Tja, da jeg efterlod min søn i min fars varetægt, for selv at fare ud og købe de sidste julegaver 23. december, brugte den lille også noget af tiden til at finde sin medbragte chokoldekalender frem og åbne alle de låger (10 stks), han ikke havde åbnet, mens han var hos sin far.
Han havde også åbnet nr 24, bidt hovedet af julemanden derinde og ellers lagt den pænt tilbage og lukket lågen :laugh: . Og morfar havde opdaget det, men slet, slet ikke skældt det mindste ud. Og jeg syntes slet ikke, at det var i orden og prøvede at skælde lidt ud - men for fanden, jeg havde ikke lagt den langt uden for hans rækkevidde, det var jo HANS kalender - og det var jo jul...
Men jeg kender godt det med at komme ud og finde en 3-årig, der er på vej op ad de ØVERSTE køkkenskabe, for at komme til godterierne deroppe! Det er sgu farligt, og det kan jeg ikke bare grine ad...
Og så var der dengang han løb ud på badeværelset og kastede mit tandkrus og sin bamse ned i toilettet :blink: (den historie har gentaget sig flere gange med varierende genstande!)
Eller dengang han pludselig kom løbende ud fra toilettet og meget ivrigt begyndte at vaske køkkengulvet med toiletbørsten :laugh: :S :S
Jeg har selvblemer med at få min søn til at gøre, hvad jeg ber ham om (jeg taler om 'Nu skal vi spise - kom hen og sæt dig' 'Vær sød at tage dit tøj af' 'Du må ikke jagte katten' 'Vi skal denne her vej', 'Lad være med at sparke!' o.lign.). Både jeg og faren er begyndt at bruge konsekvenser såsom, at så bliver der ingen godnat-historie (om aftenen), hvis han ikke holder op eller ikke gør, hvad vi beder ham om. Men det siges ikke som om det er en straf, men en konsekvens - sådan er det bare. Og så må man selv holde fast i det man har sagt.
Men lige for tiden synes jeg, at jeg konstant må komme med 'trusler' for at ham med til noget som helst - og det er godt nok trættende og slet ikke det man har lyst til som mor...
Anmeld