Er jeg for involveret i min bonussøn?

Hej.

For et år siden fik jeg en kæreste der har en søn på 5 fra tidligere.

Allerede inden jeg mødte min kæreste tænkte jeg meget over hvordan jeg ville have det hvis jeg fik en kæreste med børn og hvordan jeg ville håndtere det når vi kom dertil. Jeg var klar til at det ik ville blive en dans på roser og at jeg nok skulle kæmpe for at blive accepteret. 

Dagen kom hvor jeg skulle møde min bonussøn. Lettere nervøs kom jeg ind af hoveddøren hos min kæreste før end at den sødeste lille dreng stod foran mig og sagde hej. Der var kemi fra første sekund og det er der stadigvæk. 

Nu er det blevet sådan at jeg deltager i alt der omhandler ham alt fra opdragelse til møder hos børnehaven osv. Jeg må indrømme blankt at jeg elsker min bonussøn betingelsesløst og ville gå gennem ild og vand for den dreng og jeg glæder mig til at vi skal have ham hver anden weekend. Behandler hham som var han min egen. Vi har nogle ting vi elsker at gøre sammen os to alene uden faderen deltager. Mit spørgsmål går på hvor går grænsen for hvad jeg som bonusmor skal deltage i uden at gå for langt? Syntes det er virkelig svært at finde ud af så ville sætte stor pris på jeres inputs. 

På forhånd tak

35

35 skriver:

Hej.

For et år siden fik jeg en kæreste der har en søn på 5 fra tidligere.

Allerede inden jeg mødte min kæreste tænkte jeg meget over hvordan jeg ville have det hvis jeg fik en kæreste med børn og hvordan jeg ville håndtere det når vi kom dertil. Jeg var klar til at det ik ville blive en dans på roser og at jeg nok skulle kæmpe for at blive accepteret. 

Dagen kom hvor jeg skulle møde min bonussøn. Lettere nervøs kom jeg ind af hoveddøren hos min kæreste før end at den sødeste lille dreng stod foran mig og sagde hej. Der var kemi fra første sekund og det er der stadigvæk. 

Nu er det blevet sådan at jeg deltager i alt der omhandler ham alt fra opdragelse til møder hos børnehaven osv. Jeg må indrømme blankt at jeg elsker min bonussøn betingelsesløst og ville gå gennem ild og vand for den dreng og jeg glæder mig til at vi skal have ham hver anden weekend. Behandler hham som var han min egen. Vi har nogle ting vi elsker at gøre sammen os to alene uden faderen deltager. Mit spørgsmål går på hvor går grænsen for hvad jeg som bonusmor skal deltage i uden at gå for langt? Syntes det er virkelig svært at finde ud af så ville sætte stor pris på jeres inputs. 

På forhånd tak

35

Om hans biologiske mor intet har imod, at du er meget involveret i hans liv, så er der ingen problemer :-) 

et barn kan altid bruge ekstra kærlighed 

Varmer hjertet at læse sådan noget :-) 

Lykkelig Omstændigheder <3 skriver:

Om hans biologiske mor intet har imod, at du er meget involveret i hans liv, så er der ingen problemer :-) 

et barn kan altid bruge ekstra kærlighed 

 

Varmer hjertet at læse sådan noget :-) 

Jeg er helt enig her.. 

Hvis alle partner kan enes og være enig om det er okay at man deltager i møderne mm, så kan jeg ikke se noget galt i det. 

Man gør det kun for barnets bedste, og fordi man jo har en hverdag med barnet som man gerne vil følge med i. 

Du du lyder forresten som en helt fantastisk Bonusmor 

Lykkelig Omstændigheder <3 skriver:

Om hans biologiske mor intet har imod, at du er meget involveret i hans liv, så er der ingen problemer :-) 

et barn kan altid bruge ekstra kærlighed 

 

Varmer hjertet at læse sådan noget :-) 

Hans mor og jeg har haft vores startproblemer da hun, ifølge hendes eget udsagn, blev irreteret på mig fordi jeg kunne få ham til ting som hun ikke kunne få ham til men nu kører det fint og det har en positiv indvirkning på drengen.

Bshizzle skriver:

Jeg er helt enig her.. 

Hvis alle partner kan enes og være enig om det er okay at man deltager i møderne mm, så kan jeg ikke se noget galt i det. 

Man gør det kun for barnets bedste, og fordi man jo har en hverdag med barnet som man gerne vil følge med i. 

Du du lyder forresten som en helt fantastisk Bonusmor 

Takker for inputtet.

Jeg føler mig meget heldig og meget ydmyg over hvor nemt det  hele er gået og  stadig går. Om jeg er en fantastisk bonusmor ved jeg nu ikke men han fortjener at jeg gør mit bedste 

35 skriver:

Hej.

For et år siden fik jeg en kæreste der har en søn på 5 fra tidligere.

Allerede inden jeg mødte min kæreste tænkte jeg meget over hvordan jeg ville have det hvis jeg fik en kæreste med børn og hvordan jeg ville håndtere det når vi kom dertil. Jeg var klar til at det ik ville blive en dans på roser og at jeg nok skulle kæmpe for at blive accepteret. 

Dagen kom hvor jeg skulle møde min bonussøn. Lettere nervøs kom jeg ind af hoveddøren hos min kæreste før end at den sødeste lille dreng stod foran mig og sagde hej. Der var kemi fra første sekund og det er der stadigvæk. 

Nu er det blevet sådan at jeg deltager i alt der omhandler ham alt fra opdragelse til møder hos børnehaven osv. Jeg må indrømme blankt at jeg elsker min bonussøn betingelsesløst og ville gå gennem ild og vand for den dreng og jeg glæder mig til at vi skal have ham hver anden weekend. Behandler hham som var han min egen. Vi har nogle ting vi elsker at gøre sammen os to alene uden faderen deltager. Mit spørgsmål går på hvor går grænsen for hvad jeg som bonusmor skal deltage i uden at gå for langt? Syntes det er virkelig svært at finde ud af så ville sætte stor pris på jeres inputs. 

På forhånd tak

35

Bare flere bonusforældre var som dig

Min forlovede er en helt igennem fantastisk bonusfar og pigerne forguder ham og han forguder dem... han kysser den jord de træder på men han kan også være bussemanden når det er nødvendigt... vores problem ligger lidt der at når der er møder i børnehave og skole, så tager han ikke med... inderst inde vil han gerne, men han siger at det er noget som jeg og børnenes far har sammen... han gider heller ikke at glo på deres far... han prøver for så vidt muligt at undgå ham og han kan ikke døje den mand... men hvis han ikke kan undgå pigernes far, så er han rar og venlig og det er pigernes far også overfor min forlovede... ville sådan ønske at han ville tage med til møderne... så at du gider at deltage i ALT er jo bare fantastisk

AnoMe skriver:

Bare flere bonusforældre var som dig

 

Min forlovede er en helt igennem fantastisk bonusfar og pigerne forguder ham og han forguder dem... han kysser den jord de træder på men han kan også være bussemanden når det er nødvendigt... vores problem ligger lidt der at når der er møder i børnehave og skole, så tager han ikke med... inderst inde vil han gerne, men han siger at det er noget som jeg og børnenes far har sammen... han gider heller ikke at glo på deres far... han prøver for så vidt muligt at undgå ham og han kan ikke døje den mand... men hvis han ikke kan undgå pigernes far, så er han rar og venlig og det er pigernes far også overfor min forlovede... ville sådan ønske at han ville tage med til møderne... så at du gider at deltage i ALT er jo bare fantastisk

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din forlovedes tankegang. 

Med til min historie hører så os lige at min bonussøn ikke udvikler sig normalt og han er derfor ved at blive udredt så der kan stilles en diagnose. Derfor er det min pligt (føler jeg) at deltage i alle møder så jeg kan fremlægge mine observationer og hvordan jeg oplever ham i givne situationer. Så han kan få den hjælp og støtte han har brug for

AnoMe skriver:

Bare flere bonusforældre var som dig

 

Min forlovede er en helt igennem fantastisk bonusfar og pigerne forguder ham og han forguder dem... han kysser den jord de træder på men han kan også være bussemanden når det er nødvendigt... vores problem ligger lidt der at når der er møder i børnehave og skole, så tager han ikke med... inderst inde vil han gerne, men han siger at det er noget som jeg og børnenes far har sammen... han gider heller ikke at glo på deres far... han prøver for så vidt muligt at undgå ham og han kan ikke døje den mand... men hvis han ikke kan undgå pigernes far, så er han rar og venlig og det er pigernes far også overfor min forlovede... ville sådan ønske at han ville tage med til møderne... så at du gider at deltage i ALT er jo bare fantastisk

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din forlovedes tankegang. 

Med til min historie hører så os lige at min bonussøn ikke udvikler sig normalt og han er derfor ved at blive udredt så der kan stilles en diagnose. Derfor er det min pligt (føler jeg) at deltage i alle møder så jeg kan fremlægge mine observationer og hvordan jeg oplever ham i givne situationer. Så han kan få den hjælp og støtte han har brug for

Hvis det utænkelig skulle ske og min kæreste og jeg skulle gå fra hinanden håber jeg han møder en kvinde som dig<3 du lyder skøn! 

35 skriver:

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din forlovedes tankegang. 

Med til min historie hører så os lige at min bonussøn ikke udvikler sig normalt og han er derfor ved at blive udredt så der kan stilles en diagnose. Derfor er det min pligt (føler jeg) at deltage i alle møder så jeg kan fremlægge mine observationer og hvordan jeg oplever ham i givne situationer. Så han kan få den hjælp og støtte han har brug for

ja det kan jeg godt se... det må være hårdt... jeg håber at I snart får at vide hvad det er... det er ikke sjovt at gå i uvished.. kan jeg da huske fra jeg var indlagt i en uge med den lille da hun var spæd og i hele den uge vide at lægerne ikke vidste hvad hun fejlede men at de kun vidste at hvis de ikke hurtigt fandt ud af det, så ville hun dø fra os... hun blev så rask igen, heldigvis

jeg tror at min forlovede slapper af og hvilet i at han ved at børnehave og skole altid kun har positivt at vide... tests har vist at den lille følger sin alder og tests har vist at den store har været 2 år forud for sin alder lige siden hun var knap 3 år og nu er hun den bedste i klassen... han ved at de klare sig godt så han vil bare have referat... og helst referat så hurtigt som muligt... når ikke engang at tage sko og jakke af før han spørger efter et referat... det er nu dejligt for så ved jeg at han alligevel interessere sig for pigerne