KristineLorenzen skrev:
Som kommende mor, så er besværet ved amning kommet som en stor overraskelse for mig... Kald mig naiv, men tog det lidt som en selvfølge. Jeg er begyndt at læse alt jeg kan komme til om amning for at kunne forberede mig inden den lille ny kommer - men men, hvor længe skal man prøve, hvis han ikke vil eller gider brystet? Er der en tommelfingerregel om hvornår det er ok at give op?
Kristine
Jeg tror, at det er rigtig godt, at du er klar over, at amning kan være hårdt arbejde i begyndelsen. Du kan forberede dig på, at amning ikke nødvendigvis svarer til glansbilledet af en tykkindet baby ved struttende bryster - og undgår måske den skuffelse, du støder ind i, hvis du er en af de mange, der ikke bare klarer det fra dag 1.
Jeg lagde min dreng til brystet, da jeg vågende efter narkosen (kejsersnit), og lidt overdrevet, så lå han der i otte uger, indtil jeg var ved at gå til... Jeg fik svamp i brystvorterne af alt hans sutteri - det gjorde så ondt, at jeg var ved at skrige, når jeg lagde ham til. Jeg fik mælkeknuder, fordi han ikke sugede ordentligt og ikke tømte brystet godt nok. Og han fik ondt i maven af at småspise hele tiden - og sov derfor også for dårligt. Og iøvrigt gjorde jeg stort set ikke andet end at sidde i sofahjørnet med ham! Det var med andre ord ikke spor sjovt!
Jeg ved ikke, om andre havde givet op - jeg kan ikke fortænke dem i det - men jeg VILLE bare fortsætte! Så jeg fik tænkt problemet igennem - og skar igennem, så drengen kun blev lagt til hver 3. time - og efter en dag var der ingen problemer.
Jeg elskede at amme! Jeg har nydt den fysiske kontakt til min baby, nydt at sidde og putte med ham (og senere hans lillesøster), nydt friheden i altid at have maden med mig, nydt at der var noget helt særligt mellem os, som ingen anden kunne erstatte. Jo, jeg har da også været frustreret over al den tid, det tager at amme (især i de første måneder), ind imellem har jeg haft lyst til at drikke et glas rødvin (og ikke nøjes med en halv tår), og det kunne have været ok at få lov til at sove igennem en nat på et tidspunkt og ikke skulle amme. Men for intet i verden ville jeg have undværet at amme.
Når du spørger til tommelfingerreglen for, hvor længe man skal kæmpe med mislykket amning, så findes den vist ikke. Du skal give alt hvad du har (og lidt til, hvis du spørger mig), men hvis babyen og/eller du ikke trives med det, så skal du selvfølgelig slutte. Når jeg kom igennem mine problemer skyldes det i høj grad, at min mand hjalp mig: Han hentede "varmebrikker" til mig til at lægge mod de ømme bryster midt om natten, han tog over og servicerede mig, så jeg kunne tilbringe en dag i sengen, når mælkeproduktionen skulle op osv. Så amning drejer sig i høj grad om at prioritere og få den støtte der skal til, når tingene ikke kører. Havde vores hus været på 200 m2, som jeg ikke kunne tåle at se et støvfnug i, havde vi haft en kæmpe køkkenhave, jeg skulle holde, eller havde jeg haft et job, som jeg ikke kunne lægge fra mig trods barsel, så havde jeg ikke klaret at få amningen af min søn på skinner.
Allermest tror jeg, du skal glæde dig til dit barn - og tage det for givet, at du kan amme det. Jo, der kan opstå problemer, men hvorfor skulle der? Held og lykke - og god fornøjelse!
Anmeld