Er der en der forgriber sig på mit barn?

Anonym skriver:

Puha, nej føj sikke for en oplevelse for jer  .. øv!

ja... hun boede kun hos dem i et par måneder, men det tog alligevel næsten 6 mdr før han igen åbnede sig op for os...

Anonym skriver:

Man er tilbøjelig til at frygte det værste - og håbe det bedste.

Jeg har tænkt mig at tage en snak med børnehaven tirsdag - der ud over har jeg købt mig en lille notes bog hvor jeg vil skrive i hvornår hun siger at hun har ondt i maven - tænker at jeg på den måde kan gøre billedet mere klart for mig selv.

 

Har før bedt børnehaven notere sig hvem der aflevere og henter i fars samværsdage - fordi det er et tilbagevendende problem at han ikke selv gør det.

Jeg har nævnt overfor hendes far at vores pige har sagt som hun har - han blev tavs og sagde ikke mere. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til hans reaktion.

 

Tænker det vigtigste er at jeg forholder mig til vores datters lige nu.

 

Mine tanker går på overgreb eller en følelse af omsorgs-svigt fra hendes side "(mor siger jeg skal hjem til far, men far kommer jo ikke - jeg er hos farfar/farmor)"

Vil så lige nævne at i sager hvor der er mistanke om en form for overgreb at børn så Skal man ikke lade tvivlen komme til gode . Der er det at tro fuldt ud på hvad barnet siger og ud fra hvad du skriver din datter har sagt lyder det jo meget tydligt som om det er en leg med farfars private dele.

Og så ville jeg med det samme kontakte enten kommunen og få stillet en børnepsykolog eller hvad pokker til rådighed for de er så trænet i til at få børn til at forklare hvad der egentligt er sket .


Hvis det virkelig er det der forgår , har du på vegne af din datter ikke mulighed for at håbe på det bedste..

Denisep skriver:

Vil så lige nævne at i sager hvor der er mistanke om en form for overgreb at børn så Skal man ikke lade tvivlen komme til gode . Der er det at tro fuldt ud på hvad barnet siger og ud fra hvad du skriver din datter har sagt lyder det jo meget tydligt som om det er en leg med farfars private dele.

Og så ville jeg med det samme kontakte enten kommunen og få stillet en børnepsykolog eller hvad pokker til rådighed for de er så trænet i til at få børn til at forklare hvad der egentligt er sket .


Hvis det virkelig er det der forgår , har du på vegne af din datter ikke mulighed for at håbe på det bedste..

Jeg vil godt pointere at jeg har tænkt mig at tale med såvel kommune som børnehave og andre offentlige instanser - det må der  IKKE hærske nogen tvivl om.

 

Det er jo det jeg har valgt at takke ja til - at være mit barns evige beskytter og ikke mindst tale hendes sag så længe hun ikke selv kan.

 

Jeg vil hellere "fortryde" at jeg har tænkt tanken om en uskyldig end jeg vil fortryde at jeg ikke gjorde noget npår min datter kommer og fortæller mig at der faktisk var noget galt dengang 

"Slange leg" lyder Ikk sundt på nogen måde !!!

Pyyh fik helt tårer i øjene .

Kender hendes far til jeres samtale??

Prøv at se om du ka få lidt mere ud af din datter, synes du har brugt den helt rigtige måde

Anonym skriver:

Jeg er forældre til en pige på 4 år.

 

Hun har fra hun var omkring 2 år vist nogle reaktioner som jeg har haft svært ved at forstå.

Hun har nemt til tårer og er lynhurtig til at lukke sig inde i sig selv - når dét sker er hun utrolig svær at nå indtil igen.

Nu er hun efterhånden blevet så stor at hun kan sætte nogle ord på det. 

Det seneste år har hun haft ondt i maven (men maven fejler ikke noget når man ser på afføringen - heller ingen allergi jf. lægeundersøgelser) hun får helt almindelig kost.

 

Mavepinen kommer næsten uden undtagelser i forbindelse med at hun har været på weekend hos far (10/4 ordning)
Det er dog sjældent hun opholder sig hos far de 4 dage - her er hun mere hos farmor/farfar fordi far ikke kan få det til at hænge sammen med at hente hende i børnehaven torsdag + fredag.

Efter hun havde været på sommerferie med far, farmor/farfar og resten af familien klagede hun igen over ondt i maven og var meget indelukket. Far fortalte da han afleverede hende hos mig at hun altså havde haft ble på det meste af tiden fordi hun bare lavede i bukserne hele tiden.

 

Snakker med min datter et par dage senere i en situation hvor hun har ondt i maven og er indlukket.

Fortæller hende at hvis man har ondt i maven kan det faktisk godt være fordi man er ked af det og så hjælper det at snakke med sin mor om det.

Efter lidt overvejelse hvor hun går lidt rundt om sig selv siger hun; det er bare fordi farfar leger en leg som jeg ikke kan lide at lege.

Spørger ind til hvad det er for en leg og hun fortæller at det er en hemmelig leg.

Fortæller hende at der ikke er nogle lege der er hemmelige hvis ikke man kan lide dem og spørger igen hvad det er for en leg.

Det er en gemmeleg. 

Nå da, hvordan leger man den leg?

Man skal finde sådan et dyr.

Hvad for nogle dyr er det?

Det er ikke mange dyr, bare ét dyr. Sådan en slange.

Så lukker hun sig igen inde i sig selv og jeg fortæller hende at jeg er glad for at hun fortæller mig hvorfor det gør ondt i maven.

Senere da jeg putter hende siger hun til mig at hun ikke har ondt i maven rigtig mere og at det hjalp at få snakket med mor.

 

Jeg er bekymret - måske ubegrundet.

 

Hun kom efterfølgende et par dage på ferie hos min mor og søster hvor hun på samme måde havde fortalt min søster at hun havde ondt i maven fordi farfar slog hende.

 

Igår måtte jeg sende hende på weekend hos hendes far - det glædede hun sig til. Men da far fortæller hende at de skal besøge farmor/farfar kan jeg se hun igen lukker sig inde og forsøger at være stærk "men så skal vi også hjem til dig bagefter, far" siger hun til ham.

 

Er der nogen der tænker det samme som jeg - jeg kan næsten ikke få ordene ud af min mund.

Du kan kontakte SISO, som ligger under socialstyrelsen, for at få rådgivning, vejledning og konsulentstøtte ved mistanke om overgreb, på Tlf.: 20771120. 

Du lyder til at være handlingsklar, og det er vigtigt, men sørg for at du ikke står alene med det. 

Mange gode tanker til din datter og dig. 

Anonym skriver:

Man er tilbøjelig til at frygte det værste - og håbe det bedste.

Jeg har tænkt mig at tage en snak med børnehaven tirsdag - der ud over har jeg købt mig en lille notes bog hvor jeg vil skrive i hvornår hun siger at hun har ondt i maven - tænker at jeg på den måde kan gøre billedet mere klart for mig selv.

 

Har før bedt børnehaven notere sig hvem der aflevere og henter i fars samværsdage - fordi det er et tilbagevendende problem at han ikke selv gør det.

Jeg har nævnt overfor hendes far at vores pige har sagt som hun har - han blev tavs og sagde ikke mere. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til hans reaktion.

 

Tænker det vigtigste er at jeg forholder mig til vores datters lige nu.

 

Mine tanker går på overgreb eller en følelse af omsorgs-svigt fra hendes side "(mor siger jeg skal hjem til far, men far kommer jo ikke - jeg er hos farfar/farmor)"

Det lyder rigtig fornuftigt. 

Jeg er blevet misbrugt som barn og jeg vil sige det her med at farer frem og barnet skal vise med dukker mm, gavner bestemt ikke. 

Mor skal være trygt og varmt, overlad selve klarlægning af problemet til de professionelle 

Puha. Fink set helt dårligt af at læse dit indlæg.  

Ville ikke gå forbi uden at give dig et knus og masser af kræfter til at komme igennem det her, selvfølgelig også til din datter <3 

Der er ingen tvivl om, at der foregår noget, som ikke burde...

 

Held og lykke til jer 2 

Anonym skriver:

Jeg er forældre til en pige på 4 år.

 

Hun har fra hun var omkring 2 år vist nogle reaktioner som jeg har haft svært ved at forstå.

Hun har nemt til tårer og er lynhurtig til at lukke sig inde i sig selv - når dét sker er hun utrolig svær at nå indtil igen.

Nu er hun efterhånden blevet så stor at hun kan sætte nogle ord på det. 

Det seneste år har hun haft ondt i maven (men maven fejler ikke noget når man ser på afføringen - heller ingen allergi jf. lægeundersøgelser) hun får helt almindelig kost.

 

Mavepinen kommer næsten uden undtagelser i forbindelse med at hun har været på weekend hos far (10/4 ordning)
Det er dog sjældent hun opholder sig hos far de 4 dage - her er hun mere hos farmor/farfar fordi far ikke kan få det til at hænge sammen med at hente hende i børnehaven torsdag + fredag.

Efter hun havde været på sommerferie med far, farmor/farfar og resten af familien klagede hun igen over ondt i maven og var meget indelukket. Far fortalte da han afleverede hende hos mig at hun altså havde haft ble på det meste af tiden fordi hun bare lavede i bukserne hele tiden.

 

Snakker med min datter et par dage senere i en situation hvor hun har ondt i maven og er indlukket.

Fortæller hende at hvis man har ondt i maven kan det faktisk godt være fordi man er ked af det og så hjælper det at snakke med sin mor om det.

Efter lidt overvejelse hvor hun går lidt rundt om sig selv siger hun; det er bare fordi farfar leger en leg som jeg ikke kan lide at lege.

Spørger ind til hvad det er for en leg og hun fortæller at det er en hemmelig leg.

Fortæller hende at der ikke er nogle lege der er hemmelige hvis ikke man kan lide dem og spørger igen hvad det er for en leg.

Det er en gemmeleg. 

Nå da, hvordan leger man den leg?

Man skal finde sådan et dyr.

Hvad for nogle dyr er det?

Det er ikke mange dyr, bare ét dyr. Sådan en slange.

Så lukker hun sig igen inde i sig selv og jeg fortæller hende at jeg er glad for at hun fortæller mig hvorfor det gør ondt i maven.

Senere da jeg putter hende siger hun til mig at hun ikke har ondt i maven rigtig mere og at det hjalp at få snakket med mor.

 

Jeg er bekymret - måske ubegrundet.

 

Hun kom efterfølgende et par dage på ferie hos min mor og søster hvor hun på samme måde havde fortalt min søster at hun havde ondt i maven fordi farfar slog hende.

 

Igår måtte jeg sende hende på weekend hos hendes far - det glædede hun sig til. Men da far fortæller hende at de skal besøge farmor/farfar kan jeg se hun igen lukker sig inde og forsøger at være stærk "men så skal vi også hjem til dig bagefter, far" siger hun til ham.

 

Er der nogen der tænker det samme som jeg - jeg kan næsten ikke få ordene ud af min mund.

Ved slet ikke lige hvad jeg skal skrive men vil ikke gå fra din tråd uden at sende dig et stort kram fra en mor til en anden

tror ikke jeg kunne sende min datter afsted mere. Med mindre det KUN! Er far der tager sig af hende...

Puha.. Sikke en situation.. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må føles.. Men jeg personligt havde ikke sendt min datter afsted, før jeg var 100% sikker på at min mistanke var banket i jorden, jeg havde ikke engang sendt hende hjem til sin far, og så havde jeg kontaktet lægen, kommunen og børnehaven mandag morgen, med min mistanke.. Hellere reagere en gang for meget, end en for lidt.. 

Men jeg håber af hele mit hjerte at der ikke er noget i det, selvom det desværre udfra din beskrivelse lyder til der er..