert side end hendes kæreste gjorde..

Din mor har altså valgt at leve sit liv med den mand på den måde de 2 finder bedst. Og han er en del af din mors og lillebrors liv og det er sgu alt eller intet. Vil du se dem bliver du til tider nød til at se ham for det andet kan du sgu ikke byde hverken din bror eller mor. Her må du være den voksne og være på børnenes side som du så gerne vil og så bide i det sure æble og være høflig. Husk vi kan ikke styre andre men vi kan styre os selv... 

 

Og jeg var nok også gået baglæns hvis nogen hele tiden fortalte mig hvordan jeg skal opdrage mine børn.. ( vi to er enig om at råbe ikke er ok) men det er deres barn og ikke dit. Du kan bestemme at han ikke råber af dine børn men deres eget.. Det lyder dom om du har virkelig kørt på dem men håber da det er anderledes

Dit debat indlæg lyder : var det forkert af mig..

 

svar; tingene gik galt og både du og ham opførte jer skidt MEN du ER forkert på den for du straffer både børn og voksen og trækker pareller der går langt over stregen og var jeg din mor ville jeg sgu have svært ved at tilgive den opførsel fra min voksne datter.. 

Jeg kan love dig for at jeg er på børnenes side i det her...

Skal jeg risikere at hun råber og skriger af mit barn på den måde som de gør med deres ? Nul og niks, aldrig i livet. Kald mig en dårlig mor, datter whatever men HER trækker jeg godt nok en streg i sandet. Jeg kunne se hvor bange min søn blev når de råber af deres børn, hva så hvis det er ham de råber af ? Det er jo tydeligvis den opdragelses metode de bruger.

VI har ikke været andet end høflige men han vælger direkte at være uhøflige over for os, og det er skam ikke første gang. Min mor ville give mig så meget ret hvis ikke han var i nærheden og det er der problemet ligger. Hun ville blive MEGA sur og vred hvis jeg bød hende det hun har budt mig. HUN burde gå ind til SIN kæreste og sige : Nu har du godt nok kørt den her langt nok ud ! Igen.... Jeg prøvede en sidste gang ( for min mors og børnenes skyld ) at spørge om vi skulle få snakket stille og roligt ud, men nej ikke om han ville. Skønt det var ham der startede det hele.

Du har fuldstændig misforstået mht. at jeg har prøvet at HJÆLPE dem med deres søn/min lillebror. Alle omkring os påpeger at han ingen respekt har for voksne. Min mor og hendes kæreste er SELV meget meget meget trætte af at han ikke hører efter hvad der bliver sagt. Så jeg fortalte dem at de måske skulle overveje at bruge en time out i stedet for at råbe af ham. Intet af det her var sagt i en diskussion, men derimod på en pæn og hjælpsom måde. Hvor min mor SELV havde spørgsmål til mig omkring, hvor længe han skulle sidde og i hvilke sammenhænge den skulle bruges.

Jeg kan jeg godt følge jer alle sammen i at det kan være svært at se hvorfor jeg bliver så sur og skuffet som jeg gør. Hvis I havde alle detaljerne i det her ville I måske se det på en anden måde. Jeg påstår på ingen måde at den måde jeg reagerede på var rigtig. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om, ikke af hensyn til ham men af hensyn til børnene. ( Dog var de glade og lettede over at vi ikke skulle være sammen med hendes kæreste længere )

Jeg vil gerne prøve at forklare hvad der gør mig vred og ked af det ved hele situationen, for det er klart at det er ikke kun det der skete i sommerhuset der gør mig sur, der ligger self meget mere bag.

Jeg kommer ikke med alle ting, for det vil simpelthen fylde aaaalt for meget

1. Lad os starte fra lidt før min lillebror blev født. Min mor opdager at hun er gravid og er rigtig glad. Da de skal til nf opdager de at det er et vindæg og hun bliver meget ked af det. Jeg er på besøg hos min far, men hun ringer grædende og spørger om jeg ikke vil komme hjem. JEG sidder og trøster hende, mens hendes kæreste sidder inde ved pc'en. Da hun skal have en udskrabning tager hendes kæreste og jeg med hende. Da han ikke gider vente på at det bliver hendes tur længere skrider han bare, og siger at JEG kan ringe og sige når hun er færdig. Min mor græder!

2. Da min mor skal føde min lillebror ved ks tager jeg og hendes kæreste med. Han brokker sig igen over ventetiden. Da min lillebror kommer til verden bliver hans far der max 1 time, smutter hjem da han ikke gider være der mere. JEG bliver hos hende og min lillebror, da hun har så mange smerter ( 4. kejsersnit ) fordi hans far ikke gider.

3. Den første dag de kommer hjem med min lillebror skynder jeg mig hjem til dem for at være sammen med ham og hjælpe min mor. ( Jeg havde taget ferie i den uge, for at være hos hende og den lille ) Min mors kæreste tager hjem til nogle venner og drikker øl. Jeg må hente brænde inden jeg bliver nødt til at tage hjem til mine hunde, for ellers havde hun intet at varme op med. Jeg får avide dagen efter at han spiste mad hos sine venner, uden at tænkte på at min mor intet havde derhjemme. Han ga' ikke besked..

4. Dette her er noget der forgår hele tiden : Min mor arbejder nat i 7 dage og har derefter fri i 7 dage. Da de ikke bor sammen, har de en 7/7 ordning med min lillebror, så hun har ham self den uge hun har fri, andet kan ikke lade sig gøre med hendes job. Han har gjort det klart overfor hende mange gange, at hvis deres forhold ender gider han ikke have sin søn i 7 dage, men kun hver anden weekend. Min mor påpeger så at så mister hun sit job og hus. Hans svar : Ikke mit problem.

Springer vi helt hen til første dag i sommerhuset kan jeg fortælle at, manden gad ikke hjælpe nogle af os ( inklusiv min mor ) med at bære tasker osv ind. Han tog sin kasse øl, satte den på køl, og sat sig hen for at læse i et blad. Vi andre rendte rundt og bar ting ind og gjorde rent mens han lavede... ingenting.

Da vi skulle til at spise ( vi havde bestilt pizza'er den første aften i sommerhuset ) sidder han og hiver æsker op af posen og siger højt, HVIS ER DETS ? Og min bonus søn på 12 år siger lige så stille, det er min. Hvorefter manden siger højt, SÅ MÅ DU DA SIGE NOGET !

Mit problem i alt det her + så meget meget mere er at, hvis min mor vil finde sit i det, så må hun gøre det. Men vi skal simpelthen ikke finde os i det, og når hun så åbenlyst går til angreb på min familie så må hun sætte sin kæreste på plads. Det kan ikke være mit ansvar.

Da min mor ville have del af vores kabeltv og kun betale 69 kr for den store pakke som vi betaler 500 kr for, blev hun stiktosset fordi min kæreste ikke synes det kunne være rigtig at vi skulle betale så meget når hun fik lige så meget del af det som os. Jeg forsvarede hende, jeg fik derimod en meget sur kæreste..  

når du vælger at råbe af ham så viser du blot at han ikke må råbe men du må godt for du har jo dine gode grunde.. Det er ikke særlig voksent.. 

Jeg ser to meget markante personligheder ( dig og din mors kæreste) der ubevidst kæmper mod hinanden med hver jeres kappe på. Han i høfligheden navn og du i børne beskytter navnet men igen af jer gør det rigtige. Ud fra hvad du skriver ( kan jo kun gå ud fra det) så ligner det mere en magtkamp end noget andet.,

nu bliver jeg lidt hård, men lad os lige kigge lidt på det. Jeg vil her kigge på dig da det er dig der skriver her og ikke ham. DU vælger at tage en kamp op din mor har bedt dig lade være med. DU vælger at tage i sommerhus med dem trods du har før oplevet ting. Og hvorfor? Fordi din mands børn ikke kunne være hos jet? Så vil I hellere tage i sommerhus med en I ved er sådan? 

DU vælger at råbe foran børnene og DU vælger at tage dit barn som gidsel overfor din mor. Jeg har pisse ondt af dit barn. Tænk at se mor råbe på den måde og høre hende sige at nu skal vi ikke se mormor længe så sig lige farvel... DER svigtede du sgu dit barn. Sikke en situation at sætte det stakkels barn i. 

Men følelserne gik højt og ja det kan jo ske men bagefter:

DU vil ikke se kæresten igen og derved ikke være en del af din lillebrors mærkedage. Ja du kan undlade at invitere kæresten men hvad så når det er din lillebror der har fødselsdag, skal konfirmeres, bliver student, skal giftes osv. Så vil du melde fra alle fødselsdage og andre vigtige dage i resten af hans liv? Og derved tager DU også din lillebror som gidsel. Børn elsker deres forældre næsten uanset hvad og det vil i den grad såre ham at du stiller ham i den situation.

hvis jeg var i din mors sted ville jeg i den grad overveje om jeg kunne have dig i mit liv. Din mor er sgu nød til at passe på det af sine børn som ikke er voksen. Og det du udsætter ham for med straf og skyld og had til hans far ville jeg ALDRIG udsætte mit barn for. Jeg syntes helt ærligt at det er din takling af tiden efter skænderier der viser at det ikke er din mor der udviser dårlig dømmekraft - det er dig. Sådan som du tager både børn og voksne som gidsel kan jeg slet ikke se hvordan du kan være på børnenes side. Kun din egen. Det er meget rørene at læse at du er på børnenes side men ER du virkelig det ja så må du sgu sadle om. 

og nu til fremtiden: jeg vil foreslå dog at du kontakter din mor og undskylder 1000 gange for at du tog både hendes barn og barnebarn som gidsel og love at det Aldrig skete igen. Og så vil jeg foreslå at dig og din mor sætter jer ned kun jer 2 og får en snak om hvordan I alle sammen kan være i rum sammen i fremtiden. Ja begræns tiden med ham men hav en plan for de store mærkedage. Og så må du lade fortid være fortid. Hvad der skete da du var 18 er ikke vigtigt nu. Det er fremtiden. Måske en psykolog kunne være en god ide så de ting du har oplevet som barn kan blive bearbejdet?

Så hvis Du gerne vil være på børnenes side så viser du dig fra den voksne side og sikre forholdet mellem dig og din lillebror, forholdet mellem din mor og dit barn og forholdet mellem din lillebror og dit barn. Så tager du ikke dit stærkeste våben i brug( dit barn) aldrig igen. Spørgsmålet er bare: er du så meget på børnenes side at du vil æde din stolthed?

Self skal dit barn ikke råbes af og det skal du stå fast på. Men du går for langt i dine straf metoder og det er virkelig umodent af dig. ? 

Anonym skriver:

 

når du vælger at råbe af ham så viser du blot at han ikke må råbe men du må godt for du har jo dine gode grunde.. Det er ikke særlig voksent.. 

Jeg ser to meget markante personligheder ( dig og din mors kæreste) der ubevidst kæmper mod hinanden med hver jeres kappe på. Han i høfligheden navn og du i børne beskytter navnet men igen af jer gør det rigtige. Ud fra hvad du skriver ( kan jo kun gå ud fra det) så ligner det mere en magtkamp end noget andet.,

 

nu bliver jeg lidt hård, men lad os lige kigge lidt på det. Jeg vil her kigge på dig da det er dig der skriver her og ikke ham. DU vælger at tage en kamp op din mor har bedt dig lade være med. DU vælger at tage i sommerhus med dem trods du har før oplevet ting. Og hvorfor? Fordi din mands børn ikke kunne være hos jet? Så vil I hellere tage i sommerhus med en I ved er sådan? 

DU vælger at råbe foran børnene og DU vælger at tage dit barn som gidsel overfor din mor. Jeg har pisse ondt af dit barn. Tænk at se mor råbe på den måde og høre hende sige at nu skal vi ikke se mormor længe så sig lige farvel... DER svigtede du sgu dit barn. Sikke en situation at sætte det stakkels barn i. 

 

Men følelserne gik højt og ja det kan jo ske men bagefter:

DU vil ikke se kæresten igen og derved ikke være en del af din lillebrors mærkedage. Ja du kan undlade at invitere kæresten men hvad så når det er din lillebror der har fødselsdag, skal konfirmeres, bliver student, skal giftes osv. Så vil du melde fra alle fødselsdage og andre vigtige dage i resten af hans liv? Og derved tager DU også din lillebror som gidsel. Børn elsker deres forældre næsten uanset hvad og det vil i den grad såre ham at du stiller ham i den situation.

 

hvis jeg var i din mors sted ville jeg i den grad overveje om jeg kunne have dig i mit liv. Din mor er sgu nød til at passe på det af sine børn som ikke er voksen. Og det du udsætter ham for med straf og skyld og had til hans far ville jeg ALDRIG udsætte mit barn for. Jeg syntes helt ærligt at det er din takling af tiden efter skænderier der viser at det ikke er din mor der udviser dårlig dømmekraft - det er dig. Sådan som du tager både børn og voksne som gidsel kan jeg slet ikke se hvordan du kan være på børnenes side. Kun din egen. Det er meget rørene at læse at du er på børnenes side men ER du virkelig det ja så må du sgu sadle om. 

 

og nu til fremtiden: jeg vil foreslå dog at du kontakter din mor og undskylder 1000 gange for at du tog både hendes barn og barnebarn som gidsel og love at det Aldrig skete igen. Og så vil jeg foreslå at dig og din mor sætter jer ned kun jer 2 og får en snak om hvordan I alle sammen kan være i rum sammen i fremtiden. Ja begræns tiden med ham men hav en plan for de store mærkedage. Og så må du lade fortid være fortid. Hvad der skete da du var 18 er ikke vigtigt nu. Det er fremtiden. Måske en psykolog kunne være en god ide så de ting du har oplevet som barn kan blive bearbejdet?

 

Så hvis Du gerne vil være på børnenes side så viser du dig fra den voksne side og sikre forholdet mellem dig og din lillebror, forholdet mellem din mor og dit barn og forholdet mellem din lillebror og dit barn. Så tager du ikke dit stærkeste våben i brug( dit barn) aldrig igen. Spørgsmålet er bare: er du så meget på børnenes side at du vil æde din stolthed?

Self skal dit barn ikke råbes af og det skal du stå fast på. Men du går for langt i dine straf metoder og det er virkelig umodent af dig. ? 

 

Jeg ved ikke helt præcist hvad du hentyder til med dine dømmende ord. Jeg har ikke taget mit barn som gidsel. Jeg har ikke råbt foran min søn på 9 måneder ! JEG HAR ALDRIG SVIGTET MIT BARN! Jeg er mit barns beskytter og det vil jeg være til den dag jeg dør ! Der er noget du fuldstændig har misforstået her !!!

Læs det indlæg jeg lige har skrevet, for det kan du umuligt ha' gjort. Hvis ikke min mor havde mig ved sin side som støtte, havde hun ingen! Hun har sgu ikke hendes kærestes støtte ! Jeg undskylder aldrig i mit liv for at have beskyttet min familie ! Jeg har undskyldt til mine bonusbørn for at ha' været i sommerhus med en mand ( hvis man kan kalde ham det ) som ham !

Og IGEN jeg har ikke sagt til min mor at hun aldrig kommer til at se min søn igen. LÆS TRÅDEN, inden du slynger noget så vanvittigt ud!

Jeg ved ikke helt præcist hvad du hentyder til med dine dømmende ord. Jeg har ikke taget mit barn som gidsel. Jeg har ikke råbt foran min søn på 9 måneder ! JEG HAR ALDRIG SVIGTET MIT BARN! Jeg er mit barns beskytter og det vil jeg være til den dag jeg dør ! Der er noget du fuldstændig har misforstået her !!!

Læs det indlæg jeg lige har skrevet, for det kan du umuligt ha' gjort. Hvis ikke min mor havde mig ved sin side som støtte, havde hun ingen! Hun har sgu ikke hendes kærestes støtte ! Jeg undskylder aldrig i mit liv for at have beskyttet min familie ! Jeg har undskyldt til mine bonusbørn for at ha' været i sommerhus med en mand ( hvis man kan kalde ham det ) som ham !

Og IGEN jeg har ikke sagt til min mor at hun aldrig kommer til at se min søn igen. LÆS TRÅDEN, inden du slynger noget så vanvittigt ud!

Den er læst men læste du mit indlæg?  Jeg skrev at dit barn ikke skulle se mormor længe så dit "aldrig" forstår jeg ikke.

du har valgt at be om råd og du har fået fra mig. At det måske ikke var det du ønskede er bare sur mås. 

Du vil ikke følge det og det er jo heldigvis dit valg. Jeg har ærlig talt ondt af alle der var i det sommerhus og af alle dette vil gå ud over. Og jeg håber for alle børnene at de voksne bliver voksne og finder ud af det. Så held og lykke. 

Anonym skriver:

Jeg kan jeg godt følge jer alle sammen i at det kan være svært at se hvorfor jeg bliver så sur og skuffet som jeg gør. Hvis I havde alle detaljerne i det her ville I måske se det på en anden måde. Jeg påstår på ingen måde at den måde jeg reagerede på var rigtig. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om, ikke af hensyn til ham men af hensyn til børnene. ( Dog var de glade og lettede over at vi ikke skulle være sammen med hendes kæreste længere )

Jeg vil gerne prøve at forklare hvad der gør mig vred og ked af det ved hele situationen, for det er klart at det er ikke kun det der skete i sommerhuset der gør mig sur, der ligger self meget mere bag.

Jeg kommer ikke med alle ting, for det vil simpelthen fylde aaaalt for meget

1. Lad os starte fra lidt før min lillebror blev født. Min mor opdager at hun er gravid og er rigtig glad. Da de skal til nf opdager de at det er et vindæg og hun bliver meget ked af det. Jeg er på besøg hos min far, men hun ringer grædende og spørger om jeg ikke vil komme hjem. JEG sidder og trøster hende, mens hendes kæreste sidder inde ved pc'en. Da hun skal have en udskrabning tager hendes kæreste og jeg med hende. Da han ikke gider vente på at det bliver hendes tur længere skrider han bare, og siger at JEG kan ringe og sige når hun er færdig. Min mor græder!

2. Da min mor skal føde min lillebror ved ks tager jeg og hendes kæreste med. Han brokker sig igen over ventetiden. Da min lillebror kommer til verden bliver hans far der max 1 time, smutter hjem da han ikke gider være der mere. JEG bliver hos hende og min lillebror, da hun har så mange smerter ( 4. kejsersnit ) fordi hans far ikke gider.

3. Den første dag de kommer hjem med min lillebror skynder jeg mig hjem til dem for at være sammen med ham og hjælpe min mor. ( Jeg havde taget ferie i den uge, for at være hos hende og den lille ) Min mors kæreste tager hjem til nogle venner og drikker øl. Jeg må hente brænde inden jeg bliver nødt til at tage hjem til mine hunde, for ellers havde hun intet at varme op med. Jeg får avide dagen efter at han spiste mad hos sine venner, uden at tænkte på at min mor intet havde derhjemme. Han ga' ikke besked..

4. Dette her er noget der forgår hele tiden : Min mor arbejder nat i 7 dage og har derefter fri i 7 dage. Da de ikke bor sammen, har de en 7/7 ordning med min lillebror, så hun har ham self den uge hun har fri, andet kan ikke lade sig gøre med hendes job. Han har gjort det klart overfor hende mange gange, at hvis deres forhold ender gider han ikke have sin søn i 7 dage, men kun hver anden weekend. Min mor påpeger så at så mister hun sit job og hus. Hans svar : Ikke mit problem.

Springer vi helt hen til første dag i sommerhuset kan jeg fortælle at, manden gad ikke hjælpe nogle af os ( inklusiv min mor ) med at bære tasker osv ind. Han tog sin kasse øl, satte den på køl, og sat sig hen for at læse i et blad. Vi andre rendte rundt og bar ting ind og gjorde rent mens han lavede... ingenting.

Da vi skulle til at spise ( vi havde bestilt pizza'er den første aften i sommerhuset ) sidder han og hiver æsker op af posen og siger højt, HVIS ER DETS ? Og min bonus søn på 12 år siger lige så stille, det er min. Hvorefter manden siger højt, SÅ MÅ DU DA SIGE NOGET !

Mit problem i alt det her + så meget meget mere er at, hvis min mor vil finde sit i det, så må hun gøre det. Men vi skal simpelthen ikke finde os i det, og når hun så åbenlyst går til angreb på min familie så må hun sætte sin kæreste på plads. Det kan ikke være mit ansvar.

Da min mor ville have del af vores kabeltv og kun betale 69 kr for den store pakke som vi betaler 500 kr for, blev hun stiktosset fordi min kæreste ikke synes det kunne være rigtig at vi skulle betale så meget når hun fik lige så meget del af det som os. Jeg forsvarede hende, jeg fik derimod en meget sur kæreste..  

Altså lige når jeg læser det her indlæg, lyder det for mig som om at den sommerhus tur er kulminationen, på en masse års fustrationer fra din side af.

jeg kan sagtens se at han ikke lyder særlig rar i nogle situationer, men som jeg læser det, virker det også meget som om at du går ind og bliver mor for din mor.

din mor har selv truffet nogle valg om at være sammen med ham og få barn med ham, selvom hun godt viste hvordan han er, og det må du jo respektere. ( selvom det nok ikke er nemt) det kan godt være at jeg ikke har læst tråden ordenligt, men hvor går hun åbenlyst til angreb på din familie som du skriver

Anonym skriver:

 

når du vælger at råbe af ham så viser du blot at han ikke må råbe men du må godt for du har jo dine gode grunde.. Det er ikke særlig voksent.. 

Jeg ser to meget markante personligheder ( dig og din mors kæreste) der ubevidst kæmper mod hinanden med hver jeres kappe på. Han i høfligheden navn og du i børne beskytter navnet men igen af jer gør det rigtige. Ud fra hvad du skriver ( kan jo kun gå ud fra det) så ligner det mere en magtkamp end noget andet.,

 

nu bliver jeg lidt hård, men lad os lige kigge lidt på det. Jeg vil her kigge på dig da det er dig der skriver her og ikke ham. DU vælger at tage en kamp op din mor har bedt dig lade være med. DU vælger at tage i sommerhus med dem trods du har før oplevet ting. Og hvorfor? Fordi din mands børn ikke kunne være hos jet? Så vil I hellere tage i sommerhus med en I ved er sådan? 

DU vælger at råbe foran børnene og DU vælger at tage dit barn som gidsel overfor din mor. Jeg har pisse ondt af dit barn. Tænk at se mor råbe på den måde og høre hende sige at nu skal vi ikke se mormor længe så sig lige farvel... DER svigtede du sgu dit barn. Sikke en situation at sætte det stakkels barn i. 

 

Men følelserne gik højt og ja det kan jo ske men bagefter:

DU vil ikke se kæresten igen og derved ikke være en del af din lillebrors mærkedage. Ja du kan undlade at invitere kæresten men hvad så når det er din lillebror der har fødselsdag, skal konfirmeres, bliver student, skal giftes osv. Så vil du melde fra alle fødselsdage og andre vigtige dage i resten af hans liv? Og derved tager DU også din lillebror som gidsel. Børn elsker deres forældre næsten uanset hvad og det vil i den grad såre ham at du stiller ham i den situation.

 

hvis jeg var i din mors sted ville jeg i den grad overveje om jeg kunne have dig i mit liv. Din mor er sgu nød til at passe på det af sine børn som ikke er voksen. Og det du udsætter ham for med straf og skyld og had til hans far ville jeg ALDRIG udsætte mit barn for. Jeg syntes helt ærligt at det er din takling af tiden efter skænderier der viser at det ikke er din mor der udviser dårlig dømmekraft - det er dig. Sådan som du tager både børn og voksne som gidsel kan jeg slet ikke se hvordan du kan være på børnenes side. Kun din egen. Det er meget rørene at læse at du er på børnenes side men ER du virkelig det ja så må du sgu sadle om. 

 

og nu til fremtiden: jeg vil foreslå dog at du kontakter din mor og undskylder 1000 gange for at du tog både hendes barn og barnebarn som gidsel og love at det Aldrig skete igen. Og så vil jeg foreslå at dig og din mor sætter jer ned kun jer 2 og får en snak om hvordan I alle sammen kan være i rum sammen i fremtiden. Ja begræns tiden med ham men hav en plan for de store mærkedage. Og så må du lade fortid være fortid. Hvad der skete da du var 18 er ikke vigtigt nu. Det er fremtiden. Måske en psykolog kunne være en god ide så de ting du har oplevet som barn kan blive bearbejdet?

 

Så hvis Du gerne vil være på børnenes side så viser du dig fra den voksne side og sikre forholdet mellem dig og din lillebror, forholdet mellem din mor og dit barn og forholdet mellem din lillebror og dit barn. Så tager du ikke dit stærkeste våben i brug( dit barn) aldrig igen. Spørgsmålet er bare: er du så meget på børnenes side at du vil æde din stolthed?

Self skal dit barn ikke råbes af og det skal du stå fast på. Men du går for langt i dine straf metoder og det er virkelig umodent af dig. ? 

 

Jeg er enig i, at det lyder som to store personligheder, som har en eller anden slags magtkamp. 

Til TS: 

om det er det rigtige ved jeg ikke, men jeg tror Du har haft for store forventninger om hvordan turen skulle gå. Hvorfor skulle han ændre sig der? 

Du må også indse at din mor nok heller ikke ændre sig. 

Jeg undrer mig over, at du vil have din mor til at sige noget. Du er vel et voksent menneske? Hun har sikkert været i et mega stort dilemma. 

PMen har du ikke selv været med til at skabe dårlig stemning egentligt? Du nævner at du havde sagt til din kæreste da han havde sagt det ville blive en lang dag, at han godt kunne pakke sammen, hvis han havde en negativ holdning. Jamen er du ikke allerede negativ der? (Bare overfor din kæreste) Jeg ville selv blive MERE negativ, hvis nogle sagde det til mig. Og fordi du har sagt det til din kæreste, betyder det ikke, at din mor gider gøre det samme. 

Derudover så nævner du, at du har skændtes med din mor. Nu ved jeg ikke, hvordan det er foregået, men istedet for at skændtes, burde du nok have trukket dig. 

For mig lyder det til at der ligger MANGE   følelser i det. Også gamle følelser.