Er bund ulykkelig

Mor8320 skriver:

Jeg har ikke problemer med at acceptere vores hverdag som den er. Jeg forsøgte at illustrere, at ikke mange ting havde ændret sig for ham, siden vi fik vores to børn.

Vores børns alder burde heller ikke være afgørende for at få nr. 3 da lysten til at få nr. 3 har været der siden den yngste var godt og vel 3. år. Undskyldningerne har bare ændret sig hele tiden. For godt og vel 11/2 år siden sagde han, at økonomien skulle være god, for så kunne han slappe lidt mere af. Fair nok i og med at det er ham der trækker størstedelen af pengene hjem. Økonomien er god nu. Vi skylder intet i vores nye hus, vi har to forholdsvis nye biler, børnene mangler intet, vi har ingen lån nogen steder og der er i det hele taget luft i økonomien. 

Og efter den spontane abort i januar sagde han, at så måtte vi bare prøve igen. For som han sagde, nu havde han også indstillet sig på at nr. 3 var på vej. Han er jo ikke til at stole på, når forklaringerne hele tiden ændrer sig.

Og nu dette!! 

 

Og nej. Jeg blev ikke tvunget til at få lillebror så tæt på den anden, men han sagde, at det "kan vi da godt klare". Jeg klarede familien. Han klarede økonomien. Og den er fin nu. Altså økonomien. 

ÅH.. jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det - og der er bare ikke nogen god løsning.

Vi har to børn med to års mellemrum. De er dog stadig små, så det er ikke aktuelt nu. 

Vores problem er, at jeg er 100% sikker på at  jeg ønsker at få et barn mere, inden den lille er 4 år. Min mand derimod ønsker ikke flere. 

Mange mennesker spørger hvordan jeg bare ved at jeg vil have en mere. Mit svar er, at de fleste folk VED at de vil have 2. Det er ligesom en del af planlægningen. Jeg VED jeg vil have 3. Det er vel ikke mere rigtigt eller forkert en 2?

Nå, men det jeg vil frem til er bare, at jeg sagtens kan forstå dig. Jeg har haft de samme tanker som dig. Hvem skal knuse hvems drøm, hvem skal give sige? - Ogkan forholdet fortsætte, hvis man får knust sin drøm? :-(

Jeg håber I finder en løsning som I begge to i sidste ende bliver glade for. 

2012_2014 skriver:

ÅH.. jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det - og der er bare ikke nogen god løsning.

Vi har to børn med to års mellemrum. De er dog stadig små, så det er ikke aktuelt nu. 

Vores problem er, at jeg er 100% sikker på at  jeg ønsker at få et barn mere, inden den lille er 4 år. Min mand derimod ønsker ikke flere. 

Mange mennesker spørger hvordan jeg bare ved at jeg vil have en mere. Mit svar er, at de fleste folk VED at de vil have 2. Det er ligesom en del af planlægningen. Jeg VED jeg vil have 3. Det er vel ikke mere rigtigt eller forkert en 2?

Nå, men det jeg vil frem til er bare, at jeg sagtens kan forstå dig. Jeg har haft de samme tanker som dig. Hvem skal knuse hvems drøm, hvem skal give sige? - Ogkan forholdet fortsætte, hvis man får knust sin drøm? :-(

Jeg håber I finder en løsning som I begge to i sidste ende bliver glade for. 

 

 

 

Tak søde. Du siger det så præcist

Mor8320 skriver:

Tak søde. Du siger det så præcist

Et ønske om tre/fire/fem børn er da helt fair at have, lige så vel som det er at ønske 1 barn. 

Måske han kommer med undskyldninger hele tiden, fordi han rrelt set kun ønsket de to i har. Og det skal du også respektere, ligesom han skal respektere dit.

I må simpelthen tage en seriøs snak, og du må finde ud af, om du vil kunne leve med ham og samtidig"nøjes" med de to børn i nu har fået.

Hvis man lever for meget med en forestilling om at hvis bare x og y og z sker så vil man blive lykkelig ... så ender man med aldrig at blive lykkelig. Eller man ligger i hvert fald sin lykke i andres hænder, så den afhænger af eksterne ting der sker. 

Du er din egen lykkes smed. Du sætter selv rammerne for hvornår du føler lykke. Hvis du har en regl om, at du kun bliver lykkelig ved tre børn og du ikke får tre børn er det jo et trist liv. 

Prøv at se på dit liv og nogle af de ting der gør dig glad, og prøv at holde fokus på det.

Du er nødt til at acceptere at din mand ikke ønsker flere børn... Jeg ville tage en snak med ham om måden han gjorde det på- det er slet ikke i orden. Men hvis han ikke har eller er parat bliver han det nok aldrig. Du må enten finde fred med det eller finde en anden mand st få et barn med og så have delebørn. Den sidste løsning er i mine øjne synd for jeres familie....

kram 

Nu har vi fået snakket sammen, og grunden til at vi ikke får flere børn er pga. hans mors og fars henholdsvis svingende og manglende opbakning. 

Så det er underordnet at vi kan stole på hinanden så længe han ikke kan på sine foældre. 

Jeg er lammet. 

Mor8320 skriver:

Nu har vi fået snakket sammen, og grunden til at vi ikke får flere børn er pga. hans mors og fars henholdsvis svingende og manglende opbakning. 

Så det er underordnet at vi kan stole på hinanden så længe han ikke kan på sine foældre. 

Jeg er lammet. 

Forstår jeg ret at han ikke vil have en mere fordi hans forældre ikke bakker op? Er I meget afhængige af deres hjælp?

Må jeg spørge hvor gamle I er?

Mor8320 skriver:

Nu har vi fået snakket sammen, og grunden til at vi ikke får flere børn er pga. hans mors og fars henholdsvis svingende og manglende opbakning. 

Så det er underordnet at vi kan stole på hinanden så længe han ikke kan på sine foældre. 

Jeg er lammet. 

Med mindre i bruger hans forældre meget til afhentning/pasning osv af børnene,  så er det da (i mine øre) bare endnu en undskyldning han bruger.?

Vi har haft behov for pasning ca. 5-8 gange på et år. Vi er henholdsvis 41 og 36 år. Der er ikke nogen af os der har arbejde med døgnvagter el. lignende. Jeg er studerende og børnenes far er selvstændig og kan mange gange arbejde hjemmefra.

Jeg føler mig så splittet. Føler ikke længere at jeg kender ham. Føler at jeg bliver trukket ved næsen.

Mor8320 skriver:

Vi har haft behov for pasning ca. 5-8 gange på et år. Vi er henholdsvis 41 og 36 år. Der er ikke nogen af os der har arbejde med døgnvagter el. lignende. Jeg er studerende og børnenes far er selvstændig og kan mange gange arbejde hjemmefra.

Jeg føler mig så splittet. Føler ikke længere at jeg kender ham. Føler at jeg bliver trukket ved næsen.

Ja kan godt forstå spørgsmålet med alderen. Det lyder som om vi er et par umodne forældre der ikke kan stå på egne ben.