lineog4 skriver:
Jeg har meget svært med det der med at sætte timer på. Hvis man er hjemme, så har man vel hygge med sit barn. For mig er det også at være sammen med mine børn, hygge med mine børn at jeg bare er i hjemmet, måske syr jeg, læser en bog, svarer på baby, taler i telefon, rydder op osv. Men jeg er da sammen med mine børn, og jeg hygger. Hvis du spurgte mig er det nok at du har leget (altså decideret leget og ikke kunnet andet) 2 timer med dine børn en dag, ville jeg da også sige: ja det er da mere end nok.
Og kom min mand den gang de var små og sagde: Line, nu skal du jo ud i aften og du har ikke leget så meget med Linus, så tager du en times leg med ham efter hans lur. Så ville jeg eksplodere.... Og efter eksplosionen og han så spurgte: synes du da to timer er nok leg med Linus fra din side på en dag. Så ville svaret falde hårdt og kontant: ja...! Og hvis han så endda også videre spurgte: jamen savner du ham da ikke, så ville jeg også svare tilbage med et surt nej.
Nu handler tråden om de mænd. Så kan også tillade mig at skrive "os kvinder" selvom vi er lige så forskellige som "de mænd" er. Vi kvinder skal altså stoppe med at ville regulere og kontrollere vores mænds samvær med deres børn (som tilfældigvis også er vores). Vi skal lade samværet være der naturligt så længe det er en far der elsker sit barn, så skal vi blande vores store næser helt ud af det.
Hvis vi skal noget, så siger vi selvsagt; jeg tager et bad, så du er den eneste der kigge efter. Jeg læser med storesøster, så du må lige sørge for lillebror ikke komme rog forstyrrer eller hvad vi nu skal. Men hvordan de gør det er deres problem, hvis de to hygger med sønnike sidder på gulvet med sit legetøj og far flader ud i sofaen med sin telefon så er det sådan det er.
Jeg kunne godt skrive et langt svar, men dette siger faktisk nærmest det, jeg ville sige.
Herhjemme er far mindst lige så god til at tage vores datter, som jeg er og har altid været det. Vi gør det ikke op i antal timer med leg, men går kun op i, om vi er sammen med vores datter uanset, om det er med leg, gå tur, rode i haven osv.
Jeg har aldrig spurgt min mand, om han savner vores datter i løbet af dagen, men det tror jeg ikke, at han gør, og det gør jeg heller ikke. Størrelsen af ens savn er ikke lig med størrelsen af ens kærlighed efter min opfattelse, så manglende savn ser jeg ikke som om, at man ikke elsker eller ikke vil sit barn. For mig handler det udelukkende om kvaliteten af samværet, når man er sammen og ikke størrelsen af savnet, når man ikke er.
