Var det forkert af mig ???

Anonym skriver:

Der er 2 sider her..

Du skriver at alle kan se han var gal på den? Hvem dig , din kæreste og HANS børn??  Og evt. Dem der hører historien fra DIN side af  Undskyld men det er jo klart at din familie  holder med dig for du forsvarede dem..

 

så nu hvor I har eget hus og ikke er afhængig så behøver I ikke finde jer i ham mere?? Igen undskyld mig men så fordi I ikke kan bruge ham til jeres fordel mere så skal han bare have vreden fra alt den tid serveret.. Hvad med taknemmeligheden for at I HAR fået hjælp af ham??

fint at I ikke vil blive der og ødelægge jeres ferie men I kunne jo bare have fundet en unddkylning eller andet så jeres forhold som lyder skrøbeligt ikke havde fået yderligere skade..

 

Du siger du altid vil forsvare din familie.. Det er også helt ok men har du tænk på at din mor har stået i et dillema? Hun har ligesom dig en primærfamilie som hun bor sammen med og som hun skal få hverdagen til at gå med og så har hun en voksendatter hun ikke bor sammen med.. Hun forsvare jo også bare sin familie 100%. Hun er bare i det dillema at begge var hendes familie så ja tror sgu ærlig talt hun valgte at holde mund i situationen for ikke at skulle vælge.. Mon ikke allerede hendes kæreste HAR skældt hende ud for netop ikke at forsvare ham?????

 

Jeg syntes ærlig talt I alle 4 lyder ganske barnlige og smålige.. Han med hans opførsel og jer med jeres holdning til ham.. Og at holde børnene som gidsel er i min verden bare slet ikke ok.. Det er bare en grænse der ikke krydses.. Så DER syntes jeg virkelig du er gået over stregen og jeg syntes du skylder din mor en undskyldning.. Hun bad jer lade det ligge nok netop fordi hun ikke ønskede ballade og ja mon ikke hun allerede har været ked af det første gang du spurgte hvad der var galt.. Hvis han er hidsig SF natur ja så kan det tage dage uanset hvad hun gør... Og mon ikke at de 2 netop var uvenner fordi hun måske allerede har forsvaret din bonussøn og det blev han tosset over og så var de 2 uvenner og så kommer du med din " Vi skylder dig ikke noget mere " holdning og puster til et skænderi...

 

så ærlig talt kan jeg ikke se at nogen af jer har haft ret. Jeg kan godt se at der er sket ting som I ikke skal finde jer i, men I har alle 4 handlet som små børn der er oppe og toppes.. Ingen af jer har haft evnen til at se ud over egne behov og ingen af jer har udvist hverken empati eller voksen opførsel.. 

Hvis han har været sådan før ja så fatter jeg ærlig talt ikke hvorfor I tog på ferie med dem.....

Hans datter kunne også godt se hvor dårlig stemning han skabte..

Min far og brødre som ikke var med på denne tur, ved hvordan hendes kæreste er, og ved han er meget speciel. Min bror som nu skal til at leje hans hus var meget usikker på om det overhovedet var noget han ville, da han jo kender ham.

Ikke kan bruge ham til noget ? Du udtaler dig om noget du ikke aner det fjerneste om. VI ( min kæreste og jeg ) har lagt MANGE penge i HANS hus til forbedringer. Der sagde han nej nej huslejen stiger ikke for jeg kan se hvor meget i gør for huset. Da huset er total renoveret og vi ikke kan lave mere eller bruge flere penge på det, vælger han at husleje skal stige fra og med næste måned! Tak for lort tænkte jeg bare, men hvad skulle jeg sige, jeg kunne risikere at stå uden tag over hovedet.

Da jeg boede hos min mor og kæreste ytrede jeg mig stille og roligt om deres negativitet til min morbror fordi de havde ondt i røven over at ham og hans familie havde været ude og rejse. Det endte med at min mors kæreste ikke snakkede til mig i 3 MÅNEDER, plus han tog internet og kabel tv fra som en straf. Jeg var 18 år

Og jeg kan fortælle dig jeg ved ikke hvor mange historier mere om ham hvis det er det du ønsker. Jeg er en meget fair person.

Med hensyn til min mor, så har hun aldrig været der for sine børn når hendes kærester har været forkert på den. Hvordan vil du forsvarer at hun ikke var der for mig, da jeg i en alder af 14 blev truet med spark, og der blev kastet et glas ned i køkkenbordet af hendes tideligere kæreste, men hun gad ikke så meget som at lette sig fra sofaen for at se hvad han gjorde ved hendes datter denne gang ?!

Jeg kan fortælle dig at da mig og min kæreste vågnede den første morgen i sommerhuset efter en nat uden søvn med en ked af det baby, sagde min kæreste : puha det bliver en laaaaang dag. Allerede der fortalte jeg ham, at hvis han skulle have sådan en negativ holdning til dagen, så kunne han pakke sammen og tage hjem, for han skulle godt nok ikke skabe dårlig energi for os andre. DET burde min mor vidst også ha' gjort overfor hendes kæreste.

Sidst men ikke mindst, hvis du absolut SKAL vide det. Da jeg skændtes med min mors kæreste, var det eneste JEG tænkte på MIN MOR! Jeg havde det dårligt med at hun var fanget i midten da hun stod og sagde : kan I ikke bare tale stille og roligt om det. Der var hendes kæreste gået ind på værelset, fordi han ikke kunne snakke til mig som en voksen. Jeg ga' ham 1 sidste chance for min MORS skyld, og sagde til ham. Skal vi gå ud og snakke stille og roligt om det her ( på trods af at han havde startet det hele ), og så få en hyggelig uge med børnene. MEN NEJ, det ville han godt nok ikke.

Så kom ikke og fortæl mig at JEG ikke har prøvet. Jeg prøvede netop for min mors skyld, for jeg ved hvordan hun havde glædet sig til den her uge. Men hvad gjorde hun for mig, da hun kunne se jeg prøvede ? INGENTING !

Jeg kan fortælle dig at min mor og hendes kæreste var ikke uvenner..

Vi har været i sommerhus med min mor før, uden hendes kæreste. Og INGEN kom op at skændes. ALLE hyggede sig !

Anonym skriver:

Hans datter kunne også godt se hvor dårlig stemning han skabte..

Min far og brødre som ikke var med på denne tur, ved hvordan hendes kæreste er, og ved han er meget speciel. Min bror som nu skal til at leje hans hus var meget usikker på om det overhovedet var noget han ville, da han jo kender ham.

Ikke kan bruge ham til noget ? Du udtaler dig om noget du ikke aner det fjerneste om. VI ( min kæreste og jeg ) har lagt MANGE penge i HANS hus til forbedringer. Der sagde han nej nej huslejen stiger ikke for jeg kan se hvor meget i gør for huset. Da huset er total renoveret og vi ikke kan lave mere eller bruge flere penge på det, vælger han at husleje skal stige fra og med næste måned! Tak for lort tænkte jeg bare, men hvad skulle jeg sige, jeg kunne risikere at stå uden tag over hovedet.

Da jeg boede hos min mor og kæreste ytrede jeg mig stille og roligt om deres negativitet til min morbror fordi de havde ondt i røven over at ham og hans familie havde været ude og rejse. Det endte med at min mors kæreste ikke snakkede til mig i 3 MÅNEDER, plus han tog internet og kabel tv fra som en straf. Jeg var 18 år

Og jeg kan fortælle dig jeg ved ikke hvor mange historier mere om ham hvis det er det du ønsker. Jeg er en meget fair person.

Med hensyn til min mor, så har hun aldrig været der for sine børn når hendes kærester har været forkert på den. Hvordan vil du forsvarer at hun ikke var der for mig, da jeg i en alder af 14 blev truet med spark, og der blev kastet et glas ned i køkkenbordet af hendes tideligere kæreste, men hun gad ikke så meget som at lette sig fra sofaen for at se hvad han gjorde ved hendes datter denne gang ?!

Jeg kan fortælle dig at da mig og min kæreste vågnede den første morgen i sommerhuset efter en nat uden søvn med en ked af det baby, sagde min kæreste : puha det bliver en laaaaang dag. Allerede der fortalte jeg ham, at hvis han skulle have sådan en negativ holdning til dagen, så kunne han pakke sammen og tage hjem, for han skulle godt nok ikke skabe dårlig energi for os andre. DET burde min mor vidst også ha' gjort overfor hendes kæreste.

Sidst men ikke mindst, hvis du absolut SKAL vide det. Da jeg skændtes med min mors kæreste, var det eneste JEG tænkte på MIN MOR! Jeg havde det dårligt med at hun var fanget i midten da hun stod og sagde : kan I ikke bare tale stille og roligt om det. Der var hendes kæreste gået ind på værelset, fordi han ikke kunne snakke til mig som en voksen. Jeg ga' ham 1 sidste chance for min MORS skyld, og sagde til ham. Skal vi gå ud og snakke stille og roligt om det her ( på trods af at han havde startet det hele ), og så få en hyggelig uge med børnene. MEN NEJ, det ville han godt nok ikke.

Så kom ikke og fortæl mig at JEG ikke har prøvet. Jeg prøvede netop for min mors skyld, for jeg ved hvordan hun havde glædet sig til den her uge. Men hvad gjorde hun for mig, da hun kunne se jeg prøvede ? INGENTING !

Jeg kan fortælle dig at min mor og hendes kæreste var ikke uvenner..

Vi har været i sommerhus med min mor før, uden hendes kæreste. Og INGEN kom op at skændes. ALLE hyggede sig !

Helt ærlig....

hvorfor så tage afsted.. Du har jo åbenbart meget vrede i dig og noget af det er meget gammelt.. Når du skriver et sted som her og ber om råd ja så må du 1. Finde dig i at få råd fra folk der ikke kender dig fuldt ud og derfor KUN kan give råd ud fra hvad du skriver. Og ud fra hvad du skriver ja så har INGEN af jer opført jer voksent.

2. Finde dig I at folk mener noget andet end det du gerne vil høre.. Vil man bare have ros og bekræftning skal man nok ikke spørge et egentligt sted med fremmede..

ja din barndom har måske ikke været god.. Men hvis din mor ALDRIG har forsvaret sine børn hvorfor havde du så troet det ville ske den dag?? Har du måske ikke haft lidt for lyserøde forestillinger om den ferie og din mor??? Er det måske ikke på tide du vokser op og indser at din mor er som hun er og hun har altså valgt den kæreste hun har og så må du jo beslutte om hun og ham og din lillebror ( for det er altså en pakkeløsning det her. Du kan ikke vælge nogen til eller fra) skal være i dit liv eller ej. Din mor er som hun er og hun kan åbenbart ikke leve op til det du gerne vil have hin skal være.. 

Anonym skriver:

Jeg er anonym af hensyn til familie..

Sagen er den at min kæreste har 2 børn fra et tideligere forhold, og sammen har vi en lille dreng på 8½ måned.

Min mor har en kæreste hvor han har en pige og sammen har en de en dreng.

Vi havde så alle sammen aftalt at vi skulle i sommerhus fra søndag til lørdag. Vi tager derud søndag som planlagt, og allerede ved aftensmaden sidder min mor og hendes kæreste og små diskutere ( som altid ). Det er virkelig belastende da ''vores'' børn ikke er vandt til det hjemme fra os af. Jeg tænker allerede for mig selv at det her bliver en laaaang uge!

Dagen efter da vi står op virker min mors kæreste virkelig sur og gider ikke sige noget til os andre. Da jeg påpeger det overfor min mor siger hun : Bare lad som ingenting. Det prøver vi så, for vi vil gerne hygge med vores børn, uden alt det drama! Da det har stået på hele dagen begynder det er irritere os alle ( min kæreste og børn ) da det skaber rigtig dårlig stemning i hele huset. Jeg kommer op og skændes med min mor fordi jeg er træt af den dårlige stemning + at deres søn på 3 ( næsten 4 år ) render rundt og skriger hele tiden og slår de andre børn uden at der bliver gjort noget rigtig ud af det.

Da vi står op næste morgen ved vi allerede hvordan at stemningen er lagt pga. hendes kæreste, og mit skænderi med min mor. Så jeg har forklaret børnene at det er meget muligt at vi tager hjem denne dag ( tirsdag ) da jeg føler at vi spilder vores ferie med børnene på det her.

Da jeg forklarer min mor at vi ikke har tænkt os at blive medmindre at de pakker den negative energi væk, kommer vi self op og skændes igen. Denne gang blander hendes kæreste sig. Mig og hendes kæreste begynder at råbe af hinanden, og da jeg spørger ham hvorfor han skal være så sur og negativ svarer han blot : Der var nogen der ikke havde sagt godmorgen, og det pissede ham af.

Jeg ved self godt at det var en af min kærestes børn han hentydede til. Men ærligt, hvad havde han forventet ??? Allerede den første dag var min mor og kæreste efter vores børn, + de sad og diskuterede under hele middagen. Børnene var stille i deres nærvær hele tiden, og med god grund!

Da han svarede at det var derfor han var sur, kortsluttede det hele op i hovedet på mig. Jeg råbte at han var barnlig og at hvis han havde en problem måtte han da komme til os som et voksen menneske. Han råbte ting tilbage til mig, og imens står min mor lige ved siden af og siger.... ingenting!

Jeg er SÅ skuffet over hende, da jeg ikke føler jeg gjorde noget forkert, og at hun ikke engang kunne bakke mig op når jeg føler han er så åbenlyst forkert på den!

Jeg sagde at vi ville pakke og tage hjem. Inden vi kørte bad jeg hende om at sige farvel til min søn, for hun ville ikke komme til at se ham i meget lang tid.

 

Reagerede jeg rigtigt da jeg prøvede at beskytte min familie, eller hvordan ville I ha' gjort, og hvad mener I om det ??

* Det skal lige siges at vi aldrig kommer til at have kontakt til hendes kæreste igen, da det ikke er første gang at han gør noget lignende.

Er det rigtigt - aner det ikke. Jeg kan læse i tråden der er mange følelser på spil og vil på ingen måde vurdere den ene side frem for den anden, for der skal man have været der.

Men jeg kan sige, jeg synes det er forkert at bruge våbnet: så må du ikke se dit barnebarn. Det må være en hver bedstes skræk. Jeg har lovet min mor (det er den eneste bedste der er), at ligegyldigt hvad hun byder mig, ligegyldigt hvor gal jeg bliver på hende, så vil jeg aldrig fratage hende eller mine børn muligheden for at være sammen. Og jeg vil aldrig true med det - den usikkerhed skal hun ikke have i forholdet til sine børnebørn. Det er en lovning jeg holder meget højt, for synes simpelthen ikke man kan være andet bekendt, tænk at skulle gå på listesko i et forhold til et menneske (barn) man elsker mere end liver selv fordi man kan blive afskåret muligheden for at se det menneske igen.

Derudover er der er barn i denne fortælling som jeg slet ikke kan få hold på: din lillebror (eller er det kun kærestens søn eller...?), hvis han er din lillebror (og måske er der flere søskende), er du så parat til at lukke ham ude af dit liv, for du kan vel ikke sætte ham i en situation hvor han skal være en lus mellem to negle og vide du ikke vil se hans far og måske heller ikke ikke hans mor. 

Anonym skriver:

Helt ærlig....

 

hvorfor så tage afsted.. Du har jo åbenbart meget vrede i dig og noget af det er meget gammelt.. Når du skriver et sted som her og ber om råd ja så må du 1. Finde dig i at få råd fra folk der ikke kender dig fuldt ud og derfor KUN kan give råd ud fra hvad du skriver. Og ud fra hvad du skriver ja så har INGEN af jer opført jer voksent.

2. Finde dig I at folk mener noget andet end det du gerne vil høre.. Vil man bare have ros og bekræftning skal man nok ikke spørge et egentligt sted med fremmede..

 

ja din barndom har måske ikke været god.. Men hvis din mor ALDRIG har forsvaret sine børn hvorfor havde du så troet det ville ske den dag?? Har du måske ikke haft lidt for lyserøde forestillinger om den ferie og din mor??? Er det måske ikke på tide du vokser op og indser at din mor er som hun er og hun har altså valgt den kæreste hun har og så må du jo beslutte om hun og ham og din lillebror ( for det er altså en pakkeløsning det her. Du kan ikke vælge nogen til eller fra) skal være i dit liv eller ej. Din mor er som hun er og hun kan åbenbart ikke leve op til det du gerne vil have hin skal være.. 

Vi har som sagt været i sommerhus med min mor før, hvor der overhovedet ikke var nogle problemer.

Vi bor i et hus med 1 soveværelse. Så når mine bonus børn er her, sover de på madrasser i stuen.

Den eneste grund til at vi sagde ja til at tage i sommerhus ( på trods af at vi vidste min mors kæreste var der ) var så mine bonus børn ikke skulle bo sådan i en uge.

Vi har altid snakket fint med hendes kæreste, men da vi ved han er en meget arrogant og dominerende type har vi båret over med det i rigtig lang tid og mange situationer.

HVER gang jeg er sammen med min mor, fortæller hun historier om deres skænderier og hvad han nu har gjort.. Det skal lige siges at de ikke engang bor sammen, for så lidt kan de holde hinanden ud. Derfor bliver jeg self også skuffet over at hun ikke kan bakke mig op når hun ser han er forkert på den. Det ville jeg til enhver tid gøre hvis det var min kæreste der lavede dårlig stemning for alle, og behandlede hende dårligt.

Jeg tror på det bedste i folk, det gør mig vel ikke mindre voksen ???

lineog4 skriver:

Er det rigtigt - aner det ikke. Jeg kan læse i tråden der er mange følelser på spil og vil på ingen måde vurdere den ene side frem for den anden, for der skal man have været der.

Men jeg kan sige, jeg synes det er forkert at bruge våbnet: så må du ikke se dit barnebarn. Det må være en hver bedstes skræk. Jeg har lovet min mor (det er den eneste bedste der er), at ligegyldigt hvad hun byder mig, ligegyldigt hvor gal jeg bliver på hende, så vil jeg aldrig fratage hende eller mine børn muligheden for at være sammen. Og jeg vil aldrig true med det - den usikkerhed skal hun ikke have i forholdet til sine børnebørn. Det er en lovning jeg holder meget højt, for synes simpelthen ikke man kan være andet bekendt, tænk at skulle gå på listesko i et forhold til et menneske (barn) man elsker mere end liver selv fordi man kan blive afskåret muligheden for at se det menneske igen.

Derudover er der er barn i denne fortælling som jeg slet ikke kan få hold på: din lillebror (eller er det kun kærestens søn eller...?), hvis han er din lillebror (og måske er der flere søskende), er du så parat til at lukke ham ude af dit liv, for du kan vel ikke sætte ham i en situation hvor han skal være en lus mellem to negle og vide du ikke vil se hans far og måske heller ikke ikke hans mor. 

Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg har aldrig sagt at hun ikke kommer til at se ham igen, kun at der kommer til at gå lang tid før det kommer til at ske.

Hvordan skal hun se min søn når vi ikke snakker sammen ? Jeg stoler pt ikke på hendes dømmekraft så hun får ikke lov at være alene med ham. Jeg vil heller ikke udsætte mit barn for at vi kommer op og skændes foran ham

Anonym skriver:

Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg har aldrig sagt at hun ikke kommer til at se ham igen, kun at der kommer til at gå lang tid før det kommer til at ske.

Hvordan skal hun se min søn når vi ikke snakker sammen ? Jeg stoler pt ikke på hendes dømmekraft så hun får ikke lov at være alene med ham. Jeg vil heller ikke udsætte mit barn for at vi kommer op og skændes foran ham

Jeg tror rent faktisk jeg ville gå så langt så hun kunne komme i mit hjem og enten gik jeg ind i et andet rum eller jeg holdt mig til formaliteter og snak om vejret... Jeg ville gå og bøje mig længere end næsten muligt før jeg tog mit barns bedste ud af hans liv.

men forstår stadig ikke, har du også nogle små søskende eller er det kun din mors kæreste der har børn?

lineog4 skriver:

Jeg tror rent faktisk jeg ville gå så langt så hun kunne komme i mit hjem og enten gik jeg ind i et andet rum eller jeg holdt mig til formaliteter og snak om vejret... Jeg ville gå og bøje mig længere end næsten muligt før jeg tog mit barns bedste ud af hans liv.

men forstår stadig ikke, har du også nogle små søskende eller er det kun din mors kæreste der har børn?

Jeg vil lige prøve at give det lidt tid før jeg ser hende igen så, for jeg er stadig meget vred og skuffet over hende. Vi er begge meget hurtige til at fare op i en spids, og det vil jeg for alt i verden ikke overfor mit barn.

Min mors kæreste har en datter fra et tideligere forhold, og sammen har de en dreng som så er min lillebror.

Anonym skriver:

Jeg vil lige prøve at give det lidt tid før jeg ser hende igen så, for jeg er stadig meget vred og skuffet over hende. Vi er begge meget hurtige til at fare op i en spids, og det vil jeg for alt i verden ikke overfor mit barn.

Min mors kæreste har en datter fra et tideligere forhold, og sammen har de en dreng som så er min lillebror.

Men hvordan så med forholdet til din lillebror, er du parat til ikke at have det, tænker mere hvis du aldrig vil se hans far mere?

er nok lidt på børnenes side her, kan godt se du jo også er barn bare et voksent barn. (Ikke barnlig, men jeg er jo fx også stadig min mora barn). Men de to børn: din lillebror og din søn, bliver spundet ind i jer voksnes konflikter og et eller andet sted mangler der den voksne, der siger skidt pyt sket er sket, det vigtige er nu det ikke sker igen og vi skaber er forhold mellem de voksne der tilgodeser begge børn. Og det er formodentlig et forhold mellem de voksne med en form for kølighed og våbenhvile men ikke det desto mindre et forhold så børnene kan se og have et forhold til alle de voksne

lineog4 skriver:

Men hvordan så med forholdet til din lillebror, er du parat til ikke at have det, tænker mere hvis du aldrig vil se hans far mere?

er nok lidt på børnenes side her, kan godt se du jo også er barn bare et voksent barn. (Ikke barnlig, men jeg er jo fx også stadig min mora barn). Men de to børn: din lillebror og din søn, bliver spundet ind i jer voksnes konflikter og et eller andet sted mangler der den voksne, der siger skidt pyt sket er sket, det vigtige er nu det ikke sker igen og vi skaber er forhold mellem de voksne der tilgodeser begge børn. Og det er formodentlig et forhold mellem de voksne med en form for kølighed og våbenhvile men ikke det desto mindre et forhold så børnene kan se og have et forhold til alle de voksne

Som sagt bor de ikke sammen, så når jeg kommer til at snakke til min mor igen, ser jeg ham stadig som jeg plejer hjemme hos hende. Hver gang det er hendes uge til at ha' ham, kører jeg derhjem og besøger ham flere gange om ugen.

Jeg er selv på børnenes side, og jeg vil helst skåne dem så meget som muligt, for det gør ondt i mit moderhjerte at det her går mere eller mindre ud over dem. Men det gør også rigtig ondt på mig at se hvordan de råber af deres børn i stedet for at opdrage på dem. Jeg bestilte ikke andet end at forklare dem at det ikke er måden at gøre det på ( det kan man jo se, da de jo vælger at lukke af hver gang de råber af dem ). Vores børn er slet ikke vandt til alt den råben og skrigen og det skal de heller aldrig blive vandt til.

Men jeg kan og vil aldrig bruge mere tid på hendes kæreste mere. Det giver mig så meget negativ energi, og jeg vil gerne være glad og positiv overfor vores børn.

Så jeg er ærlig talt lettet over ikke at skulle invitere ham med til fødselsdag eller noget mere, da han altid skal være negativ og råbe af sine børn foran alle. Min søn bliver bange og græder hver gang de gør det.

Som sagt bor de ikke sammen, så når jeg kommer til at snakke til min mor igen, ser jeg ham stadig som jeg plejer hjemme hos hende. Hver gang det er hendes uge til at ha' ham, kører jeg derhjem og besøger ham flere gange om ugen.

Jeg er selv på børnenes side, og jeg vil helst skåne dem så meget som muligt, for det gør ondt i mit moderhjerte at det her går mere eller mindre ud over dem. Men det gør også rigtig ondt på mig at se hvordan de råber af deres børn i stedet for at opdrage på dem. Jeg bestilte ikke andet end at forklare dem at det ikke er måden at gøre det på ( det kan man jo se, da de jo vælger at lukke af hver gang de råber af dem ). Vores børn er slet ikke vandt til alt den råben og skrigen og det skal de heller aldrig blive vandt til.

Men jeg kan og vil aldrig bruge mere tid på hendes kæreste mere. Det giver mig så meget negativ energi, og jeg vil gerne være glad og positiv overfor vores børn.

Så jeg er ærlig talt lettet over ikke at skulle invitere ham med til fødselsdag eller noget mere, da han altid skal være negativ og råbe af sine børn foran alle. Min søn bliver bange og græder hver gang de gør det.

Jeg syntes ærlig talt ikke du er på børnenes side.. Fordi hun ikke tog dig i forsvar betyder det jo ikke at hun er uansvarlig når hun er alene med dit barn.. Hvad er det lige for en parallel at trække.. Ej det er dig der er såret og vred og fair nok men du går i den grad over stregen når du tager den derud at fordi hun i en ubehagelig situation har holdt mund så kan hun ikke være alene med dit barn fordi hendes dømmekraft ikke kan stoles på...  DER mener jeg du viser dig fra en endnu mere forkert side end hendes kæreste gjorde..

Din mor har altså valgt at leve sit liv med den mand på den måde de 2 finder bedst. Og han er en del af din mors og lillebrors liv og det er sgu alt eller intet. Vil du se dem bliver du til tider nød til at se ham for det andet kan du sgu ikke byde hverken din bror eller mor. Her må du være den voksne og være på børnenes side som du så gerne vil og så bide i det sure æble og være høflig. Husk vi kan ikke styre andre men vi kan styre os selv... 

Og jeg var nok også gået baglæns hvis nogen hele tiden fortalte mig hvordan jeg skal opdrage mine børn.. ( vi to er enig om at råbe ikke er ok) men det er deres barn og ikke dit. Du kan bestemme at han ikke råber af dine børn men deres eget.. Det lyder dom om du har virkelig kørt på dem men håber da det er anderledes

Dit debat indlæg lyder : var det forkert af mig..

svar; tingene gik galt og både du og ham opførte jer skidt MEN du ER forkert på den for du straffer både børn og voksen og trækker pareller der går langt over stregen og var jeg din mor ville jeg sgu have svært ved at tilgive den opførsel fra min voksne datter..