Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ekstremt sårbar i denne tid, så håber ikke at nogen af jer vil dunke mig oven i hovedet - men hvis i synes det er mig der er helt galt på den, så skriv det i en god tone. Jeg ber jer vise den respekt for mig.
Apropos respekt, jeg er blevet chokeret og rystet i min grundvold. Nogle vil måske mene det er en bagatel....
Det her bliver langt, og undskyld hvis det er rodet….
Jeg har været alene med min søn i to år. I de to år har min søn knap nok set sin far. Jeg har opfordret til en fast aftale siden vi gik fra hinanden - så vi ligesom begge har mulighed for at komme videre, og endnu vigtigere - så vores søn mærker os begge tæt på livet.
Alt er slet ikke gået som min forventning/forhåbning. Min eks har misset aftaler, undladt at dukke op. I marts sidste år aftalte vi en ordning der hed sig hver tredje weekend og én fast dag om ugen. Da den første dag kom - en onsdag - dukkede faren ikke op. Ikke nok med det udeblev han i to en halv måned. Siden da er alt gået over gevind....
Når han endelig ser sin søn er det fyldt med betingelser - at han må være i vores lejlighed, at jeg skal sørge for dit og dat (ikke blot skiftetøj - men ALT.. skal cykle vores søn frem og tilbage til ham, hvis han ikke er i vores lejlighed, osv osv...) Og vores søn har nok overnattet med ham ca. 5 gange på 2 år.
(inden jeg fortsætter skal det siges at jeg søgte fuld forældremyndighed sidste år i juni, men droppede det igen, eftersom faren begyndte at ville se vores søn rigtig meget igen. to-fire uger efter jeg droppede myndigheds-sagen holdte han sig væk .. igen..)
Min drengs far ryger hash dagligt - han har været misbruger i ca. 17 år med få pauser,(han er nu 35 år) og jeg har forsøgt for så vidt muligt at være imødekommen over for hans forslag til samvær på trods af dette (da jeg har en ret klar idé om at han ikke ryger i drengens nærvær). Siden jeg har fået kæreste for et halvt år siden er han gået "amok". Pludselig - efter endnu en pause på to måneder - vælger han i slutningen af maj måned i år at ville lave en samværsaftale.
Hver torsdag i to timer efter børnehave skal de se hinanden. Jeg går med til det, da jeg selvfølgelig ser at vores søn ser sin far hvis dette er noget han/de ønsker. Jeg konkluderer at ethvert barn da har lyst til at se sin far…
De ser hinanden hver torsdag fire uger i træk - MEN så kommer femte torsdag. Jeg er i den anden ende af byen da jeg (tyve minutter over afhentningstidspunkt i børnehaven) får en sms "jeg må melde afbud pga. regn. Jeg synes ikke vi kan byde ham at være uden for i regnen".. Jeg måber. Børnehaven lukker om 1 time og jeg har ikke cykel, så må tage offentlig transport. Jeg når lige præcis at hente vores søn fem min før de lukker.
Herfra kontakter faren mig ikke mere. To måneder går og nu er vi så i august i år. Jeg vælger at søge fuld forældremyndighed da jeg ikke mener det er til vores barns bedste (både nu og i fremtiden) at kommunikationen er sådan her mellem os - og at faren er utilregnelig...vores hverdag (og beslutningerne heraf) glider ikke, når han ikke er stabil..
Efter at have søgt får jeg pludselig kontakt fra faren om at NU vil han se ham igen, og er endnu klar til at ses hver torsdag. Jeg giver ham lov (i denne periode, og stadigvæk - er jeg blevet ekstremt stresset pga studiestart og alt det med den kommende sag..) til at se sin søn igen. De ses én torsdag og han skriver så i weekenden at fremover vil han se sin dreng mandag til tirsdag (en overnatning) og torsdag HVER UGE.... Det kan jeg selvfølgelig ikke gå med til.
Jeg er helt sikker på at alt dette bunder i, at jeg søger forældremyndigheden og at vi har et kommende møde i statsforvaltningen.
Han vælger så at komme om mandagen alligevel (selvom jeg ikke er med på aftalen) netop som jeg er ved at hente min søn, står han der i døren og vil ha ham. Jeg lader dem være sammen i to timer.
Nå, men han kommer så ikke den efterfølgende torsdag... Så sker der så det... Og nu kommer den chokerende del.
Jeg skriver til faren for at komme til kompromis omkring samvær (han vil pludselig gerne have fast samvær efter to år... igen - tror det er pga forældremyndigheds sagen, for det samme skete jo sidste år)... Jeg foreslår én overnatning i uge - hvilket er en kæmpe opgradering fra sidst - foreslår hver onsdag til torsdag... Han vil ikke være med til aftalen fordi han mener jeg bestemmer det hele. Det er af princip. Jeg skriver at så skal han ikke hente ham idag (onsdag/ i går). fem minutter senere får jeg sms'en "Jeg er i børnehaven nu!"... intet andet... Vi har ingen fast aftale - jeg har ikke sørget for skiftetøj. Han bryder loven - han må ikke bare hente sin dreng, når drengen har bopæl hos mig og vi ingen aftale har.....
Jeg bryder sammen. På baggrund af de sidste par dages sms'er fra ham op til i går/onsdag er jeg bange. Han har været truende over for mig. Kaldt mig forvirret og kaldt det for en krig. Han har endda brugt ordet samværssabotage selvom jeg altid er gået på kompromis med ham - altid har prøvet at imødekomme ham.
Jeg ringer til børnehaven, de kan intet gøre da vi har fælles forældremyndighed - de må ikke. Han må til gengæld ikke bare hente sin dreng, men det har de ikke bemyndigelse til at stå imod....
Jeg bryder endnu mere sammen - får faren i røret.. Han er angst i stemmen, prøver at være rolig og siger ting som "hør hvor rolig jeg er" "slap af ******" og "rolig nu ******, rolig nu" og "Jeg har ret til at se min dreng" og alt muligt andet...... Han lyder meget syg og jeg kan høre hans vrede.. Kan genkende den fra vores on/off forhold tidligere..
Jeg får sms'er fra ham om at de går på legeplads og at jeg udøver samværssabotage.
Han ringer mig op. Jeg siger med gråd i stemmen "du er velformulerende, og velargumenterende..." han afbryder "ja - det er hvad du er oppe imod ******"
Jeg er SÅ SKIDE HAMRENDE ked af det.. Alt i mig ryster. Er aldrig blevet behandlet sådan før, og undgår så vidt muligt drama i mit liv. Og midt i alt det her, står vores tre årige dreng. Uskyldig, sød og intetanende...
Min søn kommer hjem igen (min veninde henter ham). Han er ble fri hos mig og i børnehaven, men har haft ble på med faren - og lorten er størknet ind... Han er i forvejen forkølet, men faren har ladet ham gå rundt uden bukser på... Jeg vasker ham under bruseren og vi fortsætter aften rutinerne som vi plejer. Han hygger med min kæreste uden for (de har knyttet meget tæt bånd) mens jeg snakker med min veninde..
Jeg er pludselig bange for faren - for hvad han kan finde på.. Har i lang tid haft fornemmelsen af at han er psykisk syg, men har ikke turde tænke det igennem...
På mandag skal vi til møde i Statsforvaltningen om fuld forældremyndighed (det første vejledningsmøde)... Jeg vil gå hele vejen. Jeg har allerede skaffet advokat hvis det kommer så langt....
Undskyld Baby.dk
har bare haft brug for luft... Er stadig ekstremt rystet over i går. Er på grådens rand konstant og frygter for om han kan tage ordentlig vare på vores søn.. frygter for hans veltalenhed i en evt. retssag og om han vil manipulere med myndighederne....
Men jeg må bare være stærk…
TUSIND MANGE TAK FORDI DU HAR LÆST MED.......
Har i nogen råd til sådan et møde? Har i prøvet noget lignende...?
