tænker du over hvilke signaler du sender ?

Hånden på hjertet, tja..jeg køber det jeg kan lide, lad mig sige det sådan. Jeg kom til at tænke på en episode hvor jeg skulle mødes med en gammel veninde. Jeg havde min baby med som sad i en stokke xplory. Hendes kommentar var neeeej, hvor er han nuttet, men jeg troede at I boede på landet? Så sagde jeg det gjorde vi da også, men hun kunne ikke forstå hvordan jeg kunne have en combivogn som vores "ude på landet" da det jo er en byvogn? Jeg køber ikke noget for at tænke at denne her barnevogn signalerer at jeg har råd til at have flere, i og med at det kun er en combi, eller at jeg er en storbymenneske der er på farten hele tiden, nej, jeg bor på landet og er helt vitterligt faldet for en stokke-combivogn jeg ikke kan leve uden- fordi at den er pæn, i mine øjne.

Jeg tænker over familiens påklædning. Det er i hverdagen almindeligt for mit vedkommende,  at det skal være praktisk og gerne skal kunne klare en kogevask da jeg går hjemme med 2 små børn  jeg er glad for sort og andre nedtonede farver til mig selv- noget jeg hurtigt kan peppe op eks. Med smykker.  Jeg er farveforskeækket når det kommer til mig selv- selvom at jeg sagtens kan bære farver, jeg bliver aldrig hende i den multifarvede kjole.. Men når der er fest, så bliver da også stadset op til den store guldmedalje. Mht. Børnene, ja så elsker jeg farverigt tøj, jeg har nogle få mærker jeg køber til børnene og dem holder jeg mig til (mærker som i andre tråde er blevet nævnt som "mærkevarer" ) men til deres fødselsdage og andre særlige lejligheder er det creme de la creme de får på   Men ja, der er stile jeg går udenom, køber som sådan ikke på kryds og tværs af 100 stile, men jeg køber det jeg kan lide inden for de rammer jeg kan lide, det samme gælder det manden  

mht. Bolig og indretning, så tænker jeg da en del over hvad jeg køber og putter i mit hjem, her har jeg igen, nogle få mærker, som jeg synes er lækre, jeg går efter. Men for mig er det vigtigt at vi har ting som vi finder fine og smukke i vores hjem, og der er mange ting jeg ikke vil have inden for min dør, der vil jeg hellere ikke sige at det ikke er direkte med signalværdien at gøre, nærmere smag. 

Så selvom at det udefra godt kan se og lyde som om at jeg kun går efter ting pga. Mærket og dermed deres signalværdi, så gør jeg det ikke, for jeg køber kun ting som jeg rent faktisk godt kan lide. 

lineog4 skriver:

Det er efterhånden gået op for mig at min stakkels søn skal leve med at bære et type navn; Liam. Sjove er børnene slet ikke reflekterer over det heller ikke alle hans Villads og Aksel venner  (dem går der mange af på dusinet).

Og håber for ham, han vil møde flest mennesker der er bevidste om deres fordomme men også vil lade sig overraske npr de opdager en Liam af en akademiker 

Du rammer jo præcis min pointe med dit indlæg - at fordomme og signaler er individuelle og fortolkes sådan Jeg er sikker på at I har en dejlig Liam (i hvert fald hvis du er en lige så sympatisk mor som du er som debattør herinde) som sikkert ikke kommer til at leve op til mine "fordomme"  

Du rammer jo præcis min pointe med dit indlæg - at fordomme og signaler er individuelle og fortolkes sådan Jeg er sikker på at I har en dejlig Liam (i hvert fald hvis du er en lige så sympatisk mor som du er som debattør herinde) som sikkert ikke kommer til at leve op til mine "fordomme"  

Men egentlig lidt skægt lige det med Liam og navnet. For har to gange i mit liv mødt fordommene som andre må leve med hele tiden. Første gang var da jeg var gravid med vores første barn og fik besøg af sundhedsplejerske. Vi boede i ghettoen og min mand har jo et udenlandsk klingende navn qua han er italiener. Hun talte til mig som var jeg mindre begavet og delvist også døv indtil hun spurgt: hvad laver du? Og fik svaret: jeg skriver speciale i filosofi og pædagogik, pludselig talte hun til mig på en anden måde (blev faktisk meget foragret ikke på egne vegne men sådan i alt almindelighed).

Men anden gang var så med Liam og igen en sundhedsplejerske, første besøg i 0. Klasse. Sundhedsplejersken så allerede opgivende ud da vi kom, gennemgik papirerne og spurgte: nå af der så overhovedet en af jer forældre der er i arbejde? Øhhj ja begge to, fastansatte, uddannede og okay løn  og bagefter; ser Liam meget alkohol hjemme hos jer? Øhh nej vi er vel sådan til den kedelige side når det gælder alkohol. 

Jeg har selv "fordomme" hvem kan sige sig fri fra dem? Tror egentlig det er bedre at se dem i øjnene end benægte dem. Men i mit professionelle virke gør jeg hvad jeg kan for at gemme dem af vejen, og også når jeg møder børnenes nye venner osv. For øv tænk at blive mødt sådan hele tiden bare fordi man ikke passer ind i middelklassens skabelon hvad enten det er navnet, tøjet, boligen mm.

Og skal lige siges lille Liam er ramt dobbelt for han møder så også fordommene hos den anden gruppe med sit lange lyse hår og anderledes tøj. Plus han er nørd på den sådan rigtige nørd måde

både og vil jeg sige jeg er vild med tøj men går i det jeg finder behageligt mine børn klæder jeg på i det jeg synes er pænt og de samtidig har lyst til at have det på. Selvf skifter jeg tøj på dem hvis de spilder mælk el lign men ikke pga pletter. Men vores hjem derimod prøver jeg at holde så rent som muligt men mest fordi at jeg ellers ikke selv kan finde ro og så har vi rigtig tit gæster så prøver måske at signalere at så store svin er vi heller ikke ej føler ihvert fald ikke pres fra omverdenen lige ud over min mor der aldrig synes noget er godt nok men det joker vi bare med

Jeg køber det jeg kan lide og tænker ALDRIG over hvordan andre tænker eller hvilke signaler det sender... 

Jeg har et farverigt hjem der tit "roder" eller ser rodet ud... fordi jeg elsker nips �� 

Min søn elsker også farver og han har da "pigefarvet" tøj, ha elsker Frost prinsesserne så jaa han får kjole på, han har lego friends, dukker, dukkehuse, tasker og lyserødt farvet legetøj ��

Det har jeg det super fint med, for det er det vi har det godt med ☺ og det er jo det vigtige ved livet ☺

Ja det tænker jeg nok over - børnene og jeg selv skal se ordentlige ud . 

I kraft af mit arbejde skal jeg være "appetitlig" at se på 

Jeg har fordi vi var teenagere da vi fik den første ,ikke har en uddannelse men er selvstændige og så har vi fået 7 børn udsat for mange fordomme .

Jeg er så nu blevet så voksen og så selvsikker at jeg kan trække på smilebåndet når jeg igen og igen skal fortælle min egen alder ,mine børns alder og hvad er det nu liiiige du laver? 

Men førjeg "viste mit værd" ved at være succesfuld selvstændig med ansatte og en sund virksomhed - Og "bare" var ansat som ufaglært ja der har jeg tit været træt og led og ked af folks fordomme Men har så indset at de er i alle lag og alle aldrsgrp. Og et eller andet sted så har man jo også selv sin egen lille fordom om et eller andet -

Har ihvertfald ikke endnu mødt et eneste menneske der er 100% fordomsfri selv om nogen gerne vil give uddtryk for at de da er alt for rummelige til at have nogen som helst fordom om noget som helst- Og ville da ønske jeg selv kunne sige jeg var sådan men neej hånden på hjertet så har jeg jo mine egne fordomme 

Så ja jeg tænker over at mine børn og jeg selv ikke skal give folk ret i deres fordomme om unge uudannede storfamilier 

serinasmor skriver:

Hmm ... 

Tænker at man godt kan være blød og kærlig selv med hanekam især som lille dreng ... Det er jo bare hår

 

Hvorfor tænker du over de signaler du sender - tror du ?

Jeg tror det der menes med hanekammen, er at uanset hvor sødt det kan være til barnet, så kan det godt sende et signal om at han måske er lidt en rebel/bølle.

Jeg havde selv en halv-lillebror som altid havde hanekam og hættebluse på, og folk stemplede ham inden de lærte ham at kende. Efter min holdning er det stemplingen der er forkert og ikke påklædningen, men da det er svært at komme uden om ville jeg da selv fravælge hanekammen, for at undgå at mit barn bliver stemplet