Stadig ked af fødslen

Dulgretz skriver:

Jeg havde det lidt omvendt.. jeg fødte begge mine tvillinger vaginalt, med det resultat at min datter røg akut fra Herning til Skejby for at blive nedkølet, da hun manglede ilt under fødslen.. jovist var det en sædefødsel, men jeg følte mig så forkert ved ikke at få et ks i stedet for, så var hun jo nok ikke endt med sådan en hård start! Så nej, det er ikke altid at det er det bedste at føde "normalt" 

Men kan anbefale at snakke med din sundhedsplejerske eller læge, for at få det bearbejdet, det hjalp for mig 

Jeg kan rigtigt godt relatere til det du skriver - du følte måske at du burde have valgt ks og jeg følte måske jeg burde have valgt vaginal fødsel.

Så det er jo nok et eksempel på at begge dele kan virke forkert, hvis det ikke går som man håber. En rationel tanke er selvfølgelig at både du og jeg (gætter jeg på) har snakket med en fødselslæge inden fødslen. Dermed er det jo egentlig deres ansvar. Den tanke kan hjælpe mig nogle gange. Men jeg vil nok altid føle en kæmpe portion ansvar for at både min datter og jeg havde nogle rigtigt hårde første timer efter hendes fødsel - og ikke engang sammen.

Jeg håber din datter har det godt nu. Og det er dejligt at det hjalp dig at snakke om det.

StineW79 skriver:

Jeg fik aks med min første og jeg følte/føler mig så mega sej fordi jeg jo har mit kamp ar jeg ka vise frem og sige Se skat her kom du ud af mor. Thea blev også kørt direkte på neo, så jeg så hende lige ca 3 sek da lægen gik forbi med hende. Jeg så hende først dagen efter. Og ka kun huske at jeg i løbet af natten spurte til hende flere gange og ik ku fatte hvor hun var henne. Jeg tænker nogen gange stadig at thea ik har nogen "særlig" lugt, og ka nu 6 år efter stadig tænke om de "stjal" hendes " Thea lugt " fra mig.

Med alberte fødte jeg alm, hvilket også gik rimeligt ok, bortset fra at jeg blev syg under fødslen og nær var endt med aks, fik en styrblødning osv. Var dårlig flere uger efter min fødsel og fortrød endelig lidt at jeg ikke alligevel havde valgt pks, da jeg havde muligheden for det ( jeg måtte selv bestemme mellem pks og alm fødsel pga mit tidliger forløb ) 

Tænker ind i mellem at jeg da måske godt ku tænke mig et barn mere, men må indrømme at jeg har midstet lysten efter min alm fødsel, som jo ellers næsten gik efter planen. Sku jeg nogensinde ændre mening ville jeg til en hver tid vælge pks.

Det jeg syntes har været godt i begge mine forløb har været bare at fortælle om det hele, omkring hva jeg har følt, tænkt osv uden at være flov over det.

Syntes forresten at kejser mødre og børn bare er de bedste i hele verden! Vh stine

Tak for dit søde svar 

Det lyder godt nok også meget skræmmende med styrtblødning ved fødsel. På den måde kan jeg sagtens forstå at du ville vælge pks og langt de fleste af dem går jo godt .

Jeg synes heldigvis at mine børn har fået deres duft, men på en måde føler jeg vel ligesom dig at NOGET er taget fra mig. Min datter blev jo dødens udmattet ovenpå den hårde start, så jeg fik nærmest ikke set hendes øjne de første par døgn. Det føltes hårdt at hun skulle se verden for første gang uden mig.

Men ja, det er mega sejt at have ks ar. Jeg er rigtigt glad for mit trods alt - min babylem. Gid man kunne installere en lynlås, så fik jeg gerne nr. 4.

Men har også mistet lysten til graviditet og fødsel 

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Hej..  

puha en oplevelse.. Jeg har født 2 børn, en naturligt og en med pks da hun lå med numsen ned.. Mit ks var også langt fra godt, først kunne de ikke få bedøvelsen til at virke og jeg måtte stikkes i 9 gange Før det lykkedes. Derefter måtte set gå stærkt.. Jeg følte også jeg skulle du, og havde det meget skidt under hele forløbet.. Der gik godt 3-4 timer Før jeg var klar til at at få den lille op. Det gik rigtig lang tid efter jeg havde født ved ks at jeg egentlig forstod at det reelt var mit barn.. Havde slet ikke samme overskud og følelser som efter en normal fødsels.. 

Jeg har lagt det bag mig, men venter vores 3 barn til oktober så er virkelig spændt på hvordan jeg har det til den tid.. har talt med min jordemoder og læge om det, næste scanning er der også en læge med.. samtidig med at vi får en scanning når vi nærmer os fødsels for at se hvordan den ligger  ..