Alene med far, græd to timer- uafbrudt!

Yurie skriver:

Selvfølgelig bryder han sig ikke om det, og det er nok det hun kan mærke. Han skal prøve at slappe af, ikke gå i panik. Og de skal nok prøve at være mere alene, altså hvor du er helt væk, og ikke bare komme løbende.

Vil ikke kalde det at komme løbende efter 2,5 time ;-) men forstår godt hvad du mener. Jeg har bare ikke noget behov for at lave ting uden ham/hende.. Skal til fødselsdag sidst på måneden, så må vi se hvordan det går der :-) 

1234rj skriver:

Far kan bestemt ikke bevare roen, når hun er ked af det.. Mm ja vi må prøve, tak for svar :-)! 

Så er det garanteret den største rod til problemet jeg ved at mange mænd har svært ved det der. De prøver 2min den ene ting, 2 min den anden ting og hvis det ikke virker bliver de lidt irriterede og derefter frustrerede. Altsammen noget der fremmer yderligere babygråd  

øvelse øvelse og så skal han lære at tælle til 100000000000000000 når det står på. At få en baby er den største udfordring for de utålmodige  

1234rj skriver:

Vil ikke kalde det at komme løbende efter 2,5 time ;-) men forstår godt hvad du mener. Jeg har bare ikke noget behov for at lave ting uden ham/hende.. Skal til fødselsdag sidst på måneden, så må vi se hvordan det går der :-) 

Godt.

Du har måske ikke et behov, men det har han. At lære sin datter at kende. Så det ikke sker igen. Og det er derfor jeg siger at du bør lade dem være alene.

1234rj skriver:

Ja, farmand skulle være alene med baby i dag (4,5 måned) i 2,5 time.. Og hun græd og græd, uafbrudt.. Far siger han har prøvet alt- også alle de ting mor gør. Måtte til sidst bede far om at hente mig:-( og hun stoppede med det samme! Og smilte endda til mig.. Nu sover hun trygt på mors mave. Men kan tydeligt mærke på min kæreste at han er ked af det.. Han sagde også han selv ville prøve derfor han ikke skrev..men hvorfor er hun pludselig sådan? 

hvis hun er vant til at hænge på dig hele tiden, så er det jo nok en logisk forklaring... 

Tror altså det er meget normalt. Vores datter var ligesådan. Jeg ammede, var hjemme med hende i dagligdagen og hun sov under min dyne, så naturligvis var jeg hendes største trøst.

Min mand havde det bedst med, at han kunne sige til eller ringe efter mig hvis han ikke kunne tage det. Mænd vil så gerne fikse alting, så når de ikke kan trøste bliver nogen meget frustrede. 

Pludselig vender det. Vores pige på nu 15 mdr. er inde i en periode nu hvor far er den bedste i verden. Sådan vil det sikkert skifte rundt mange gange i løbet af barndommen :-) 

Yurie skriver:

Godt.

Du har måske ikke et behov, men det har han. At lære sin datter at kende. Så det ikke sker igen. Og det er derfor jeg siger at du bør lade dem være alene.

Har ikke tænkt mig at smutte fra huset fordi du siger det. De er alene når jeg er i bad, laver mad osv. Tak for din mening. 

Vores dreng var lige sådan indtil at han var en 6-7 måneder, og vi gjorde altså ikke synderligt ved det. Vi accepterede, at det var bare sådan at det var.

Hverken faren eller jeg kunne finde på at udsætte vores dreng for længe og unødig gråd, blot for at lære far hvordan han trøster, eller for at lærer sønnike, at far også kan bruges. Ikke i den alder i hvertefald.

På mig lyder det som om at far er der, på et helt normalt niveau og deltager aktivt når han er der, så jeg ville altså ikke begynde at sætte alle mulige "øvelser" igang. Det skal nok komme og lige pludselig en dag, så er der kun far der duer. Og så er det mor igen, og så er det far igen.

Det er aldrig rart at være den forælder som bliver "afvist", men det er en helt normal ting. Og I vil begge to komme til at opleve det mange gange.

Jeg er så i den anden grøft kan jeg se, for jeg ville egentlig starte med at spørge om det selvsagt udover at være en kedelig oplevelse er et praktisk problem i den nærmeste fremtid? Mener skal du afsted igen i den nærmeste fremtid? Hvis du skal, skal I arbejde på det, hvis ikke så ville jeg lade min datter have sin tryghed, hvor far har et godt forhold med grin, trøst som det kan lade sig gøre, giver bad, skifter, putter en gang imellem osv. Og ja når så han ikke kan trøste så forsøger du (lige pludselig en dag oplever I også det modsatte du kan ikke trøste og far tager over).

Du skal dog lige have i baghovedet hvor meget giver du slip, lader du far pakke pusletaske (en lille mærkelig ting, men nej hvor har jeg oplevet mange mødre som ikke turde give slip lige der for tænk om der ikke var nok bleer), mon han bestemme tøj helt selv hvis han klæder på om morgenen, må han kaste hende højt op i luften uden du siger: pas på... Osv. For hans selvtillid som far skal boostes (det skal det for os alle sammen især med den første) og han skal tro på han selvsagt kan klare en hver situation med sin datter som ikke handler om at amme selvsagt 

Men jeg ville hverken gå mere ud, lade baby græde det mere for han skulle prøve mere osv. Jeg ville have en skøn tryg base både for datter og din mand, for kan forestille mig efter 2 timers gråd har han måske ikke så let ved lige at prøve det trøstefis igen, og han vil være endnu mere usikker og vil have endnu svære ved det. 

Hvis I tager det roligt og ikke lader det være et problem, så pludselig (især når de går til fast føde) så trøster han uden at tænke over det.

og vil lige sige mine børn er 11, snart 7 og 4 og er både far og mor hjemme, så er vores roller forskellige, de bruger os til forskellige ting. Et lille eksempel kommer de ind i vores seng så er det mig de putter ind til og hvorfor dog ændre på det, bare fordi...?

1234rj skriver:

Har ikke tænkt mig at smutte fra huset fordi du siger det. De er alene når jeg er i bad, laver mad osv. Tak for din mening. 

Jeg tror ikke at det er ment i en ond mening at du skal gå. Nok mere at det måske hjælper hvis du er fysisk væk, så far og baby har muligheden (er "tvunget" til) at lære hinanden bedre at kende.

Så han ikke "bare" kan få dig til at tage over, og så du ikke har muligheden for at gøre det ubevidst  hvis du ikke lige er i det andet rum bliver de jo "nødt til" at finde ud af det sammen. Og hvis trøsteroen ikke er naturlig for far (som jeg har forstået det) er det jo øvelse der skal til. Du kan jo bare det gylle med at trøste  far skal lære det og hvis det kræver en daglig gåtur på en time f.eks. Så er det ikke så slemt (med mindre det regner) det giver far meget mere selvtillid og dig mere ro når du så skal forlade huset i længere tid - for så har i øvet det og baby og far finder fælles fodslag når de skal klare sig uden mor 

 det handler om at give far mulighederne for at blive sikker. Og det handler om at stole på at far kan.

Og jeg kan sagtens forstå at moderhjertet skriger på alt det forkerte i at man "bare" forlader reden på den måde. Men jeg tror på, at hvis man ikke gør det, så gør man sig selv den bjørnetjeneste.

practise makes perfect - og han har lige så meget brug for at øve som du havde i starten 

Elgaard73 skriver:

Vores dreng var lige sådan indtil at han var en 6-7 måneder, og vi gjorde altså ikke synderligt ved det. Vi accepterede, at det var bare sådan at det var.

Hverken faren eller jeg kunne finde på at udsætte vores dreng for længe og unødig gråd, blot for at lære far hvordan han trøster, eller for at lærer sønnike, at far også kan bruges. Ikke i den alder i hvertefald.

På mig lyder det som om at far er der, på et helt normalt niveau og deltager aktivt når han er der, så jeg ville altså ikke begynde at sætte alle mulige "øvelser" igang. Det skal nok komme og lige pludselig en dag, så er der kun far der duer. Og så er det mor igen, og så er det far igen.

Det er aldrig rart at være den forælder som bliver "afvist", men det er en helt normal ting. Og I vil begge to komme til at opleve det mange gange.

Tak, lige præcis sådan jeg har det. Vi må tage det stille og roligt, min baby skal ikke sidde på fars arm og græde og se at jeg sidder i sofaen og kigger :-( nu må vi se hvordan hun tager det næste gang jeg skal være væk fra hende :-)