Er bund ulykkelig

Jeg har ligget og tudet mine øjne ud i nat. Sagen er den at jeg har ønsket mig barn nr.3 i ca. 3 år. Bare ikke min kæreste. I juleferien glemmer han så at trække sig ud, og det resulterer i en graviditet der desværre ender i en sa. tidligt i forløbet. Yipidi yeah, det endte som han inderst inde havde håbet. Men han sagde, at når jeg var ovenpå, så måtte vi prøve igen. Det var bare noget han sagde, for at give mig umiddelbar lindring. Nu siger han så, at han hellere vil have sin frihed og realisere sig selv fremfor 3 år med bleer, afbrudt nattesøvn og en baby der lægger beslag på vores tid. 

Vi har haft snakken MANGE gange før, det giver ligesom sig selv, og jeg har prøvet at sælge ud af alle vores baby ting, men lige lidt hjælper det. Det føles simpelthen som en sorg helt ind i hjertekulen. Jeg har virkelig følelsen af, at enten lærer jeg at leve med denne sorg eller også ender det med at vi går fra hinanden. Så får han da i det mindste al den frihed han lyster til at realisere sig selv. For kompromis kan jo ikke lade sig gøre i denne situation.

M

Mor8320 skriver:

Jeg har ligget og tudet mine øjne ud i nat. Sagen er den at jeg har ønsket mig barn nr.3 i ca. 3 år. Bare ikke min kæreste. I juleferien glemmer han så at trække sig ud, og det resulterer i en graviditet der desværre ender i en sa. tidligt i forløbet. Yipidi yeah, det endte som han inderst inde havde håbet. Men han sagde, at når jeg var ovenpå, så måtte vi prøve igen. Det var bare noget han sagde, for at give mig umiddelbar lindring. Nu siger han så, at han hellere vil have sin frihed og realisere sig selv fremfor 3 år med bleer, afbrudt nattesøvn og en baby der lægger beslag på vores tid. 

Vi har haft snakken MANGE gange før, det giver ligesom sig selv, og jeg har prøvet at sælge ud af alle vores baby ting, men lige lidt hjælper det. Det føles simpelthen som en sorg helt ind i hjertekulen. Jeg har virkelig følelsen af, at enten lærer jeg at leve med denne sorg eller også ender det med at vi går fra hinanden. Så får han da i det mindste al den frihed han lyster til at realisere sig selv. For kompromis kan jo ikke lade sig gøre i denne situation.

M

Den er godt nok svær. På den ene side synes jeg, det er rimeligt som din kæreste at mene, at to børn er nok, og at der nu skal prioriteres andet i livet end børn. På den anden side tænker jeg, at det er naturligt, du sørger og længes, eftersom du jo nåede at have barn nr. tre "inden for rækkevidde" og ikke kun som en teoretisk drøm. 

Det er jo let nok at sige, at nu må du glæde dig over de to dejlige unger, du har, og bruge din omsorg og kærlighed på dem. Det hjælper nok ikke, og tilmed har du en masse vrede og skuffede følelser over for din mand.

Realistisk set - får du så barn nr. tre ved at gå fra din kæreste? Er du parat til at splitte familien på det grundlag? Er jeres forhold dødsdømt alligevel, fordi du ikke vil kunne tilgive ham ikke at ville opfylde dit største ønske? 

Jeg ville nok tage udgangspunkt i familien, som den er nu - ikke mindst de to børn - og tænke i, om I som helhed kan komme videre sammen, også uden et tredje barn. Vil du blive lykkeligere af at blive alene med to børn, eller er du i stand til at tilgive din kæreste, at han har andre drømme end dig? 

Mor og meget mere skriver:

Den er godt nok svær. På den ene side synes jeg, det er rimeligt som din kæreste at mene, at to børn er nok, og at der nu skal prioriteres andet i livet end børn. På den anden side tænker jeg, at det er naturligt, du sørger og længes, eftersom du jo nåede at have barn nr. tre "inden for rækkevidde" og ikke kun som en teoretisk drøm. 

Det er jo let nok at sige, at nu må du glæde dig over de to dejlige unger, du har, og bruge din omsorg og kærlighed på dem. Det hjælper nok ikke, og tilmed har du en masse vrede og skuffede følelser over for din mand.

Realistisk set - får du så barn nr. tre ved at gå fra din kæreste? Er du parat til at splitte familien på det grundlag? Er jeres forhold dødsdømt alligevel, fordi du ikke vil kunne tilgive ham ikke at ville opfylde dit største ønske? 

Jeg ville nok tage udgangspunkt i familien, som den er nu - ikke mindst de to børn - og tænke i, om I som helhed kan komme videre sammen, også uden et tredje barn. Vil du blive lykkeligere af at blive alene med to børn, eller er du i stand til at tilgive din kæreste, at han har andre drømme end dig? 

Ja den er svær. Men omvendt gør vi jo også noget, kun os to, selvom vi har to børn sammen nu. Og det gjorde vi også da de var små. Hvordan kan et 3. barn forhindre os i det? Hvis vi flyttede fra hinanden og boede i den samme lille by som vi bor i nu, ville han have lige præcis den frihed som han sådan higer efter. Problemet er også at grænsen for alle de kompromiser jeg har indgået, er ved at være nået. De ting han gerne har villet har han fået lov til. At gå på kompromis er jo også at vise kærlighed. Det virker bare som om det mest er mig der går på kompromis igen og igen. 

Hvor store er dine børn??? Hvor meget frihed tager endnu et barn ??? 

Udover det så er hans ønske måske lige så stort som dit.. Og hvem skal så opgive drømmen ??? Har du tænkt det sådan??

derudover ville jeg i din situation blive rasende hvis min mand viste jeg ønskede mig et barn til at han siger I kan prøve igen.. Typisk mænd at sige ting fordi de ikke kan håndtere sorgen.. DEN ville jeg nok tage fat i og sige ligeud at det håb han der satte igang og hvor meget du nu havde glædet dig og hvor meget du blev glad for nu at få det flået ud af hjertet. Det er sgu ikke i orden... Og det skal han have afvide præcis hvor såret du er blevet så han aldrig gør det igen 

Jeg forstår godt dit ønske - især når det nu var så tæt på. Men forstår også din mand siger fra når han nu ikke ønsker flere børn. 

Jeg tænker at det er lige drastisk nok at splitte familien for at få en familieøgelse - det hænger ikke rigtig sammen. 

Jeg ville acceptere at han pt. ikke vil have flere børn - hellere det end delebørn. 

Mor8320 skriver:

Jeg har ligget og tudet mine øjne ud i nat. Sagen er den at jeg har ønsket mig barn nr.3 i ca. 3 år. Bare ikke min kæreste. I juleferien glemmer han så at trække sig ud, og det resulterer i en graviditet der desværre ender i en sa. tidligt i forløbet. Yipidi yeah, det endte som han inderst inde havde håbet. Men han sagde, at når jeg var ovenpå, så måtte vi prøve igen. Det var bare noget han sagde, for at give mig umiddelbar lindring. Nu siger han så, at han hellere vil have sin frihed og realisere sig selv fremfor 3 år med bleer, afbrudt nattesøvn og en baby der lægger beslag på vores tid. 

Vi har haft snakken MANGE gange før, det giver ligesom sig selv, og jeg har prøvet at sælge ud af alle vores baby ting, men lige lidt hjælper det. Det føles simpelthen som en sorg helt ind i hjertekulen. Jeg har virkelig følelsen af, at enten lærer jeg at leve med denne sorg eller også ender det med at vi går fra hinanden. Så får han da i det mindste al den frihed han lyster til at realisere sig selv. For kompromis kan jo ikke lade sig gøre i denne situation.

M

Hmm jeg er nok på din mands side

Selvfølgelig skal han lytte til dine ønsker, men du skal også lytte til hans, og ønsker han ikke flere børn, er der jo ikke så meget at gøre ved det....

Og sorgen kan du måske lære at leve med, men kan du leve med at dine 2 børn bliver dele børn, eller hvis du fik trumfet nr 3 igennem 3 dele børn fordi din mand ikke ønsker den tilværelse?

Jeg kan da selv godt gå med tanken kunne nr 3 ikke lige være prikken over i'et, inderst inde ved jeg at vi ikke skal have flere, fordi vi begge vil mange andre ting end kun børn, og jeg er ikke villig til at ofre min familie, på trods af at tanken ofte strejfer mig

Håber i finder løsning. 

Tak for svar de damer. 

Jeg spurgte ham om, hvis det nu var mig der stod i vejen for en af hans helt store drømme, hvordan ville det være for ham? For han har faktisk indtil nu, ikke måttet opgive nogle af hans drømme. Til det svarede han, at det måtte vi se på til den tid. Men jeg har måttet skrinlægge nogle drømme. F.eks. tror han ikke på ægteskab. Det har været en af mine drømme. Aldersforskellen på vores børn har han også sat sit aftryk på. Der er kun 11/2 år i mellem de to vi har. "Det kan vi sagtens klare" sagde han. Det har jeg så også klaret. Men det var mig der stod med natteroderi, madlavning, indkøb og afl. og afh. hver dag af den store. Og fordi han er selvstændig har han haft en arb. uge på godt og vel 50 t. Og det har været uændret i den tid vi har været sammen. Børnene er nu 8 og 9.

Han har Ikke droslet ned på noget tidspunkt. 

Og nu må jeg opgive denne drøm. End dag efter at have haft den inden for rækkevidde.

Mor8320 skriver:

Tak for svar de damer. 

Jeg spurgte ham om, hvis det nu var mig der stod i vejen for en af hans helt store drømme, hvordan ville det være for ham? For han har faktisk indtil nu, ikke måttet opgive nogle af hans drømme. Til det svarede han, at det måtte vi se på til den tid. Men jeg har måttet skrinlægge nogle drømme. F.eks. tror han ikke på ægteskab. Det har været en af mine drømme. Aldersforskellen på vores børn har han også sat sit aftryk på. Der er kun 11/2 år i mellem de to vi har. "Det kan vi sagtens klare" sagde han. Det har jeg så også klaret. Men det var mig der stod med natteroderi, madlavning, indkøb og afl. og afh. hver dag af den store. Og fordi han er selvstændig har han haft en arb. uge på godt og vel 50 t. Og det har været uændret i den tid vi har været sammen. Børnene er nu 8 og 9.

Han har Ikke droslet ned på noget tidspunkt. 

Og nu må jeg opgive denne drøm. End dag efter at have haft den inden for rækkevidde.

 

Når jeres børn har den alder de har nu, så kan jeg godt forstå at han ikke ønsker at starte forfra. 

At han er selvstændig og arbejder så mange timer, ja det hører ofte med at være selvstændig,  og ikke alle der er det, har mulighed for at skære ned på timer, eller ønsker at ende med at kunne hive færre penge ud til privat forbrug.

Her er vi også selvstændige, og det er også mig der har stået med natteroderi, altid laver mad, ordner det huslige osv. Men sådan er det altså ofte når den ene part er selvstændig. 

Mor8320 skriver:

Tak for svar de damer. 

Jeg spurgte ham om, hvis det nu var mig der stod i vejen for en af hans helt store drømme, hvordan ville det være for ham? For han har faktisk indtil nu, ikke måttet opgive nogle af hans drømme. Til det svarede han, at det måtte vi se på til den tid. Men jeg har måttet skrinlægge nogle drømme. F.eks. tror han ikke på ægteskab. Det har været en af mine drømme. Aldersforskellen på vores børn har han også sat sit aftryk på. Der er kun 11/2 år i mellem de to vi har. "Det kan vi sagtens klare" sagde han. Det har jeg så også klaret. Men det var mig der stod med natteroderi, madlavning, indkøb og afl. og afh. hver dag af den store. Og fordi han er selvstændig har han haft en arb. uge på godt og vel 50 t. Og det har været uændret i den tid vi har været sammen. Børnene er nu 8 og 9.

Han har Ikke droslet ned på noget tidspunkt. 

Og nu må jeg opgive denne drøm. End dag efter at have haft den inden for rækkevidde.

 

Men på en eller anden måde så virker det som om, at du klandrer ham for nogle ting som du jo reelt har haft mulighed for at sige nej til undervejs - jeg går ikke ud fra at han tvang dig til at få nr 2 så hurtigt, og jeg tænker også at det med ægteskab havde I drøftet tidligere, hvor han gav udtryk for sin holdning. At han er selvstændig er jo også et valg du har haft engang (måske helt tilbage til da du mødte ham?) om du ville/kunne acceptere. Men du har på et tidspunkt besluttet at du elskede ham så meget, at du kunne leve med disse ting og så er det lidt unfair at blive ved med at være skuffet. 

Jeg kan godt forstå, at du har en stor sorg over jeres mistede graviditet og det er bestemt ikke fair af ham at give dig falske forhåbninger. I er nødt til at have snakken omkring nr tre og klart afstemme om det er det I ønsker. Hvis ikke han ønsker nr 3, er jeg enig med de øvrige damer herinde i, at så er du nødt til at opgive. Det skylder du de to guldklumper I har i forvejen. Hvis I ikke skal være sammen fremadrettet så skal det (efter min mening) bunde i andre ting såsom manglende kærlighed til hinanden. 

Når jeg læser dit indlæg (og især også dit svar herover) så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ønsket om endnu et barn egentlig er et ønske om mere opmærksomhed fra din mands side? Du beskriver hvordan du støtter op om ham ift at leve det liv han ønsker, men at han holder dig tilbage og nægter dig noget du ønsker dig (måske også andre ting end 3. barn?). 

Set og tolket udefra, så tænker jeg, at du måske giver din mand skylden og ansvaret for, at du ikke gør de ting som gør dig glad (ja barnet er han "medskyldig" i), men hvor det i virkeligheden er dig, der må stille nogle krav (her tænker jeg ikke på barn nr 3 - ingen skal få børn under tvang med mindre man allerede har haft snablen for langt fremme). Hvis jeres familiestruktur (han arbejder meget, du klarer det huslige) ikke passer dig længere, så må I have en snak om hvordan det kan løses. Hvis du trænger til mere fritid/frihed til at gøre noget du gerne vil, så må I have en snak om det osv osv. Men det er dig der har ansvaret for din lykke - og hvis jeres forhold ellers er godt og I elsker hinanden, så er jeg sikker på at din mand også vil imødekomme dig når du finder ind til kernen af det som gør dig ked af det/utilfreds (og ja igen tænker jeg ikke at ønsket om barn nr 3 bør kunne overrule et ellers godt familieliv og parforhold - der må være mere på spil).

ps, jeg forstår godt at du lider et afsavn for jeres mistede graviditet. Jeg tror ikke barn nr 3 nødvendigvis vil kunne fylde det tomrum så måske det ville være en ide at søge hjælp hos en psykolog så du kan få tabet bearbejdet.

Beklager det blev lidt langt

Jeg har ikke problemer med at acceptere vores hverdag som den er. Jeg forsøgte at illustrere, at ikke mange ting havde ændret sig for ham, siden vi fik vores to børn.

Vores børns alder burde heller ikke være afgørende for at få nr. 3 da lysten til at få nr. 3 har været der siden den yngste var godt og vel 3. år. Undskyldningerne har bare ændret sig hele tiden. For godt og vel 11/2 år siden sagde han, at økonomien skulle være god, for så kunne han slappe lidt mere af. Fair nok i og med at det er ham der trækker størstedelen af pengene hjem. Økonomien er god nu. Vi skylder intet i vores nye hus, vi har to forholdsvis nye biler, børnene mangler intet, vi har ingen lån nogen steder og der er i det hele taget luft i økonomien. 

Og efter den spontane abort i januar sagde han, at så måtte vi bare prøve igen. For som han sagde, nu havde han også indstillet sig på at nr. 3 var på vej. Han er jo ikke til at stole på, når forklaringerne hele tiden ændrer sig.

Og nu dette!!