Anonym skriver:
Nu har jeg haft lidt tid til at "fordøje" udfaldet af denne tråd. Jeg er helt udmattet. Føler denne dag har varet en hel måned. Men jeg er simpelthen så taknemmelig. Jeg er helt overvældet og rundt på gulvet. Imorges græd jeg, jeg var ret bange og utryg og gik sådan rundt og ledte efter en der var mere voksen end mig der kunne hjælpe, men der er kun mig, jeg er den eneste voksne nu.
Jeg har grædt meget idag. Først af frustration, senere af glæde, lettelse og taknemmelighed. Jeg synes jeres idéer om at hjælpe hinanden er fantastisk, har tænkt på det hele dagen.
Har hele dagen tænkt på hvad jeg kunne gøre. Hvordan kan jeg vise jer hvor taknemmelig jeg i virkeligheden er? Hvor stor pris jeg sætter på jeres hjælp? For fakta er at ingen af dem jeg gik og regnede med ville hjælpe, men vildt fremmede kvinder, faldt nærmest over hinanden for at tilbyde hjælp.
Jeg er ked af folk mere og mere har den følelse af at hele vores samfund er egoistisk, for jeg har idag fået bevist, lige foran mig, at det ikke er sandt.
Jeg er meget glad. Jeg er meget taknemmelig.

Tusind tak!
Ps. Jeg er også mæt - vi fik pasta og kødsovs, BEGGE TO! Og der er nok til imorgen, så der skal jeg også have mad
TAK!!!!