At låne penge fra jeres ægtefælle

Hvis det sker at I låner penge fra jeres ægtefælle betaler I så dem tilbage? Minder jer ægtefællen at gøre det, hvordan føler I hvis den gør det, er det normalt efter jeres mening at pengene i et ægteskab er mine og dine til sådan en grad at man skal betale tilbage hvis man låner 200 kroner f.eks. fra den anden ? I mine øjne ser det lidt mærkeligt.

Det sker sjældent hjemme hos os, men det sker. Så er det ikke 200 kr, for dem giver vi bare hinanden hvis vi mangler, men fx 5000 kr kan jeg godt låne til min mand (eller omvendt - men det er nu oftest mig der har plus på kontoen). Andre gange er det en foræring, fx hvis han har fået bonus, så køber han en ipod eller en lækker taske til mig eller jeg giver han en rejse eller en cykel. Det er kun hvis jeg ikke synes dét han skal bruge penge til er en nødvendighed som jeg gider sponsorere, at det er et lån. Og så betaler han naturligvis tilbage når han har pengene

Her har vi aldrig haft dine og mine penge. Vi besluttede ret hurtigt efter at vi blev kærster, at vi ville have fælles økonomi. Men jeg kender da også dem der kører dine og mine penge, men har aldrig hørt om dem der låner penge af hinanden og må/skal betale tilbage. Jeg kan godt se at i nogle tilfælde at det kan være nødvendigt at man har hver sine lommepenge, f. eks. hvis den ene eller begge har svært ved at styrer sin økonomi. (Se evt Luksus fælden på TV3)

Hos os har vi ikke fælles økonomi, men har klare aftaler om, hvem der betaler hvad. Det sker, at vi låner penge af hinanden, og ja, de bliver altid betalt tilbage. Som regel er det fra måned til måned, og det er derfor ikke nødvendigt med påmindelser, men hvis en af os glemmer lånet, er det okay med en påmindelse - eller måske et spørgsmål, som 'vil du låne dem en måned til, eller...?'. Det skaber ingen problemer, fordi vi på forhånd har så klare aftaler. Hvis en af os har underskud på kontoen i længere tid, tager vi økonomien op til revision for at finde ud af, om ugifterne evt. skal fordeles på en anden måde. Generelt synes jeg alid, penge skal betales tilbage, ligemeget om det er lån mellem ægtefæller, venner, familiemedlemmer eller andre. Hvis man ikke kan tåle/håndtere påmindelser o.lig., skal man nok bare holde sig fra at låne penge af bekendte...

Hos os er det en suppe - manden er finansminister :) - jeg gider ikke, har nok med det på arbejdet... Men vi har hver vores lønkonto - hvis nu der skulle ske det forfærdelige at en af os skulle falde bort. Så har vi altid noget at disponerer over, da fælleskonti jo bliver spærret i sadanne tilfælde... Jeg syntes også det er mærkeligt med din og mine penge i et forhold - men vi har en del venner som lever på den måde, og de har det fint med det... Jeg må bare tilst - jeg kunne ikke leve med det...

Vi har fællesøkonomi og derfor låner vi ikke af hinanden. Men hvis man har delt økonomi, må man gøre op, hvornår lånene skal falde, om de skal tilbagebetales eller om det til tider bliver en foræring. Ligesom Kongster skriver, hvis det er små beløb er det at give, større er lån. Og ellers deles der pænt ud, evt. i form af lækre gaver, hvis den ene kommer til en del penge. Men som sagt, ikke noget der sker herhjemme :laugh:

vi har 'delt' økonomi, vi har fælles lån, og en fælles budget konto hvor vi indbetaler lige meget og så er resten af vores løn vores egen. Nu tjener vi nærmest også det samme så det udgør ikke den store forskel. Vi låner til tider af hinanden, men det er mere en 'gave'. Større ting spare vi som regl op til i fællesskab, men kommer den ene til penge via bonus ligger denne person gerne ekstra i spare puljen eller køber den ting vi mangler.

Jeg vil selv aldrig have tilbage de små penge som er gået på hans konto i stedet for på min. Men det er sund ikke at helt glemme dem :lol: En gang påmindede mig min mand at jeg skylder ham penge (jeg troede jeg havde betalt dem tilbage faktisk). Det var ikke mange penge og det hele situation så grimt ud i mine øjne. Jeg kunne se at det var noget helt normalt for min mand. Så besluttede jeg at vise ham hvor grimt faktisk det ser ud og påmindede ham til gengæld om andre penge som for 2 år siden fik han fra et sted men de var faktisk mine (men han troede åbenbart at jeg ikke havde lagt mærke til hvad der skete den gang). Så blev jeg lidt irriteret og sagte at i sådan en tilfælde skal han også betale mig tilbage 200 kroner. Han kunne ikke huske hvor de penge kommer fra men han så hvor grimt og idiotisk det hele ser ud at han spurgte end ikke hvad jeg taler om, åbenbart ville slutte emnet hurtigst muligt. Det var pokkers grimt :angry: :S I mine øjne er det ikke normalt men jeg tolerer det fordi jeg forventer at det er den danske måde for et ægteskab. Alligevel hver gang det sker føler jeg at det dræber noget i vores parforhold

Det er - som du kan se ovenfor - ikke nødvendigvis den danske model, men model for nogle. Jeg tror de fleste har fælles økonomi i ægteskabet (det er i hvert fald hvad jeg hører) og der er også meget forskellige standarder for hvilke beløb man vil tillade sig at minde om at man skal have tilbage. Hvis jeg fx betaler for middag når jeg er ude og spise med venner eller for en biografbillet, så er det ikke noget jeg kunne drømme om at bede om at få tilbage. Andre ser 200 kr som et lån og vil blive ved til de får dem. Sådan er folk (og deres økonomi) så forskellig. Pas på du ikke generaliserer fra din mand til alle dansker - efter hvad du fortæller ligner han ikke den typiske dansker i mine øjne. Jeg ville også synes det var grimt og idiotisk hvis min mand bad om at få 200 kr tilbage, men hvis det var mere ville jeg synes det var fint, især fordi jeg er en skovl til at huske at betale tilbage

Her er der ikke dit og mit men vores :)