FAKTA OM FØDSLEN:
Navn og alder på mor: Mette R. C. Jensen 27 år
Barnets navn: Konrad Constantin Jensen
I hvilken terminsuge fødte du? 40+5
Hvor lang tid tog fødslen? 9 timer og 18 min.
Hvad vejede og målte baby? 53 cm og 4130 gram
SPØRGSMÅL OM FØDSLEN:
1) Hvordan startede din fødsel?
Tirsdag d. 9/8-11 var vi til infomøde vedr. kejsersnit. Mandag, dagen inden havde jeg været til en CTG måling og blev også scannet for at se, om han stadig lå forkert. Det gjorde han. Vi fik at vide, hvornår vi skulle møde og, hvilke dage vi kunne vælge planlagt kejsersnit. Vi valgte mandag den 15. august, så vi havde så store chancer som muligt for, at jeg selv kunne nå at gå i fødsel.
Tirsdag kl. 10.15 begyndte mit forstervand at sive. Første del af infomødet var slut, og der var et kvarters pause, før anden del begyndte.
Jeg mærkede, der var noget, der løb, da jeg satte mig på toilettet, og jeg var ikke begyndt at tisse endnu. Det var ikke så meget, der kom, så jeg var ikke 100% sikker. Jeg nævnte det for sygeplejersken, der holdte første del af mødet. Hun spurgte, om jeg havde et bind, jeg kunne tage på, så jeg kunne holde øje med, om det blev fyldt. Jeg havde allerede et på, da jeg fik foretaget en hindeløsning af min jordemoder dagen inden, og derfor blødte lidt.
Jeg går uden for, for at få noget luft i pausen. Men jeg når kun lige uden for, da jeg mærker vandet sive lige så stille. Jeg går ind efter Micky og spørger, om han ikke lige går med ud på toilettet.
Da jeg sætter mig, er jeg ikke i tvivl - det er mit forstervand. Det kommer ikke som en skylle, men siver lige så stille. Da jeg har trukket bukserne op, må jeg stoppe noget papir ned til mit bind, da det begynder igen.
I mellemtiden er jordemoderen, der har 2. del af mødet, kommet og de venter på os. Men vi skal ned på Aoma med mig. Jeg sætter mig ude på gangen, mens Micky henter min journal oppe på barselsgangen.
Vi når ned på første etage i forhallen, så løbet vandet meget. Til vores held kommer lægen, der udførste første vendingsforsøg gående, så hende stopper vi. Hun fører mig over til stolene, så jeg kan lægge mig ned, og hun ringer efter en liggende transport, da der er risiko for, at navlesnoren falder frem, når han ligger med numsen ned ad.
Nede på Aoma bliver jeg undersøgt, og der bliver kørt en CTG.
Da vi har været der 2 timer, har jeg ikke fået veer endnu, og han sidder godt ned i bækkenet, så navlesnoren falder ikke frem, så vi lov til at tage ud. Så kan vi få noget at spise og hentet vores ting derhjemme. Vi skal komme igen om 2 timer. Hvis jeg da ikke får veer inden da.
Vi tager den nemme løsning - Mc D. Jeg er ikke fan af Mc D, men det er hurtigt, og vi har ikke så meget tid, inden vi skal være tilbage igen.
Vores ting til fødegangen er stort set pakket, det er kun småting, der lige skal pakkes ned.
Jeg går og smiler og er spændt. Jeg har jo ikke ondt, da jeg ikke har veer endnu. Jeg morer mig også lidt over min påklædning. Har kæmpe hospitalsunderbukser på, netunderbukser med en kæmpe ble i, fordi vandet ind i mellem løber.
Vi kører tilbage til Hvidovre.
Da vi kommer ned på Aoma, møder vi Tina, min jordemoder. Det er første gang, vi har set hende derude, og vi har været der nogle gange efterhånden. Hun er lige så spændt på vores vegene. Det bliver også hende, der følger os de næste par timer. Hun kører en CTG, undersøger mig og giver mig vestimullerende akupunktur. Kan mærke en muren i underlivet, men der er ikke nogen rigtige veer endnu. Får sat en nål i hænderne mellem tommel- og pege-finger. De var ikke rare at have siddende, og jeg havde ikke lyst til at bevæge fingrene. Der blev sat en nål oven på mine fødder, en i begge mine lilletær og en i benet. Micky nulrede nålene i mine lilletær, da det skulle være med til at stimullere endnu mere.Det gav lidt, men ikke meget.
Jeg lå ca. 30 min med nålene, mens jeg fik kørt en CTG. Dem i hænderne måtte jeg dog have ud noget før.
Bagefter fik jeg en stue på Amoa, og vi bestilte aftensmad. Micky måtte ikke overnatte, da jeg ikke var i fødsel.
Da vi havde spist, gik vi en tur. Tilbage på stuen og slappe lidt af, og ud at gå en tur. Det gav ikke særlig mange veer, og de bed ikke rigtig.
Jeg har helt glemt at nævne Lisbet. Lisbet fra DR1 har fulgt os lidt i graviditeten, og skulle være med til fødslen, da vi er med i DR's dokumentar fra Hvidovre fødegang.
Lisbet kom ud på Hvidovre til os, da mit vand gik og igen om aftenen - kan ikke lige huske hvad tid.
Vi blev løbende opdateret med, hvad der så skulle ske, da jeg ikke havde fået nogen veer. Jeg vidste, jeg skulle have kejsersnit, hvis jeg ikke var gået i fødsel næste dag, men så heller ikke mere. Vi fik så at vide, at vi var booket som de første næste dag, hvis der ikke kom andre akutte kejsersnit i mellemtiden. Det var kl. 7.30! Det var godt nok tidligt. Jeg troede, jeg havde et døgn, dvs, frem til kl. 10.15. Og så skulle jeg også gøres klar til kejsersnit. Jeg skulle fjerne hår, have noget syreneutraliserende og faste fra kl. 02.00. Og jeg skulle fjerne neglelak. De havde dog ikke noget neglelakfjerner, men det kunne Micky tage med næste morgen.
Kl. 23.00 var jeg gjort klar, og Micky skulle hjem. Jeg var helt trist, da jeg havde mistet håbet på en naturlig fødsel, da der bare ikke skete noget. Jeg kunne jo nå at få veer i løbet af natten, men jeg turde ikke håbet på det.
Kl. 00.30 var jeg oppe at tisse. Stadig ikke nogen veer. Men... ca. kl. 01.20 vågnede jeg af noget, som kunne være en ve. Da følelsen havde fortaget sig, noterede jeg tidspunktet på min mobil. Jeg ved godt, man skal tage tid fra, den starter og til næste ve starter, men det kunne jeg ikke selv gøre. Men for at se om der kom flere, registrede jeg det på den måde. Da jeg havde noteret omkring 5 stk. tror jeg, hev jeg i snoren. Der kom en jordemoder ind, og jeg fortalte, at jeg havde veer nu. Hun kiggede på mine noterede tidspunkter. Der var ca. 6 min. imellem dem. Jeg spurgte, om jeg kunne ringe efter min mand nu, og det måtte jeg godt. Kan ikke huske så meget af, hvad der skete, men fik først ringet til ham kl. 02.18. Veerne må have bidt mere, end jeg husker, for jordemoderen tog mit neglelak af for mig.
Da Micky landede, samlede vi vores ting sammen, og jeg blev ført over på fødegangen. Micky ringede til Lisbet og fortalte, at nu havde jeg veer. Jeg blev undersøgt, hvor meget jeg havde åbnet mig. Kan ikke huske, hvor meget det var. Jeg hilste på min jordemoder, Mette Holm.
Herefter er forløbet lidt sløret. Jeg husker det bedre, end jeg nok kan forklare det. Jeg havde lukkede øjne det meste af tiden, synes jeg. Det må jeg have haft, for jeg så ikke Micky og hans udtryk, men han var der ved min side - hele tiden! Han var en stor støtte.
Jeg husker, jordemoderen hjalp med at udvidde mig. Det gjorde ondt! Men jeg skulle jo udvidde mig 1 cm i timen, uden slinger i valsen, da han lå med numsen ned ad. Der stod også et team klar til, hvis det skulle ende med kejsersnit.
Micky blev tilbudt mad og drikke, men nåede ikke at spise noget. Tror dog han fik drukket noget.
Jeg havde hørt, at man på et tidspunkt i den aktive fase fik det dårligt, og måske kastede op. Så jeg havde lokaliseret, hvor opkastposerne stod og informeret Micky. Og dem fik jeg også brug for. Ved ikke, hvor i fødslen jeg var. Det var faktisk rart at kaste op. Det tog lidt af fokus fra veerne.
2) Hvilke overvejelser havde du gjort dig om smertelindring? Holdt det stik?
Jeg havde ønsket en så naturlig fødsel som muligt, så jeg ville ikke have fx epidural. Jeg ville gerne have hjælp i form af lattergas og muligvis en pudendus blokade. Jeg fik lattergas. Jeg ved ikke, hvor meget det hjalp. Tror masken hjalp mig mere end gassen. Den giver noget modstand, så jeg fokuserede mere på min vejrtrækning med den på. Lige inden presseveerne hjalp den dog ikke en skid.
Da jeg var 8-9 cm var jeg tæt på at give op. Jeg var parat til at få det hele. Jeg havde dog kort inden hørt jordemoderen og lægen snakke om, hvor vidt jeg kunne få en epidural, hvilket de ikke mente, jeg kunne. Det ville svække mine veer for meget til at føde naturligt.
Jordemoderen fortalte mig, at jeg havde de veer, der gjorde mest ondt, og om ikke så længe, ville jeg få presseveer, og det ville føles anderledes. Hun fortalte også, hvad jeg har læst og fået at vide, at stort set alle kvinder beder om alt bedøvelse og kejsersnit, lige inden pressefasen. Og når de så havde født, var de så lykkelige for, at de ikke fik et kejsersnit.
Endelig fik jeg presserveer. Ja, det føltes anderledes. Det kunne stadig gøre ondt i mellem dem. Ligesom der havde været nogle veer i den aktive fase, der bare ikke ville slippe, før den næste kom.
Men det var en lettelse at kunne gøre noget aktivt selv nu. Før havde jeg bare lyst til at kravle væk, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde ligget i sengen ind over en sækkepude for det meste. Nu blev jeg nødt til at rulle om på ryggen. Det havde jeg på forhånd ikke villet, da det er en dum stilling at føde i. Men det var ikke så slemt, og jeg var lidt ligeglad på det tidspunkt. Og jeg var heller ikke helt på ryggen, men sad vidst rimelig godt oppe.
Jeg lå også på siden, og tog benet op ad, når jeg pressede.
Efter ca. 30 min. med presseveer, og han ikke var kommet langt nok ned, skulle jeg op på hug. Det var svært at stå i den stilling, men den hjalp. Desværre faldt babys hjerterytme, og så gik det stærkt! Jeg blev informeret om, at jeg blev kørt til kejsersnit, for nu skulle han ud! Han var for kort tid inden blevet stresset og havde haft afføring, og nu var hjerterytmen nede på nogen og 70.
Af en eller anden grund var jeg helt rolig. Jeg tænkte, så er det, det vi gør. Det hele skete imens jeg blev kørt af sted. Jeg fik sprøjtet nitro glycerin under tungen og fik en 'snaps', så evt. mavesyre ikke ville løbe tilbage og ned i lungerne, hvis jeg skulle i fuld narkose.
Under køreturen ned til operationsstuen fik jeg en stærk presseve. Det var umuligt for mig at lade være med at presse, det var bare noget min krop gjorde. Den bedste måde jeg kan beskrive en presseve på er, at sammenligne den med den refleks man får, når man kaster op - bare i den anden ende.
Vi er lynhurtigt nede på OP. Jeg bliver bedt om at kravle over på OP briksen, hvilket jeg synes, jeg har svært ved, og en af personalet siger, 'så er det nu, Mette.' Jeg kommer over på briksen. Jeg hører en status på situationen. Hjerterytmen er kommet op igen, så de har tid til at lægge en epidural frem for fuld narkose. Jeg bliver bedt om at krumme ryggen og ligge stille. Samtidig får jeg en presseve, men der er et eller andet i min sindstilstand, der gør, at jeg ligger helt stille.
Når jeg tænker tilbage, er jeg overrasket over, hvor cool jeg var. Ja, det lyder lidt pladt ordet, cool, men jeg var simpelthen så afklaret med, at det her går godt. Jeg tænkte ikke, at han måske kunne dø eller andet forfærdeligt. Jeg har så haft nogle tanker efterfølgende, hvor jeg føler mig egoistisk for at have forsøgt en sædefødsel. Men som Micky siger, læger og jordemødre var helt med på en sædefødsel. Og der var ikke noget galt i at forsøge. Så jeg har ikke gjort noget galt.
De lægger epiduralen, men så falder hans hjerterytme igen. Nu går det rigtig stærkt, og de har ikke tid til at spritte mig af. Jeg kan mærke de roder rundt, som jeg har fået beskrevet af andre, der har fået kejsersnit, men jeg synes ikke, det virker så underligt, som beskrevet. Jeg får også at vide, at nu mærker du et tryk, men det registrede jeg knap nok. Jeg tror, jeg lå og vendtede på hans gråd. Jeg lå bag et forhæng, så jeg ikke kunne se, at de havde åbnet mig, og Micky sad ved mit hoved. Der går ikke lang tid, så siger lægen, 'se her far.' Micky fortalte mig senere, at det var numsen, det stak op. Og kort efter beder de Micky komme over med sit kamera. Så ved jeg, at det er gået godt. Jeg kan desværre ikke se ham for forfænget. Der går lige lidt tid, da de måler, vejer ham og alt det der. Lægerne kommunikere med mig imens, hvilket jeg tror var godt, så jeg ikke følte det som en evighed, før de kom over til mig.
Kl. 10.48 blev han født. Han vejede 4130 g og målte 53 cm. En stor og sund dreng. Større end lægerne og jordemødrene havde regnet med. Han var skudt til 35-3600 g, hvilket er fint til en sædefødsel. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det var at se min søn for første gang. Så jeg tror ikke en gang, jeg vil prøve.
3) Hvad overraskede dig mest ved fødslen?
Hvor smertefulde veerne var. Men veerne kan gøre mere ondt ved stjernekiggere og UK (underkrops) fødsler, da stillingerne ikke falder lige så glidende ned i bækkenet
4) Hvordan var din mand under fødslen?
Han var fantastisk. Han var ved min side hele tiden og hjalp, når jeg havde brug for det. Jeg flyttede kun hans hånd en gang, hvor jeg slet ikke kunne klare nogen berøring. Han masserede min lænd undervejs.
5) Hvad oplevede du som det hårdeste?
At han blev stresset og ikke ville ud lige meget, hvor hårdt jeg pressede. Og da han var ved at komme ud med rumpen, faldt hans hjerterytme.
6) Er der noget, du ville have gjort anderledes?
Nej. Det kunne ikke være gået bedre, selv om det endte med akut kejsersnit.
http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/fdsel_0489_copy.JPG
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
