Jamen jeg hader faktisk at være bonusmor når jeg kan se hvor surt og negativt der bliver snakket om en bonusmor. Jeg er på ingen måde stolt af at fortælle at jeg er bonusmor, for lige med et er man dømt til at være en egoistisk *ælling. Og sådan er det generalt i de tråde jeg læser som omhandler bonusforældre.
Og jeg forstår ikke hvorfor det skal være sådan. Barnet har ikke valgt mig som bonusmor, men jeg har da heller ikke valgt barnet som bonusbarn! Jeg valgte faren, og kunne ligesom ikke vælge imellem hvilket barn jeg gerne ville have skulle følge med. Vi må respektere hinanden og finde ud af det.
Jeg syntes ihvertfald ikke at det har været jorden letteste opgave at skulle være så tæt med en andens barn. Jeg har følt mig super dårlig tilpas mange gange, men jeg elsker min mand og så må jeg få det bedste ud af det med barnet..
Jeg elsker ikke min mands barn, jeg holder af hende, hjælper hende med det jeg nu kan, henter og bringer osv osv og nogle gange er hun så pisse irriterende at jeg kunne skride fra det hele, men igen er det manden jeg valgte.
Det skal ikke være et indlæg som starte mødrenes krig herinde, men mere bare for at i ville få forståelsen af hvordan det er at være bonusmor og kun blive snakket dårligt om selvom man virkelig gør sit bedste.
Jeg tror egentlig jeg bare læser svarene helt anderledes end dig. Jeg læser ikke en generel surhed eller pegen fingre af bonusmødre, men jeg læser en undren over hvor der er plads til børnene, og en undren over hvor der er plads til mandens liv hos en specifik bonusmor.
så læser jeg endnu en bonusmor, der fortæller at en anstrengt forhold til en biomor kan gøre man læser mere end i en gave end hvis der ikke er er anstrengt forhold, og at man derfor laver en løsning så barnet ikke kommer i klemme - stor respekt for det.
Så læser jeg, at man synes barnet et eller andet sted kommer i første række, ikke forstået som at man skal træde på de voksne, men at de voksne nu en gand er voksne og derfor har et andet ansvar og har haft muligheden for at træffe et andet valgt, hvor barnet intet har at skulle sige om sin familiesituation.
Men en kritik af konceptet bonusforældre - nej overhovedet ikke pege fingre eller kalde dem dårlige bare fordi de er bonusforældre.
Og nej barnet har ikke valgt dig, du har ikke valgt barnet. Men du havde dog et valg, du valgte en mand med en fortid, med et barn... Barnet havde præcis ingen valg, hun/han valgte ikke en far der skulle skilles og få en ny kæreste. Så i mine øjne har du valgt, og med det valg følger et ansvar når man er voksen.
Det springer mig i øjnene, man kalder det en ny familie. Hvor jeg oplever det som et supplement. Man forlader ikke sin familie, man forlader sin kone/mand, familien er der stadig. Og så supplerer man, man laver en større familie, men ikke en ny. For i begrebet "den nye" der er mennesker fra "de gamle" jo så erstattet, ikke en del, blot en gæst osv.
det er så stor en balancegang, men det er altså de voksne der skal gå den balancegang og børnene der har ret til at trampe ind med træsko på så længe de selvsagt opfører sig ordentlig menneske til menneske...
Og sp må jeg lige sige, mine børn kan også være så pisseirriterende så jeg kunne gå fra det hele - bio eller bonus det er et fedt. De overskrider også mine grænser, de fylder også mit æstetiske rum med uæstetiske ting, de skælder mig ud, de svarer mig igen, de fylder, de smasker (åh jeg kan hade det), de siger dumme ting.
Og børn skal have rum til at være irriterende, sure på de voksne, være i opposition, være urimelige, gøre forkerte ting, sige forkerte ting - de kommer ikke ud som velopdragne små skønsakker, de skal spille bold op af verden. Og der har de heldigvis fået en mor og fsr der elsker dem så de kan rumme de dumme bolde. Men når så mor og far har valgt andre partnere så er børnene jo stadig børn, de vil stadig spile de bolde, de skal have deres helle, deres frirum hjemme og det være sig både hos mor og far. Ej svært at forklare, men vil bare sige, at ja barn skal respektere bonus, men bonus skal også respektere at netop det at udfordre respekten, udfordre reglerne osv gør børn, de gør det ikke for at være onde, men for at lære, for at spejle, spille bold osv. Og det skal der være plads til selvom man er skilsmissebarn
