Alene med far, græd to timer- uafbrudt!

lineog4 skriver:

Jeg er så i den anden grøft kan jeg se, for jeg ville egentlig starte med at spørge om det selvsagt udover at være en kedelig oplevelse er et praktisk problem i den nærmeste fremtid? Mener skal du afsted igen i den nærmeste fremtid? Hvis du skal, skal I arbejde på det, hvis ikke så ville jeg lade min datter have sin tryghed, hvor far har et godt forhold med grin, trøst som det kan lade sig gøre, giver bad, skifter, putter en gang imellem osv. Og ja når så han ikke kan trøste så forsøger du (lige pludselig en dag oplever I også det modsatte du kan ikke trøste og far tager over).

Du skal dog lige have i baghovedet hvor meget giver du slip, lader du far pakke pusletaske (en lille mærkelig ting, men nej hvor har jeg oplevet mange mødre som ikke turde give slip lige der for tænk om der ikke var nok bleer), mon han bestemme tøj helt selv hvis han klæder på om morgenen, må han kaste hende højt op i luften uden du siger: pas på... Osv. For hans selvtillid som far skal boostes (det skal det for os alle sammen især med den første) og han skal tro på han selvsagt kan klare en hver situation med sin datter som ikke handler om at amme selvsagt 

Men jeg ville hverken gå mere ud, lade baby græde det mere for han skulle prøve mere osv. Jeg ville have en skøn tryg base både for datter og din mand, for kan forestille mig efter 2 timers gråd har han måske ikke så let ved lige at prøve det trøstefis igen, og han vil være endnu mere usikker og vil have endnu svære ved det. 

Hvis I tager det roligt og ikke lader det være et problem, så pludselig (især når de går til fast føde) så trøster han uden at tænke over det.

og vil lige sige mine børn er 11, snart 7 og 4 og er både far og mor hjemme, så er vores roller forskellige, de bruger os til forskellige ting. Et lille eksempel kommer de ind i vores seng så er det mig de putter ind til og hvorfor dog ændre på det, bare fordi...?

Tak for svar :-) ja far både finder tøj (far er farveblind, det giver nogle gode grin), ordner pusletaske (pakkede 18 bleer til 5 timer) og leger flyver. De har et godt forhold og far er den sjove af os to.. Hun griner af ingen ting når det er far. Kunne aldrig drømme om at lade min baby græde bare fordi far skal lære at trøste. 

Skal afsted sidst på måneden, men det er efter hendes sengetid, så det går nok :-) har kun været væk fra hende 2 gange.

lineog4 skriver:

Jeg er så i den anden grøft kan jeg se, for jeg ville egentlig starte med at spørge om det selvsagt udover at være en kedelig oplevelse er et praktisk problem i den nærmeste fremtid? Mener skal du afsted igen i den nærmeste fremtid? Hvis du skal, skal I arbejde på det, hvis ikke så ville jeg lade min datter have sin tryghed, hvor far har et godt forhold med grin, trøst som det kan lade sig gøre, giver bad, skifter, putter en gang imellem osv. Og ja når så han ikke kan trøste så forsøger du (lige pludselig en dag oplever I også det modsatte du kan ikke trøste og far tager over).

Du skal dog lige have i baghovedet hvor meget giver du slip, lader du far pakke pusletaske (en lille mærkelig ting, men nej hvor har jeg oplevet mange mødre som ikke turde give slip lige der for tænk om der ikke var nok bleer), mon han bestemme tøj helt selv hvis han klæder på om morgenen, må han kaste hende højt op i luften uden du siger: pas på... Osv. For hans selvtillid som far skal boostes (det skal det for os alle sammen især med den første) og han skal tro på han selvsagt kan klare en hver situation med sin datter som ikke handler om at amme selvsagt 

Men jeg ville hverken gå mere ud, lade baby græde det mere for han skulle prøve mere osv. Jeg ville have en skøn tryg base både for datter og din mand, for kan forestille mig efter 2 timers gråd har han måske ikke så let ved lige at prøve det trøstefis igen, og han vil være endnu mere usikker og vil have endnu svære ved det. 

Hvis I tager det roligt og ikke lader det være et problem, så pludselig (især når de går til fast føde) så trøster han uden at tænke over det.

og vil lige sige mine børn er 11, snart 7 og 4 og er både far og mor hjemme, så er vores roller forskellige, de bruger os til forskellige ting. Et lille eksempel kommer de ind i vores seng så er det mig de putter ind til og hvorfor dog ændre på det, bare fordi...?

Tak for svar :-) ja far både finder tøj (far er farveblind, det giver nogle gode grin), ordner pusletaske (pakkede 18 bleer til 5 timer) og leger flyver. De har et godt forhold og far er den sjove af os to.. Hun griner af ingen ting når det er far. Kunne aldrig drømme om at lade min baby græde bare fordi far skal lære at trøste. 

Skal afsted sidst på måneden, men det er efter hendes sengetid, så det går nok :-) har kun været væk fra hende 2 gange.

lineog4 skriver:

Jeg er så i den anden grøft kan jeg se, for jeg ville egentlig starte med at spørge om det selvsagt udover at være en kedelig oplevelse er et praktisk problem i den nærmeste fremtid? Mener skal du afsted igen i den nærmeste fremtid? Hvis du skal, skal I arbejde på det, hvis ikke så ville jeg lade min datter have sin tryghed, hvor far har et godt forhold med grin, trøst som det kan lade sig gøre, giver bad, skifter, putter en gang imellem osv. Og ja når så han ikke kan trøste så forsøger du (lige pludselig en dag oplever I også det modsatte du kan ikke trøste og far tager over).

Du skal dog lige have i baghovedet hvor meget giver du slip, lader du far pakke pusletaske (en lille mærkelig ting, men nej hvor har jeg oplevet mange mødre som ikke turde give slip lige der for tænk om der ikke var nok bleer), mon han bestemme tøj helt selv hvis han klæder på om morgenen, må han kaste hende højt op i luften uden du siger: pas på... Osv. For hans selvtillid som far skal boostes (det skal det for os alle sammen især med den første) og han skal tro på han selvsagt kan klare en hver situation med sin datter som ikke handler om at amme selvsagt 

Men jeg ville hverken gå mere ud, lade baby græde det mere for han skulle prøve mere osv. Jeg ville have en skøn tryg base både for datter og din mand, for kan forestille mig efter 2 timers gråd har han måske ikke så let ved lige at prøve det trøstefis igen, og han vil være endnu mere usikker og vil have endnu svære ved det. 

Hvis I tager det roligt og ikke lader det være et problem, så pludselig (især når de går til fast føde) så trøster han uden at tænke over det.

og vil lige sige mine børn er 11, snart 7 og 4 og er både far og mor hjemme, så er vores roller forskellige, de bruger os til forskellige ting. Et lille eksempel kommer de ind i vores seng så er det mig de putter ind til og hvorfor dog ændre på det, bare fordi...?

Du fik så lige formuleret det bedre end jeg  jeg tænker dog bare at hvis far ikke prøver at trøste - så finder han jo aldrig den berømte slukknap 

hvis man har en lille tidshorisont hvor mor er væk tror jeg at det måske gør det nemmere for måske giver det far ro at vide at mor kommer om feks 15 minutter, og så slapper han måske mere af i situationen 

og så tænker jeg at hvis man ikke kan "give slip" så er det måske bedst lige at give slip ved at gå en tur og lade den selv en kort periode 

fo82 skriver:

Jeg tror ikke at det er ment i en ond mening at du skal gå. Nok mere at det måske hjælper hvis du er fysisk væk, så far og baby har muligheden (er "tvunget" til) at lære hinanden bedre at kende.

Så han ikke "bare" kan få dig til at tage over, og så du ikke har muligheden for at gøre det ubevidst  hvis du ikke lige er i det andet rum bliver de jo "nødt til" at finde ud af det sammen. Og hvis trøsteroen ikke er naturlig for far (som jeg har forstået det) er det jo øvelse der skal til. Du kan jo bare det gylle med at trøste  far skal lære det og hvis det kræver en daglig gåtur på en time f.eks. Så er det ikke så slemt (med mindre det regner) det giver far meget mere selvtillid og dig mere ro når du så skal forlade huset i længere tid - for så har i øvet det og baby og far finder fælles fodslag når de skal klare sig uden mor 

 det handler om at give far mulighederne for at blive sikker. Og det handler om at stole på at far kan.

Og jeg kan sagtens forstå at moderhjertet skriger på alt det forkerte i at man "bare" forlader reden på den måde. Men jeg tror på, at hvis man ikke gør det, så gør man sig selv den bjørnetjeneste.

practise makes perfect - og han har lige så meget brug for at øve som du havde i starten 

Synes ikke folk uden børn skal give råd omkring folk med børn skal håndtere tingene.. 

Tak for for svar :-) jeg stoler fuldt ud på far! Men jeg har stadigvæk ikke tænkt mig at forlade huset 1 time hverdag, det vil far heller ikke selv. Nu må vi se, hun er jo ikke så gammel endnu.. Men tak for svar :-)

fo82 skriver:

Du fik så lige formuleret det bedre end jeg  jeg tænker dog bare at hvis far ikke prøver at trøste - så finder han jo aldrig den berømte slukknap 

hvis man har en lille tidshorisont hvor mor er væk tror jeg at det måske gør det nemmere for måske giver det far ro at vide at mor kommer om feks 15 minutter, og så slapper han måske mere af i situationen 

og så tænker jeg at hvis man ikke kan "give slip" så er det måske bedst lige at give slip ved at gå en tur og lade den selv en kort periode 

Har intet problem med at give slip. Jeg siger til far at han skal tage hende med ud og handle uden mig. :-) tak for svar

1234rj skriver:

Tak, lige præcis sådan jeg har det. Vi må tage det stille og roligt, min baby skal ikke sidde på fars arm og græde og se at jeg sidder i sofaen og kigger :-( nu må vi se hvordan hun tager det næste gang jeg skal være væk fra hende :-) 

Jeg er sikker på at det nok skal gå. Det kommer stille og roligt.

1234rj skriver:

Tak for svar :-) ja far både finder tøj (far er farveblind, det giver nogle gode grin), ordner pusletaske (pakkede 18 bleer til 5 timer) og leger flyver. De har et godt forhold og far er den sjove af os to.. Hun griner af ingen ting når det er far. Kunne aldrig drømme om at lade min baby græde bare fordi far skal lære at trøste. 

Skal afsted sidst på måneden, men det er efter hendes sengetid, så det går nok :-) har kun været væk fra hende 2 gange.

Så ville jeg tage det som en dum skidt episode og lade tiden arbejde... 

Og ja så også bare huske på at vi har forskellige roller og det vil vi have altid også når de er teenagere - så længe rollerne ikke er givet på forhånd fordi sådan er traditionen, men er roller der spejler det vi er gode til, det vi kan lide osv. 

Her hjemme er vi også forskellige, børnene henvender sig til os i forskellige situationer og det er jo skønt det kan være sådan.

Eneste er jo far ikke skal føle det som et nederlag (nok svært ikke at føle det en lille smule), for er jo egentlig helt naturligt at et spædbarn går i småpanik når dens madressource pludselig er væk - det kaldes overlevelse 

fo82 skriver:

Jeg tror ikke at det er ment i en ond mening at du skal gå. Nok mere at det måske hjælper hvis du er fysisk væk, så far og baby har muligheden (er "tvunget" til) at lære hinanden bedre at kende.

Så han ikke "bare" kan få dig til at tage over, og så du ikke har muligheden for at gøre det ubevidst  hvis du ikke lige er i det andet rum bliver de jo "nødt til" at finde ud af det sammen. Og hvis trøsteroen ikke er naturlig for far (som jeg har forstået det) er det jo øvelse der skal til. Du kan jo bare det gylle med at trøste  far skal lære det og hvis det kræver en daglig gåtur på en time f.eks. Så er det ikke så slemt (med mindre det regner) det giver far meget mere selvtillid og dig mere ro når du så skal forlade huset i længere tid - for så har i øvet det og baby og far finder fælles fodslag når de skal klare sig uden mor 

 det handler om at give far mulighederne for at blive sikker. Og det handler om at stole på at far kan.

Og jeg kan sagtens forstå at moderhjertet skriger på alt det forkerte i at man "bare" forlader reden på den måde. Men jeg tror på, at hvis man ikke gør det, så gør man sig selv den bjørnetjeneste.

practise makes perfect - og han har lige så meget brug for at øve som du havde i starten 

præcis det jeg mente. Tak

fo82 skriver:

Jeg tror ikke at det er ment i en ond mening at du skal gå. Nok mere at det måske hjælper hvis du er fysisk væk, så far og baby har muligheden (er "tvunget" til) at lære hinanden bedre at kende.

Så han ikke "bare" kan få dig til at tage over, og så du ikke har muligheden for at gøre det ubevidst  hvis du ikke lige er i det andet rum bliver de jo "nødt til" at finde ud af det sammen. Og hvis trøsteroen ikke er naturlig for far (som jeg har forstået det) er det jo øvelse der skal til. Du kan jo bare det gylle med at trøste  far skal lære det og hvis det kræver en daglig gåtur på en time f.eks. Så er det ikke så slemt (med mindre det regner) det giver far meget mere selvtillid og dig mere ro når du så skal forlade huset i længere tid - for så har i øvet det og baby og far finder fælles fodslag når de skal klare sig uden mor 

 det handler om at give far mulighederne for at blive sikker. Og det handler om at stole på at far kan.

Og jeg kan sagtens forstå at moderhjertet skriger på alt det forkerte i at man "bare" forlader reden på den måde. Men jeg tror på, at hvis man ikke gør det, så gør man sig selv den bjørnetjeneste.

practise makes perfect - og han har lige så meget brug for at øve som du havde i starten 

Sådan helt basic så har en baby på 4 1/2 mnd slet ikke behov for far, den har behov for at kunne overleve og det kan det ved at være så tæt på madgiveren som muligt - så med mindre mor har et stort behov for at få fri så er der for babys skyld ingen grund til at lære far at trøste på den måde for det baby græder for er formodentlig usikkerhed over hvor maden blev af...

Og tiderne skifter jo lige straks, baby vil snart kunne få fast føde, blive mere bevidst osv og så bliver far en lige så god trøster som mor også uden man laver en masse regler om mor skal gå osv. 

Jeg har aldrig gået, lavet regler om trøstning eller lignende, men blot givet den tryghed som børnene ville have - og i perioder er mor så den bedste, i andre perioder er det far. Man kan ikke lære en baby at far er lige så god til at trøste, men man kan lære en baby at når far tager så er der ikke mad og så kan man lige så godt lade være med at skrige....