han tegner på alt... hjælp

Anonym skriver:

Han er med til stort set alt han kan hvad gælder lillesøster...

Jeg var inde i en mild depression efter bruddet med hans far, så han fik lov til en masse da jeg ikke havde kræfter til en diskussion, men nu er der igen kommet regler så jeg tror det er det han skal vende sig til...

Okay det lyder som at det er nogle omvæltninger han skulle igennem. Har du prøvet at spørge ham hvorfor han gør det? 

mor:) skriver:

Okay det lyder som at det er nogle omvæltninger han skulle igennem. Har du prøvet at spørge ham hvorfor han gør det? 

 

ja, men han svarer bare "det ved jeg ikke" eller "det kan jeg ikke huske" 

Du tager alle hans farver, tusser, lim osv og fjerner, siger til ham at når han kan stoppe med at tegne på alt og kun tegne på papiret, så må han få det igen, men ikke før. 

Fortæl ham at  i bliver kede af det, når han ødelægger jeres ting ved at tegne på dem.

Ligesom at han os ville blive ked af det, hvis i ødelagde hans legetøj

Selvom han svarer "det ved jeg ikke" eller "det kan jeg ikke huske" så ville jeg stadig forsøge at snakke om det, frem for bare at tage det fra ham. Synes som en anden har nævnt, at det er en god idé med forskellige steder i hjemmet, hvor han så kan udfolde sin kreativitet

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig dreng på 6, næsten 7, som er rigtig god til at tegne eller lege alene på sit værelse mens jeg f.eks. skal skifte hans lillesøster, men nu er han begyndt at tegne andre steder. Første gange tegnede han på undersiden af vores store spisebord af fyrretræ, så vi måtte bruge sprit og sandpapir.

Da han kom på samvær i fredags startede vi med at snakke om at man kun må tegne på papir - alligevel tog jeg ham i at have tegnet på sine farveblyanter med en tush, og nu har min kæreste lige opdaget at der er kommet limstift under vores sofabord..

HVAD KAN VI GØRE FOR AT FÅ HAM TIL AT STOPPE?

I har snakket om det, og det virkede ikke, jamen så må I jo tage de ting væk og så kan han kun lege med dem, når der er en af jer til stede. Så skal han nok lære at I mener det, og at det ikke er ok.

Især når han siger han ikke ved hvorfor, så er det jo bare noget han gør, måske uden at tænke over at det er forkert.

Anonym skriver:

ja, men han svarer bare "det ved jeg ikke" eller "det kan jeg ikke huske" 

Hmm så ville jeg ligge det væk så han skal bede om det når han skal bruge det. For selvom der er skift og omvæltninger skal ting der ikke var okay før skiftet stadig ikke være okay. 

Vores begyndte at slå os da den lille ny kom ( det varede i ca to uger). Og selvom vi kendte årsagen til hans ændrede adfærd så skulle vi jo ikke pludselig sige at det er okay at han slår. 

Jeg har en dejlig dreng på 6, næsten 7, som er rigtig god til at tegne eller lege alene på sit værelse mens jeg f.eks. skal skifte hans lillesøster, men nu er han begyndt at tegne andre steder. Første gange tegnede han på undersiden af vores store spisebord af fyrretræ, så vi måtte bruge sprit og sandpapir.

Da han kom på samvær i fredags startede vi med at snakke om at man kun må tegne på papir - alligevel tog jeg ham i at have tegnet på sine farveblyanter med en tush, og nu har min kæreste lige opdaget at der er kommet limstift under vores sofabord..

HVAD KAN VI GØRE FOR AT FÅ HAM TIL AT STOPPE?

Nu er min søn kun 3 år, så jeg taler ikke af erfaring med en 6-årig - men jeg ville nok være lidt forsigtig med at sætte en masse restriktioner, omstændighederne taget i betragtning.

Du siger at han er "på samvær". Hvad betyder det?

Hvis du har gennemgået et hårdt brud fra drengens far med depression til følge, derefter har fundet en ny mand og fået et nyt barn, så er det ikke så mærkeligt at din søn reagerer.

Som andre skriver, ville jeg starte med at sørge for at der var masser af papir og farver tilgængeligt, på diverse borde. Ros din søn for hans interesse og fortæl ham hvor skønt du synes det er at han tegner - på papiret.

Og så tænk over hvorfor han mon reagerer som han gør? Har han brug for omsorg og kærlighed? Nærvær og tid? Tryghed og stabilitet?

Et barn i den alder vil jo aldrig nogensinde sige "jeg laver unoder for at få opmærksomhed fordi jeg ikke føler at jeg får nok omsorg" (tja, det ville en voksen ikke engang). Det må være din opgave at forsøge at tyde de signaler han sender.

Det er sandt at man ikke bare skal lade stå til fordi drengen har været gennem en hård periode, men jeg ser sådan her på det: Tænk hvis du i de sidste 3 år havde fået at vide at det var lovligt at gå over for rødt. Og lige pludselig begynder du at få 750 kr. i bøde hver gang du går over for rødt. Jeg tænker at det er vigtigt at man kommunikerer klart og tydeligt hvorfor og hvordan reglerne er anderledes nu og accepterer at et barn ikke bare kan omstille sig til et nyt regelsæt ved et fingerknips - specielt ikke hvis der er andre, følelsesmæssige ting der fylder i ham. Så jeg ville som sagt prøve at starte med en positiv tilgang fremfor "du er åbenbart ikke stor nok til"-metoden (ikke at jeg nogensinde ville sige sådan til min søn, men det er så en anden sag).

Jeg kender én som kan huske fra sin egen barndom at hun IKKE måtte tegne på væggen/skabet osv. Det var vildt dragende for hende, og en dag ser hun sin mor stå ude i haven og hænge vasketøj op. Hendes første tanke er: Hvis jeg skynder mig, kan jeg lige nå at tegne på skabet inden mor kommer ind. -og det gjorde hun så.

Hun kan ikke huske hvad der skete efterfølgende, den eneste erindring hun har, det er hendes fokus på at skulle 'nå det' inden mor kom.

Det synes jeg er ret tankevækkende!!! Hun var jo godt klar over at hun ikke måtte, det var hun slet ikke i tvivl om. Måske vidste hun ikke HVORFOR hun ikke måtte??? Måske var der bare noget helt andet på spil?

modesty skriver:

Nu er min søn kun 3 år, så jeg taler ikke af erfaring med en 6-årig - men jeg ville nok være lidt forsigtig med at sætte en masse restriktioner, omstændighederne taget i betragtning.

Du siger at han er "på samvær". Hvad betyder det?

Hvis du har gennemgået et hårdt brud fra drengens far med depression til følge, derefter har fundet en ny mand og fået et nyt barn, så er det ikke så mærkeligt at din søn reagerer.

Som andre skriver, ville jeg starte med at sørge for at der var masser af papir og farver tilgængeligt, på diverse borde. Ros din søn for hans interesse og fortæl ham hvor skønt du synes det er at han tegner - på papiret.

Og så tænk over hvorfor han mon reagerer som han gør? Har han brug for omsorg og kærlighed? Nærvær og tid? Tryghed og stabilitet?

Et barn i den alder vil jo aldrig nogensinde sige "jeg laver unoder for at få opmærksomhed fordi jeg ikke føler at jeg får nok omsorg" (tja, det ville en voksen ikke engang). Det må være din opgave at forsøge at tyde de signaler han sender.

Det er sandt at man ikke bare skal lade stå til fordi drengen har været gennem en hård periode, men jeg ser sådan her på det: Tænk hvis du i de sidste 3 år havde fået at vide at det var lovligt at gå over for rødt. Og lige pludselig begynder du at få 750 kr. i bøde hver gang du går over for rødt. Jeg tænker at det er vigtigt at man kommunikerer klart og tydeligt hvorfor og hvordan reglerne er anderledes nu og accepterer at et barn ikke bare kan omstille sig til et nyt regelsæt ved et fingerknips - specielt ikke hvis der er andre, følelsesmæssige ting der fylder i ham. Så jeg ville som sagt prøve at starte med en positiv tilgang fremfor "du er åbenbart ikke stor nok til"-metoden (ikke at jeg nogensinde ville sige sådan til min søn, men det er så en anden sag).

jeg har ham kun på samvær fordi hans far og jeg i sin tid blev enige om at det ville være bedst han blev boende hos far i det gamle hjem...

jeg skrev jeg havde en "minidepression" efter bruddet med hans far, fordi jeg samtidigt mistede jeg et meget nært familiemedlem og i forvejen var jeg ikke særlig stærk psykisk...

Mumto3 skriver:

Jeg kender én som kan huske fra sin egen barndom at hun IKKE måtte tegne på væggen/skabet osv. Det var vildt dragende for hende, og en dag ser hun sin mor stå ude i haven og hænge vasketøj op. Hendes første tanke er: Hvis jeg skynder mig, kan jeg lige nå at tegne på skabet inden mor kommer ind. -og det gjorde hun så.

Hun kan ikke huske hvad der skete efterfølgende, den eneste erindring hun har, det er hendes fokus på at skulle 'nå det' inden mor kom.

Det synes jeg er ret tankevækkende!!! Hun var jo godt klar over at hun ikke måtte, det var hun slet ikke i tvivl om. Måske vidste hun ikke HVORFOR hun ikke måtte??? Måske var der bare noget helt andet på spil?

jeg kan også godt selv huske fra min barndom hvordan en "du må ikke XXX" fik mig til at ville prøve det endnu mere, så vi prøver altid at bruge noget andet, f.eks. ang. rygning (kæresten ryger) "hvis du skal ryge, så lad være med at gøre det i stalden" (pga. halmen)

første gang min søn havde tegnet på bordet fortalte vi ham at vi blev kede af at han havde tegnet på det. han sagde først at han var kommet til det (fordi vi først kun opdagede det på overfladen) og der prøvede jeg at forklare ham at hvis han kom til det, så skulle han bare sige det, for det kan alle jo komme til.