Gravsten

grinny skriver:

Tror helt sikkert folk forstår mig, men har bare følelsen af at vi snart burde for den købt, det er bare ikke lige til. For et år siden var mit største problem hvilket tøj han skulle have på hjem fra sygehuset, hvilket tapet der skulle på hans værelse, legetøj osv., fuldstændig surrealistisk er det nu en gravsten!

Kan slet ikke sætte mig ind i hvad I går igennem

Det er godt nok en hver forældres mareridt.... 

grinny skriver:

Er lige tilbage for en kort stund, da jeg har et par spørgsmål. Nu er det jo 7 måneder siden (imorgen) og ærligt, der er ikke kommet gravsten på endnu - er det lige det sværeste valg i mit liv? Vi er kommet frem til et lille sort hjerte, og der kommer nok kun til at stå Isaac og evt. indgraveret hans håndaftryk, men det der med den endelig beslutning og så bestil, det kan vi ikke! Hvad nu hvis det ikke er godt nok? Hvad nu hvis jeg fortryder? Det er min eneste "gave" jeg kan give min søn, det skal være perfekt! Jer der desværre har stået i samme situation, hvad har i valgt? Hvilke tanker havde i? Og hvor lang tid gik der? Jeg synes 7 måneder er for lang tid, men jeg bryder sammen hver gang jeg skal tage et valg om min søns gravsten, for jeg burde ikke skulle vælge det!!

Læste dette smukke digt og kunne ikke lade være med ar tænke på dig. 

Til mit døde barn

"Aldrig hørte jeg din spæde stemme, aldrig smilte dine blege læber til mig, men de bitte, bitte fødders spark vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde, helt beskyttet lå du inden i mig,- al min længsel, livets store drøm. - Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage, al min næring delte jeg jo med dig. Hvad kan du og jeg vel gøre for, at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke livets hede puls i godt og ondt. - Godt det samme, sov kun sødt, min pige, vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder, glad at jeg endnu en stund kan nå dig, stille kysser jeg dig, uden tårer, - selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste, skal du ikke være bange, mor går med dig, i din lille silkeskjorte skal jeg klæde dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage, jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig, og din lille mund har suget af mit bryst, så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder, brystet spænder meningsløst imod dig. Lille barn, min gyldne, døde drøm. - Dine fødder kysser jeg - og græder"

Tove Ditlevsen (1937)

Det med håndtrykket syntes jeg er en rigtig god ide

Så kunne i skrive et lille digt/citat

Fx

Du er i vores hjerter

Du gik blot i forvejen / du gik ikke bort, blot i forvejen

Gemt, men aldrig glemt

Du lever videre i vores hjerter 

Små fødder sætter store spor 

Vi mødes igen

 

 

M (: skriver:

Læste dette smukke digt og kunne ikke lade være med ar tænke på dig. 

Til mit døde barn

"Aldrig hørte jeg din spæde stemme, aldrig smilte dine blege læber til mig, men de bitte, bitte fødders spark vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde, helt beskyttet lå du inden i mig,- al min længsel, livets store drøm. - Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage, al min næring delte jeg jo med dig. Hvad kan du og jeg vel gøre for, at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke livets hede puls i godt og ondt. - Godt det samme, sov kun sødt, min pige, vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder, glad at jeg endnu en stund kan nå dig, stille kysser jeg dig, uden tårer, - selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste, skal du ikke være bange, mor går med dig, i din lille silkeskjorte skal jeg klæde dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage, jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig, og din lille mund har suget af mit bryst, så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder, brystet spænder meningsløst imod dig. Lille barn, min gyldne, døde drøm. - Dine fødder kysser jeg - og græder"

Tove Ditlevsen (1937)

Åh gud, og så tuder jeg  Hvor er det dog smukt! Det vil jeg helt sikkert gemme og dele på min blog. Tak for at du gad dele det med mig 

grinny skriver:

Åh gud, og så tuder jeg  Hvor er det dog smukt! Det vil jeg helt sikkert gemme og dele på min blog. Tak for at du gad dele det med mig 

Det var da virkelig så lidt. Var lidt bekymret for, om det kom for tæt på, men blev så alligevel enig med mig selv om, at tavshed kan gøre mere ondt end ord.. 

M (: skriver:

Læste dette smukke digt og kunne ikke lade være med ar tænke på dig. 

Til mit døde barn

"Aldrig hørte jeg din spæde stemme, aldrig smilte dine blege læber til mig, men de bitte, bitte fødders spark vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde, helt beskyttet lå du inden i mig,- al min længsel, livets store drøm. - Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage, al min næring delte jeg jo med dig. Hvad kan du og jeg vel gøre for, at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke livets hede puls i godt og ondt. - Godt det samme, sov kun sødt, min pige, vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder, glad at jeg endnu en stund kan nå dig, stille kysser jeg dig, uden tårer, - selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste, skal du ikke være bange, mor går med dig, i din lille silkeskjorte skal jeg klæde dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage, jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig, og din lille mund har suget af mit bryst, så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder, brystet spænder meningsløst imod dig. Lille barn, min gyldne, døde drøm. - Dine fødder kysser jeg - og græder"

Tove Ditlevsen (1937)

Nøj, hvor er det bare rørende og smukt. Ja, jeg kan altså ikke holde tårene tilbage...

Til ts: Kæreste Grinny, jeg har fulgt dig lidt på sidelinjen siden din graviditet. Og Gud hvor har det krævet mange tårer. Jeg havde termin næsten samtidigt med dig og læste den sørgelige nyhed om, at I havde mistet Isaac, da jeg selv lå på barselsgangen med min nyfødte søn. Jeg har grædt så mange tårer for jer og jeres lille dreng - jeg kunne aldrig være så stærk, som du har været.
Tag den tid det tager, at få stenen helt som I vil have den. Selvfølgelig skal stenen til jeres søn være helt perfekt!

Endnu et lille digt:
Mor, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
For din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn, jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.

Mor, ser du englen ved min Side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
Det er blomster, engelen udstrør!
Får jeg også vinger, mens jeg lever,
Eller, Moder, får jeg, når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild, den brænder,
Mor, jeg vil altid være din!
Men så må Du ikke længere sukke,
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! — må øjet lukke —
—Mor — se! nu kysser englen mig!

Mvh Julie

Dafnies skriver:

Nøj, hvor er det bare rørende og smukt. Ja, jeg kan altså ikke holde tårene tilbage...

Til ts: Kæreste Grinny, jeg har fulgt dig lidt på sidelinjen siden din graviditet. Og Gud hvor har det krævet mange tårer. Jeg havde termin næsten samtidigt med dig og læste den sørgelige nyhed om, at I havde mistet Isaac, da jeg selv lå på barselsgangen med min nyfødte søn. Jeg har grædt så mange tårer for jer og jeres lille dreng - jeg kunne aldrig være så stærk, som du har været.
Tag den tid det tager, at få stenen helt som I vil have den. Selvfølgelig skal stenen til jeres søn være helt perfekt!

Endnu et lille digt:
Mor, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
For din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn, jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.

Mor, ser du englen ved min Side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
Det er blomster, engelen udstrør!
Får jeg også vinger, mens jeg lever,
Eller, Moder, får jeg, når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild, den brænder,
Mor, jeg vil altid være din!
Men så må Du ikke længere sukke,
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! — må øjet lukke —
—Mor — se! nu kysser englen mig!

Mvh Julie

Jeg synes også det er meget smukt og universelt. Det kunne lige så vel være skrevet igår som i 1937. Det at miste et barn vil altid være forfærdeligt og uretfærdigt. 

Dit digt er også meget smukt! 

M (: skriver:

Det var da virkelig så lidt. Var lidt bekymret for, om det kom for tæt på, men blev så alligevel enig med mig selv om, at tavshed kan gøre mere ondt end ord.. 

Det kom meget tæt på, sådan lige på grænsen du ved - var nok ikke et jeg skulle have læst de første måneder, men er heldigvis så langt nu at jeg bedre kan sætte ord på mine følelser og læse andres ord om selv samme følelse.

Men ja, tavshed er værre, bryder mig faktisk ikke om når folk er forsigtige - selvom jeg ved de kun mener det godt, men det bliver for sørgeligt til mig med deres triste blikke og den der undertone at man nu skal huske ikke at såre - heller ikke græde det ud end at spille stor og stærk  

Dafnies skriver:

Nøj, hvor er det bare rørende og smukt. Ja, jeg kan altså ikke holde tårene tilbage...

Til ts: Kæreste Grinny, jeg har fulgt dig lidt på sidelinjen siden din graviditet. Og Gud hvor har det krævet mange tårer. Jeg havde termin næsten samtidigt med dig og læste den sørgelige nyhed om, at I havde mistet Isaac, da jeg selv lå på barselsgangen med min nyfødte søn. Jeg har grædt så mange tårer for jer og jeres lille dreng - jeg kunne aldrig være så stærk, som du har været.
Tag den tid det tager, at få stenen helt som I vil have den. Selvfølgelig skal stenen til jeres søn være helt perfekt!

Endnu et lille digt:
Mor, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
For din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn, jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.

Mor, ser du englen ved min Side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
Det er blomster, engelen udstrør!
Får jeg også vinger, mens jeg lever,
Eller, Moder, får jeg, når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild, den brænder,
Mor, jeg vil altid være din!
Men så må Du ikke længere sukke,
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! — må øjet lukke —
—Mor — se! nu kysser englen mig!

Mvh Julie

Jeg har aldrig i mit liv troet at jeg kunne være så stærk, aldrig troet at jeg havde brug for så mange kræfter. Man finder ud af at man er mere end "bare et menneske", man finder noget indeni sig, som man aldrig har set før.

Skal man være stærk, så kan man - men mange falder i de store huller der er på vejen. Jeg er da også faldet, op til flere gange. Tit har jeg været så langt ude at jeg overvejede om min kæreste og jeg overhovedet kunne det her sammen, klare den har sorg - hver gang har jeg bandet mig selv langt væk for de tanker vil jeg ikke have. Jeg tror at man i et forhold var der er et dødfødt barn indblandet, har mere tendens til at man VIRKELIG skal have tingene til at fungere, end hvis man "bare" var forældre, kan du følge mig?

Jeg vil aldrig kunne få børn med andre end min kæreste, for vi har lagt et barn sammen i graven, og at skulle "dele" den grav med en anden kæreste både på den ene eller anden side, det kan jeg slet ikke se skulle kunne lade sig gøre.

Det blev noget af en smøre, men jeg vil egentlig bare sige at jeg heller ikke troede at jeg var stærk, men jeg fandt ud af det 

Tak for digtet - kan godt lide når andre kan sætte ord på mine følelser, det hjælper og lindre 

EnGodMor skriver:

Det med håndtrykket syntes jeg er en rigtig god ide

Så kunne i skrive et lille digt/citat

Fx

Du er i vores hjerter

Du gik blot i forvejen / du gik ikke bort, blot i forvejen

Gemt, men aldrig glemt

Du lever videre i vores hjerter 

Små fødder sætter store spor 

Vi mødes igen

 

 

Det er nok også det vi ender med.

Prisen er jeg faktisk ligeglad med, bare jeg kan få det som jeg vil have det