Er det synd for enebørn

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

Det er da 100 % jeres valg. Hvis I føler at familien er fuldendt med ét barn, så skal i da ikke lade jer presse til at få flere.

Selv har jeg altid ønsket mig mere end et barn - jeg ønskede at give mine børn søskende - bl.a. fordi jeg selv har været (og stadig er) rigtig glad for at have søskende.

Men derfra og så til at sige, at det er direkte synd for enebørn.... ej, ikke hvis forældrene bare ønskede sig det ene barn. 

Jeg er enebarn 

skulle til at skrive en lang smøre om, jeg ikke har lidt, har det godt osv.Men så kom jeg til at tænke på jeg ville have mere end et barn  Så jeg har i hvert fald ikke ønsket at kopiere min barndom.

jeg husker ellers min barndom som god, husker på ingen måde jeg gik og savnede en søskende i min hverdag. Misundte nogen gange de andre, men samtidig vidste jeg de også misundte mig at jeg ikke havde de søskende der kunne irritere. 

Som stor pige (11 år) blev min mor og far skilt, og jeg boede hos min mor. Vi fik og har et tæt forhold. Min far fandt en anden kone og jeg ønskede mig enormt en lillebror eller lillesøster, men det lykkedes ikke (heldigvis vil jeg nok sige nu da min far var afhængig af alkohol).

Min far døde da jeg 23 og det var underligt ikke at kunne dele min far som min far med nogen - føler jeg har ham helt alene. 

Samme år døde min mors kæreste og min mor røg helt ned, der følte jeg mig også alene.

Efter jeg selv fik børn, har jeg misundt alle jer der har søskende - jeg gad også godt have en flok kusiner og fætre til mine unger, nogen morbror/farbror osv. Men jeg gad også godt have en morfar, farfar og farmor. Så tror måske mere det handler om vi vitterlig er en lille familie, end det handler om søskende.

Jeg er glad for jeg har givet mine børn søskende, men ser det ikke som et must. Det er to forskellige situationer med hver deres plus og minus. For ved jeg har 3 børn kan jeg heller ikke give som min mor har givet mig i tid fx. Men lige mens jeg skriver kigger jeg op mine to drenge som er hjemme syge sammen med mig - de har fået lov til ipad og sidder helt tæt med hver deres og den lille tager sin hånd en gang imellem og aer ain storebror og siger: jeg elsker dig. Ja så smelter jeg.

men at elske sit barn er den største gave man kan give det. Og det gør I uden tvivl for det skinner igennem teksten. 

Jeg håber da ikke det er synd for enebørn, for vores søn bliver med stor sandsynlighed enebarn...

Vi kan ikke rumme flere børn sådan som tingene er lige nu...

det var svært at anerkende i starten for vi drømte begge om at lave en stor familie sammen...

Vi har begge søskende...

Synes ikke det er synd for enebørn hvis forældrene er enige om at det er det bedste og at barnet oplever masser af kærlighed

Jeg er enebarn. Jeg synes at det er noget pjat at det skulle være synd for enebørnene. Hvorfor? Jeg kender ikke til at have søskende, så jeg har selvsagt heller aldrigt savnet det.

Jeg har fået mine forældres fulde opmærksomhed, ubetinget kærlighed (det gør søskendebørn også!) ro og tid.

Jeg husker ikke min barndom som kedelig, jeg kan faktisk ikke huske at have kedet mig som barn. Jeg har brugt meget tid på at lege alene og jeg har haft gode venner til at lave legeaftaler med. Jeg er glad for at være enebarn.

Når det så er sagt, så er det også svært at være enebarn. Jeg har tit følt mig presset. Jeg er den eneste til at opfylde mine forældres forventninger, jeg føler mig meget knyttet til mine forældre og føler nok også et for stort ansvar for dem. Det har været svært for mig at være adskilt fra mine forældre og det har ikke altid været nemt.

Jeg kan jo af gode grunde ikke vide hvordan det ville have været hvis jeg havde søskende, men jeg tror at mit liv ville have været anderledes, dog ikke nødvendigvis dårligere.

Jeg har ikke nogle børn endnu, personligt ved jeg ikke om jeg vil have mere end et barn. Friheden omkring det at være en lille familie tiltaler mig og jeg ved at jeg ikke skal have mange børn.

I skal bestemt kun få det barn eller de børn I ønsker jer, ikke fordi det er synd for jeres barn at være det eneste - det er noget pjat i min optik! 

Jeg er ikke enebarn, men har altid drømt om at være det. 
Jeg har en bror som er 3 år yngre end jeg, og bevares vi har det også et godt forhold den dag idag som voksne. 

Men jeg har aldrig rigtig brugt ham mens vi voksede op, heller ikke selvom der var de berømte 3-års aldersforskel. Jeg har altid syntes det var mega irriterende at han var der. Vi har slåsset en del gennem vores barndom og irriterede hinanden. 

Den dag idag, kan jeg tage mig selv i at tanke hvor meget nemmere det ville være hvis det bare var mig og mine forældre. Dog ikke sagt at jeg selvfølgelig elsker min bror og ville blive enormt ked af hvis han en dag forsvandt.

Helt ærligt, andre folks meninger og udmeldninger kan rende og hoppe. Det er jeres liv, og fordi det projicere deres egne følelser ind i jeres familieliv/drøm, det skal du altså ikke lade dig påvirke af. Selvom det kan virke enormt svært.

Jeg har selv kun en enkelt datter, og det er jeg meget tilfreds med. Jeg elsker, ligesom dig, at jeg kan bruge al min tid med hende og vi kan få nogle helt specielle oplevelser bare mig og hende- uden der er 1-2 andre børn jeg skal tage hensyn til udover. 
Min kæreste har børn, så vi er en delefamilie hveranden uge, så oplever også hvordan det er at have flere børn/søskende til min datter. 
Man har bare et andet overskud/lyst og man kan nogle flere/andre ting når man kun har et enkelt barn,- og det elsker jeg  

Alt kommer selvfølgelig an på hvem man er som individ og hvilket liv man lever, og der er både store plusser samt minusser ved at leve et liv hhv. med mange børn og et liv med kun et enkelt. 

Men der er ingen som skal bestemme eller påbedutte dig nogle ting, om hvordan du skal leve dit liv. Det er kun dig og din mand, som er herre over det. 

Anonym skriver:

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

 

 

Det er kun jer der kan vælge ud fra hvad i har det bedst med. 

Min mand er ene barn ved hans far mens hans mor har fået to børn med ny mand. 

Det er til tider meget hårdt for ham at stå som ene barn ved sin far. Alle farens problemer lægge over på min mand. Og hvis faren ikke har det godt må min mand slås med det selv. Han har ikke nogen til at læsse over på. Så han har klart der manglet nogen 

Anonym skriver:

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

 

 

Vi tvivlede på et tidspunkt, men min svigerinde har altid været enebarn og fik mig ret hurtigt talt fra det  Hun har kun sine forældre tilbage og de er ved at være ældre nu - og når de er borte vil hun stå alene med alt, hun vil ingen have tilbage. Og jeg ved ikke selv hvad jeg skulle gøre uden min søster idag, jeg har ingen jeg er tættere med. Så nu venter vi om kort tid, en lillesøster - og Gud hvor er vi glade for at vi bestemte os for det 

men selvfølgelig skal man ikke få børn hvis de ikke er ønsket.

Anonym skriver:

Er det virkelig så synd for enebørn? Ender de med at blive egocentreret børn og voksne, som ikke kan finde ud af at dele? Bliver de ensomme, når vi forældre en dag er væk? Vil de føle et tomrum hele livet, over ikke at have søskende? Jeg ved godt at man ikke kan stille det helt sådan op, fordi det kommer jo an på det enkelte individ, men nu er jeg snart træt af at få smidt disse kommentarer i hovedet af folk i min omgangskreds.

Min kæreste og jeg har et barn på knap 2 år, og vi ved endnu ikke om vi ønsker flere børn. Umiddelbart så gør vi ikke, og vi elsker at bruge alle vores ressourcer, på vores lille krudtugle vi allerede har. Vi nyder hun er lille endnu, men vi nyder også at hun bliver ældre og mere selvstændig, og både min kæreste og jeg føler at vi har en stor frihed nu, da vi kun har et barn, og hun nu er så stor og mere selvstændig. Vi vil egentlig nok bare i bund og grund "kun" have et barn, som det ser ud lige nu. Mange i omgangskredsen spørger, hvornår vi skal have en til, og hvis vi svare som regel, at det ved vi ikke, og at vi ved slet ikke om vi skal have flere. Så er det at de ovenstående kommentarer kommer, og NØJ hvor får vi DÅRLIG samvittighed Vi har nærmest fået en følelse af, at vi er egoistiske, hvis vi ikke vælger at få flere børn, og vores datter bliver 120 procent ensom og jeg kunne blive ved. Føler mig presset til at skulle have en til. Selvfølgelig ville jeg elske den næste lige så højt, og vi ville sagtens kunne klare det på alle leder og kanter, men lysten er der bare ikke til at forsøge at blive gravide igen. Vi føler familien er fuldendt. 

Til jer enebørn derude, vil i ikke fortælle om jeres liv som enebørn, og om i føler jer alene, og føler at jeres forældre var egoistiske ved ikke at give jer søskende. 

Er i vildrede, og det fylder meget inde i mig. Min kæreste lader sig heldigvis ikke påvirke så let. Jeg siger ikke at vi aldrig vil have et barn mere, men hvis nu vi aldrig bliver skruk igen, så vil jeg bare høre fra nogen at det er OKAY.

 

 

Folk er så ivrige efter at putte i kasser og kategorisere, og de har så mange fordomme.

Jeg er enebarn og er selv vokset op med fordommen at enebørn er vildt forkælede og egoistiske. 

Forkælet? Ja, på kærlighed og omsorg og opmærksomhed, helt bestemt. Hvilket jeg ser som en udelukkende positiv ting.

Jeg er selv enebarn og har aldrig savnet en søskende. Jeg har altid haft et supergodt forhold til mine forældre og vores familie har altid været totalt harmonisk. 

Og selvfølgelig bliver man ikke egoistisk og asocial som enebarn - man har jo forældre og familie og venner omkring sig, som alle er med til at bidrage til ens sociale forståelse og samvittighed.

Vores søn bliver højst sandsynligt også enebarn. Jeg kunne godt selv tænke mig én til (men manden vil ikke) - men jeg har ingen kvaler i forhold til min søns sociale kompetencer eller opvækst. Jeg har jo mig selv som godt eksempel. 

Chevro skriver:

Vi tvivlede på et tidspunkt, men min svigerinde har altid været enebarn og fik mig ret hurtigt talt fra det  Hun har kun sine forældre tilbage og de er ved at være ældre nu - og når de er borte vil hun stå alene med alt, hun vil ingen have tilbage. Og jeg ved ikke selv hvad jeg skulle gøre uden min søster idag, jeg har ingen jeg er tættere med. Så nu venter vi om kort tid, en lillesøster - og Gud hvor er vi glade for at vi bestemte os for det 

men selvfølgelig skal man ikke få børn hvis de ikke er ønsket.

Jeg bliver nødt til lige at spørge - den dér med at man står alene om alt når forældrene dør... Min mors forældre er døde. Men i en alder af nogen-og-tres står hun da ikke alene. Hun har sin mand (min far) og mig og min mand og vores søn, hendes højt elskede barnebarn.

Hvad er det man står alene med som voksent/gammelt enebarn?