Jeg har ikke rigtigt talt så meget om fødslen endnu, fordi jeg tuder hver gang jeg prøver 
Men nu prøver jeg at skrive om det, og ser om jeg kan lade være med det så! Det bliver lidt langt, men måske er der detaljer andre kan få glæde af hvis de skal have pks.
Jeg synes det var en hård graviditet fra uge 23, hvor vi fik at vide at babyen var for lille. Vi gik til kontrolscanninger på Skejby og valgte også at købe scanninger en del gange, hvor den private jordemor heldigvis målte hende lidt større end Skejby. Skejby sagde dog at flow var normalt og moderkagen så ud til at virke, me bad mig samtidig være med i et forsøg for gravide hvor moderkagen ikke virker?!
Derudover var jeg til i alt 3 lægesamtaler om fødselsmetode og første gang fik jeg at vide det var frit valg trods to tidligere ks. Anden gang var lidt overvældende med 3 personer der ævlede i munden på hinanden (lægen dog mindst af alle, lidt skræmmende) men de talte meget for en vaginal fødsel. Det har jordemor også gjort til tjek, men det er nok fordi de altid gør det, uanset hvad. Da jeg så kom 3. gang havde jeg håbet at få en plan for samt svar på hvor længe jeg kunne gå (f.eks. til termin eller ikke) samt hvordan og hvorledes. Her afviste de nærmest muligheden for vaginal fødsel som komplet uansvarligt og især sygeplejersken pressede på for at give mig en tid til planlagt kejsersnit. De gav mig en tid i uge 37+4 som jeg synes er alt for tidligt. Svaret var at det var den eneste tid de havde??? Derefter havde jeg det møg elendigt og var skuffet, ked af det og bange. Fik dog gennemtrumfet at ks skulle blive uge 38+2.
Til forundersøgelse for ks snakkede de (ligesom til sidste lægesamtale) om hvor meget bedre pks er end aks og at de lovede at fortælle hvordan mit arvæv så ud. Narkoselægen lovede at de ville give mig medicin til at forebygge blodtryksfald, da jeg reagerede meget kraftigt på spinalbedøvelsen ved mit andet ks. Det tog flere timer til forundersøgelse, da jeg gik med til at være med i et forskningsprojekt hvor mit hjerte skulle scannes. Fik piller og en drik til aften og morgen før ks og sygeplejersken sagde hun ville tage imod os på dagen – rart med et kendt ansigt når man er ved at dø af skræk.
På selve dagen var det et mareridt at skulle faste (jeg bliver ret irriteret når jeg er sulten 
) og jeg havde så dårlig samvittighed over at skulle hive lillepigen ud af in hyggelige hule, hun virkede som om hun havde det godt og hun sparkede og hikkede imens vi ventede. Det var selvfølgelig IKKE den samme sygeplejerske der tog imod os da vi kom, på trods af at hun var på arbejde. Lidt kikset. Vi ventede i ca. 4 timer og det var rigtigt hårdt psykisk. Vi skulle på et tidspunkt skifte tøj og en sygeplejerske skulle barbere kønsbehåring (rigtigt øv at man ikke må det selv).
Operationsstuen var lige så uhyggelig som altid og der var ALT for mange mennesker, det er SÅ stressende. De skulle have mig til at sige mit fulde navn og cpr 3 gange fordi de ikke kunne tage sig sammen til at være der på samme tidspunkt alle sammen. Så fik jeg lagt venflon (et irriterende sted) og jordemor tjekkede babys hjertelyd og stilling og så skulle jeg bedøves. Først da kom narkoselægen, så jeg skulle lige gentage navn og cpr IGEN. Hun lugtede – hvis jeg må sige det – helt ufatteligt meget af røget laks. Og så snakkede hun, jordemor og to sygeplejersker i munden på hinanden for at fortælle mig hvordan jeg skulle sidde til bedøvelsen (har altså gjort det 2 gange før) og det var også stressende, for jeg var så bange. Bedøvelsen blev lagt og derfra gik det sådan set rigtigt dårligt, for inden jeg overhovedet havde fået lagt mig var mit blodtryk faldet så voldsomt at jeg stort set var besvimet. Jeg nåede dog at opfatte at de diskuterede om de skulle give effidrin fordi narkoselægen mente det forebyggende var nok (på trods af at jeg lå og var ved at dø, juhuuu så tjek dog mit blodtryk dame!!). Jeg fik det og det virkede heldigvis forholdsvis hurtigt. Fik også lagt kateter på et eller andet tidspunkt deromkring.
Babyen kom ud og var den smukkeste lille pige, hun så lillebitte ud. Hun kom hud mod hud som aftalt, men det var ikke nogen god oplevelse. Hun lå og hældte fostervand ud af lungerne og jeg blev ved med at sige at jeg altså ikke rigtigt troede hun kunne få luft og at hun skulle have en dyne (der skal jo være koldt på en operationsstue) – og jeg var jo lam med en åben mave, så kunne jo ikke foretage mig noget som helst! De tog hende endeligt med og jeg var bare så ked af det. Kort efter kom min kæreste og sagde at de var nødt til at køre hende på børneafdelingen (der ender ca. 10% af ks-babyerne) for hun havde brug for hjælp til at trække vejret og var desuden blevet for kold. Min kæreste ville gå med. Så lå jeg der, mega bange og bekymret fordi det virkelig føltes som det værste overgreb på både min baby og mig. Hvorfor kunne de ikke bare gøre det ordentligt, som de havde lovet?? Samtidig gik jordemor, børnelæge og vist nok nogle andre og det var bare så uhyggeligt og ubehageligt ikke at vide hvad der sker og hvem der er hvor osv.
Til gengæld kunne jeg lytte på læge og en åbenbart læge i træning snakke imens de syede mig sammen – fedt at få at vide på dén måde at det er en der skal øve sig der står med din opskårne livmoder i hånden! Vi siger tak!! De snakker jo sammen, ikke til mig. De snakkede også om at det blødte utroligt lidt, hvilket åbenbart er godt?? Men det måtte de altså gerne sige TIL MIG. Anæstesisygeplejersken var dog sød og spøjs og prøvede virkelig at gøre det til en mindre slem oplevelse end det var, men jeg var bare ulykkelig. Da jeg var syet og clipset skred de sidste personer undtagen hende og lægen der øvede sig fortalte mig ”det gik fint” og INTET andet!! Og så gik han også. En portør fyldte mig på en seng og kørte mig til en halvmørk opvågningsstue uden vinduer og der lå jeg med verdens (undskyld) mest irriterende sygeplejerske (hun syntes også jeg var ret øv, så det er ok) og fik flere bivirkninger af bedøvelsen, det begyndte at klø over det hele som om jeg havde myrer under huden eller lignende og så frøs jeg selv om jeg til sidst havde dyne og to opvarmede tæpper på. Mit blodtryk kunne heller ikke rigtigt komme op. Jordemor kom og trykkede på min mave for at tjekke blødning, men sagde ikke et ord om min baby udover ”det går godt”. Hvad går godt? Hvad fejler hun og hvor er hun?! Min tlf havde min kæreste og han var jo hos babyen. Min mor var et sted på hospitalet, men anede jo ikke hvad der var sket. Da jeg havde brokket mig nok ringede sygeplejersken til børneafdelingen og svaret var ”det går godt”??????? Lidt mere brok, og hun ringede efter min kæreste som så kom og viste mig billeder og fortalte hvad han vidste, men de havde ikke sagt så meget til ham. Lillemusen havde slet ikke haft brug for hjælp til at trække vejret da de kom derhen, så det var jo godt. Men hvorfor kunne jeg så ikke få hende tilbage? Jeg var jo tvangsindlagt til at blive på opvågningen indtil de mente de havde observeret mig nok. Min kæreste fik fat på min mor og jeg brød helt sammen (man bliver vel lidt barnlig når mor er der?!). Hun skulle hente vores store børn og måtte gå. Jeg havde rykket sygeplejerske efter mad en million gange, da jeg snart havde fastet i noget der ligner det meste af et døgn. Efter laaaang tid gav hun lov og hun blev ved med at prøve at give mig medicin mod bivirkninger, men jeg bryder mig ikke om at få en masse medicin og for hver gang ville der gå længere tid før jeg kom op til min baby. Jeg tvang min kæreste til at spise det meste så hun ville lade os tage af sted og endeligt kom verdens sureste portør (som burde bo under en bro) og kørte os til børneafdelingen. Der var gået mere end 3 timer siden babyen blev taget fra mig og det føltes som en million år. Hun lå og sov så dejligt og de havde ikke givet hende mad, så kunne med god samvittighed få hende op til mig så hun kunne blive lagt til. Hun kunne bare slet ikke se fidusen i de der bryster. Men det var SÅ skønt at få hende igen og hun havde slet ikke haft behov for nogen behandling og hun var overhovedet ikke for lille for en baby født i uge 38. Vi måtte dog ikke få hende med på Y1 hvor jeg skulle være natten over og jeg SKULLE tilbage for at få fjernet venflon, kateter og komme op at stå og spise lidt. Så måtte desværre gå fra hende. De lovede at ringe til os hvis hun vågnede imens vi var væk. Vi skyndte os tilbage og efter at have ventet i næsten 3 timer på at børnelægen ville dukke op, blev hun udskrevet derfra. Den sure portør kørte med os alle gangene og jeg er sikker på han hadede hvert sekund 
Dagen efter kom vi hjem. I forhold til smerter, så er det jo som det nu er og det gør p*sse ondt at få ks. Men i forhold til at pks skulle være bedre end aks, så passede det slet, slet ikke. Vi planlægger at tale med jordemoren om hvorfor de ikke sørgede for at varme babyen op, få vandet ud af hendes lunger og fortælle at vi tidligere har oplevet verdens bedste jordemor der virkelig tog sig godt af baby, men også mor og far selv om det var ks. Selv om hun måske synes det er røvssygt, så burde hun prøve at give alle en god oplevelse uanset fødselsmetode. Og jeg har altså født og jeg var sej selv om det var ks 
Amningen kom heldigvis til at fungere, selv om jeg frygtede det ikke ville det med dén start og det var også lidt hårdt. Hun blev født den 20. oktober, vejede 3080 g og var 49 cm lang og tabte sig desværre til 2810 g to dage efter. Men hun har det godt nu og storebrødrene ELSKER hende også. Nu mangler hun kun et navn
Jeg har virkelig været bange for at fortryde dette ks og gjorde det også meget fordi det gik som det gik, men kunne jo heller ikke helt ignorere lægernes anbefalinger hvis jeg følte jeg risikerede babyens liv ved ikke at vælge ks. Følte mig dog som verdens dårligste mor, men det går måske helt over engang Desuden følte jeg mig ikke ret godt behandlet, jeg følte mig mest håndteret som slagtekød. I går fik jeg tjekket sår, fordi jeg frygtede betændelse men det var det heldigvis ikke.
Selv om alt endte godt, så var det ret hårdt. Vil dog sige det satte det hele lidt i perspektiv at se de andre babyer på børneafdelingen og jeg føler sådan med de forældre. Det var hårdt at se sin baby i det set-up og de andre skal nok være der i lang tid, med babyer der har et reelt behandlingsbehov 
Her er et billede af babymaven dagen før ks og så af indholdet fra dagene efter 
