ErDetSnartNU skriver:
Jeg synes også det er hyggeligt med fejring af kobberbryllup 
Og hvorfor skulle det være mindre vigtigt end konfirmation? Ved en konfirmation er det jo oftest "bare" en masse pre-teens/teenagere, som står og afgiver et højtideligt, helligt løfte som de (eller mange af dem i hvert fald) ikke tror på. Så synes jeg at en non-firmation, hvor barnet i det mindste ikke står og lyver i kirken når det siger trosbekendelsen (som faktisk er en meget stor ting at stå og sige, at man tror på!) er en større ting at fejre, da det vidner om et modent valg om ikke blot at følge strømmen - og det modne valg fortjener i mine øjne mere et overgangsritual end en konfirmation, hvis konfirmanden ikke er religiøs. Og ja, det har meget lidt med emnet at gøre, og det beklager jeg, TS. Jeg synes bare det er vigtigt at få lidt perspektiv ind i sagen her, for hvorfor er en konfirmation mere vigtig end en kærlighedsfest, hvor det fejres at ægteparret har været gift i 12.5 år i en tid, hvor næsten halvdelen af ægteskaber går i opløsning?
Uanset, om overgangsritualet har form af kon- eller nonfirmation, så er det en rigtigt vigtig tradition i mine øjne. I en alder, hvor rigtigt mange føler sig snotforvirrede, dødbesværlige og i jævnlig konflikt med deres voksne, er det en gave at kunne gøre dem til midtpunkt for positiv opmærksomhed og minde dem om, at de er vigtige og elskede og har en plads i familien.
Jeg har nydt at give mine snottede teenagere deres store dag - og jeg glæder mig over, at "mine" unger på den 7. årgang, jeg er lærer for, snart skal have deres glædes- og positive bekræftelsesfest. De trænger til den - for uanset, hvor meget der tales om curlingbørn, som altid er i centrum, oplever mange af dem, at de ikke helt hører til i familien som tidligere, og at der er mange konflikter og megen usikkerhed. Og selve overgangsritualet findes jo i mange kulturer og religioner - fordi der ER noget at markere.
Jeg opfatter trosbekendelsen under konfirmationen som en situationsrapport - "her og nu tror jeg - måske..." Mere kan man ikke kræve af 13-14-årige. Der går også jævnligt sport i at sige, man bestemt ikke tror på noget - der er sjældent street respect forbundet med at fortælle, man rent faktisk - muligvis - tror.
Desuden er der jo tale om en passivform, når man konfirmereS/BLIVER konfirmereT - primært er der tale om en bekræftelse fra kirken til den unge om, at det kristne fællesskab stadig er der, såfremt den unge nu eller senere ønsker at søge det. Med den forklaring - som jeg fik af en præst - kunne jeg langt bedre forlige mig med konfirmation i et temmelig ikke-religiøst land. Jeg er ikke selv troende - tror jeg 
- men er stadig åben for, at det kan forandre sig.
Voksne, der gifter sig i kirken, siger jo også ja til "Til døden os skiller" - fordi de tror på det her og nu. Det er ikke en livslang, bindende kontrakt.
