Er det synd for enebørn

Jeg er enebarn sidst i 30'erne, mistet begge mine forældre, uden kæreste eller mand men jeg har min datter på 2 år (som er donorbarn, så derfor ingen far). Jeg stod for 6 måneder siden alene tilbage med alt! Arv, hus, sorg og ansvaret for min datter uden at kunne hente hjælp nogen steder. Så jo, jeg ville ønske jeg havde haft søskende. 

Ens forældre er jo ikke garanteret at blive gamle og det er heller ikke sikkert at man selv har stiftet familie. 

Det er rigtigt, man kan selvfølgelig være rigtig uheldig at miste forældrene i en ung alder, og man kan være uheldig ikke at have stiftet familie.

Men jeg ville aldrig nogensinde lade de faktorer være årsag til at jeg fik et barn til. Man kan ikke lade sit liv styre af frygt. Men det tror (og håber) jeg nu heller ikke at folk gør - jeg tror at det i bund og grund handler om at man har lyst til flere børn.

Og så håber jeg også at man accepterer at det er der andre der ikke har, uden at skulle smide fordomme om forkælelse og egoisme i hovedet på dem, som ts har været udsat for (jeg taler ikke om dig her, det ved jeg godt at du ikke har gjort).

Det er jo helt og aldeles jeres beslutning om i vil have flere. Kender desværre ikke nogen ene børn, andre end min fætter, men det er svært at sammenligne da han er hårdt ramt af psykisk sygdom, nok også derfor hans forældre valgte kun at få ham for at give ham den fulde opmærksomhed da han har været syg hele sit liv.

Tror desværre værre ikke det holder op, det med at folk ikke kan forstå at man ikke lige skal have en til. 

Jeg har selv 2 og skal IKKE have flere, har ikke lysten eller overskuddet til flere. Tiltros høre vi stadig på hvornår kommer nr 3, ej nu skal i da snart have en igen. De er jo ved at være store. Er det klogt at sælge baby tingene

og ja det er det, for lysten er der slet ikke... 

Jeg kan godt forstå i nyder kun at have en, det giver lidt andre muligheder. Når jeg fx skal have alene tid med min store søn er jeg nød til at få den mindste passede.  

Det giver så bare dårlig samvittighed over for hende pluds dem som skal passe

Men du kan måske håbe på st de er alderen som får folk til at være mere opmærksomme fordi de fleste får med 3-4 års mellemrum. Når hun bliver 5-6 år tror jeg folk acceptere mere at i har valgt som i har gjort, for er det jo vare sådan. 

Anonym skriver:

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

 

 

Det er 100% ens eget valg. Nej man behøver ikke blive egocentreret osv, men spørger du min mand så vil han svare et højt rungende JA til om han har manglet/mangler søskende, ikke så meget i sin barndom, men mere i hans voksne liv. Han siger tit til mig at han er lidt misundelig over at jeg har niecer og nevøer, og at jeg kan dele nogle ting med mine søskende.

MEN når det er sagt, så er der INTET galt i kun at få et barn, hellere nøjes med et og have fuld fokus og overskud til den ene, end at ende med flere som man måske ikke føler man har overskud til blot fordi "samfundet" helst ser at vi får mere end 1 barn.. 

Jeg er ikke helt enebarn men jeg er efternøler i en sådan grad at jeg er vokset op alene. Og jeg ville give min højre arm for at have søskende jeg kunne have delt barndommen(og voksenlivet) med. Jeg har børn på alder med min søsters børnebørn og vi har bare aldrig været samme sted i livet. 

Selvfølgelig findes der enebørn der synesdet har været helt perfekt og der findes søskende der helst havde været foruden men JEG ville til hver en tid ønske at jeg havde haft en søskende lidt tættere på.

Er rigtig glad for den feedback, jeg har fået i tråden. Jeg vælger lige at svarer jer allesammen her. 

Har læst hver og en besked i tråden, og jeg har fået lidt at tænke over. Men der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert, men rart at høre fra jer alle mdd forskellige syn på det. Vi har ikke helt afskrevet et barn mere, men det skal være fordi at vi (min mand og jeg) har lyst, og ikke fordi vores barn SKAL have søskende for at få det godt. Er glad for at i ville dele jeres erfaring og holdning til det at være enebarn. 

Anonym skriver:

Er rigtig glad for den feedback, jeg har fået i tråden. Jeg vælger lige at svarer jer allesammen her. 

Har læst hver og en besked i tråden, og jeg har fået lidt at tænke over. Men der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert, men rart at høre fra jer alle mdd forskellige syn på det. Vi har ikke helt afskrevet et barn mere, men det skal være fordi at vi (min mand og jeg) har lyst, og ikke fordi vores barn SKAL have søskende for at få det godt. Er glad for at i ville dele jeres erfaring og holdning til det at være enebarn. 

Min gamle sundhedsplejerske sagde: "man skal ikke få flere børn for børnenes skyld, det skal være fordi I forældre ønsker at have flere"

Det sagde hun da jeg snakkede med hende om, at min søn skulle forblive enebarn. Det var tilbage i 1999 

Sønnen forblev enebarn, men skæbnen ville det anderledes. Da han var 12, kom der et lille plejebarn ind i vores liv, barnet var kun 4 timer gammelt da det flyttede ind. Om ca. en måneds tid flytter der endnu et lille plejebarn ind.

Sønnen har klaret det at være alene meget fint. Han har både savnet søskende og var glad for ikke at have nogen. Grunden til vi ikke fik flere er, at jeg aldrig nogensinde skal være gravid og føde. Begge dele var forfærdelige!

Jeg er rigtig glad for vi igen har små børn i huset og det er bevidst vi valgte at få endnu et plejebarn. Min store søn på snart 16 har jo sit eget liv nu. Det ældste plejebarn er 3,5 og det yngste er Præcist 3 år yngre. Vi mener det er fint aldersforskel og vi glæder os til at have to små børn i huset.

IT-nørd skriver:

Min gamle sundhedsplejerske sagde: "man skal ikke få flere børn for børnenes skyld, det skal være fordi I forældre ønsker at have flere"

Det sagde hun da jeg snakkede med hende om, at min søn skulle forblive enebarn. Det var tilbage i 1999 

Sønnen forblev enebarn, men skæbnen ville det anderledes. Da han var 12, kom der et lille plejebarn ind i vores liv, barnet var kun 4 timer gammelt da det flyttede ind. Om ca. en måneds tid flytter der endnu et lille plejebarn ind.

Sønnen har klaret det at være alene meget fint. Han har både savnet søskende og var glad for ikke at have nogen. Grunden til vi ikke fik flere er, at jeg aldrig nogensinde skal være gravid og føde. Begge dele var forfærdelige!

Jeg er rigtig glad for vi igen har små børn i huset og det er bevidst vi valgte at få endnu et plejebarn. Min store søn på snart 16 har jo sit eget liv nu. Det ældste plejebarn er 3,5 og det yngste er Præcist 3 år yngre. Vi mener det er fint aldersforskel og vi glæder os til at have to små børn i huset.

 

 Tak for deling. Klog sundhedsplejerske hvor fedt at i hat valgt at være plejefamilie, nu her jeres søn er blevet næsten voksen. 

Anonym skriver:

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

 

 

jeg står lidt der hvor du står men aligevel ikke 

vi har en datter på 4 måneder og hun bliver enebarn da det har taget os 10 år om at få hinde og magter ikke at tag kampen igen om et par år og føler også jeg er blevet for gammel der 

så ja vores datter bliver enebarn men da jeger ud af en søskende flok på 7 så savner hun ingen familie hvis der evt skulle ske mig eller min mand noget 

fnuggi skriver:

jeg står lidt der hvor du står men aligevel ikke 

vi har en datter på 4 måneder og hun bliver enebarn da det har taget os 10 år om at få hinde og magter ikke at tag kampen igen om et par år og føler også jeg er blevet for gammel der 

så ja vores datter bliver enebarn men da jeger ud af en søskende flok på 7 så savner hun ingen familie hvis der evt skulle ske mig eller min mand noget 

 

Kan godt forstår i ikke orker at skulle igennem det igen, hvis det tog jer så mange år. Det må have være så hårdt! Fantastisk det lykkedes jer alligevel  Vi har ligesom dig en stor familie, med 4 søskende i alt, 3 fætre og kusiner, 7 oldeforældre alle bedsterne osv. Og vi er kun i midt tyverne.