Stadig ked af fødslen

Jeg tror at dine følelser har mindre med dit PKS at gøre end med du i virkeligheden tror - det er bare et nemt sted for de negative tanker at bide sig fast. Havde det ikke være det, så havde det nok været noget andet.

Jeg synes du skal bestille en god lang tid ved lægen, og få talt det hele med ham/hende. Som andre også har været inde på, tror jeg at du har en eller anden variant af ubehandlet efterfødselsreaktion og tror du har brug for hjælp 

Jeg var især efter min første fødsel helt høj på føde-endorfiner i dagevis. Og jeg var så usigeligt lettet over, hvor godt det var godt. Så mine tanker kredsede i lang tid om netop fødslen, og hvor god en oplevelse jeg havde. 

Jeg kunne sagtens have holdt kræft med min glæde, hvis jeg havde vidst, at jeg sårede nogen, men for mig var det "mit marathon", forstået på den måde, at det var mit livs kraftpræstation - jeg kommer nok aldrig til at løbe marathon... 

Du er nødt til at snakke med nogen om dine tanker - for de handler jo om meget andet end din fødeoplevelse. 

Jeg fik aks med min første og jeg følte/føler mig så mega sej fordi jeg jo har mit kamp ar jeg ka vise frem og sige Se skat her kom du ud af mor. Thea blev også kørt direkte på neo, så jeg så hende lige ca 3 sek da lægen gik forbi med hende. Jeg så hende først dagen efter. Og ka kun huske at jeg i løbet af natten spurte til hende flere gange og ik ku fatte hvor hun var henne. Jeg tænker nogen gange stadig at thea ik har nogen "særlig" lugt, og ka nu 6 år efter stadig tænke om de "stjal" hendes " Thea lugt " fra mig.

Med alberte fødte jeg alm, hvilket også gik rimeligt ok, bortset fra at jeg blev syg under fødslen og nær var endt med aks, fik en styrblødning osv. Var dårlig flere uger efter min fødsel og fortrød endelig lidt at jeg ikke alligevel havde valgt pks, da jeg havde muligheden for det ( jeg måtte selv bestemme mellem pks og alm fødsel pga mit tidliger forløb ) 

Tænker ind i mellem at jeg da måske godt ku tænke mig et barn mere, men må indrømme at jeg har midstet lysten efter min alm fødsel, som jo ellers næsten gik efter planen. Sku jeg nogensinde ændre mening ville jeg til en hver tid vælge pks.

Det jeg syntes har været godt i begge mine forløb har været bare at fortælle om det hele, omkring hva jeg har følt, tænkt osv uden at være flov over det.

Syntes forresten at kejser mødre og børn bare er de bedste i hele verden! Vh stine

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Jeg havde en fantastisk fødsel - men i sidste sekund bristede jeg meget og endte op med en 3. grads bristning (delvis overrivelse af ringmusklen). Jeg havde en frygtelig måned efter fødslen, hvor jeg havde en mild form for fødselsdepression. Og her tre et halvt år efter tænker jeg stadig at den jordemoder kunne have sparet mig for en dårlig start på livet som mor hvis hun bare havde gjort sit arbejde ordentligt (det var en menneskelig fejl der førte til min bristning).

Så NEJ! Bare fordi man har født vaginalt, betyder det bestemt ikke at alt bare er lutter lagkage. 

Som andre også påpeger, lyder det som om at du har fået en fødselsdepression/reaktion. Kan du snakke med din SP om det? I nogle områder er der samtalegrupper for kvinder med fødselsdepressioner/reaktioner. Det var min SP der først satte ord på mine følelser - og det hjælper virkelig at snakke om det!

Dejligt at amningen kom op at køre og at baby trives.

Årh søde dig...kan godt forstå du har så mange tanker. Der ligger rigtig mange forventningerne fra omverdenen til hvad en god fødsel er. Og det er noget man nemt kan komme til at tage på sig - som i det skal man leve op til - ellers har man dumpet. Jeg kan godt genkende dine tanker fra mit aks. Har prøvet aks og vaginal fødsel. Men altså rigtig meget af det er jo bare dumme tanker...jeg er sikker på at dem fra din mødregruppe ikke er ude på at såre dig - jeg tror bare ikke at de ser sagen fra din side.

så ja tænker også åbenhed er vejen frem! Det hjalp mig rigtig meget da jeg begyndte at tale om det....havde også 5 samtaler hos en psykolog, hvilket var rigtig godt - der fik jeg lige min selvtillid som mor tilbage igen. 

Du får lige et stort kram herfra. Jeg har forøvrigt også set opslag fra kejserinderne.dk, jeg kender det ikke, men synes det lyder som nogen med et godt budskab om at mødre til lækre kejsersnitter er lige så seje som andre. 

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Først og fremmest så afhænger min indgangsvinkel til, hvorfor du får kejsersnit? Hvis du fysisk ikke kan føde et barn vaginalt, så er der jo ikke så meget at diskutere, og du har jo så aldrig haft andre valg.

Derudover er der slet ingen tvivl om, at du har en fødselsreaktion, og det vil bestemt være et skridt på vejen at bestille tid til en efterfødselssamtale, hvor du kan få bearbejdet nogle af de tanker, du har.

Jeg tror, at du mentalt selv har meldt dig ind på det B-hold, der eksisterer blandt fødende, at du ikke er en rigtig kvinde, hvis du ikke har født "normalt", og du bliver så mange gange mødt af medlemmer af A-holdet, der bevidst eller ubevidst minder dig om, hvad du er gået glip af.

Du ER god nok, du mangler bare selv at indse det 

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

..

Jeg endte med aks for 4 uger siden. Fødslen var frygtelig men aks endte med at blive en god oplevelse! 

Her 4 uger efter tænker jeg : hold da op hvor er jeg glad for at der ikke kom en baby ud af mit underliv"

Anonym skriver:

Tak for svar! 

Jeg synes ikke vores sp var god - hun spurgte ikke engang ind til fødslen og bragte det ikke selv op fordi hun brugte tiden på at insinuere at  amningen ikke fungerede - det gjorde den heldigvis. Mødregruppe er langt fra en hjælp og jeg overvejer at droppe den helt.

Du har nok ret i at folk ikke ved det - hver gang jeg prøver at fortælle at jeg føler mig helt forkert efter oplevelsen, så siger folk at det er flot at jeg tager det så pænt. Men det gør jeg jo ikke 

Måske skal jeg være mere tydelig omkring det 

Sig helt konkret (fx i din mødregruppe, hvis du stadig har tiltro til dem):

Jeg kæmper virkelig med tanker omkring mit fødselsforløb, og jeg har brug for at snakke det igennem. Jeg føler mig xxx, og er bange for at xxx.

Og hvis du og din SP ikke har god kemi, så tøv ikke med at gå til lægen. Det er vigtigt, at du aktivt får bearbejdet følelserne, for de går ikke væk af sig selv.

hvis du bor i København, vil jeg gerne mødes med dig, så du kan snakke lidt om det til en helt fremmed, som du aldrig behøver at skulle ses med igen.

Jeg kan sagtens forstå dine følelser...

Jeg har selv to kejsersnit bag mig, den ene mere voldsomt end det andet. Mit første var også ved aks efter 24 timer, hvor de troede min søn var død indtil 5 min før de tog ham ud, hvor de endelig fandt hjertelyd. Så så uheldig at få spinalhovedpine af bedøvelsen og kunne ingenting de første 3 døgn på sygehuset. Var alene med min søn, og fik ingen hjælp af personalet og var generelt en rigtig dårlig oplevelse. Men min fødsels skræk var dog større end min frygt for KS, så valgte psk 2. gang også. Selvom jeg vidste min datter var i live, var det skrækkeligt, og selvom jeg flere gange sagde jeg ikke mente jeg var bedøvet, overhørte personalet mig totalt og sagde at de havde givet mig det jeg skulle. Det endte med jeg ikke var bedøvet i hele højre side og mærkede ALT, pga meget arvæv tog det 1 time og 40 min fra de skar til de lukkede og jeg var i smertehelved, hvor jeg burde være lagt under fuld narkose. Igen blev vi behandlet virkelig dårligt på Skejby, og blev nærmest smidt hjem næste morgen. 

første ks er 5 år siden, det sidste 14 måneder siden.

Jeg er også ulykkelig over mine oplevelser, føler mig totalt overset af personalet begge gange, og ser ikke mine "fødsler" som det bedste der er sket, selv om mine børn er det hele værd, så var det ikke nogle gode oplevelser. Har grædt mange tårer, især over det sidste. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer helt over det, min det er mere selve oplevelsen der spøger og ikke en dårlig samvittighed over for mine børn. 

Husk på, du ved ikke hvordan starten på deres liv havde været havde det været almindelig fødsel, og se på dine børn nu.. prøv at slip den dårlige samvittighed (lettere sagt end gjort) og evt. snak med lægen om dine følelser, måske du kan blive henvist til en par psykologsamtaler.