Lillesøsters (hårde) vej til verden - om PKS

Du er en mega sej mor!

Jeg ved præcis hvordan du har det. Mit fødselsforløb endte i aks, og jeg kan faktisk stadig blive ked af det (læs: græde) over min fødsel, fordi den satte sine spor, fysisk, som psykisk.

Det er så hårdt at føde gennem ks, synes jeg. Det har i hvert fald givet mig nogle psykiske mén.

Jeg giver dig virkelig thumbs up for din tålmodighed - selvom du jo har været "tvunget" til det... Dejligt med jeres lille pige - hun ser sød ud, og jeg bliver endnu mere skruk!

For resten - forstår rigtig godt jeres frustration og behandlingen, og synes det er en rigtig god idé at snakke godt igennem med jordemoren så de bliver opmærksomme på det... Og så lad os håbe at de rent faktisk vil tage det til sig!

Tillykke med hende!!

Tusind tak  Og tak for dit søde svar 

Jeg har stadig ikke taget mig sammen til at bede om en efterfødselssamtale, men jeg håber meget på at få ringet i dag.

Du har nok ret i at det er nødvendigt at se i øjnene hvordan jeg har det, men jeg er virkelig bange for at tude over det. Mest fordi jeg er bange for andres reaktion. For nu har hun det jo godt og det har jeg også efter omstændighederne.. så hvad tuder jeg egentlig over? 

Men det er helt sikkert meget ubehageligt at babyen forsvinder og man ikke ved hvordan hun har det. Og alt i ens krop skriger jo på at passe på babyen, men man er totalt magtesløs. 

Og tak for dit tilbud, det vil jeg måske gerne (selv om jeg også er bange for at græde når jeg skriver om det ).
Det lyder godt nok også som en rigtigt hård omgang for dig. Fik du en efterfødselssamtale? Og var det evt. med en jordemor, læge eller??

Jeg havde det på præcis samme måde. Jeg følte mig åndsvag over at jeg græd, for nu havde jeg jo den dejlige datter, som nu havde det super fint. Men sagen er den, at hun lige så godt kunne have været død fra os. Hun trak ikke vejret da hun kom ud og måtte genoplives. Bare tanken om hvad der kunne være sket, kan stadig give mig tårer i øjnene. MEN nu kan jeg også tale om det uden at græde (nogen gange gør jeg stadig).

Du har jo været mega bange for hvad der var med din datter. Du fik beskeden at hun havde brug for hjælp til at trække vejret. Selvom det måske ikke var tilfældet og hun måske ikke var tæt på at dø, så vidste du ikke det. Du fik den besked, og lå der i uvidenhed om hvad der var galt med hende. Og den grimme oplevelse sætter sig bare dybt.... også selvom det gik godt. 

Tanken om hvad der kunne være sket samt den der modbydelige adskillelse er det der havde sat sig dybest hos mig. 

Jeg fik en efterfødselssamtale med den jordemoder jeg havde gået hos - det var også hende der tog imod mig da jeg kom ind i fødsel. Men ikke hende der "afsluttede." Hende der afsluttede brød jeg mig ikke meget om, men hende jeg havde gået ved var jeg meget tryg ved, så hende valgte jeg da de spurgte om jeg ville tale med min "faste" jordemoder eller den anden.

Desuden fik jeg det også snakket igennem med sundhedsplejersken og da jeg mødte op i mødregruppe og vi skulle fortælle om vores fødsler. Jeg græd alle gange og alle har virket meget forstående. Så jeg tror ikke du skal være bange for folks reaktioner på at du bliver ked af det. 

Det endte også med at jeg i samråd med sundhedsplejersken blev henvist til en psykolog for at få det talt igennem. Jeg var der kun én gang, men det var rart at få det hele talt igennem igen samt at høre at det var helt normalt med de tanker jeg gik med.  

Røverdatter skriver:

Du er en mega sej mor!

Jeg ved præcis hvordan du har det. Mit fødselsforløb endte i aks, og jeg kan faktisk stadig blive ked af det (læs: græde) over min fødsel, fordi den satte sine spor, fysisk, som psykisk.

Det er så hårdt at føde gennem ks, synes jeg. Det har i hvert fald givet mig nogle psykiske mén.

Jeg giver dig virkelig thumbs up for din tålmodighed - selvom du jo har været "tvunget" til det... Dejligt med jeres lille pige - hun ser sød ud, og jeg bliver endnu mere skruk!

 

For resten - forstår rigtig godt jeres frustration og behandlingen, og synes det er en rigtig god idé at snakke godt igennem med jordemoren så de bliver opmærksomme på det... Og så lad os håbe at de rent faktisk vil tage det til sig!

Tillykke med hende!!

Tusind tak for de søde ord!  

Jeg synes også det er rigtigt hårdt at komme igennem ks! Og jeg havde faktisk forventet at det ville være mindre hårdt når det er planlagt, men det var det så ikke lige for mig. Jeg håber du kan få den fødsel du drømmer om næste gang 

Nu håber jeg i hvert fald at jordemoren gider snakke med mig, og at hun tager det pænt. For en del af det er jo nok kritik af hende, desværre.

Vil dog sige at med mit andet barn havde jeg verdens sødeste og dygtigste jordemor og det betød alverden! Af andre grunde var det også en hård omgang, men jeg er overbevist om at ks KAN være en god oplevelse. Så ja, jeg håber de kan lære af min dårlige oplevelse 

Frk.S skriver:

Jeg havde det på præcis samme måde. Jeg følte mig åndsvag over at jeg græd, for nu havde jeg jo den dejlige datter, som nu havde det super fint. Men sagen er den, at hun lige så godt kunne have været død fra os. Hun trak ikke vejret da hun kom ud og måtte genoplives. Bare tanken om hvad der kunne være sket, kan stadig give mig tårer i øjnene. MEN nu kan jeg også tale om det uden at græde (nogen gange gør jeg stadig).

Du har jo været mega bange for hvad der var med din datter. Du fik beskeden at hun havde brug for hjælp til at trække vejret. Selvom det måske ikke var tilfældet og hun måske ikke var tæt på at dø, så vidste du ikke det. Du fik den besked, og lå der i uvidenhed om hvad der var galt med hende. Og den grimme oplevelse sætter sig bare dybt.... også selvom det gik godt. 

Tanken om hvad der kunne være sket samt den der modbydelige adskillelse er det der havde sat sig dybest hos mig. 

Jeg fik en efterfødselssamtale med den jordemoder jeg havde gået hos - det var også hende der tog imod mig da jeg kom ind i fødsel. Men ikke hende der "afsluttede." Hende der afsluttede brød jeg mig ikke meget om, men hende jeg havde gået ved var jeg meget tryg ved, så hende valgte jeg da de spurgte om jeg ville tale med min "faste" jordemoder eller den anden.

Desuden fik jeg det også snakket igennem med sundhedsplejersken og da jeg mødte op i mødregruppe og vi skulle fortælle om vores fødsler. Jeg græd alle gange og alle har virket meget forstående. Så jeg tror ikke du skal være bange for folks reaktioner på at du bliver ked af det. 

Det endte også med at jeg i samråd med sundhedsplejersken blev henvist til en psykolog for at få det talt igennem. Jeg var der kun én gang, men det var rart at få det hele talt igennem igen samt at høre at det var helt normalt med de tanker jeg gik med.  

Mystisk.. jeg havde skrevet et svar for flere dage siden, men nu er det her ikke?! Eller også er jeg seriøst træt og blind.

Jeg er i hvert fald rigtigt glad for at høre at det er normalt at have det sådan. Og er helt enig i at det dels er adskillelsen fra baby (hun kommer jo lige inde fra maven og så er hun bare pist væk) og så tanken om hvad der kunne være sket, der virkelig rammer hårdt.

Nu håber jeg at jeg snart kan få den efterfødselssamtale, så jeg i det mindste kan få at vide hvad det helt præcis var der var galt med hende og hvorfor. Der er jo et mega hul på ca. 3 timer hvor jeg ikke ved hvor hun var eller hvad de har gjort med hende. Altså jo, de har sagt at hun ikke er blevet behandlet som sådan og at hun ikke fik noget mad, fordi de ville vente så jeg havde bedre chance for at kunne amme.

Men den der undersøgelse som en jordemor normalt laver, den aner jeg ikke om de har lavet og hvornår.

Men tusind tak igen for dine søde svar, det betyder rigtigt meget at få at vide at andre har det på samme måde og at det ikke er dumt og utaknemmeligt at være ked af det selv om man nu har en rask lille pige.

Det lyder også meget voldsomt at din datter måtte genoplives og jeg kan virkelig godt forstå at det sætter sine spor. Jeg håber du bliver ved med at få det bedre med hvad i måtte igennem 

Og tillykke med din datter, selv om hun ikke er helt ny. Så dejligt at hun klarede det så fint 

Christine skriver:

Jeg har ikke rigtigt talt så meget om fødslen endnu, fordi jeg tuder hver gang jeg prøver Men nu prøver jeg at skrive om det, og ser om jeg kan lade være med det så! Det bliver lidt langt, men måske er der detaljer andre kan få glæde af hvis de skal have pks.

Jeg synes det var en hård graviditet fra uge 23, hvor vi fik at vide at babyen var for lille. Vi gik til kontrolscanninger på Skejby og valgte også at købe scanninger en del gange, hvor den private jordemor heldigvis målte hende lidt større end Skejby. Skejby sagde dog at flow var normalt og moderkagen så ud til at virke, me bad mig samtidig være med i et forsøg for gravide hvor moderkagen ikke virker?!
Derudover var jeg til i alt 3 lægesamtaler om fødselsmetode og første gang fik jeg at vide det var frit valg trods to tidligere ks. Anden gang var lidt overvældende med 3 personer der ævlede i munden på hinanden (lægen dog mindst af alle, lidt skræmmende) men de talte meget for en vaginal fødsel. Det har jordemor også gjort til tjek, men det er nok fordi de altid gør det, uanset hvad. Da jeg så kom 3. gang havde jeg håbet at få en plan for samt svar på hvor længe jeg kunne gå (f.eks. til termin eller ikke) samt hvordan og hvorledes. Her afviste de nærmest muligheden for vaginal fødsel som komplet uansvarligt og især sygeplejersken pressede på for at give mig en tid til planlagt kejsersnit. De gav mig en tid i uge 37+4 som jeg synes er alt for tidligt. Svaret var at det var den eneste tid de havde??? Derefter havde jeg det møg elendigt og var skuffet, ked af det og bange. Fik dog gennemtrumfet at ks skulle blive uge 38+2.

Til forundersøgelse for ks snakkede de (ligesom til sidste lægesamtale) om hvor meget bedre pks er end aks og at de lovede at fortælle hvordan mit arvæv så ud. Narkoselægen lovede at de ville give mig medicin til at forebygge blodtryksfald, da jeg reagerede meget kraftigt på spinalbedøvelsen ved mit andet ks.  Det tog flere timer til forundersøgelse, da jeg gik med til at være med i et forskningsprojekt hvor mit hjerte skulle scannes. Fik piller og en drik til aften og morgen før ks og sygeplejersken sagde hun ville tage imod os på dagen – rart med et kendt ansigt når man er ved at dø af skræk.

På selve dagen var det et mareridt at skulle faste (jeg bliver ret irriteret når jeg er sulten ) og jeg havde så dårlig samvittighed over at skulle hive lillepigen ud af in hyggelige hule, hun virkede som om hun havde det godt og hun sparkede og hikkede imens vi ventede. Det var selvfølgelig IKKE den samme sygeplejerske der tog imod os da vi kom, på trods af at hun var på arbejde. Lidt kikset. Vi ventede i ca. 4 timer og det var rigtigt hårdt psykisk. Vi skulle på et tidspunkt skifte tøj og en sygeplejerske skulle barbere kønsbehåring (rigtigt øv at man ikke må det selv).

Operationsstuen var lige så uhyggelig som altid og der var ALT for mange mennesker, det er SÅ stressende. De skulle have mig til at sige mit fulde navn og cpr 3 gange fordi de ikke kunne tage sig sammen til at være der på samme tidspunkt alle sammen. Så fik jeg lagt venflon (et irriterende sted) og jordemor tjekkede babys hjertelyd og stilling og så skulle jeg bedøves. Først da kom narkoselægen, så jeg skulle lige gentage navn og cpr IGEN. Hun lugtede – hvis jeg må sige det – helt ufatteligt meget af røget laks. Og så snakkede hun, jordemor og to sygeplejersker i munden på hinanden for at fortælle mig hvordan jeg skulle sidde til bedøvelsen (har altså gjort det 2 gange før) og det var også stressende, for jeg var så bange. Bedøvelsen blev lagt og derfra gik det sådan set rigtigt dårligt, for inden jeg overhovedet havde fået lagt mig var mit blodtryk faldet så voldsomt at jeg stort set var besvimet. Jeg nåede dog at opfatte at de diskuterede om de skulle give effidrin fordi narkoselægen mente det forebyggende var nok (på trods af at jeg lå og var ved at dø, juhuuu så tjek dog mit blodtryk dame!!). Jeg fik det og det virkede heldigvis forholdsvis hurtigt. Fik også lagt kateter på et eller andet tidspunkt deromkring.

Babyen kom ud og var den smukkeste lille pige, hun så lillebitte ud. Hun kom hud mod hud som aftalt, men det var ikke nogen god oplevelse. Hun lå og hældte fostervand ud af lungerne og jeg blev ved med at sige at jeg altså ikke rigtigt troede hun kunne få luft og at hun skulle have en dyne (der skal jo være koldt på en operationsstue) – og jeg var jo lam med en åben mave, så kunne jo ikke foretage mig noget som helst! De tog hende endeligt med og jeg var bare så ked af det. Kort efter kom min kæreste og sagde at de var nødt til at køre hende på børneafdelingen (der ender ca. 10% af ks-babyerne) for hun havde brug for hjælp til at trække vejret og var desuden blevet for kold. Min kæreste ville gå med. Så lå jeg der, mega bange og bekymret fordi det virkelig føltes som det værste overgreb på både min baby og mig. Hvorfor kunne de ikke bare gøre det ordentligt, som de havde lovet?? Samtidig gik jordemor, børnelæge og vist nok nogle andre og det var bare så uhyggeligt og ubehageligt ikke at vide hvad der sker og hvem der er hvor osv.

Til gengæld kunne jeg lytte på læge og en åbenbart læge i træning snakke imens de syede mig sammen – fedt at få at vide på dén måde at det er en der skal øve sig der står med din opskårne livmoder i hånden! Vi siger tak!! De snakker jo sammen, ikke til mig. De snakkede også om at det blødte utroligt lidt, hvilket åbenbart er godt?? Men det måtte de altså gerne sige TIL MIG. Anæstesisygeplejersken var dog sød og spøjs og prøvede virkelig at gøre det til en mindre slem oplevelse end det var, men jeg var bare ulykkelig. Da jeg var syet og clipset skred de sidste personer undtagen hende og lægen der øvede sig fortalte mig ”det gik fint” og INTET andet!! Og så gik han også. En portør fyldte mig på en seng og kørte mig til en halvmørk opvågningsstue uden vinduer og der lå jeg med verdens (undskyld) mest irriterende sygeplejerske (hun syntes også jeg var ret øv, så det er ok) og fik flere bivirkninger af bedøvelsen, det begyndte at klø over det hele som om jeg havde myrer under huden eller lignende og så frøs jeg selv om jeg til sidst havde dyne og to opvarmede tæpper på. Mit blodtryk kunne heller ikke rigtigt komme op. Jordemor kom og trykkede på min mave for at tjekke blødning, men sagde ikke et ord om min baby udover ”det går godt”. Hvad går godt? Hvad fejler hun og hvor er hun?! Min tlf havde min kæreste og han var jo hos babyen. Min mor var et sted på hospitalet, men anede jo ikke hvad der var sket. Da jeg havde brokket mig nok ringede sygeplejersken til børneafdelingen og svaret var ”det går godt”??????? Lidt mere brok, og hun ringede efter min kæreste som så kom og viste mig billeder og fortalte hvad han vidste, men de havde ikke sagt så meget til ham. Lillemusen havde slet ikke haft brug for hjælp til at trække vejret da de kom derhen, så det var jo godt. Men hvorfor kunne jeg så ikke få hende tilbage? Jeg var jo tvangsindlagt til at blive på opvågningen indtil de mente de havde observeret mig nok. Min kæreste fik fat på min mor og jeg brød helt sammen (man bliver vel lidt barnlig når mor er der?!). Hun skulle hente vores store børn og måtte gå. Jeg havde rykket sygeplejerske efter mad en million gange, da jeg snart havde fastet i noget der ligner det meste af et døgn. Efter laaaang tid gav hun lov og hun blev ved med at prøve at give mig medicin mod bivirkninger, men jeg bryder mig ikke om at få en masse medicin og for hver gang ville der gå længere tid før jeg kom op til min baby. Jeg tvang min kæreste til at spise det meste så hun ville lade os tage af sted og endeligt kom verdens sureste portør (som burde bo under en bro) og kørte os til børneafdelingen. Der var gået mere end 3 timer siden babyen blev taget fra mig og det føltes som en million år. Hun lå og sov så dejligt og de havde ikke givet hende mad, så kunne med god samvittighed få hende op til mig så hun kunne blive lagt til. Hun kunne bare slet ikke se fidusen i de der bryster. Men det var SÅ skønt at få hende igen og hun havde slet ikke haft behov for nogen behandling og hun var overhovedet ikke for lille for en baby født i uge 38. Vi måtte dog ikke få hende med på Y1 hvor jeg skulle være natten over og jeg SKULLE tilbage for at få fjernet venflon, kateter og komme op at stå og spise lidt. Så måtte desværre gå fra hende. De lovede at ringe til os hvis hun vågnede imens vi var væk. Vi skyndte os tilbage og efter at have ventet i næsten 3 timer på at børnelægen ville dukke op, blev hun udskrevet derfra. Den sure portør kørte med os alle gangene og jeg er sikker på han hadede hvert sekund

Dagen efter kom vi hjem. I forhold til smerter, så er det jo som det nu er og det gør p*sse ondt at få ks. Men i forhold til at pks skulle være bedre end aks, så passede det slet, slet ikke. Vi planlægger at tale med jordemoren om hvorfor de ikke sørgede for at varme babyen op, få vandet ud af hendes lunger og fortælle at vi tidligere har oplevet verdens bedste jordemor der virkelig tog sig godt af baby, men også mor og far selv om det var ks. Selv om hun måske synes det er røvssygt, så burde hun prøve at give alle en god oplevelse uanset fødselsmetode. Og jeg har altså født og jeg var sej selv om det var ks

Amningen kom heldigvis til at fungere, selv om jeg frygtede det ikke ville det med dén start og det var også lidt hårdt. Hun blev født den 20. oktober, vejede 3080 g og var 49 cm lang og tabte sig desværre til 2810 g to dage efter. Men hun har det godt nu og storebrødrene ELSKER hende også. Nu mangler hun kun et navn

Jeg har virkelig været bange for at fortryde dette ks og gjorde det også meget fordi det gik som det gik, men kunne jo heller ikke helt ignorere lægernes anbefalinger hvis jeg følte jeg risikerede babyens liv ved ikke at vælge ks. Følte mig dog som verdens dårligste mor, men det går måske helt over engang  Desuden følte jeg mig ikke ret godt behandlet, jeg følte mig mest håndteret som slagtekød. I går fik jeg tjekket sår, fordi jeg frygtede betændelse men det var det heldigvis ikke.
Selv om alt endte godt, så var det ret hårdt. Vil dog sige det satte det hele lidt i perspektiv at se de andre babyer på børneafdelingen og jeg føler sådan med de forældre. Det var hårdt at se sin baby i det set-up og de andre skal nok være der i lang tid, med babyer der har et reelt behandlingsbehov

Her er et billede af babymaven dagen før ks og så af indholdet fra dagene efter 

Kæmpe stort tillykke  

hvor trist du skulle få en dårlig oplevelse ud af det, jeg har selv fået ks og havde et frygteligt aks og derefter 2 gode pks. 

Håber du kan få hjælp til at bearbejde oplevelsen 

Christine skriver:

Jeg har ikke rigtigt talt så meget om fødslen endnu, fordi jeg tuder hver gang jeg prøver Men nu prøver jeg at skrive om det, og ser om jeg kan lade være med det så! Det bliver lidt langt, men måske er der detaljer andre kan få glæde af hvis de skal have pks.

Jeg synes det var en hård graviditet fra uge 23, hvor vi fik at vide at babyen var for lille. Vi gik til kontrolscanninger på Skejby og valgte også at købe scanninger en del gange, hvor den private jordemor heldigvis målte hende lidt større end Skejby. Skejby sagde dog at flow var normalt og moderkagen så ud til at virke, me bad mig samtidig være med i et forsøg for gravide hvor moderkagen ikke virker?!
Derudover var jeg til i alt 3 lægesamtaler om fødselsmetode og første gang fik jeg at vide det var frit valg trods to tidligere ks. Anden gang var lidt overvældende med 3 personer der ævlede i munden på hinanden (lægen dog mindst af alle, lidt skræmmende) men de talte meget for en vaginal fødsel. Det har jordemor også gjort til tjek, men det er nok fordi de altid gør det, uanset hvad. Da jeg så kom 3. gang havde jeg håbet at få en plan for samt svar på hvor længe jeg kunne gå (f.eks. til termin eller ikke) samt hvordan og hvorledes. Her afviste de nærmest muligheden for vaginal fødsel som komplet uansvarligt og især sygeplejersken pressede på for at give mig en tid til planlagt kejsersnit. De gav mig en tid i uge 37+4 som jeg synes er alt for tidligt. Svaret var at det var den eneste tid de havde??? Derefter havde jeg det møg elendigt og var skuffet, ked af det og bange. Fik dog gennemtrumfet at ks skulle blive uge 38+2.

Til forundersøgelse for ks snakkede de (ligesom til sidste lægesamtale) om hvor meget bedre pks er end aks og at de lovede at fortælle hvordan mit arvæv så ud. Narkoselægen lovede at de ville give mig medicin til at forebygge blodtryksfald, da jeg reagerede meget kraftigt på spinalbedøvelsen ved mit andet ks.  Det tog flere timer til forundersøgelse, da jeg gik med til at være med i et forskningsprojekt hvor mit hjerte skulle scannes. Fik piller og en drik til aften og morgen før ks og sygeplejersken sagde hun ville tage imod os på dagen – rart med et kendt ansigt når man er ved at dø af skræk.

På selve dagen var det et mareridt at skulle faste (jeg bliver ret irriteret når jeg er sulten ) og jeg havde så dårlig samvittighed over at skulle hive lillepigen ud af in hyggelige hule, hun virkede som om hun havde det godt og hun sparkede og hikkede imens vi ventede. Det var selvfølgelig IKKE den samme sygeplejerske der tog imod os da vi kom, på trods af at hun var på arbejde. Lidt kikset. Vi ventede i ca. 4 timer og det var rigtigt hårdt psykisk. Vi skulle på et tidspunkt skifte tøj og en sygeplejerske skulle barbere kønsbehåring (rigtigt øv at man ikke må det selv).

Operationsstuen var lige så uhyggelig som altid og der var ALT for mange mennesker, det er SÅ stressende. De skulle have mig til at sige mit fulde navn og cpr 3 gange fordi de ikke kunne tage sig sammen til at være der på samme tidspunkt alle sammen. Så fik jeg lagt venflon (et irriterende sted) og jordemor tjekkede babys hjertelyd og stilling og så skulle jeg bedøves. Først da kom narkoselægen, så jeg skulle lige gentage navn og cpr IGEN. Hun lugtede – hvis jeg må sige det – helt ufatteligt meget af røget laks. Og så snakkede hun, jordemor og to sygeplejersker i munden på hinanden for at fortælle mig hvordan jeg skulle sidde til bedøvelsen (har altså gjort det 2 gange før) og det var også stressende, for jeg var så bange. Bedøvelsen blev lagt og derfra gik det sådan set rigtigt dårligt, for inden jeg overhovedet havde fået lagt mig var mit blodtryk faldet så voldsomt at jeg stort set var besvimet. Jeg nåede dog at opfatte at de diskuterede om de skulle give effidrin fordi narkoselægen mente det forebyggende var nok (på trods af at jeg lå og var ved at dø, juhuuu så tjek dog mit blodtryk dame!!). Jeg fik det og det virkede heldigvis forholdsvis hurtigt. Fik også lagt kateter på et eller andet tidspunkt deromkring.

Babyen kom ud og var den smukkeste lille pige, hun så lillebitte ud. Hun kom hud mod hud som aftalt, men det var ikke nogen god oplevelse. Hun lå og hældte fostervand ud af lungerne og jeg blev ved med at sige at jeg altså ikke rigtigt troede hun kunne få luft og at hun skulle have en dyne (der skal jo være koldt på en operationsstue) – og jeg var jo lam med en åben mave, så kunne jo ikke foretage mig noget som helst! De tog hende endeligt med og jeg var bare så ked af det. Kort efter kom min kæreste og sagde at de var nødt til at køre hende på børneafdelingen (der ender ca. 10% af ks-babyerne) for hun havde brug for hjælp til at trække vejret og var desuden blevet for kold. Min kæreste ville gå med. Så lå jeg der, mega bange og bekymret fordi det virkelig føltes som det værste overgreb på både min baby og mig. Hvorfor kunne de ikke bare gøre det ordentligt, som de havde lovet?? Samtidig gik jordemor, børnelæge og vist nok nogle andre og det var bare så uhyggeligt og ubehageligt ikke at vide hvad der sker og hvem der er hvor osv.

Til gengæld kunne jeg lytte på læge og en åbenbart læge i træning snakke imens de syede mig sammen – fedt at få at vide på dén måde at det er en der skal øve sig der står med din opskårne livmoder i hånden! Vi siger tak!! De snakker jo sammen, ikke til mig. De snakkede også om at det blødte utroligt lidt, hvilket åbenbart er godt?? Men det måtte de altså gerne sige TIL MIG. Anæstesisygeplejersken var dog sød og spøjs og prøvede virkelig at gøre det til en mindre slem oplevelse end det var, men jeg var bare ulykkelig. Da jeg var syet og clipset skred de sidste personer undtagen hende og lægen der øvede sig fortalte mig ”det gik fint” og INTET andet!! Og så gik han også. En portør fyldte mig på en seng og kørte mig til en halvmørk opvågningsstue uden vinduer og der lå jeg med verdens (undskyld) mest irriterende sygeplejerske (hun syntes også jeg var ret øv, så det er ok) og fik flere bivirkninger af bedøvelsen, det begyndte at klø over det hele som om jeg havde myrer under huden eller lignende og så frøs jeg selv om jeg til sidst havde dyne og to opvarmede tæpper på. Mit blodtryk kunne heller ikke rigtigt komme op. Jordemor kom og trykkede på min mave for at tjekke blødning, men sagde ikke et ord om min baby udover ”det går godt”. Hvad går godt? Hvad fejler hun og hvor er hun?! Min tlf havde min kæreste og han var jo hos babyen. Min mor var et sted på hospitalet, men anede jo ikke hvad der var sket. Da jeg havde brokket mig nok ringede sygeplejersken til børneafdelingen og svaret var ”det går godt”??????? Lidt mere brok, og hun ringede efter min kæreste som så kom og viste mig billeder og fortalte hvad han vidste, men de havde ikke sagt så meget til ham. Lillemusen havde slet ikke haft brug for hjælp til at trække vejret da de kom derhen, så det var jo godt. Men hvorfor kunne jeg så ikke få hende tilbage? Jeg var jo tvangsindlagt til at blive på opvågningen indtil de mente de havde observeret mig nok. Min kæreste fik fat på min mor og jeg brød helt sammen (man bliver vel lidt barnlig når mor er der?!). Hun skulle hente vores store børn og måtte gå. Jeg havde rykket sygeplejerske efter mad en million gange, da jeg snart havde fastet i noget der ligner det meste af et døgn. Efter laaaang tid gav hun lov og hun blev ved med at prøve at give mig medicin mod bivirkninger, men jeg bryder mig ikke om at få en masse medicin og for hver gang ville der gå længere tid før jeg kom op til min baby. Jeg tvang min kæreste til at spise det meste så hun ville lade os tage af sted og endeligt kom verdens sureste portør (som burde bo under en bro) og kørte os til børneafdelingen. Der var gået mere end 3 timer siden babyen blev taget fra mig og det føltes som en million år. Hun lå og sov så dejligt og de havde ikke givet hende mad, så kunne med god samvittighed få hende op til mig så hun kunne blive lagt til. Hun kunne bare slet ikke se fidusen i de der bryster. Men det var SÅ skønt at få hende igen og hun havde slet ikke haft behov for nogen behandling og hun var overhovedet ikke for lille for en baby født i uge 38. Vi måtte dog ikke få hende med på Y1 hvor jeg skulle være natten over og jeg SKULLE tilbage for at få fjernet venflon, kateter og komme op at stå og spise lidt. Så måtte desværre gå fra hende. De lovede at ringe til os hvis hun vågnede imens vi var væk. Vi skyndte os tilbage og efter at have ventet i næsten 3 timer på at børnelægen ville dukke op, blev hun udskrevet derfra. Den sure portør kørte med os alle gangene og jeg er sikker på han hadede hvert sekund

Dagen efter kom vi hjem. I forhold til smerter, så er det jo som det nu er og det gør p*sse ondt at få ks. Men i forhold til at pks skulle være bedre end aks, så passede det slet, slet ikke. Vi planlægger at tale med jordemoren om hvorfor de ikke sørgede for at varme babyen op, få vandet ud af hendes lunger og fortælle at vi tidligere har oplevet verdens bedste jordemor der virkelig tog sig godt af baby, men også mor og far selv om det var ks. Selv om hun måske synes det er røvssygt, så burde hun prøve at give alle en god oplevelse uanset fødselsmetode. Og jeg har altså født og jeg var sej selv om det var ks

Amningen kom heldigvis til at fungere, selv om jeg frygtede det ikke ville det med dén start og det var også lidt hårdt. Hun blev født den 20. oktober, vejede 3080 g og var 49 cm lang og tabte sig desværre til 2810 g to dage efter. Men hun har det godt nu og storebrødrene ELSKER hende også. Nu mangler hun kun et navn

Jeg har virkelig været bange for at fortryde dette ks og gjorde det også meget fordi det gik som det gik, men kunne jo heller ikke helt ignorere lægernes anbefalinger hvis jeg følte jeg risikerede babyens liv ved ikke at vælge ks. Følte mig dog som verdens dårligste mor, men det går måske helt over engang  Desuden følte jeg mig ikke ret godt behandlet, jeg følte mig mest håndteret som slagtekød. I går fik jeg tjekket sår, fordi jeg frygtede betændelse men det var det heldigvis ikke.
Selv om alt endte godt, så var det ret hårdt. Vil dog sige det satte det hele lidt i perspektiv at se de andre babyer på børneafdelingen og jeg føler sådan med de forældre. Det var hårdt at se sin baby i det set-up og de andre skal nok være der i lang tid, med babyer der har et reelt behandlingsbehov

Her er et billede af babymaven dagen før ks og så af indholdet fra dagene efter 

Kæmpe stort tillykke  

hvor trist du skulle få en dårlig oplevelse ud af det, jeg har selv fået ks og havde et frygteligt aks og derefter 2 gode pks. 

Håber du kan få hjælp til at bearbejde oplevelsen 

Maja84 skriver:

Kæmpe stort tillykke  

hvor trist du skulle få en dårlig oplevelse ud af det, jeg har selv fået ks og havde et frygteligt aks og derefter 2 gode pks. 

Håber du kan få hjælp til at bearbejde oplevelsen 

Tusind tak 

Det er godt at høre at pks kan være en god oplevelse. Sådan burde det også være når det netop er planlagt.

Christine skriver:

Jeg har ikke rigtigt talt så meget om fødslen endnu, fordi jeg tuder hver gang jeg prøver Men nu prøver jeg at skrive om det, og ser om jeg kan lade være med det så! Det bliver lidt langt, men måske er der detaljer andre kan få glæde af hvis de skal have pks.

Jeg synes det var en hård graviditet fra uge 23, hvor vi fik at vide at babyen var for lille. Vi gik til kontrolscanninger på Skejby og valgte også at købe scanninger en del gange, hvor den private jordemor heldigvis målte hende lidt større end Skejby. Skejby sagde dog at flow var normalt og moderkagen så ud til at virke, me bad mig samtidig være med i et forsøg for gravide hvor moderkagen ikke virker?!
Derudover var jeg til i alt 3 lægesamtaler om fødselsmetode og første gang fik jeg at vide det var frit valg trods to tidligere ks. Anden gang var lidt overvældende med 3 personer der ævlede i munden på hinanden (lægen dog mindst af alle, lidt skræmmende) men de talte meget for en vaginal fødsel. Det har jordemor også gjort til tjek, men det er nok fordi de altid gør det, uanset hvad. Da jeg så kom 3. gang havde jeg håbet at få en plan for samt svar på hvor længe jeg kunne gå (f.eks. til termin eller ikke) samt hvordan og hvorledes. Her afviste de nærmest muligheden for vaginal fødsel som komplet uansvarligt og især sygeplejersken pressede på for at give mig en tid til planlagt kejsersnit. De gav mig en tid i uge 37+4 som jeg synes er alt for tidligt. Svaret var at det var den eneste tid de havde??? Derefter havde jeg det møg elendigt og var skuffet, ked af det og bange. Fik dog gennemtrumfet at ks skulle blive uge 38+2.

Til forundersøgelse for ks snakkede de (ligesom til sidste lægesamtale) om hvor meget bedre pks er end aks og at de lovede at fortælle hvordan mit arvæv så ud. Narkoselægen lovede at de ville give mig medicin til at forebygge blodtryksfald, da jeg reagerede meget kraftigt på spinalbedøvelsen ved mit andet ks.  Det tog flere timer til forundersøgelse, da jeg gik med til at være med i et forskningsprojekt hvor mit hjerte skulle scannes. Fik piller og en drik til aften og morgen før ks og sygeplejersken sagde hun ville tage imod os på dagen – rart med et kendt ansigt når man er ved at dø af skræk.

På selve dagen var det et mareridt at skulle faste (jeg bliver ret irriteret når jeg er sulten ) og jeg havde så dårlig samvittighed over at skulle hive lillepigen ud af in hyggelige hule, hun virkede som om hun havde det godt og hun sparkede og hikkede imens vi ventede. Det var selvfølgelig IKKE den samme sygeplejerske der tog imod os da vi kom, på trods af at hun var på arbejde. Lidt kikset. Vi ventede i ca. 4 timer og det var rigtigt hårdt psykisk. Vi skulle på et tidspunkt skifte tøj og en sygeplejerske skulle barbere kønsbehåring (rigtigt øv at man ikke må det selv).

Operationsstuen var lige så uhyggelig som altid og der var ALT for mange mennesker, det er SÅ stressende. De skulle have mig til at sige mit fulde navn og cpr 3 gange fordi de ikke kunne tage sig sammen til at være der på samme tidspunkt alle sammen. Så fik jeg lagt venflon (et irriterende sted) og jordemor tjekkede babys hjertelyd og stilling og så skulle jeg bedøves. Først da kom narkoselægen, så jeg skulle lige gentage navn og cpr IGEN. Hun lugtede – hvis jeg må sige det – helt ufatteligt meget af røget laks. Og så snakkede hun, jordemor og to sygeplejersker i munden på hinanden for at fortælle mig hvordan jeg skulle sidde til bedøvelsen (har altså gjort det 2 gange før) og det var også stressende, for jeg var så bange. Bedøvelsen blev lagt og derfra gik det sådan set rigtigt dårligt, for inden jeg overhovedet havde fået lagt mig var mit blodtryk faldet så voldsomt at jeg stort set var besvimet. Jeg nåede dog at opfatte at de diskuterede om de skulle give effidrin fordi narkoselægen mente det forebyggende var nok (på trods af at jeg lå og var ved at dø, juhuuu så tjek dog mit blodtryk dame!!). Jeg fik det og det virkede heldigvis forholdsvis hurtigt. Fik også lagt kateter på et eller andet tidspunkt deromkring.

Babyen kom ud og var den smukkeste lille pige, hun så lillebitte ud. Hun kom hud mod hud som aftalt, men det var ikke nogen god oplevelse. Hun lå og hældte fostervand ud af lungerne og jeg blev ved med at sige at jeg altså ikke rigtigt troede hun kunne få luft og at hun skulle have en dyne (der skal jo være koldt på en operationsstue) – og jeg var jo lam med en åben mave, så kunne jo ikke foretage mig noget som helst! De tog hende endeligt med og jeg var bare så ked af det. Kort efter kom min kæreste og sagde at de var nødt til at køre hende på børneafdelingen (der ender ca. 10% af ks-babyerne) for hun havde brug for hjælp til at trække vejret og var desuden blevet for kold. Min kæreste ville gå med. Så lå jeg der, mega bange og bekymret fordi det virkelig føltes som det værste overgreb på både min baby og mig. Hvorfor kunne de ikke bare gøre det ordentligt, som de havde lovet?? Samtidig gik jordemor, børnelæge og vist nok nogle andre og det var bare så uhyggeligt og ubehageligt ikke at vide hvad der sker og hvem der er hvor osv.

Til gengæld kunne jeg lytte på læge og en åbenbart læge i træning snakke imens de syede mig sammen – fedt at få at vide på dén måde at det er en der skal øve sig der står med din opskårne livmoder i hånden! Vi siger tak!! De snakker jo sammen, ikke til mig. De snakkede også om at det blødte utroligt lidt, hvilket åbenbart er godt?? Men det måtte de altså gerne sige TIL MIG. Anæstesisygeplejersken var dog sød og spøjs og prøvede virkelig at gøre det til en mindre slem oplevelse end det var, men jeg var bare ulykkelig. Da jeg var syet og clipset skred de sidste personer undtagen hende og lægen der øvede sig fortalte mig ”det gik fint” og INTET andet!! Og så gik han også. En portør fyldte mig på en seng og kørte mig til en halvmørk opvågningsstue uden vinduer og der lå jeg med verdens (undskyld) mest irriterende sygeplejerske (hun syntes også jeg var ret øv, så det er ok) og fik flere bivirkninger af bedøvelsen, det begyndte at klø over det hele som om jeg havde myrer under huden eller lignende og så frøs jeg selv om jeg til sidst havde dyne og to opvarmede tæpper på. Mit blodtryk kunne heller ikke rigtigt komme op. Jordemor kom og trykkede på min mave for at tjekke blødning, men sagde ikke et ord om min baby udover ”det går godt”. Hvad går godt? Hvad fejler hun og hvor er hun?! Min tlf havde min kæreste og han var jo hos babyen. Min mor var et sted på hospitalet, men anede jo ikke hvad der var sket. Da jeg havde brokket mig nok ringede sygeplejersken til børneafdelingen og svaret var ”det går godt”??????? Lidt mere brok, og hun ringede efter min kæreste som så kom og viste mig billeder og fortalte hvad han vidste, men de havde ikke sagt så meget til ham. Lillemusen havde slet ikke haft brug for hjælp til at trække vejret da de kom derhen, så det var jo godt. Men hvorfor kunne jeg så ikke få hende tilbage? Jeg var jo tvangsindlagt til at blive på opvågningen indtil de mente de havde observeret mig nok. Min kæreste fik fat på min mor og jeg brød helt sammen (man bliver vel lidt barnlig når mor er der?!). Hun skulle hente vores store børn og måtte gå. Jeg havde rykket sygeplejerske efter mad en million gange, da jeg snart havde fastet i noget der ligner det meste af et døgn. Efter laaaang tid gav hun lov og hun blev ved med at prøve at give mig medicin mod bivirkninger, men jeg bryder mig ikke om at få en masse medicin og for hver gang ville der gå længere tid før jeg kom op til min baby. Jeg tvang min kæreste til at spise det meste så hun ville lade os tage af sted og endeligt kom verdens sureste portør (som burde bo under en bro) og kørte os til børneafdelingen. Der var gået mere end 3 timer siden babyen blev taget fra mig og det føltes som en million år. Hun lå og sov så dejligt og de havde ikke givet hende mad, så kunne med god samvittighed få hende op til mig så hun kunne blive lagt til. Hun kunne bare slet ikke se fidusen i de der bryster. Men det var SÅ skønt at få hende igen og hun havde slet ikke haft behov for nogen behandling og hun var overhovedet ikke for lille for en baby født i uge 38. Vi måtte dog ikke få hende med på Y1 hvor jeg skulle være natten over og jeg SKULLE tilbage for at få fjernet venflon, kateter og komme op at stå og spise lidt. Så måtte desværre gå fra hende. De lovede at ringe til os hvis hun vågnede imens vi var væk. Vi skyndte os tilbage og efter at have ventet i næsten 3 timer på at børnelægen ville dukke op, blev hun udskrevet derfra. Den sure portør kørte med os alle gangene og jeg er sikker på han hadede hvert sekund

Dagen efter kom vi hjem. I forhold til smerter, så er det jo som det nu er og det gør p*sse ondt at få ks. Men i forhold til at pks skulle være bedre end aks, så passede det slet, slet ikke. Vi planlægger at tale med jordemoren om hvorfor de ikke sørgede for at varme babyen op, få vandet ud af hendes lunger og fortælle at vi tidligere har oplevet verdens bedste jordemor der virkelig tog sig godt af baby, men også mor og far selv om det var ks. Selv om hun måske synes det er røvssygt, så burde hun prøve at give alle en god oplevelse uanset fødselsmetode. Og jeg har altså født og jeg var sej selv om det var ks

Amningen kom heldigvis til at fungere, selv om jeg frygtede det ikke ville det med dén start og det var også lidt hårdt. Hun blev født den 20. oktober, vejede 3080 g og var 49 cm lang og tabte sig desværre til 2810 g to dage efter. Men hun har det godt nu og storebrødrene ELSKER hende også. Nu mangler hun kun et navn

Jeg har virkelig været bange for at fortryde dette ks og gjorde det også meget fordi det gik som det gik, men kunne jo heller ikke helt ignorere lægernes anbefalinger hvis jeg følte jeg risikerede babyens liv ved ikke at vælge ks. Følte mig dog som verdens dårligste mor, men det går måske helt over engang  Desuden følte jeg mig ikke ret godt behandlet, jeg følte mig mest håndteret som slagtekød. I går fik jeg tjekket sår, fordi jeg frygtede betændelse men det var det heldigvis ikke.
Selv om alt endte godt, så var det ret hårdt. Vil dog sige det satte det hele lidt i perspektiv at se de andre babyer på børneafdelingen og jeg føler sådan med de forældre. Det var hårdt at se sin baby i det set-up og de andre skal nok være der i lang tid, med babyer der har et reelt behandlingsbehov

Her er et billede af babymaven dagen før ks og så af indholdet fra dagene efter 

whau jeg kan godt forstå hvorfor det var svært at tale om - og synes helt klart at i skal snakke med jordemoderen igen.

men sike en flot pige i har fået

Cama skriver:

whau jeg kan godt forstå hvorfor det var svært at tale om - og synes helt klart at i skal snakke med jordemoderen igen.

men sike en flot pige i har fået

Det håber jeg vi kan. Har dog ikke lige hørt noget tilbage fra dem endnu 

Og tusind tak! 

puha en oplevelse du der har haft dig den ligger så langt fra den jeg lige har haft her den 24/10 alt var lige modsat din 

men dejligt at i alle har det godt idag