Om at give slip - farvelbrev til min baby

Loa skriver:

Nu kender jeg ikke din situation eller din familie og deres årsager til at reagere som de gjorde, men jeg bliver sgu lidt vred på dem, at de tvinger dig i denne situation som du slet ikke ønskede

Håber du kommer stærk ud på den anden side! Og et sted deroppe sidder en lille én og kigger stolt ned på sin mor 

Den eneste årsag jeg har fået at vide er at jeg var for ung og ikke i et forhold. Specielt det sidste lagde de stor vægt på.

Jeg håber og beder til at du har ret i det sidste. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at din familie måske har frygtet, at det ville blive for svært for dig at være alenemor som teenager - de kender dig jo bedst, og har måske set din skrøbelighed klarere end du selv? 

Det lyder som et skrækkeligt halvår for dig - selvmordsforsøg og 10 indlæggelser på psykiatrisk afdeling er jo ikke så almindeligt, selv efter en uønsket abort. 

Jeg tænker, at du har en sårbarhed i dig, som både giver denne stærke reaktion på aborten, men som måske også ville have gjort det svært for dig som mor under disse uheldige omstændigheder. 

Katafalk skriver:

Det er måske et meget godt mantra at have med sig. Det vil jeg helt klart huske på!

Jeg har tænkt lidt mere over dit indlæg og over den situation du nu står i. Med risiko for at fejlfortolke så tror jeg det er på tide at du tilgiver dig selv (og din familie) for det valg du/I traf. Ingen kunne vide, at konsekvenserne blev som de gjorde, men jeg tror du er nødt til at stoppe med at straffe dig selv for tabet af din lille baby. Jeg er sikker på, at han/hun ikke ønsker at se dig endnu i himlen og ej heller bruge din ungdom på psyk. Uanset hvordan du straffer dig selv - om det er dårlige tanker eller dårlige handlinger - så bringer det ikke din baby tilbage. Den bedste måde du kommer videre nu er, at beslutte dig for, at dit liv skal være anderledes og så tage al din smerte og vende den til styrke ved at samle dig selv op (med hjælp fra de bedste psykologer, din familie og andre som elsker dig) og vise dig selv at du KAN og VIL leve et godt liv, som du kan fortælle din lille baby om, når I ses i himlen engang.

håber det bedste for dig!

jenny4 skriver:

Jeg har tænkt lidt mere over dit indlæg og over den situation du nu står i. Med risiko for at fejlfortolke så tror jeg det er på tide at du tilgiver dig selv (og din familie) for det valg du/I traf. Ingen kunne vide, at konsekvenserne blev som de gjorde, men jeg tror du er nødt til at stoppe med at straffe dig selv for tabet af din lille baby. Jeg er sikker på, at han/hun ikke ønsker at se dig endnu i himlen og ej heller bruge din ungdom på psyk. Uanset hvordan du straffer dig selv - om det er dårlige tanker eller dårlige handlinger - så bringer det ikke din baby tilbage. Den bedste måde du kommer videre nu er, at beslutte dig for, at dit liv skal være anderledes og så tage al din smerte og vende den til styrke ved at samle dig selv op (med hjælp fra de bedste psykologer, din familie og andre som elsker dig) og vise dig selv at du KAN og VIL leve et godt liv, som du kan fortælle din lille baby om, når I ses i himlen engang.

håber det bedste for dig!

Jeg har tænkt længe over dit svar, som jeg finder enormt brugbart, og må faktisk give dig ret. Du har ret i at jeg skal stoppe med at straffe mig selv. Det forsøger jeg virkelig også, selvom det er enormt svært. Hverdag er en kamp og hver dag der går godt er en stor sejr.

Tusind tak for dit svar