Mærkelig kæreste.

Anonymbebs skriver:

Jeg lidt i chok her, især at han kan finde på at råbe sådan af dig og jeres søn

 

Var graviditeten planlagt eller har i haft problemer indbyrdes siden han ikke vil sin egen søn?

 

Har i snakket sammen om det eller går han på bagben vis du spørg ind til hvorfor han har det sådan med sønnen?

 

Alle børn er noget helt specielt på deres egen måde jo. Jeg håber det "bare" er en efterfødsels reaktion og han indser han opførelse er forkert. Du får lige et KÆMPE  det ikke sjovt at stå i den situation, du gør ALT hvad du kan for at være der for begge dine børn og det er helt fantastisk når du endelig står helt alene med den lille og alligevel klare du at passe ham, være sammen med din datter og have en råbende mand i nakken, du en sej mor der lyder til at vil gøre ALT for dine børn 

 

Tusind tak for dir kram! Det betyder meget! Graviditeten var planlagt. Jeg har ikke rigtig snakket med ham om det men kan forstille mig at han går på bagben. 

Troldemommi skriver:

Det vil han ikke?????

det er der bare ikke noget der hedder 

Det er bare ikke altid så nemt hvis man har en efterfødselsreaktion. Da jeg sad som nybagt mor til min søn, havde jeg absolut ingen følelser, han var vitterlig i vejen for at jeg kunne være den mor jeg ville være til min levende og min døde datter.

jeg vidste jeg skulle udføre omsorgshandlinger, dvs. Jeg vidste jeg skulle amme ham, skifte ham og tage ham i armene, men jeg følte præcis ingen ting - jeg råbte aldrig han skulle tie stille (hvad jeg kan huske), men jeg tænkte det. Jeg ønskede han ikke vågnede op - indtil det gik op for mig med et chok at det så betød han ville være død.

jeg troede heller aldrig jeg kunne føle for ham som jeg gjorde for de andre. Jeg syntes han var grim, irriterende, i vejen og han fraholdt mig for det som var vigtigt nemlig mine piger.

Er det de tanker man bumler med så er det ikke så lige til bare at tage baby så mor/far kan få tid med den store. Jeg gjorde det, fordi det var aå viggot for mig at holde facaden, ingen måtte komme ind til de grimme følelser, for de var forbudte, så jeg sad der og lignede ud af til en stolt mor og inden i ønskede jeg bare nogen tog ham så jeg kunne få fred. 

Jeg var heldig, han var stærkere end mig, han fik mig til at elske sig. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i de følelser ts skriver hendes mand har, og det er ikke et "bare" det er en hård kamp mod sig selv.

Anonym skriver:

Hvordan skal jeg håndtere det?

Ved det ikke, ville nok tale med SP.

jeg havde selv en følelse alla den du beskriver din mand fortæller om - jeg kæmpede selv i min egen lille bobel. Og ved (fordi jeg skrev) at jeg begyndte at elske min søn da han var 7 uger, før det elskede jeg ikke og i den første tid følte jeg også han var i vejen for det jeg ønskede at være nemlig mor til mine piger. Jeg ønskede han enten sov hele tiden eller at der ville komme nogen og tage ham, så jeg kunne få lov at leve uden ham og hans krav.

Jeg aner ikke hvad der hjalp andet end tid og ja så min søn, for han var stærkere end mig 

Men en ting synes jeg du skal være glad for, og det er din kæreste siger det højt - ingen anede det med mig (måske min mand havde en mistanke), jeg var den perfekte ud af til. Og inden i var jeg tæt på at hade min søn, det grimmeste, mest irriterende barn i verden.

Fordi han fortæller om det har du muligheden for at række hånden ud og bede om hjælp.

lineog4 skriver:

Det er bare ikke altid så nemt hvis man har en efterfødselsreaktion. Da jeg sad som nybagt mor til min søn, havde jeg absolut ingen følelser, han var vitterlig i vejen for at jeg kunne være den mor jeg ville være til min levende og min døde datter.

jeg vidste jeg skulle udføre omsorgshandlinger, dvs. Jeg vidste jeg skulle amme ham, skifte ham og tage ham i armene, men jeg følte præcis ingen ting - jeg råbte aldrig han skulle tie stille (hvad jeg kan huske), men jeg tænkte det. Jeg ønskede han ikke vågnede op - indtil det gik op for mig med et chok at det så betød han ville være død.

jeg troede heller aldrig jeg kunne føle for ham som jeg gjorde for de andre. Jeg syntes han var grim, irriterende, i vejen og han fraholdt mig for det som var vigtigt nemlig mine piger.

Er det de tanker man bumler med så er det ikke så lige til bare at tage baby så mor/far kan få tid med den store. Jeg gjorde det, fordi det var aå viggot for mig at holde facaden, ingen måtte komme ind til de grimme følelser, for de var forbudte, så jeg sad der og lignede ud af til en stolt mor og inden i ønskede jeg bare nogen tog ham så jeg kunne få fred. 

Jeg var heldig, han var stærkere end mig, han fik mig til at elske sig. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i de følelser ts skriver hendes mand har, og det er ikke et "bare" det er en hård kamp mod sig selv.

Fik du professionel hjælp? Ts står jo pt med en mand der ikke mener/indrømmer at han har de grimme følelser. Så hvordan skaffer hun hjælp til ham? (Sp ikke kun ment til dig)

i øvrigt flot af dig at være kommet igennem - og at indrømme de grimme tanker

jenny4 skriver:

Fik du professionel hjælp? Ts står jo pt med en mand der ikke mener/indrømmer at han har de grimme følelser. Så hvordan skaffer hun hjælp til ham? (Sp ikke kun ment til dig)

i øvrigt flot af dig at være kommet igennem - og at indrømme de grimme tanker

Nej jeg fik ingen hjælp. 

Jeg ved ikke hvordan og hvorfor jeg kom igennem, men da min søn var 7 uger havde han fået gravet sig ind i mit hjerte. Jeg havde stadig øjeblikke hvor jeg ønskede ham væk, men alt i alt elskede jeg - ved godt det lyder underligt jeg ved præcis hvornår, men det var fordi jeg skrev ned om det at blive mor igen.

Jeg sendte mit skriv til SP og hun blev meget forundret for havde slet ikke set det.

Jeg synes nu egentlig ts kæreste har anerkendt sine følelser rimelig meget, han har måske ikke anerkendt at de følelser kan og bør ændres. Men han har anerkendt følelserne, men bare som følelser der er okay. Der vidste jeg modsat godt at mine følelser ikke var okay, og jeg nok burde råbe hjælp, men i stedet sagde jeg ingen ting. Så lige modsat ts kæreste

Anonym skriver:

Tusind tak for dir kram! Det betyder meget! Graviditeten var planlagt. Jeg har ikke rigtig snakket med ham om det men kan forstille mig at han går på bagben. 

Vend den med SP/JM at du tror han har en fødselsreaktion overfor sønnen, for det lyder til han har sådan en i mine ører især efter at have læst denne artikel på netsundhedseplejersken.dk:

http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&id=282

lineog4 skriver:

Nej jeg fik ingen hjælp. 

Jeg ved ikke hvordan og hvorfor jeg kom igennem, men da min søn var 7 uger havde han fået gravet sig ind i mit hjerte. Jeg havde stadig øjeblikke hvor jeg ønskede ham væk, men alt i alt elskede jeg - ved godt det lyder underligt jeg ved præcis hvornår, men det var fordi jeg skrev ned om det at blive mor igen.

Jeg sendte mit skriv til SP og hun blev meget forundret for havde slet ikke set det.

Jeg synes nu egentlig ts kæreste har anerkendt sine følelser rimelig meget, han har måske ikke anerkendt at de følelser kan og bør ændres. Men han har anerkendt følelserne, men bare som følelser der er okay. Der vidste jeg modsat godt at mine følelser ikke var okay, og jeg nok burde råbe hjælp, men i stedet sagde jeg ingen ting. Så lige modsat ts kæreste

Det kan du godt have en pointe i, men det gør det desværre ikke nemmere hvis han ikke selv oplever det som et problem.

ts - hvis jeg var dig ville jeg tage fat i sp. Måske hun kan hjælpe med en indgangsvinkel til at tale med din kæreste om det. Eks at hun beder om et møde med jer begge (uden at sige at det er efter aftale med dig).

jeg håber virkelig I kommer igennem og som en anden skriver så vær stolt af dig selv for du gør det godt. Men vær heller ikke mere stolt end at du beder om hjælp fra professionelle, familie og gode venner.

lineog4 skriver:

Det er bare ikke altid så nemt hvis man har en efterfødselsreaktion. Da jeg sad som nybagt mor til min søn, havde jeg absolut ingen følelser, han var vitterlig i vejen for at jeg kunne være den mor jeg ville være til min levende og min døde datter.

jeg vidste jeg skulle udføre omsorgshandlinger, dvs. Jeg vidste jeg skulle amme ham, skifte ham og tage ham i armene, men jeg følte præcis ingen ting - jeg råbte aldrig han skulle tie stille (hvad jeg kan huske), men jeg tænkte det. Jeg ønskede han ikke vågnede op - indtil det gik op for mig med et chok at det så betød han ville være død.

jeg troede heller aldrig jeg kunne føle for ham som jeg gjorde for de andre. Jeg syntes han var grim, irriterende, i vejen og han fraholdt mig for det som var vigtigt nemlig mine piger.

Er det de tanker man bumler med så er det ikke så lige til bare at tage baby så mor/far kan få tid med den store. Jeg gjorde det, fordi det var aå viggot for mig at holde facaden, ingen måtte komme ind til de grimme følelser, for de var forbudte, så jeg sad der og lignede ud af til en stolt mor og inden i ønskede jeg bare nogen tog ham så jeg kunne få fred. 

Jeg var heldig, han var stærkere end mig, han fik mig til at elske sig. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i de følelser ts skriver hendes mand har, og det er ikke et "bare" det er en hård kamp mod sig selv.

Nu ved vi jo bare ikke om det er tilfældet her, jeg kan ikke diagnostisere nogen udfra hvad jeg har læst, det syntes jeg heller ikke andre end relevante fagfolk skulle gøre 

men mit indlæg er skrevet efter at han ikke har en depression, og som han bare en en mand der burde oppe sig. 

Troldemommi skriver:

Nu ved vi jo bare ikke om det er tilfældet her, jeg kan ikke diagnostisere nogen udfra hvad jeg har læst, det syntes jeg heller ikke andre end relevante fagfolk skulle gøre 

men mit indlæg er skrevet efter at han ikke har en depression, og som han bare en en mand der burde oppe sig. 

 

Ikke en diagnose, men en konstatering af verden ikke er sort og hvid. Og det er så nemt at sige: tag jer sammen, men der kan jo være mange grunde til man ikke kan.

og siger er menneske: jeg kommer aldrig til at Holde af min søn som af min datter og råber hold kæft til og af en lille baby. Ja det menneske lyder ikke til han bare lige kan tage sig sammen og tage baby, for det har han jo sådan set givet udtryk for han ikke vil. Om det er grundet reaktion eller blot følelser der ikke er kommet, skal jeg ikke kloge mig på. Men følelserne eller manglen på samme er der.

Anonymbebs skriver:

Vend den med SP/JM at du tror han har en fødselsreaktion overfor sønnen, for det lyder til han har sådan en i mine ører især efter at have læst denne artikel på netsundhedseplejersken.dk:

 

http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&id=282

Der er mange punkter der passer på ham faktisk. Hmm... Måske jeg skal konfrontere ham med artiklen men er bange for at han bliver sur.