Er det svært med bedsteforældrene

Mængderne af slik og sodavand (dvs sukkerindtaget) bestemmer I. Synes I, at det er urimeligt højt så må hun altså tage det til efterretning og ikke lære børnene at lyve herom. Jeg ville (har gjort) klart give udtryk for at hvis det ikke stopper, så stopper besøg uden forældre straks

Jeg tror også at hvis bedsterne ikke respekterede mine holdninger angående slik, at så ville de ikke blive valgt til børnepassere mere. Og ved godt det er svært sagt for man vil jo gerne være børne fri engang imellem eller man har ting man skal også kan det være svært at få tingene til at hænge sammen. men måske de så ville forstå budskabet. Min mor har lidt det samme problem, men jeg har gjort det meget klart for hende at jeg IKKE vil have hun får ret meget, nul sodavand (må gerne få saft eller juice) og slik er en meget begrænset mængde og kun hvis der er kommet fornuftig mad ned først, og jå så ingen sukker fet aftensmaden så vidt muligt da det ellers er noget nær lig umuligt at få hende til at sove.

føler det er blevet en kamp hver gang, vi er hjemme hos dem.. De passer dem heller ikke, de har sagt fra, sidst de passede dem, var sidste år...... Men synes det er synd for mine børn.. de har godt nok mine forældre, men de bor på sjælland... og vi nordjylland,vi se dem ca hver 2 månede.. Men synes de også burde have et godt forhold til mine svigerforældre/bedste og bedstefar.... Det er også med til, at jeg ikke rigtig gider at besøge dem, hvilket jo er ærgeligt, men gør det jo aligevel for børnenes skyld.. er bare blevet træt af, at ska 'kæmpe' hver gang.. når man nu har 'kæmpet' i lidt over 4 år.. kan altså ikke bare lade dem overskride den grænse..

det er sku en træls kamp, hvorfor kan de ikke bare føje og sige okay, hvis det er reglerne så oksy, hellere være sammen med børnebørnene end ikke....

Mor-3 skrev:

jeg har bare en grænse hva ang slik og sodavand.. Siger ikke de ikke må få noget... Men de får bare love til spise så meget de vil ingen begrænsniger. Ved ikke rigtig hva jeg ska gøre, føler det er en kamp, hver gang vi er på besøg.. Ved godt det er i deres hjem, men tæller mine holdninger så ikke?? og hver gang jeg ligsom prøver at sige, nu har de fået nok.. får jeg afvide 'hvor må det være kedeligt at være barn hos dig' Nogle gode råd??

Jeg tog en snak med min svigermor om slik og kage. Hun bor tæt på os og passer ofte børnene, også i længere tid af gangen. Jeg sagde til hende, at fordi hun er så meget i børnenes liv, så kan hun heller ikke udelukkende have forkæle-farmor rollen. Hvis de så hende 3 gange om året så kunne hun give dem så meget slik som hun ville, men ikke når det er 3 gange om måneden. Det forstod hun faktisk godt og hun blev helt glad over at jeg gerne ville have hende meget i børnenes liv og lagde noget af 'opdragelses' ansvaret over på hende.

Som udgangs punkt synes jeg at min datters farmor og farfar har været gode ved min datter, det har været lidt sejt til at starte med, men vi fandt en fælles vej mht. slik, kage, gaver osv... Nu sda min mand og jeg skal skilles, er de virkelig ved at rive hår ud på mig.. De råber af mig og siger grimme ting til mig foran vores datter, og gutter hende ude af deres liv fordi de føler jeg bestemmer hvornår de skal se hende.. Det gør jeg for sin vis også, da jeg ikke mener at de skal invitere hende til alt muligt, hun ved jo ikek at vi skal skilles og hun forstår ikke hvorfor mor ikek skal med hjem til farmor og farfar mere.. HUn gengiver hvad de siger af grimme ting og jeg er ikke glad.. De nægter at ringe til hende fordi jeg bor i huset og når de endelig snakker med hende er hun generet og bebrejder mig for at hun er det.. Hun havde fødselsdag for en uge siden og de har endnu ikke givet hende en gave for den vil de selv give hende, og det forstår jeg men under omstændighederne kunne de vel lige overleve at hun ikke så dem når hun åbner gaven.. Men nej... Jeg er så træt af dem på min datters vejne.. også selvom hun ikke snakker om dem andet end når hun gentager de grimme ord der kommer ud af farfar.. Så jeg det er svært med hendes bedstefo :( rældre..

Svært og svært er så meget sagt , vi ser dem stortset aldrig, kun til fødselsdage og det er godt det samme for de forskelsbehandler Min datter er den eneste pige i familien og dermed får hun ca 5 gange så meget i gave som mine 2 drenge og det er bare ikke rimeligt :( Plus hun er ih oh åh og drengene totalt overses ved besøg Efter jeg meldte ud at jeg ikke ville tolerere forskelsbehandling af mine børn på nogen måde ser vi kun min mor til ungernes fødselsdage hvis vi invitere og det overvejer jeg at lade være med da hun har valgt ikke at høre mig overhovedet da jeg bad hende behandle mine børn ens :angry: Bedsteforældre på min mands side er ikke eksisterende , da hans mor er død og faderen mener han har haft de børn han skulle ha så snotnæser og ble osv nej tak, han har end ikke mødt vores børn, han er ikke interesseret og egentlig er den nemmere at sluge end forskelsbehandlingen fra min mor

Først og fremmest vil jeg sige, at bedsteforældre, for mit vedkommende, har været fuldstændigt uundværlige i min egen barndom. Desværre står jeg i en anden situation, for mine egne børns vedkommende. Min kæreste og jeg er begge børn af alkoholikere, og har kæmpet os ud af den sociale arv, jeg er lærer og min kæreste er revisor. Vi har andre drømme og mål for vores børn, end vores forældre havde for os. Vi ser ikke min mor og min svigerfar, fordi de har svigtet så mange gange, at vi har valgt, at skåne vores datter, og kommende søn for det. Så er der min far og hans kone tilbage, da min svigermor er gået bort. Jeg har siden min datter kom til verden, prioriteret meget højt, at hun skulle have et forhold til dem, fordi de er de eneste der er der. Men sagen er, at de ikke viser den store interesse, medmindre vi kommer til dem. Vi bor en times kørsel væk, og har boet i vores nuværende bolig i snart tre år, i den periode har de været på besøg hos os 4 gange. Jeg er kommet i tvivl om hvor meget jeg skal kæmpe, herunder gå på kompromis, for at de skal have et forhold til mine børn. Det er primært min fars kone der holder kontakten, men hun er af den opfattelse, at vi helst skal skiftes til, at kontakte. Jeg går og drømmer om, at min far en dag vågner op, og begynder at interessere sig for sine børn og børnebørn. Men jeg er selv nået til en erkendelse af, at det gør han ikke. Som 18 årig gik det op for mig, at hvis jeg ville have et forhold til ham, måtte jeg acceptere, at han ikke var den far jeg drømte/drømmer om. Men skal jeg gå på kompromis, for mine børns skyld??? Jeg ved det ikke, jeg har brugt en stor del af mit liv på, at kæmpe for min fars interesse, og det skyldes mest min farmor, at vi overhovedet har et forhold til hinanden. Jeg ved ikke om jeg orker, at tage samme kamp, for at han skal interessere sig for mine børn. Jeg ved han gerne vil, han formår det bare ikke. Inderst inde er han et enormt følsomt menneske, men han formår ikke at udtrykke det. Hans kone styrer en del, og er typen der bliver dybt fornærmet, når de ikke hører fra os, men vi hører heller ikke fra dem, og efter de for nylig aflyste at komme til min datters 1 års fødselsdag, fordi min far skulle spille billard (han spiller på konkurrenceplan), og hans kone skulle ud og gå med dansk vandrelaug, har jeg lidt opgivet. Min fars kone gør sig selv til martyr, og sidder og søpper i, at hun jo har gjort ALT for, at vi skulle have et forhold til hinanden, men sandheden er, at der altid har foregået en enorm forskelsbehandling af hendes datter i forhold til mig, og mine to søskende. Det er en lang historie, men bottem line er, skal jeg blive ved, eller skal jeg give op, jeg tænker at enten bliver de så tvunget til selv, at vise mere interesse, og ellers er de ikke det værd!

Jeg synes, du ska lholde fast - ikke for dine børns skyld, men fordi det lyder som om, du rent faktisk selv gerne vil have relationen, selv omdu er klar over at den ikke kan blive ideel. Og så synes jeg, at du skal prøve at tage en stille snak med dine børns papfarmor om det, du føler er forskelsbehandling (og den er nok svær) i forhold til hendes biologiske børn SAMTIDIG med at du gør det klart at du rigtig gerne vil have hende som bedste for dine børn, fordi hun er den bedst egnede af dine muligheder, samt at du er klar over at det er hende, der er primusmotor for din fars relation til jer. Og rent sprogligt - så hold dig til 'jeg opler, føler, vil gerne....etc' så du undgår at skyde hende noget i skoene, som du egentlig ikke ønsker ;-)

Alt efter hvornår man er kommet ind i sin stedmors liv, så tror jeg ikke man kan undgå forskelsbehandling. Min fars hustru har to børn og hun kom først ind i mit liv da jeg var 18 år. Hun har naturligvis meget mere kontakt til sine egne børn end til mig og passer fx sine biologiske børnebørn, har dem på ferie etc. Men når vi er på besøg er der ingen forskelsbehandling mellem de biologiske børnebørn og mine børn. Hun er super sød men jeg ville da aldrig forvente at hun gjorde lige så meget for mig og min søster som hun gør for sine egne børn.