At få flået sin nyfødte ud af armene :(

Jeg giver lige et fælles svar istedet for jeg skal citerer hver og en...:

det er barnebarn nr. 2. Hun har en søn som også lige har fået og der var samme problem...  De fortalte det nemlig til os, at hun gjorde det.....

det er ligesom hun er bange for ikke at være i sit barnebarns liv... 

Hun nævner også tit at nu har hun ikke holdt sit barn i et døgn fx. 

Jeg tror ikke, jeg overfortolker det, når hendes mand ligefrem også skælder hende ud....

Og så sønnen også selv har sagt det mht. Deres barn....

At jeg bruger ordet "at flå ud af armene" er måske også voldsomt nok men det er det jeg føler sker fordi det er så voldsomt... At jeg slet ikke når at reagere og så har hun hevet mit barn ud af mine arme. At hun ikke kan vente på at hun lige vågner...

Det er mit første barn, så ved ikke om jeg evt. Er for pylreret.... Og det kan I selvf. Ikke svare på, da I ikke kan se når det sker.. Men det går bare langt over min grænse!

Anonym skriver:

Jeg giver lige et fælles svar istedet for jeg skal citerer hver og en...:

det er barnebarn nr. 2. Hun har en søn som også lige har fået og der var samme problem...  De fortalte det nemlig til os, at hun gjorde det.....

det er ligesom hun er bange for ikke at være i sit barnebarns liv... 

Hun nævner også tit at nu har hun ikke holdt sit barn i et døgn fx. 

Jeg tror ikke, jeg overfortolker det, når hendes mand ligefrem også skælder hende ud....

Og så sønnen også selv har sagt det mht. Deres barn....

At jeg bruger ordet "at flå ud af armene" er måske også voldsomt nok men det er det jeg føler sker fordi det er så voldsomt... At jeg slet ikke når at reagere og så har hun hevet mit barn ud af mine arme. At hun ikke kan vente på at hun lige vågner...

Det er mit første barn, så ved ikke om jeg evt. Er for pylreret.... Og det kan I selvf. Ikke svare på, da I ikke kan se når det sker.. Men det går bare langt over min grænse!

 

Hvis det er sådan som du beskriver, så ville jeg sige kærligt og bestemt hvor din/jeres grænse går Det må hun kunne forstå og acceptere, hvis hun er en fornuftig bedstemor. 

Jeg giver lige et fælles svar istedet for jeg skal citerer hver og en...:

det er barnebarn nr. 2. Hun har en søn som også lige har fået og der var samme problem...  De fortalte det nemlig til os, at hun gjorde det.....

det er ligesom hun er bange for ikke at være i sit barnebarns liv... 

Hun nævner også tit at nu har hun ikke holdt sit barn i et døgn fx. 

Jeg tror ikke, jeg overfortolker det, når hendes mand ligefrem også skælder hende ud....

Og så sønnen også selv har sagt det mht. Deres barn....

At jeg bruger ordet "at flå ud af armene" er måske også voldsomt nok men det er det jeg føler sker fordi det er så voldsomt... At jeg slet ikke når at reagere og så har hun hevet mit barn ud af mine arme. At hun ikke kan vente på at hun lige vågner...

Det er mit første barn, så ved ikke om jeg evt. Er for pylreret.... Og det kan I selvf. Ikke svare på, da I ikke kan se når det sker.. Men det går bare langt over min grænse!

 

Kan din kæreste måske sige til sin mor at du er førstegangsmor og derfor kan du have svært ved den måde hun tager barnet på og det er over din grænse. Måske kan I lave en aftale om at du nok selv skal give dit barn fra dig når du synes det skal holdes af andre.

Kære du. 

Mor og far SKAL være der.

Alle andre MÅ være der. Hvis de opføre sig ordentligt.

For 3 år siden stod jeg i en lignende situation med svigermor. 

Vi var meget om os inden fødslen mht. At fortælle familien at det ikke var sikkert Vi ville have besøg på sygehuset osv osv. Vi valgte så alligevel at invitere dem.

vi havde ydermere fortalt dem at vi max ville have besøg en time af gangen. De blev i to timer hvor svigermor hele tiden vil holde, da hun efter to timer proklamerede at hun vil have mere kaffe og at farfar og onkel på 6 år da også skal holde, der sagde jeg fra (ikke fordi de ikke måtte holde, men fordi jeg var træt, havde fået nok af besøg og bare gerne ville have mit barn.) jeg sagde til dem på en pæn måde at nej, nu ville jeg gerne have mit barn og have ro. 

De tog hjem og dagen efter fik jeg en meget lang og meget grim sms fra min svigermor med alverdens skældud og beskyldninger. Utrolig groft og hårdt på tredie dagen hvor man i forvejen er lidt hudløs.

Min mand fik et føl og endte med at skændes med mor Og mormor i telefonen i meget lang tid og efter det så vi dem faktisk kun et par gange i løbet af de næste 6 mdr.

Nægter og nægtede at nogen andre skal diktere hvordan jeg er med mit barn. Og jeg havde intet forkert gjort, så besluttede mig for at fokusere kun på baby og at når de engang var klar til at undskylde så skulle jeg nok lytte.

efter et halvt års tid fik vi snakket det igennem, de forstår hvad jeg forventer og de ved at nogen af deres forventninger aldrig går i opfyldelse, fordi det her er mit liv og mit barn, jeg bestemmer. (Og min mand self. men det er implicit) de har haft deres chancer som forældre nu skal de være bedstemor og oldemor, det er nye roller.

Jeg har et rigtig fint forhold til mine svigermødre (svigermor og sviger mormor) i dag, vi laver endda ting sammen. Det har krævet hårdt arbejde og Jeg kommer nok aldrig til at glemme hvor ondt det gjorde Dengang.

Men jeg har tilgivet det.

håber du måske kunne bruge min historie til noget, selv om det blev lidt langt.

Anonym skriver:

Jeg giver lige et fælles svar istedet for jeg skal citerer hver og en...:

det er barnebarn nr. 2. Hun har en søn som også lige har fået og der var samme problem...  De fortalte det nemlig til os, at hun gjorde det.....

det er ligesom hun er bange for ikke at være i sit barnebarns liv... 

Hun nævner også tit at nu har hun ikke holdt sit barn i et døgn fx. 

Jeg tror ikke, jeg overfortolker det, når hendes mand ligefrem også skælder hende ud....

Og så sønnen også selv har sagt det mht. Deres barn....

At jeg bruger ordet "at flå ud af armene" er måske også voldsomt nok men det er det jeg føler sker fordi det er så voldsomt... At jeg slet ikke når at reagere og så har hun hevet mit barn ud af mine arme. At hun ikke kan vente på at hun lige vågner...

Det er mit første barn, så ved ikke om jeg evt. Er for pylreret.... Og det kan I selvf. Ikke svare på, da I ikke kan se når det sker.. Men det går bare langt over min grænse!

 

Du er ikke pylret og har din fulde ret til grænser!

Jeg synes du har helt og aldeles ret til at være frustreret.

Jeg er selv af samme mening omkring nyfødte. Masser af ro og i deres tempo..

De må føle sig tryg i omgivelserne

Hvis du er utryg ved svigermors håndtering af baby, så mærker din baby det helt sikkert. Derfor er det rigtig fint hvis du kan sige fra. 

Fortælle hende at du synes det er skønt hun vil holde baby og være der for barnet, men at du rigtig gerne vil at hun venter til baby er vågnet eller simpelt - til du giver hende barnet eller hvad du nu finder naturligt at sige

Jeg ville godt nok synes det vil være svært at sige til svigermor, men tanken på babyen må være drivkraften 

Jeg takker for jeres svar... Vi skal hjem til dem i morgen... Og der må jeg så sige fra....

ville dog ønske min mand gjorde det, men han mener ikke det er et SÅ stort problem som jeg gør, da han mener, at barnet har godt af at sidde ved andre... 

Så vi er lidt uenige på det punkt... 

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal tackle det her problem. 

Et familiemedlem er så ivrig efter at have mit barn i armene at hun bare tager barnet ud af mine arme. Ja det er ikke på nogen blid måde.... Det ligesom hun nærmest flår mit barn ud af mine arme... Jeg når ikke at reagerer. 

Den ene gang havde mit barn lige sovet og jeg siger, hun altså lige skal vågne... Men det skider familiemedlem på.... Hun flår hende ud af mine arme  

det er første gang hun gjorde det der så jeg bliver virkelig chokeret. 

Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg skulle reagere da det er familie fra min mands side.... 

Jeg vælger dog at snakke med min mand om det bagefter når vi er alene...

Vi aftaler at sige til hende, at vi godt kan forstå hun vil være der for barnet og holde det men det skal være i barnets tempo. 

Nogle dage senere siger vi så til hende at det skal være i barnets tempo fordi sidst var hun simpelthen fyldt og græd hele natten.. Hun accepterer det. 

Men der når kun at gå en 20 min så gør hun det fandeme igen! Barnet sover hos mig og så siger hun "er barnet ikke snart færdig med at sove?" Og flår barnet ud af mine arme. 

 

Vi kan ikke rigtig undgå det her familiemedlem :/ derudover er hun virkelig voldsom ved mit barn når hun sidder med hende, ja det ender faktisk med at hendes mand skælder hende ud.... Men hun er kold.

Jeg er meget tæt på at eksplodere over det... Men jeg ved ikke hvad jeg kan tillade mig at sige/gøre? 

Andre som har haft lignende problem ?

jeg turde heller ikke sige fra overfor min søns farmor da han var nyfødt, men min læge sagde til mig; "du er hans mor, det er okay at være en løvemor"...

Puh ha prøvede det med en fjernt familie medlem et par gange, og gjorde alt for at undgå hende. 

Jeg var nød til at sige at hun måtte tro og synes hvad hun ville, men hun gik over min grænse. Er det et spædbarn, er min mening mest ved mor og far, og det er der både personlig og professionel belæg for. Du må sige fra desværre.

Anonym skriver:

Jeg takker for jeres svar... Vi skal hjem til dem i morgen... Og der må jeg så sige fra....

ville dog ønske min mand gjorde det, men han mener ikke det er et SÅ stort problem som jeg gør, da han mener, at barnet har godt af at sidde ved andre... 

Så vi er lidt uenige på det punkt... 

Ja, barnet kan have godt af at sidde hos andre, men det er jo måden det bliver gjort af din svigermor, så du har et problem med. Hvis hun nu bare spurgte om hun måtte holde din datter, var det jo noget andet..

Men det er dig der skal sige fra, for det er dig der har et problem med det. Han kan jo ikke kæmpe alle dine kampe, når det gælder hans forældre. Du skal lære at kunne sige fra selv, så hun får respekt for dig.

Yurie skriver:

Ja, barnet kan have godt af at sidde hos andre, men det er jo måden det bliver gjort af din svigermor, så du har et problem med. Hvis hun nu bare spurgte om hun måtte holde din datter, var det jo noget andet..

Men det er dig der skal sige fra, for det er dig der har et problem med det. Han kan jo ikke kæmpe alle dine kampe, når det gælder hans forældre. Du skal lære at kunne sige fra selv, så hun får respekt for dig.

det kan du have ret i... Jeg tror bare at når det er svigermor er det ekstra svært for mig.... Hvis det havde været en fra min egen familie så havde jeg haft nemt ved det...

føler at jeg ikke kan tillade mig det fordi det er svigermor... Og jeg ved det er noget pjat for hun er jo ligesom alle andre...