Stadig ked af fødslen

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Har du snakket med din SP/læge, om at få noget hjælp til at bearbejde dine tanker? Det lyder som om du har/har haft eb fødselsdepression, og det er meget normalt - for vaginalt fødende såvel som KS-mødre.

Og snak med din mødregruppe/familie/veninder om det - de er ikke tankelæsere, og ved måske ikke, at du har det svært :-)

Er der ikke mulighed for at du kan tale det hele igennem med din læge eller en anden fagperson? Det må være hårdt at have det sådan hele tiden. 

PUHK skriver:

Har du snakket med din SP/læge, om at få noget hjælp til at bearbejde dine tanker? Det lyder som om du har/har haft eb fødselsdepression, og det er meget normalt - for vaginalt fødende såvel som KS-mødre.

Og snak med din mødregruppe/familie/veninder om det - de er ikke tankelæsere, og ved måske ikke, at du har det svært :-)

Tak for svar! 

Jeg synes ikke vores sp var god - hun spurgte ikke engang ind til fødslen og bragte det ikke selv op fordi hun brugte tiden på at insinuere at  amningen ikke fungerede - det gjorde den heldigvis. Mødregruppe er langt fra en hjælp og jeg overvejer at droppe den helt.

Du har nok ret i at folk ikke ved det - hver gang jeg prøver at fortælle at jeg føler mig helt forkert efter oplevelsen, så siger folk at det er flot at jeg tager det så pænt. Men det gør jeg jo ikke 

Måske skal jeg være mere tydelig omkring det 

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Hvor er jeg ked af at høre dit forløb har sat disse spor i dig. Synes du skal åbne op for din Sp og får snakket med hende omkring dine følelser for de er helt reelle  

jeg har født tre unger - den naturlige vej. Tre gode fødsler så nej mine tanker har slet slet ikke kredset omkring det at mine børn et kommet ud af mit underliv dog kender jeg andre som har haft traumatiske fødsler hvor børnene stadig er kommet ud på den naturlige måde og hvor deres tanker har kredset meget omkring det. Det er følelser som skal bearbejdes og man skal snakke med nogen om det så det ikke bliver en sten i maven lige pludselig

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Jeg fødte vaginalt men skal lige hilse og sige at jeg bestemt ikke synes det var en god oplevelse. Jeg var meget påvirket af det og endte med skulle være psykolog hjælp. Det hjalp til gengæld også, men jeg frygter stadig at skulle sættes igang igen med den næst, når jeg enengang skal have flere børn. 

Jeg vil anbefale dig at snakke med din sp og læge så du kan få en henvisning og kontakt til en psykolog der har erfaringer med traumatiske fødsler.

Du har ingen grund til at føle dig utilstrækkelig. Jeg personligt tænker ikke at det er mindreværdigt eller nemmere at få et kejsersnit. At din svigerinde taler positivt om en anden fødsel tror jeg ikke er for at nedgøre dig, og kvinden i mødregruppen tror du ikke bare hun er lettet over at have haft en god fødsel? Tro på dig selv og tro på du gør det godt

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Nu har jeg ikke født vaginalt, men 1 ved aks og 1 ved fremrykket pks!  

Jeg kan sagtens følge dig i at pks ikke var så "rar" en oplevelse som aks. Og så alligevel..  

Da jeg fik aks ænsede jeg ikke en dyt fordi jeg var så møghamrende træt efter 48 timer med veer, de 10 af dem med vedrop! Så det står for mig som en god oplevelse.. Jeg var hurtigt oppe og havde ikke så mange smerter.. 

Men mit pks derimod var jeg jo klar og vågen hele vejen. Var fint smertedækket af spinalen, men det var alligevel en ubehagelig oplevelse at ligge der og kunne mærke alt hvad de gjorde. Og ikke mindst høre at de snakkede om at jeg havde alt for meget fostervand og at jeg var bristet i det gamle ar. (Det var pga mistanken om dette at pks blev fremrykket!) Men jeg anede jo ikke hvad det betød, og pga. disse komplikationer tog operationen meget længere tid. Jeg fik desuden ikke baby op til mig da hun lige skulle suges osv. Men far fik hende hurtigt og sad så ved min side med hende.

Men når jeg ser tilbage så var det ikke en traumatisk oplevelse, og jeg er ikke mærket af det. Vi lå også to døgn på barselsgangen efterfølgende. Men jeg kan bare godt følge dig i at det var en mere behagelig oplevelse med aks.

Har du ikke blevet tilbudt en efterfødsels samtale? Ellers så ring til dit fødested og få en snak med dem om det ikke er muligt.

Anonym skriver:

Jeg fiK pks for snart et halvt år siden. Det var tredje barn og tredje ks. Det var desværre en rigtigt dårlig oplevelse og jeg havde fået at vide at pks altid er mere behageligt end aks. Ikke for mig! Personalet opførte sig som om det var det mest selvfølgelige i hele verden at jeg skulle skæres i imens jeg var vågen og jeg var SÅ bange. Sov ikke ordentligt i flere uger inden. Det gik så heller ikke optimalt fordi min krop reagerer kraftigt på spinalbedøvelse. Så det føltes som om jeg var ved at dø. Min baby kom op på min mave i to minutter og blev bagefter taget fra mig i de første 2-3 timer, pga observation på neonatal. Alligevel blev vi sendt hjem under 24 timer efter fødslen. Baby tabte sig en del de første par døgn. og jeg havde svært ved at komme mig over operation.

Siden har jeg nærmest følt mig utilstrækkelig 24-7. Jeg føler mig som en fiasko der ikke kan føde børn og at det derfor var min skyld at min baby havde nogle hårde første dage. De første mange uger følte jeg at baby slet ikke kan lide mig og nok ikke ville kunne knytte sig til mig pga adskillelsen i starten. Amning kom dog op at køre og baby trives nu, men det gør jeg ikke fordi fødslen hele tiden popper op i  hovedet. Jeg har altid ønsket mig 4 børn men jeg tør ikke få flere (læger mener ikke det er noget problem) da jeg ikke kan udholde følelsen af at være ved at dø, eller tanken om hvor dårlig en mor jeg er hvis jeg sætter endnu et barn i verden via ks.

Har så også fået verdens mest uudholdelige mødregruppe hvor specielt én konstant snakker om at føde og hvor god hun er til det. Men jeg føler i hvert fald ikke jeg bliver hørt noget sted, for ks sker hver dag og min baby er jo sund og rask. På en eller anden måde så føler jeg mig bare forkert fordi det gik som det gjorde og har en del irrationelle tanker omkring det hele. Nogle gange tror jeg helt seriøst at jeg er ved at blive vanvittig. Synes bare der hele tiden kommer et gok I  hovedet over det. Da baby var 5 dage havde vi besøg af min svigerinde som snakkede om en anden  baby i familien født to dage efter min, hvor hun udbrød hvor godt det var at det blev en god fødsel og ikke ks. Tudede resten af dagen da de var gået. Den slags hører jeg hele tiden, men ved jo godt det er mig der er sart.

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak hvis du læste med så langt 

Men hvis man har født vaginalt, er det så anderledes? Tænker man virkelig hver dag "Hold op hvor dejligt at der kom en baby ud ad mit underliv"? Eller er det ikke lige dét tankerne kredser om konstant?

Jeg havde det lidt omvendt.. jeg fødte begge mine tvillinger vaginalt, med det resultat at min datter røg akut fra Herning til Skejby for at blive nedkølet, da hun manglede ilt under fødslen.. jovist var det en sædefødsel, men jeg følte mig så forkert ved ikke at få et ks i stedet for, så var hun jo nok ikke endt med sådan en hård start! Så nej, det er ikke altid at det er det bedste at føde "normalt" 

Men kan anbefale at snakke med din sundhedsplejerske eller læge, for at få det bearbejdet, det hjalp for mig 

Kære du

Nej, sådan tænker man nødvendigvis ikke, når man har født vaginalt.

Jeg har godt nok kun født en gang, men det var en lang og sej omgang, som endte i en slem bristning. Jeg blev slet ikke overvældet af den der kærlighed til mit barn da det kom på mit bryst, og jeg var bare så ked af det.. 

Jeg tænker da stadig på, om min krop slet ikke er rustet til at føde normalt, jeg blev dog sat i gang sidst, 41+4 og fødte først 42+0 og en meget stor baby på 4500 g og 56 cm.

Nu er jeg gravid med lillebror, og jeg tænker meget på den næste fødsel. Jeg vælger dog at forsøge vaginalt igen, men er dog i tvivl om det er det rigtige, jeg kan ikke klare en så lang fødsel igen.

Jeg vil også anbefale dig at snakke med nogen, jeg fik selv en stærk efterfødselsreaktion, og var i en mor/barn gruppe i hele min barsel, og jeg følte mig som den dårligste mor i HELE verden, og overvejede meget kraftigt at levere mit barn tilbage på hospitalet, det er bare slet ikke rart at have det sådan indeni, og jeg følte heller ikke at mit barn kunne lide mig, og jeg græd meget. Så snak med lægen eller SP og jeg håber de kan hjælpe dig. STOR  til dig ved hvordan du har det, selvom jeg har født vaginalt..