Imorges kl. 8.30 havde jeg fået til til en nakkefolds scanning på Hvidovre hospital. Det er noget jeg har set meget frem til da jeg det sidste stykke tid har været bange for at der skulle være noget i vejen, men alle omkring mig har hele tiden sagt at selvfølgelig er alt ok og det ville jeg få bekræftiget til nf scanningen.
Kort efter hun er startet på scannigen måler hun nakkefolden og siger så at den er da lidt stor. Man betragter en nakkefold for stor når den er over 3,5 mm og min hed 3,8. Mit hjerte hamrede bare der ud af og jeg blev pisse bange. Men hun manglede jo lige at sammenholde den mod blodprøven og min alder og hun blev ved med at sige at det godt kunne ændre ved billedet. Men jeg vidste udemærket godt inde i mig selv at den ikke ville være ok, og jeg kunne næsten ikke holde ud at kigge på barnet der lå der og baskede med arnme og ben, jeg ville bare have det overstået. Det endelige resultet hedder 1: 132 hvilket jo ikke er godt.
Der efter blev Martin og jeg placeret i venteværelset, hvor vi skulle vente på at der kom en læge og talte med os. Mens vi sad her kom et meget glad par ud i vente rummet og da manden siger at han var så glad for at de skulle have en dreng denne gang, men at det bedste er at han var sund og rask. Der begyndte tårende bare at styrte ned af kinderne på mig. Det var bare ikke særligt sjovt at sidde der og vente.
Da lægen kom snakkede vi frem og tilbage om hvad vi nu skulle gøre. Hun fortalte at der trods de dårlige tal også var gode tegn. Et af de gode tegn er at barnet har en næserod, hvilket børn med downs normalt ikke har, og et andet godt tegn er at det ikke ser ud til at være misdannelser. Men derfor skulle vi stadig tage stilling til om vi ville have lavet en moderkageundersøgelse. Vi var ikke i tvivl, selvfølgelig skulle vi have lavet sådan en, også selv om der er en lille risiko for at abortere. Mens vi sad der og snakkede kom der en anden læge ind og sagde at de kunne lave den med det samme hvilket bare var dejligt.
Det var bestemt ikke behageligt at få taget sådan en prøve, men nu er det idet mindste overstået. Så skal vi bare vente. Om en uge kommer det første svar men vi skal vente 2 -3 uger på at få det endelige svar
og selv om disse er ok er der stadig chance for at den har en hjertefejl eller andre defekter. Da jeg havde fået taget prøven skulle jeg udfylde nogle papire og her skulle vi blandt andet tage stilling til om vi vil vide kønnet. Jeg vil gerne vide kønnet, men ikke hvis den ikke er ok. Lægen sagde at de får svaret ligegyldigt hvad så hvis alt er ok, kan vi altid spørge senere, så det valgt vi at gøre.
Da vi kom hjem igen, brød jeg fuldstændig sammen.
Jeg stor tuede i lang tid og Martin sad bare og holdt om mig og blev ved med at sige at vi jo ikke ved om den ikke er ok. Med hjem fik vi også scannings billeder af barnet, men hverken Martin eller jeg kan få os selv til at se på dem. Så de er blevet gemt godt væk og kommer kun frem hvis det viser sig at være falsk alarm.
Katja der syndes at 3 uger er meget lang tid at vente
