Jeg elsker at have alene tid med et og nogen gange to af børnene. Det er både af egoistiske grunde og for for børnenes skyld.
Først egoistisk, det er jo helt fantastisk at kunne have fokus på det ene barn, kunne nyde uden at føle sig delt, kunne sige: du er den dejligste i verden uden at skulle sige: og det er du selvsagt også.
Og for børnene: tænk at føle sig som den særlige i en dag.
og endnu mere for så kan man lave det man ønsker i det tempo man ønsker.
jeg har 3 levende børn og de er skønne som en flok og hver for sig. Meget sjovt at læse om personligheder qua nummeret i søskende flokken, for det passer på mine børn. Men når jeg jeg giver dem tid alene, så er de ikke. Så kan de overraske, de kan hvile i dem selv på en anden måde.
Udover det er de jo forskellige, fx i tempo til at se tingene. Min midterste er den tænkende, grublende, ting tager tid - de skal ses fra alle vinkler, de skal overvejes og afprøves. Og den lille ja han kan nå igennem ZOO på 1 time i turbo tempo. Hvis de to altid skulle være sammen, ville den ene enten skulle skynde sig eller den anden kede sig. Men så er det jo så heldigt, at det ved deres mor (og far) og derfor kan vi sørge for de også får tid alene.
Nu gåe to af dem i skolen, så fridagene er så kun til børnehavebarnet. Men jeg kan sagtens finde på at tage en weekend dag med en af de store, en aften ting, en overnatning eller lignende. Og både jeg og barnet får lige et skud på mor/barn relation kontoen.
Ærligt ville jeg gerne gøre det endnu mere, for lige så meget som de elsker den lille flok, så elsker de at få mors opmærksomhed, og gøre deres ting uden en søskende.
Jeg syntes så godt nok også det var svært da de to drenge gik på samme integrerede institution og det blev ofte til fridagene var for dem begge to, men aå brugte jeg weekender til at lave alene ting.