Hvem er jeg egentlig...?

Jeg troede jeg havde styr på hvem jeg er og hvad jeg står indenfor. 

Men jeg har taget fejl.

Sagen er den, at jeg har opdaget en helt ny side af mig selv. Jeg er en stille og rolig pige, som er i et fast parforhold. Jeg har aldrig "begået nogle fejl" i forhold til parforhold. Førend nu.

Min kæreste og jeg bor sammen, har hus sammen, har dyr sammen og skal giftes. Vi prøver på at forøge familien - denne proces har dog været en hård omgang og der er intet held endnu (til gengæld en spontan abort med i  bagagen).

Min kæreste er min bedste ven og jeg elsker han meget højt. Men sagen er den at rent seksuelt og typemæssigt er der sider som jeg føler jeg mangler i min kæreste (han føler måske også der er side i mig som mangler).

Fx er jeg vild med en rigtig mand(!) som tør rage styringen, kysse mig lidenskabeligt (min kæreste kysser ikk særlig godt - og han kan nærmest ikk lide at bruge tunge, og når han endelig gør det, bliver det akavet - ved godt det lyder strengt af mig, men det er sådan jeg føler det)... Og bare at mig når han har lyst, kalde mig for smuk, lækker, osv. Det gør min kæreste ikk - selvom jeg før har sagt,;at det har jeg "brug for"...

Jeg har ikk megen selvtillid - jeg oser ikk selv af sex, ifølge mig selv, og er ikk smuk og lækker - i mine øjne. Men det kunne da være rart at vide at nogle synes det. Men altså... Jeg er ikk den sexede type - jo jeg kan sagtens være "fræk" overfor min kæreste - men  jeg har ikk sexappeal.

Eller hvad?

Det troede jeg ikk jeg havde - indtil denne fyr her dukker op. En fyr på mit midlertidige arbejde.

Rigtig lækker, lækkert smil, flotte øjne, store mandige hænder, højere end mig, mørkhåret, tatoveringer,  bredskuldret, og ja... Bare møglækker. (Det har jeg ikk tænkt om min kæreste ).

Jeg havde ikk planlagt at falde for ham, jeg havde ikk planlagt at finde ham så tiltrækkende. Jeg havde ikk forventet dette af mig. Jeg er imod utroskab og havde aldrig i hele min verden forestillet mig at jeg kunne blive grebet sådan af ham og lysten. Jeg føler mig nærmest som miss Steele i "Fifty shades of Grey" - men jeg er så bare i et forhold og det er dermed ikk "tilladt".

Han har også kæreste og har heller aldrig gjort sådan noget før.

Vi har kysset (meget lidenskabeligt - og meget frækt) og "taget på hinanden". Vi har ikk haft sex - men hvor har jeg dog lyst! Og det har han også.

Men så står jeg her og har gjort noget jeg ikk troede jeg kunne finde på. Jeg har været min kæreste utro. Men er det så fordi min krop egentlig forsøger at fortælle mig noget som jeg ikk "tør" indse? At min kæreste og jeg egentlig er sammen fordi jeg er tryg ved ham. Men ikk fordi... Årh Hvordan skal man forklare det? Elsker jeg ham som min kæreste og sexpartner eller som min rigtig gode ven (og som jeg ikk har lyst til at undvære i mit liv - men som nok ville ske, hvis jeg slog op med ham?)...

Jeg er meget forvirret, men nyder også den side jeg har fundet i mig selv gennem denne fyr. Han får mig virkelig(!) til at føle mig lækker, smuk og sexet.

Og så virker han bare til at være en kanon skøn fyr...

Jeg ved godt jeg er et skidt menneske overfor min kæreste; jeg har opdaget en ny side af mig selv og det er på "hans bekostning" - og en del har jeg det selvfølgelig ikk godt med...

Undskyld den lange smøre. Men kom endelig med hvad I tænker: er det mig der er blind og ikk indser af min kæreste og jeg faktisk ikk passer ordentlig sammen eller er jeg i en fase hvor jeg flygter fra min tilværelse? Giver det mening? 

Jeg troede jeg havde styr på hvem jeg er og hvad jeg står indenfor. 

Men jeg har taget fejl.

 

Sagen er den, at jeg har opdaget en helt ny side af mig selv. Jeg er en stille og rolig pige, som er i et fast parforhold. Jeg har aldrig "begået nogle fejl" i forhold til parforhold. Førend nu.

Min kæreste og jeg bor sammen, har hus sammen, har dyr sammen og skal giftes. Vi prøver på at forøge familien - denne proces har dog været en hård omgang og der er intet held endnu (til gengæld en spontan abort med i  bagagen).

Min kæreste er min bedste ven og jeg elsker han meget højt. Men sagen er den at rent seksuelt og typemæssigt er der sider som jeg føler jeg mangler i min kæreste (han føler måske også der er side i mig som mangler).

Fx er jeg vild med en rigtig mand(!) som tør rage styringen, kysse mig lidenskabeligt (min kæreste kysser ikk særlig godt - og han kan nærmest ikk lide at bruge tunge, og når han endelig gør det, bliver det akavet - ved godt det lyder strengt af mig, men det er sådan jeg føler det)... Og bare at mig når han har lyst, kalde mig for smuk, lækker, osv. Det gør min kæreste ikk - selvom jeg før har sagt,;at det har jeg "brug for"...

Jeg har ikk megen selvtillid - jeg oser ikk selv af sex, ifølge mig selv, og er ikk smuk og lækker - i mine øjne. Men det kunne da være rart at vide at nogle synes det. Men altså... Jeg er ikk den sexede type - jo jeg kan sagtens være "fræk" overfor min kæreste - men  jeg har ikk sexappeal.

Eller hvad?

Det troede jeg ikk jeg havde - indtil denne fyr her dukker op. En fyr på mit midlertidige arbejde.

Rigtig lækker, lækkert smil, flotte øjne, store mandige hænder, højere end mig, mørkhåret, tatoveringer,  bredskuldret, og ja... Bare møglækker. (Det har jeg ikk tænkt om min kæreste ).

Jeg havde ikk planlagt at falde for ham, jeg havde ikk planlagt at finde ham så tiltrækkende. Jeg havde ikk forventet dette af mig. Jeg er imod utroskab og havde aldrig i hele min verden forestillet mig at jeg kunne blive grebet sådan af ham og lysten. Jeg føler mig nærmest som miss Steele i "Fifty shades of Grey" - men jeg er så bare i et forhold og det er dermed ikk "tilladt".

Han har også kæreste og har heller aldrig gjort sådan noget før.

Vi har kysset (meget lidenskabeligt - og meget frækt) og "taget på hinanden". Vi har ikk haft sex - men hvor har jeg dog lyst! Og det har han også.

Men så står jeg her og har gjort noget jeg ikk troede jeg kunne finde på. Jeg har været min kæreste utro. Men er det så fordi min krop egentlig forsøger at fortælle mig noget som jeg ikk "tør" indse? At min kæreste og jeg egentlig er sammen fordi jeg er tryg ved ham. Men ikk fordi... Årh Hvordan skal man forklare det? Elsker jeg ham som min kæreste og sexpartner eller som min rigtig gode ven (og som jeg ikk har lyst til at undvære i mit liv - men som nok ville ske, hvis jeg slog op med ham?)...

Jeg er meget forvirret, men nyder også den side jeg har fundet i mig selv gennem denne fyr. Han får mig virkelig(!) til at føle mig lækker, smuk og sexet.

Og så virker han bare til at være en kanon skøn fyr...

Jeg ved godt jeg er et skidt menneske overfor min kæreste; jeg har opdaget en ny side af mig selv og det er på "hans bekostning" - og en del har jeg det selvfølgelig ikk godt med...

 

Undskyld den lange smøre. Men kom endelig med hvad I tænker: er det mig der er blind og ikk indser af min kæreste og jeg faktisk ikk passer ordentlig sammen eller er jeg i en fase hvor jeg flygter fra min tilværelse? Giver det mening? 

Jeg tror godt at du allerede kender svaret på dine spørgsmål.

Personligt ville jeg aldrig kunne være i en relation til en mand som jeg så som en god ven, og som jeg ikke tændte helt vildt på. Der kan være nok så mange problemer, både i og udenfor sengen, men hvis ikke jeg kan se på ham og tænke "for satan hvor er han lækker og for satan hvor jeg bare elsker ham helt crazy meget", så gider jeg det ikke. Jeg ville ikke kunne leve uden den følelse. Den er der stadig efter 7 år, ja den er faktisk stærkere nu end den var i starten.

Jeg har prøvet at være i forhold for tryghedens og hyggens skyld, og det gør jeg ALDRIG igen.

Én ting er sikkert: Stop med PB indtil du er 100% sikker på hvilken beslutning du tager.

Jeg synes du skal tænke dig om, hvad du vil, vil du ha børn med din kærest eller bare være sammen med han fordi du føler dig tryg? Herhjemme snaver vi meget sjældent, og efter 7 måneder, tænder jeg stadig på ham, som i starten, faktisk meget mere. Jeg troede heller aldrig jeg skulle falde for sådan en mand, men som jeg har sagt før " man har ikke selv styr over ens følelser " og det har man ikke, om man vil indrømme det eller ej. Men stod jeg i dit sted, vil jeg fortælle manden altså din kæreste/forlovede det hele som det er, han fortjener ikke at blive taget bag lyset eller hvad man nu siger. Jeg siger os til min kæreste hvis jeg føler der er et eller andet som bare ikke skal være sådan. Men snak med din kæreste, medmindre du er afklart med din beslutning. Håber du kan bruge den lange smører til noget, forsat en rigtig god aften (:

Jeg stod i din situation for nogle år siden.. Bortset fra at jeg var blevet gift og havde fået to børn.. Men jeg havde det som dig. Følte en vis trykhed i forholdet og gjorde et langt stykke hen af vejen hvad folk forventede af mig. Indtil jeg mødte en ny kollega. Han slog fuldstændig benene væk under mig.. Og åbnede i den grad mine øjne for at jeg er et langt mere seksuelt væsen end jeg havde været i de 6 år med børnenes far. Og at jeg havde SÅ mange behov som ikke blev mødt i det forhold jeg var i.. Så selvom det var topnederen af mig og selv ville være rigtig ked af hvis en jeg elsker gjorde det imod mig, så var jeg altså min mand utro.. Rigtig rigtig mange gange. Overalt vi kunne komme afsted med det. Og vi udviklede rigtig mange følelser for hinanden. Han var lige det jeg havde brug for, for at komme ud af et forhold der slet ikke var sund for mig. Men det var sgu ikke særlig pænt gjort, den måde det blev gjort på. Så mit råd til dig vil være, at du skal afslutte et forhold, før du begynder et nyt.. Og det er altså SÅ meget nemmere at gøre, FØR man har fået børn indvolveret i det hele.. 

Når jeg læset dit indlæg, så tænker jeg du er sammen med din kæreste fordi det er trygt. 

Jeg ville stoppe baby projektet, finde ud af hvad jeg vil og så enten afslutte det med kæresten eller kollegaen. 

Det må ikke afhænge af om kollegaen også går fra sin kæreste. Hvis du går fra din kæreste er det fordi du ikke ser Jer to sammen mere. 

Rigtig meget held og lykke 

ps. Jeg synes egentlig ikke du behøver fortælle kæresten om kollegaen hvis du vælger at forlade fin kæreste. 

Jeg har tænkt meget over tingene siden jeg oprettede denne tråd.

Jeg er stadig forvirret. Det ene øjeblik er jeg ikk i tvivl, det andet øjeblik er jeg. Det ene øjeblik tænker jeg, at jeg bare gerne vil være fri for al den uro der er i min krop og den tunge sten, der fylder og fylder i maven. Panikken og behovet for at græde der (tit) dukker op.

Jeg elsker min kæreste meget højt og tog en snak med ham for noget tid siden - for at se om det kunne spice vores forhold lidt op, i forhold til kysseri, komplimenter, sexlivet osv. Og det hjalp også... Men ja.... Det er faktisk ved at glide lidt ud igen - dog hjælper det heller ikk, at jeg føler, jeg er ved at gå i panik hvert andet øjeblik. Når det så går "godt" og jeg tænker på hvor god min kæreste er for mig, så tænker jeg: "hvad panikker/brokker du så over?".

Jeg ville blive knust over at miste min kæreste (tror på ingen måde, at jeg kan "beholde" ham i mit liv, hvis jeg slog op), og det gør ondt. Og jeg ved, at jeg ville knuse ham fuldstændig. Og så kommer min dårlige samvittighed op, i forhold til at hvis han bliver alene. Jeg er bange for, at han vil gå fuldstændig ned på det...

Min kæreste og jeg er forlovet - og lige nu, føler jeg at tanken om bryllup kvæler mig... Føler jeg bliver fanget på en eller anden måde, at jeg bliver låst fast - til trods for at jeg har drømt om at min kæreste og jeg skulle giftes i lang tid...

Det hele gør mig forvirret. Forvirret fordi jeg føler, at jeg samtidig savner fyren fra arbejdet, og at jeg har helt vild meget lyst til ham...

Jeg ville ønske der var en let løsning og det føler jeg ikk der er... Føler jeg mister en masse uanset hvad.

Anonym skriver:

Jeg troede jeg havde styr på hvem jeg er og hvad jeg står indenfor. 

Men jeg har taget fejl.

 

Sagen er den, at jeg har opdaget en helt ny side af mig selv. Jeg er en stille og rolig pige, som er i et fast parforhold. Jeg har aldrig "begået nogle fejl" i forhold til parforhold. Førend nu.

Min kæreste og jeg bor sammen, har hus sammen, har dyr sammen og skal giftes. Vi prøver på at forøge familien - denne proces har dog været en hård omgang og der er intet held endnu (til gengæld en spontan abort med i  bagagen).

Min kæreste er min bedste ven og jeg elsker han meget højt. Men sagen er den at rent seksuelt og typemæssigt er der sider som jeg føler jeg mangler i min kæreste (han føler måske også der er side i mig som mangler).

Fx er jeg vild med en rigtig mand(!) som tør rage styringen, kysse mig lidenskabeligt (min kæreste kysser ikk særlig godt - og han kan nærmest ikk lide at bruge tunge, og når han endelig gør det, bliver det akavet - ved godt det lyder strengt af mig, men det er sådan jeg føler det)... Og bare at mig når han har lyst, kalde mig for smuk, lækker, osv. Det gør min kæreste ikk - selvom jeg før har sagt,;at det har jeg "brug for"...

Jeg har ikk megen selvtillid - jeg oser ikk selv af sex, ifølge mig selv, og er ikk smuk og lækker - i mine øjne. Men det kunne da være rart at vide at nogle synes det. Men altså... Jeg er ikk den sexede type - jo jeg kan sagtens være "fræk" overfor min kæreste - men  jeg har ikk sexappeal.

Eller hvad?

Det troede jeg ikk jeg havde - indtil denne fyr her dukker op. En fyr på mit midlertidige arbejde.

Rigtig lækker, lækkert smil, flotte øjne, store mandige hænder, højere end mig, mørkhåret, tatoveringer,  bredskuldret, og ja... Bare møglækker. (Det har jeg ikk tænkt om min kæreste ).

Jeg havde ikk planlagt at falde for ham, jeg havde ikk planlagt at finde ham så tiltrækkende. Jeg havde ikk forventet dette af mig. Jeg er imod utroskab og havde aldrig i hele min verden forestillet mig at jeg kunne blive grebet sådan af ham og lysten. Jeg føler mig nærmest som miss Steele i "Fifty shades of Grey" - men jeg er så bare i et forhold og det er dermed ikk "tilladt".

Han har også kæreste og har heller aldrig gjort sådan noget før.

Vi har kysset (meget lidenskabeligt - og meget frækt) og "taget på hinanden". Vi har ikk haft sex - men hvor har jeg dog lyst! Og det har han også.

Men så står jeg her og har gjort noget jeg ikk troede jeg kunne finde på. Jeg har været min kæreste utro. Men er det så fordi min krop egentlig forsøger at fortælle mig noget som jeg ikk "tør" indse? At min kæreste og jeg egentlig er sammen fordi jeg er tryg ved ham. Men ikk fordi... Årh Hvordan skal man forklare det? Elsker jeg ham som min kæreste og sexpartner eller som min rigtig gode ven (og som jeg ikk har lyst til at undvære i mit liv - men som nok ville ske, hvis jeg slog op med ham?)...

Jeg er meget forvirret, men nyder også den side jeg har fundet i mig selv gennem denne fyr. Han får mig virkelig(!) til at føle mig lækker, smuk og sexet.

Og så virker han bare til at være en kanon skøn fyr...

Jeg ved godt jeg er et skidt menneske overfor min kæreste; jeg har opdaget en ny side af mig selv og det er på "hans bekostning" - og en del har jeg det selvfølgelig ikk godt med...

 

Undskyld den lange smøre. Men kom endelig med hvad I tænker: er det mig der er blind og ikk indser af min kæreste og jeg faktisk ikk passer ordentlig sammen eller er jeg i en fase hvor jeg flygter fra min tilværelse? Giver det mening? 

Hmm jeg ville virkelig tænke mig om, efter hvad jeg har læst synes du ikk han kysser godt, han opfylder ikk dine krav med hensyn til komplimentere dig, og du ser ham som en ven. jeg tror du trænger til noget tid for dig selv, jeg ville ikk gå fra den ene mand og over til den anden, det ville være noget værre noget, og så får du tid til at finde ud af hvad du gerne vil, om du virkelig er så vild med den mand som du føler du er lige nu.

Nørreslet skriver:

Hmm jeg ville virkelig tænke mig om, efter hvad jeg har læst synes du ikk han kysser godt, han opfylder ikk dine krav med hensyn til komplimentere dig, og du ser ham som en ven. jeg tror du trænger til noget tid for dig selv, jeg ville ikk gå fra den ene mand og over til den anden, det ville være noget værre noget, og så får du tid til at finde ud af hvad du gerne vil, om du virkelig er så vild med den mand som du føler du er lige nu.

Har du læst min seneste besked?

Anonym skriver:

Har du læst min seneste besked?

ah nej havde ikk læst den, men tænker er det brylluppet der kvæler dig så meget at du flygter lidt? 

Nørreslet skriver:

ah nej havde ikk læst den, men tænker er det brylluppet der kvæler dig så meget at du flygter lidt? 

Jeg aner det ikk....

Jeg ved bare, at da min kæreste friede til mig, gik jeg dagen efter, lidt i panik... Jeg troede det hang sammen med, at jeg var bange for at blive for afhængig af ham (har fra da jeg var lille været meget bange for at miste min mor - og det overførte jeg så til min kæreste, da vi fandt sammen), og har altid haft en følelse af, at rigtig gode ting i mit liv, ikke altid varer ved - jeg mister det... Så jeg troede, at jeg panikkede fordi, jeg var bange for at miste ham. At det var for godt til at være sandt. Men nu ovenpå alt dette er jeg i tvivl...