Nyt navn?

Det er en forholdsvis ny tradition i historien, at kvinden har taget mandens navn. Det startede ca. i 1800-tallet. Før det hed man altid sin fars navn til man døde.

Min mand og jeg kunne ikke forliges med at tage hinandens navne, så vi blev enige om at lade være. Vores børn hedder til gengæld en kombination af vores efternavne.

Det er helt ok at beholde eget efternavn i dag, synes du skal gøre det du selv foretrækker. Jeg valgte at skifte fordi jeg ønskede at mine børn og jeg også skulle have det samme efternavt og jeg havde ikke behov for at give MORTENSEN videre til mine børn. Jeg valgte i samme moment at ændre mit mellemnavn (har aldrig rigtig brudt mig om det) til et andet mellemnavn i min egen familie. Så jeg skiftede helt, men beholdt stadig tilknytningen til min egen familie

Anonym skriver:

Hej,

Min kæreste og jeg har besluttet at vi vil vies på rådhuset inden længe. Jeg glæder mig allerede ved bare tanken, men så alligevel knap så meget, når det kommer til tanken om at skulle skifte efternavn. Jeg er nemlig ikke meget for at skulle skifte til kærestens efternavn, som er et ønske for ham. 

Det er et ret almindeligt efternavn han har. Der ligger bare flere ting i det for mig. 

For det første, så har jeg i forvejen et meget langt navn (5 i alt med mit efternavn) Jeg bruger dog altid kun kaldt ved det første.. men altså, det vil både lyde klodset og forkert med hans efternavn til sidst.

For det andet, så betyder mit eget efternavn noget for mig.. Ja, det er bare et ganske almindeligt navn, men det har en hvis betydning da mine forældre hed det samme.. og jeg føler ikke at jeg er parat til at skifte det ud. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal få det sagt, for jeg forstår samtidig godt at det kan lyde som en gang fis for ham/andre.. 

Så til Jer der blev gift og bevarede jeres eget efternavn.. må jeg høre jeres grund? Stilte folk spørgsmålstegn ved dit/jeres valg om dette? 

 

Tak for svar 

 

Vi hedder ikke det samme. Jeg har et mellemnavn efter min mormor, mellemnavn efter min farmor og farmor og efternavnet er min mors/morfars. De betyder alle noget for mig, og min mand ville ikke tage nogle af dem. Og jeg ville ikke have hans efternavn som han har efter hans far, en mand jeg ikke kan døje. 

Flere sagde til mig at jeg da skulle tage hans navn, men nej det kom bare ikke til at ske. Og vi lever jo ikke i et samfund hvor man skal tage mandens navn fordi det siger reglerne. 

Så vi endte med at hedde hver vores. Og det er ikke noget vi tænker over til hver dag. Vi er jo gift alligevel. 

Vores datter hedder så hans mellemnavn og mit efternavn. 

Jeg ville helt klart vælge det jeg følte for i situationen. Er ikke gift så har ikke "erfaringen" - men står med situationen på tæt hånd alligevel.

Min søn fik mit mellemnavn og farens efternavn. Det var vi ikke i tvivl om at det skulle være sådan ( det ligger lidt i den " gammeldags holdning til traditionerne" jeg har.

Min datter har ligeledes mit mellemnavn og hendes fars mellemnavn og efternavn (min søn og datter har ikke samme far).

Til gengæld har min datters far nu taget hans kones efternavn - så min datter og ham deler nu kun mellemnavn - og så deler hun efternavn med sine farforældre.

Yderligere mødte jeg engang en kvinde som havde taget mandens efternavn da de blev gift - hun ændrede det dog tilbage senere til sit eget efternavn, da hun ikke kunne forlis med tanken om at hedde noget andet end det hun havde heddet hele sit liv. 

Så jeg tror det vigtigste er at man kan forlig sig med det navn man vælger at have om man så beholder sit eget eller tager mandens/konens navn. Og måske også lige overvejer om det har stor betydning for en selv at hedde det samme som sine børn eller ej. 

Har I snakket om at han kan tage dit efternavn? 

Min kæreste og jeg er ikke gift og ungerne har kun mit efternavn, da min kæreste får mit efternavn når vi engang skal giftes. Jeg har et anderledes efternavn og vil under ingen omstændigheder hedde Kristensen og heldigvis var han ligeglad med at skifte, for jeg er nok lidt gammeldags - at man helst skal have samme efternavn efter ægteskab 

Anonym skriver:

Hej,

Min kæreste og jeg har besluttet at vi vil vies på rådhuset inden længe. Jeg glæder mig allerede ved bare tanken, men så alligevel knap så meget, når det kommer til tanken om at skulle skifte efternavn. Jeg er nemlig ikke meget for at skulle skifte til kærestens efternavn, som er et ønske for ham. 

Det er et ret almindeligt efternavn han har. Der ligger bare flere ting i det for mig. 

For det første, så har jeg i forvejen et meget langt navn (5 i alt med mit efternavn) Jeg bruger dog altid kun kaldt ved det første.. men altså, det vil både lyde klodset og forkert med hans efternavn til sidst.

For det andet, så betyder mit eget efternavn noget for mig.. Ja, det er bare et ganske almindeligt navn, men det har en hvis betydning da mine forældre hed det samme.. og jeg føler ikke at jeg er parat til at skifte det ud. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal få det sagt, for jeg forstår samtidig godt at det kan lyde som en gang fis for ham/andre.. 

Så til Jer der blev gift og bevarede jeres eget efternavn.. må jeg høre jeres grund? Stilte folk spørgsmålstegn ved dit/jeres valg om dette? 

 

Tak for svar 

 

Kan godt forstå dig.... Lad hver, for din egen skyld.

har været der, og vil gerne fortælle min historie privat hvis du vil høre den!

Vi skal vies på rådhus til september .. Jeg bholder mit (familie)mellemnavn og tager hans efternavn derefter .. Jeg hedder Pedersen og han hedder Andersen, så det sidste efternavn er lidt hip som hap  Jeg har dog valgt at beholde mit mellemnavn da det kædes sammen om min (nu afdøde) fars familie hvis man kan sige det sådan  Det navn betyder utrolig meget for mig og det er det efternavn jeg bruger hvis jeg skal præsentere mig selv  Håber ikke det blev for rodet 

Jeg VILLE beholde mit eget efternavn da jeg blev gift men tog samtidig mandens til sidst. Det resulterede i to -sen navne. Jeg har i de fem år vi har været gift kun brugt mandens efternavn og været ret træt af de to -sen navne, så da baby nr to kom ændrede jeg det, så nu hedder hele familien det samme - kun mandens efternavn. Så det kan ændre sig med tiden. Jeg er klart en fru D nu 

Anonym skriver:

Hej,

Min kæreste og jeg har besluttet at vi vil vies på rådhuset inden længe. Jeg glæder mig allerede ved bare tanken, men så alligevel knap så meget, når det kommer til tanken om at skulle skifte efternavn. Jeg er nemlig ikke meget for at skulle skifte til kærestens efternavn, som er et ønske for ham. 

Det er et ret almindeligt efternavn han har. Der ligger bare flere ting i det for mig. 

For det første, så har jeg i forvejen et meget langt navn (5 i alt med mit efternavn) Jeg bruger dog altid kun kaldt ved det første.. men altså, det vil både lyde klodset og forkert med hans efternavn til sidst.

For det andet, så betyder mit eget efternavn noget for mig.. Ja, det er bare et ganske almindeligt navn, men det har en hvis betydning da mine forældre hed det samme.. og jeg føler ikke at jeg er parat til at skifte det ud. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal få det sagt, for jeg forstår samtidig godt at det kan lyde som en gang fis for ham/andre.. 

Så til Jer der blev gift og bevarede jeres eget efternavn.. må jeg høre jeres grund? Stilte folk spørgsmålstegn ved dit/jeres valg om dette? 

 

Tak for svar 

 

Jeg beholdt begge mine efternavne og var vigtigt for mig at beholde begge da det ene er min mors side af familien og den anden er min fars side dvs. min slægt. Min mand havde ikke den store tilknytning til hans, da hans mor havde giftet sig til et andet og hans bio.far ikke hed det, så han tog mine til sig og så tilføjede vi hans biologiske fars efternavn efter vores søns navn + mine/vores efternavne. Min mand tog så også hans biologiske fars efternavn til sig og hedder nu det samme som vores søn. Jeg hedder det ikke. Så nu er alle vores slægter indopereret i vores barns navn. Jeg forventede det ikke af min mand og krævede det heller ikke, jeg skulle bare beholde mine efternavne. Det var det eneste must. 

Vi gik på kompromis . Jeg har et slægtsnavn som han ikke kunne få, han havde et mellemnavn han ville beholde, og jeg havde et efternavn jeg ville beholde... Så jeg tog hans mellemnavn og han tog mit efternavn, win win. �� så nu hedder børn og jeg det samme, det eneste min mands navn har til forskel er det slægtsnavn han ikke kam få ��