Er det synd for enebørn

modesty skriver:

Jeg bliver nødt til lige at spørge - den dér med at man står alene om alt når forældrene dør... Min mors forældre er døde. Men i en alder af nogen-og-tres står hun da ikke alene. Hun har sin mand (min far) og mig og min mand og vores søn, hendes højt elskede barnebarn.

Hvad er det man står alene med som voksent/gammelt enebarn?

Jeg stod ikke alene da min far døde havde mit netværk. Men jeg stod alene med minderne om min far som far - og det var mærkeligt. Jo min mor havde været der men jo som partner og min mor. Hun havde en voksens minder, mine minder med et barns øjne er jeg alene om - svært at forklare.

Men det overlever man nu også og det gør ikke jeg er ked af at være enebarn 

modesty skriver:

Jeg bliver nødt til lige at spørge - den dér med at man står alene om alt når forældrene dør... Min mors forældre er døde. Men i en alder af nogen-og-tres står hun da ikke alene. Hun har sin mand (min far) og mig og min mand og vores søn, hendes højt elskede barnebarn.

Hvad er det man står alene med som voksent/gammelt enebarn?

Jeg stod ikke alene da min far døde havde mit netværk. Men jeg stod alene med minderne om min far som far - og det var mærkeligt. Jo min mor havde været der men jo som partner og min mor. Hun havde en voksens minder, mine minder med et barns øjne er jeg alene om - svært at forklare.

Men det overlever man nu også og det gør ikke jeg er ked af at være enebarn 

God tråd - vi ønsker også kun et barn. Vi har begge søskende men der er 14 år mellem min bror og jeg og 6 år med min kæreste og hans bror.

Det er bare et tabu at sige man kun vil have et barn, har jeg allerede oplevet og jeg er ikke gravid endnu eller har nogen børn. 

Vi ønsker lige som jer at bruge alle vores resouccerer på et barn. I dagens Danmark er en familie barn 2 voksne og 2 børn, det oplever man alle steder med "familie pakker" utroligt generaliserende. 

Jeg har en 3 år ældre bror, som jeg stort set ikke har noget forhold til. Vi legede ikke sammen som små (dvs jeg hang godt nok ud med ham og hans bedste ven, men tror ikke just de syntes det var fedt). Heller ikke som voksne har vi noget tilfælles - vi er ikke uvenner, men der er bare ligesom ikke noget. Så en søskende er altså ingen garanti for noget.

Men bortset fra det, så venter vi nu nr.2. Vi kan se at vores pige ææææælsker sine onkler (især min mands bror) selvom hun faktisk sjældent ser dem. Det samme med hendes fætter (min brors dreng) - de er fuldstændig pjattede med hinanden - det er ikke logisk, men blod ER åbenbart bare tykkere end vand... Så vi føler det for os er rigtigt at få mere end en.

Min tanke med at få flere var, at så har man et eller flere (afhængigt at antallet af søskende) mennesker, der har kendt en hele livet. 

Jeg synes som voksen, at det er fantastisk når ens forældre dør, at man har en der har fulgt en hele vejen også når man bliver ældre. Venner kommer og går og er sjældent så tætte eller gennem så mange år. Min bror er den der har været med til det meste af mit liv. Ens partner og fleste venner kender kun en del af det.

... Men man savner jo ikke noget man ikke har prøvet.

Kom en del gange -ups

Da vires datter var 2 år har vi hellere ikke haft lyst til nr 2. Først efter hun blev 4 blev vi enig om at prøve og nu glæder vi os alle sammen til lillebror kommer til verden.

giv jer tid, og hvis i ikke ønsker flere børn, så få jeres datter et fantastisk liv sin enebarn.

Ene børn kan blive lige så fuldendte voksne som alle andre. 

Jeg bliver nødt til lige at spørge - den dér med at man står alene om alt når forældrene dør... Min mors forældre er døde. Men i en alder af nogen-og-tres står hun da ikke alene. Hun har sin mand (min far) og mig og min mand og vores søn, hendes højt elskede barnebarn.

Hvad er det man står alene med som voksent/gammelt enebarn?

Jeg er enebarn sidst i 30'erne, mistet begge mine forældre, uden kæreste eller mand men jeg har min datter på 2 år (som er donorbarn, så derfor ingen far). Jeg stod for 6 måneder siden alene tilbage med alt! Arv, hus, sorg og ansvaret for min datter uden at kunne hente hjælp nogen steder. Så jo, jeg ville ønske jeg havde haft søskende. 

Ens forældre er jo ikke garanteret at blive gamle og det er heller ikke sikkert at man selv har stiftet familie. 

Min mand har en søn fra tidligere forhold og han er enebarn hos sin mor. Det er ikke så tit han er hos os! 

Han er meget egocentreret og vil ikke dele med nogen. Jeg tror aldrig at jeg har hørt ham sige undskyld.. Bliver meget sur og fornærmet hvis han ikke får sin vilje. 

Hvis jeg samligner med børn der har søskende og som er vant til at tage hensyn og dele, så er han noget anderledes.