Er det svært med bedsteforældrene

Er de glade forældre af en tumling på 1½år. Vi er begge børn af skilsmisseforældre og vores barn har derfor flere bedsteforældre. Vi har fravalgt farfar og morfar af forskellige årsager, som vi begge hver især har det bedst med. Vores ene dilemma er pasningsmulighed. (Begge vores bedstemødre er fuldtidsarbejdende). Vi har stort set kun farmor til at passe vores datter, da mormor er en travl dame. Derudover virker mormor heller ikke synderligt interesseret. Hun har kun passet vores datter 1.gang på 1½ år, til trods for, at hun kun bor 5 min. væk. Hun foreslår ikke at passe hende og er altid i sommerhus i Sverige i weekenderne, så de ser heller ikke meget til hinanden. Har prøvet at lave aftaler med hende, hvor hun kunne tage med ud sammen med os, men hun brænder os altid af eller vi må komme over til Sverige, hvis vi vil hende. Hvad skal og kan vi stille op? Vores andet dilemma er mormors nuværende ægtemand (på 20. år). Han er kvatalsdranker og har et sind derefter, som Dr. Jekyll and Mr. Hide. Man ved ikke hvor man har ham. Har har fået flere på mormors side til at gå i gråd. Det starter oftest med hans indblanding i diverse emner, hvor han bare skal/vil være ´Rasmusmodsat´og som diskusionen ofte trapper op bliver det mere personligt. Det kan også være direkte personlige angreb på dårlige dage. Efter at have overværet og prøvet at været en del af hans mål for angreb, har vi som forældre været ekstra opmærksomme på hvordan han ville opføre sig over for vores barn. I en alder af 10 måneder siger han pludselig under en middag 'sikke en grim kjole hun har på'. Dette er ikke sagt med grin, smil eller humor, som man ellers ville kunne synes sjovt og grine med på. Derefter blev det til hun ikke måtte kalde ham morfar. Hun var kun 10 måneder da dette forekom, og kunne derfor ikke forstå, men er nu begyndt at forstå hvad man siger, og vi vil som forældre ikke have, at han skal have lov til at lave hans direkte personlige angreb overfor hende. Har nu overvejet at konfrontere ham med dette ved en samtale om hvordan det får os til at føle og hvor ked af det, det gør os, og med tid også hende. Er dette den rette tilgang, eller? Hvis han bliver agressiv overfor denne samtale overvejer vi et ultimatum, for at holde hans ubehageligheder på afstand.

Jeg er ikke specielt tryg, når svigerforældrene kører bil med vores to børn. De skal jo se dem, og det kan praktisk ikke lade sig gøre uden, at det involverer kørsel. Men hvordan får man lige taget hul på den? 'Jeg synes, at I kører elendigt bil og mine børn er vilde med offentligt transport, så hvad med lidt kvalitetstid med DSB?' Den går nok ikke vel? Hvilke konkrete episoder har I haft med jeres børns bedsteforældre (hvis nogen) og har I talt med dem om det eller ignoreret konflikten?

Jeg tog den med min mors mand engang. Jeg sagde ligeud at han skulle køre mere forsigtigt med mig i bilen (jeg sad alene med ham) og hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle han ikke køre med mig ELLER børnene nogensinde. Han blev lidt sur, men det hjalp!

kongster skrev:

Alt efter hvornår man er kommet ind i sin stedmors liv, så tror jeg ikke man kan undgå forskelsbehandling. Min fars hustru har to børn og hun kom først ind i mit liv da jeg var 18 år. Hun har naturligvis meget mere kontakt til sine egne børn end til mig og passer fx sine biologiske børnebørn, har dem på ferie etc. Men når vi er på besøg er der ingen forskelsbehandling mellem de biologiske børnebørn og mine børn. Hun er super sød men jeg ville da aldrig forvente at hun gjorde lige så meget for mig og min søster som hun gør for sine egne børn.

Og sådan bør det jo også være :klap: , men er det nok desværre ikkei rigtig mange familier med flere end to sæt bedsteforældre