Elskede Nor
Jeg er så trist over, at jeg ikke kommer til at se dig vokse op. Over at jeg aldrig gav dig chancen for at sige hej til denne verden. Skyd ikke skylden for dette over på andre mennesker, det er ene og alene min skyld. En del af livet er simpelthen et spørgsmål om held og mit er ganske enkelt løbet ud.
Jeg blev stillet overfor et umenneskeligt krav og pres fra omverdenen, der tvang mig til at vælge mellem at blive alenemor til dig og dermed aldrig se min elskede familie mere. Jeg kunne ikke andet, hvor meget jeg end ønsker at have gjort det, mens tid var.
Jeg er virkelig ked af at det endte som det nu engang endte. Hele det kaos omkring aborten har ødelagt mig for altid. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal komme ud af det helvede, jeg har bragt mig selv i. Fra at have et nogenlunde normalt liv uden nogen kontakt til psykiatrien er jeg gået til at have været indlagt i lange perioder og have det ganske forfærdeligt. Jeg kæmper for at komme tilbage til et normalt liv, men det er godt nok svært.
Jeg ville ønske, at jeg havde muligheden for at bringe dig tilbage til verden alligevel. Jeg ønsker at jeg havde valgt anderledes og at du ikke var nødt til at se mig have denne smerte, som du nok har været det. Jeg ønsker at meget var anderledes, men det er det desværre ikke. Uanset hvor meget jeg ønsker det, kan jeg aldrig lave om på fortiden.
Jeg kommer aldrig til at føde dig, til at holde dig, til at følge dig i skole på første skoledag, til at holde om dig når dit hjerte brister og til at juble når det går dig godt.
Den 4. April vil fremover altid være en hadedag i min verden. Det er dagen, hvor du ifølge terminsdatoen ville være kommet til verden. Gad vide hvordan du ville se ud? Ville du mon ligne B, din halvstorebror? Ville du mon få de samme træk som hele din mors familie har? Jeg er nysgerrig og har det ret svært ved at du aldrig kommer til at trække vejret selv. I stedet for at være en festdag er det nu blevet en officiel sørgedag i mit liv.
Min plan for dagen er at besøge dit sidste hvilested, spædbørnsgraven på Svendborg Kirkegård og dernæst formentlig mødes med din far for en lille snak om hvordan verden hænger sammen her efter aborten. Jeg savner ham virkelig, også selvom vi aldrig var kærester eller tæt på at blive det. Jeg savner den intimitet vi havde. Jeg savner at blive nusset i håret af ham, når det hele bare er noget lort. Jeg savner virkelig at være tæt med nogen.
Jeg hader virkelig ordet ”abort”. Som om at du bare var et ligegyldigt stykke noget, man bare smider væk. Jeg kan få det helt dårligt, når nogen nævner det ord. Myrekryb, kvalme og næsten tendens til opkastninger. Det er virkelig slemt. De fleste folk virker så ufølsomme, når de nævner ordet, også selvom det formentlig ikke er deres hensigt at være.
Nå, tilbage til graviditeten. Jeg var dybt chokeret, men på en eller anden underlig måde også virkelig lykkelig den dag jeg stod med de to famøse røde streger på graviditetstesten. Lykkelig over hvordan min krop kunne skabe så stort et mirakel. Der gik ikke lang tid til jeg var 100% sikker på hvad det var jeg ville. Jeg var parat til at ligge mit ungdomsliv på hylden og tage det ansvar der følger, når man skaber sin egen lille familie. Selvom du ikke var planlagt skal du vide, at du i den grad var et ønskebarn. Du var elsket helt fra dag ét!
Derfor smerter det mig ekstra meget, at jeg måtte afbryde graviditeten på baggrund af min families handlinger. Allerede før indgrebet fortrød jeg hvad jeg var i gang med. Da jeg vågnede op igen efter at have været i narkose havde jeg fornemmelse af at nogen lå og græd helt hysterisk. Senere fandt jeg ud af at den person faktisk var mig selv. Jeg havde absolut ingen kontrol over mig selv og det tog virkelig lang tid for din far, S, at få mig til at falde så meget ned, at jeg kunne være tilstede. Det mest skræmmende ved det hele var den manglende kontrol over mig selv. S blev et par timer og nussede mig og holdt om mig. Jeg lå bare og græd og hulkede, at jeg ligeså godt kunne dø. Jeg havde været ude for det mest traumatiske man som kvinde og kommende mor kunne være udsat for. Jeg vidste jo godt at, det var den forkerte beslutning inden, men jeg kunne bare ikke få sagt fra. Den dag mistede jeg ikke kun mit barn. Jeg mistede også dele af min familie.
Forløbet efter var ikke det sjoveste. Jeg blev indlagt flere gange med massive blødninger, tegn på rester af væv i livmoderen og sidst men ikke mindst fik jeg en voldsom infektion i livmoderen, der skulle behandles med antibiotika. Personalet var meget opmærksomme på min psykiske tilstand og jeg husker at jeg var voldsomt irriteret over at de blev ved med at ville lave suicidalkontrakter med mig, for det var jo ikke der problemet lå. Jeg var ked af det og havde virkelig mange smerter, jeg ville ikke tage mit eget liv.
Der gik dog ikke mange timer fra jeg blev udskrevet til jeg tog min første overdosis af piller, 40 stk. i alt. Jeg ville bare dø, væk fra hele den onde verden, der tvang mig til at gøre noget jeg ikke havde lyst til. Det førte til min første indlæggelse i psykiatrien.
Først var jeg indlagt på skadestuen til udpumpning af pillerne og blev derefter ført over i psykiatrisk skadestue til en samtale med en læge. Her troede jeg at det hele stoppede, for det var jeg blevet lovet. En kort samtale med en læge og så hjem igen. Men jeg tog fejl! Lige pludselig var dukkede der to politibetjente op, der skulle føre mig til Det Børne- og Ungdomspsykiatriske Hus, hvor jeg blev tvangsindlagt på den lukkede afdeling. Prøv lige at forestille dig at blive spærret inde på en lukket afdeling, bare fordi man har mistet sit første barn.
Den indlæggelse førte til mange og nu sidder jeg her igen på min 10. og forhåbentlig sidste indlæggelse i ungdomspsykiatrien. Jeg VIL videre! Jeg ved bare ikke hvordan. Det hele er bare virkelig svært. Det er svært, når man som jeg er blevet ekstremt selvskadende og hård ved mig selv. Jeg ved godt at jeg skal videre, at jeg skal give slip, men det er fandme lettere sagt end gjort. Hver evig eneste dag er en stor kamp, men jeg vil leve. Jeg har besluttet mig og nu skal det være.
Jeg er godt klar over at det ikke bliver nemt med datoerne for termin, første positive graviditetstest og for dagen hvor du forlod min mave. Undskyld lille skat! Jeg savner dig og elsker dig! Det håber jeg at du kan mærke.
Al min kærlighed til dig, min lille kriger.
Kys
Din mor
