Træt, slidt og svigtet :( langt

Er anonym af hensyn til min familie 

 

er er simpelthen så træt og slidt, har 2 små børn, og har 4 uger til termin. 

Min mand arbejder nat så er alene med ungerne. Af flere årsager ka jeg ikke ta ud til nogle af bedsterne og er ordret i ro pga bækkenløsning og begyndende svangerskabsforgiftning. Er ikke mindst frustreret over min søster som igen igen trækker alle ressourcer fra mine forældre, hvis verden går i stå så snart der er det mindste. Hvilket gør at himmel og jord sættes i bevægelse, lige nu er hun indlagt, og intet forklarligt på hendes symptomer, som har svinget forskellige steder i kroppen hele ugen. 

Det et er langt fra 1 gang det sker, og hver gang der er det mindste sygdom, bliver det pisket op. 

Jeg fik så meldingen i går om at min mor ikke kunne rumme mit sygdom(i forbindelse med graviditet) eller hvis jeg skulle indlægges osv. Blev virkelig ked af det, da der ingen tilbud har været om hjælp på noget tidspunkt, vi har ikke bedt, forventet eller fået nogen former for hjælp, og slam så blev der lukket i, inden jeg havde tænkt at spørge. Blev også ked af hun tror jeg vil bede om hjælp, med mindre det er livsnødvendigt når min søster pt fylder så meget. 

Så nu sidder jeg her, slidt og træt i kroppen, og frygter blodtrykket, uden mulighed for hjælp, og føler mig afvist på forkant, og at jeg på ingen måde kan tillade mig andet end at holde skansen. Frygter at der skal ske noget, jeg skal gå i fødsel eller jeg skal få det værre, for det kan min mor ikke rumme, og svigerne har flere aftaler de næste 2 uger udenbys, og de havde endda "spurgt os om lov" inden, da de andre Bedster kunne hjælpe hvis der skulle ske noget, og nu er alt min backup forsvundet. 

Er så så ked af det, for det er hver gang, og så står vi der, og vi skal nok klare den men hvor kunne det være rart med noget støtte. Så træt af at blive set ned på hvis jeg siger det mindste for jeg kan ikke tillade mig at sige det mindste og de få gange jeg har fået lidt hjælp, hører jeg så for, bla at min mor overnattede hos os på sygehuset den 1 nat, efter nr 2 var kommet, og det var jo lige så meget for at give mormor en god oplevelse og en unik mulighed 

 

skal vist bare affinde mig med at være alene lm tingene, og have absolut nul forventning om det mindste støtte, opbakning eller glæde på vores vegne, fra familien. Fortsat klare os selv, men hvor gør det ondt  

noget af det som gør så ondt, er mine forældres vennepar, de er begyndt at se skævt til mig, og forhuder nærmest mine forældre og mener de bare gør alt for deres børn og familie osv osv. Ja det er også rigtigt da de jo ser alt det de gør for min søster, de ser bare ikke det ikke gælder her, der er det bare tom snak, og det kan jeg ikke overskue. Jeg skulle hente noget ved mine forældre, og i løbet af 2 uger kunne de sket ikke overskue det, og endte med vi måtte droppe det, men de ville køre over 300 km for at hente min søster, køre over med en lampe hun ikke gad have med i toget !  

Anonym skriver:

Er anonym af hensyn til min familie 

 

er er simpelthen så træt og slidt, har 2 små børn, og har 4 uger til termin. 

Min mand arbejder nat så er alene med ungerne. Af flere årsager ka jeg ikke ta ud til nogle af bedsterne og er ordret i ro pga bækkenløsning og begyndende svangerskabsforgiftning. Er ikke mindst frustreret over min søster som igen igen trækker alle ressourcer fra mine forældre, hvis verden går i stå så snart der er det mindste. Hvilket gør at himmel og jord sættes i bevægelse, lige nu er hun indlagt, og intet forklarligt på hendes symptomer, som har svinget forskellige steder i kroppen hele ugen. 

Det et er langt fra 1 gang det sker, og hver gang der er det mindste sygdom, bliver det pisket op. 

Jeg fik så meldingen i går om at min mor ikke kunne rumme mit sygdom(i forbindelse med graviditet) eller hvis jeg skulle indlægges osv. Blev virkelig ked af det, da der ingen tilbud har været om hjælp på noget tidspunkt, vi har ikke bedt, forventet eller fået nogen former for hjælp, og slam så blev der lukket i, inden jeg havde tænkt at spørge. Blev også ked af hun tror jeg vil bede om hjælp, med mindre det er livsnødvendigt når min søster pt fylder så meget. 

Så nu sidder jeg her, slidt og træt i kroppen, og frygter blodtrykket, uden mulighed for hjælp, og føler mig afvist på forkant, og at jeg på ingen måde kan tillade mig andet end at holde skansen. Frygter at der skal ske noget, jeg skal gå i fødsel eller jeg skal få det værre, for det kan min mor ikke rumme, og svigerne har flere aftaler de næste 2 uger udenbys, og de havde endda "spurgt os om lov" inden, da de andre Bedster kunne hjælpe hvis der skulle ske noget, og nu er alt min backup forsvundet. 

Er så så ked af det, for det er hver gang, og så står vi der, og vi skal nok klare den men hvor kunne det være rart med noget støtte. Så træt af at blive set ned på hvis jeg siger det mindste for jeg kan ikke tillade mig at sige det mindste og de få gange jeg har fået lidt hjælp, hører jeg så for, bla at min mor overnattede hos os på sygehuset den 1 nat, efter nr 2 var kommet, og det var jo lige så meget for at give mormor en god oplevelse og en unik mulighed 

 

skal vist bare affinde mig med at være alene lm tingene, og have absolut nul forventning om det mindste støtte, opbakning eller glæde på vores vegne, fra familien. Fortsat klare os selv, men hvor gør det ondt  

noget af det som gør så ondt, er mine forældres vennepar, de er begyndt at se skævt til mig, og forhuder nærmest mine forældre og mener de bare gør alt for deres børn og familie osv osv. Ja det er også rigtigt da de jo ser alt det de gør for min søster, de ser bare ikke det ikke gælder her, der er det bare tom snak, og det kan jeg ikke overskue. Jeg skulle hente noget ved mine forældre, og i løbet af 2 uger kunne de sket ikke overskue det, og endte med vi måtte droppe det, men de ville køre over 300 km for at hente min søster, køre over med en lampe hun ikke gad have med i toget !  

Forskelsbehandlingen er der vist ingen tvivl om, men....du er ikke alene - du har en mand, der må træde til, når du har brug for støtte, om det så betyder, at han kun sover 4 timer eller han bruger ferie eller hvad I finder ud af, så er det sådan, det er, og han overlever også.
- og så er du da nødt til at sige fra, der er da ingen, der har respekt for dig lige nu, og du ender totalt indebrændt.

Rockertand skriver:

Forskelsbehandlingen er der vist ingen tvivl om, men....du er ikke alene - du har en mand, der må træde til, når du har brug for støtte, om det så betyder, at han kun sover 4 timer eller han bruger ferie eller hvad I finder ud af, så er det sådan, det er, og han overlever også.
- og så er du da nødt til at sige fra, der er da ingen, der har respekt for dig lige nu, og du ender totalt indebrændt.

Min mand gør alt han kan, men har hverken mulighed for fri eller ferie inden. Til gengæld får han ekstra barsel og ferie, når jeg har født. 

Jeg er slidt men er nok mest ked af at der ikke engang er moralsk støtte eller opbakning og at det nærmere er tværtimod. Havde bare slet ikke brug for slag over snuden fra min mor, når jeg ikke engang har bedt om hjælp eller et ekstra pres. Havde fuld forståelse hvis ikke det var fordi det var langt ude scenarier, hvor oddsene for nogle sygdomme er mindre end at blive kørt over i sin egen stue, og det bliver blæst op. Hver gang blæses det op, og hun er tjekket på kryds og tværs, og intet tyder på andet end hun er rask, og sådan er det hver gang begynder at frygte det er noget psykisk  

Anonym skriver:

Min mand gør alt han kan, men har hverken mulighed for fri eller ferie inden. Til gengæld får han ekstra barsel og ferie, når jeg har født. 

Jeg er slidt men er nok mest ked af at der ikke engang er moralsk støtte eller opbakning og at det nærmere er tværtimod. Havde bare slet ikke brug for slag over snuden fra min mor, når jeg ikke engang har bedt om hjælp eller et ekstra pres. Havde fuld forståelse hvis ikke det var fordi det var langt ude scenarier, hvor oddsene for nogle sygdomme er mindre end at blive kørt over i sin egen stue, og det bliver blæst op. Hver gang blæses det op, og hun er tjekket på kryds og tværs, og intet tyder på andet end hun er rask, og sådan er det hver gang begynder at frygte det er noget psykisk  

Du bliver da nødt til at tage en snak med dine forældre. Måske de ved mere end dig om din søsters situation - og der måske er en reel grund til at de opfører sig som de gør.

 

Anonym skriver:

Er anonym af hensyn til min familie 

 

er er simpelthen så træt og slidt, har 2 små børn, og har 4 uger til termin. 

Min mand arbejder nat så er alene med ungerne. Af flere årsager ka jeg ikke ta ud til nogle af bedsterne og er ordret i ro pga bækkenløsning og begyndende svangerskabsforgiftning. Er ikke mindst frustreret over min søster som igen igen trækker alle ressourcer fra mine forældre, hvis verden går i stå så snart der er det mindste. Hvilket gør at himmel og jord sættes i bevægelse, lige nu er hun indlagt, og intet forklarligt på hendes symptomer, som har svinget forskellige steder i kroppen hele ugen. 

Det et er langt fra 1 gang det sker, og hver gang der er det mindste sygdom, bliver det pisket op. 

Jeg fik så meldingen i går om at min mor ikke kunne rumme mit sygdom(i forbindelse med graviditet) eller hvis jeg skulle indlægges osv. Blev virkelig ked af det, da der ingen tilbud har været om hjælp på noget tidspunkt, vi har ikke bedt, forventet eller fået nogen former for hjælp, og slam så blev der lukket i, inden jeg havde tænkt at spørge. Blev også ked af hun tror jeg vil bede om hjælp, med mindre det er livsnødvendigt når min søster pt fylder så meget. 

Så nu sidder jeg her, slidt og træt i kroppen, og frygter blodtrykket, uden mulighed for hjælp, og føler mig afvist på forkant, og at jeg på ingen måde kan tillade mig andet end at holde skansen. Frygter at der skal ske noget, jeg skal gå i fødsel eller jeg skal få det værre, for det kan min mor ikke rumme, og svigerne har flere aftaler de næste 2 uger udenbys, og de havde endda "spurgt os om lov" inden, da de andre Bedster kunne hjælpe hvis der skulle ske noget, og nu er alt min backup forsvundet. 

Er så så ked af det, for det er hver gang, og så står vi der, og vi skal nok klare den men hvor kunne det være rart med noget støtte. Så træt af at blive set ned på hvis jeg siger det mindste for jeg kan ikke tillade mig at sige det mindste og de få gange jeg har fået lidt hjælp, hører jeg så for, bla at min mor overnattede hos os på sygehuset den 1 nat, efter nr 2 var kommet, og det var jo lige så meget for at give mormor en god oplevelse og en unik mulighed 

 

skal vist bare affinde mig med at være alene lm tingene, og have absolut nul forventning om det mindste støtte, opbakning eller glæde på vores vegne, fra familien. Fortsat klare os selv, men hvor gør det ondt  

noget af det som gør så ondt, er mine forældres vennepar, de er begyndt at se skævt til mig, og forhuder nærmest mine forældre og mener de bare gør alt for deres børn og familie osv osv. Ja det er også rigtigt da de jo ser alt det de gør for min søster, de ser bare ikke det ikke gælder her, der er det bare tom snak, og det kan jeg ikke overskue. Jeg skulle hente noget ved mine forældre, og i løbet af 2 uger kunne de sket ikke overskue det, og endte med vi måtte droppe det, men de ville køre over 300 km for at hente min søster, køre over med en lampe hun ikke gad have med i toget !  

Lyder ikke som om du har det for nemt lige nu, har du heller ikke nogle venner du kan trække på her i den sidste tid?

Har en veninde hvor manden også tit arbejder nat men han skal hjælpe med at aflevere om morgenen og hjælpe med at hente nogen dage så hun kan få ro! hun har nemlig bækkenløsning og plukveer..

Er sikker på hvis du fremlægger for din mand at alternativet er at du bliver indlagt så han skal klare ALT hjemme er han til at forhandle med.

Og så prøv at lade vær med at tænke på alt det påstyr i din familie, begynd at planlægge så du kan klare dig selv, det gjorde jeg iforhold til min kæreste fordi jeg ikke følte han gav noget opbakning herhjemme. Det har resulteret i at han er blevet bedre til at hjælpe underligt nok, måske han følte sig holdt udenfor... ?!?!?

Ved det ikke er nemt, men ville bare lige sende en krammer og ønske dig alt held og lykke, har læst mange indslag som dit herinde og alle har de alligevel klaret den!

hesøth skriver:

Du bliver da nødt til at tage en snak med dine forældre. Måske de ved mere end dig om din søsters situation - og der måske er en reel grund til at de opfører sig som de gør.

 

Vi har haft flere snakke, og der er ikke nogen dybere mening, hun har altid været prinsessen osv. De har altid kørt det op, når der var det mindste, og kan ikke selv se det

sidst vi snakkede resulterede det i at min mor cuttede os af i 2-3 uger, og vi blev set skævt til og stadig bliver det  

selvfølgelig ved de mere om min søster end jeg, men bare hun får det mindste råber de indlæggelse og sviner lægerne til, når det ikke sker. Har min søster det mindste skidt er hun nærmest døden nær, kan næsten ikke gå osv. og bliver båret eller hjulpet på toilet, selvom hun ikke kaster op, ingen feber har eller andet der kunne indikere sygdom! Siger ikke hun faker for tror følelsen sikkert er rigtig nok, men hjælper ikke mine forældre pacer hende, sover sammen med hende hvis hun er skidt osv. og nu hvor hun er flyttet hjemmefra, kommer hun hjem og også fair nok, men hun har boet ude 2 mdr og hun er altså en pige på 22 år  som bla også har været vant til at blive kørt rundt til alt, de har taget fri for at køre og gør det stadig, hjælper med penge, osv osv. Der har aldrig været en brøkdel af den "hjælp" nogensinde her, jeg kunne klare mig selv, tage cyklen osv og ofte var min søster også årsag, for selv hvis jeg var meget syg, ja så skulle hun jo ikke stå med mad selv(den del har de sørget for selv efter hun var 18) og fik kost penge når de ikke var hjemme selvom hun tjente fuld løn og ikke betalte for at bo hjemme, hun blev kørt, hun lånte til en scooter hun aldrig fik betalt tilbage og ville ikke bruge den, da hjelmen ødelagde hendes frisure og blev derfor kørt på arbejde af min far, og da hun fik kørekort fik hun lov at låne bilen(hvilket jeg aldrig har fået lov til) og så tog han scooteren. Det stoppede først da hun flyttede hjemmefra fordi hun flyttede så langt væk 

Anonym skriver:

Er anonym af hensyn til min familie 

 

er er simpelthen så træt og slidt, har 2 små børn, og har 4 uger til termin. 

Min mand arbejder nat så er alene med ungerne. Af flere årsager ka jeg ikke ta ud til nogle af bedsterne og er ordret i ro pga bækkenløsning og begyndende svangerskabsforgiftning. Er ikke mindst frustreret over min søster som igen igen trækker alle ressourcer fra mine forældre, hvis verden går i stå så snart der er det mindste. Hvilket gør at himmel og jord sættes i bevægelse, lige nu er hun indlagt, og intet forklarligt på hendes symptomer, som har svinget forskellige steder i kroppen hele ugen. 

Det et er langt fra 1 gang det sker, og hver gang der er det mindste sygdom, bliver det pisket op. 

Jeg fik så meldingen i går om at min mor ikke kunne rumme mit sygdom(i forbindelse med graviditet) eller hvis jeg skulle indlægges osv. Blev virkelig ked af det, da der ingen tilbud har været om hjælp på noget tidspunkt, vi har ikke bedt, forventet eller fået nogen former for hjælp, og slam så blev der lukket i, inden jeg havde tænkt at spørge. Blev også ked af hun tror jeg vil bede om hjælp, med mindre det er livsnødvendigt når min søster pt fylder så meget. 

Så nu sidder jeg her, slidt og træt i kroppen, og frygter blodtrykket, uden mulighed for hjælp, og føler mig afvist på forkant, og at jeg på ingen måde kan tillade mig andet end at holde skansen. Frygter at der skal ske noget, jeg skal gå i fødsel eller jeg skal få det værre, for det kan min mor ikke rumme, og svigerne har flere aftaler de næste 2 uger udenbys, og de havde endda "spurgt os om lov" inden, da de andre Bedster kunne hjælpe hvis der skulle ske noget, og nu er alt min backup forsvundet. 

Er så så ked af det, for det er hver gang, og så står vi der, og vi skal nok klare den men hvor kunne det være rart med noget støtte. Så træt af at blive set ned på hvis jeg siger det mindste for jeg kan ikke tillade mig at sige det mindste og de få gange jeg har fået lidt hjælp, hører jeg så for, bla at min mor overnattede hos os på sygehuset den 1 nat, efter nr 2 var kommet, og det var jo lige så meget for at give mormor en god oplevelse og en unik mulighed 

 

skal vist bare affinde mig med at være alene lm tingene, og have absolut nul forventning om det mindste støtte, opbakning eller glæde på vores vegne, fra familien. Fortsat klare os selv, men hvor gør det ondt  

noget af det som gør så ondt, er mine forældres vennepar, de er begyndt at se skævt til mig, og forhuder nærmest mine forældre og mener de bare gør alt for deres børn og familie osv osv. Ja det er også rigtigt da de jo ser alt det de gør for min søster, de ser bare ikke det ikke gælder her, der er det bare tom snak, og det kan jeg ikke overskue. Jeg skulle hente noget ved mine forældre, og i løbet af 2 uger kunne de sket ikke overskue det, og endte med vi måtte droppe det, men de ville køre over 300 km for at hente min søster, køre over med en lampe hun ikke gad have med i toget !  

Det lyder rigtig hårdt...

Jeg tror den bedste løsning er at din mand kommer ig er hjemme hos dig..

Måske han kan tage ferie eller måske har i lidt forældre orlov tilbage fra de store han kan holde..

dola skriver:

Lyder ikke som om du har det for nemt lige nu, har du heller ikke nogle venner du kan trække på her i den sidste tid?

Har en veninde hvor manden også tit arbejder nat men han skal hjælpe med at aflevere om morgenen og hjælpe med at hente nogen dage så hun kan få ro! hun har nemlig bækkenløsning og plukveer..

Er sikker på hvis du fremlægger for din mand at alternativet er at du bliver indlagt så han skal klare ALT hjemme er han til at forhandle med.

Og så prøv at lade vær med at tænke på alt det påstyr i din familie, begynd at planlægge så du kan klare dig selv, det gjorde jeg iforhold til min kæreste fordi jeg ikke følte han gav noget opbakning herhjemme. Det har resulteret i at han er blevet bedre til at hjælpe underligt nok, måske han følte sig holdt udenfor... ?!?!?

Ved det ikke er nemt, men ville bare lige sende en krammer og ønske dig alt held og lykke, har læst mange indslag som dit herinde og alle har de alligevel klaret den!

Tusind tak

manden aflaster alt han kan, og tager alt der er muligt. Vi klarer os allerede uden hjælp og reagerer nok på at blive afvist uden at have ytret ønske om hjælp, og blive skubbet væk uden grund

synes ikke at dine forældre kan være det bekendt og lave så meget forskels behandling ! Det gør man bare ikke! Jeg har 2 unger jeg virkelig er over hele t iden da de ikke skal føle at den ene bliver elsket mere end den anden!

 

Hvis du bor i Århus vil jeg godt give  et nap med når du har bug for det. 

ano14316 skriver:

Det lyder rigtig hårdt...

Jeg tror den bedste løsning er at din mand kommer ig er hjemme hos dig..

Måske han kan tage ferie eller måske har i lidt forældre orlov tilbage fra de store han kan holde..

Han har desværre intet og har ikke mulighed, da han har nogle opgaver som skal nåes inden og ikke kan få fri eller ferie, til gengæld får han det bagefter og der bliver det også tiltrængt da jeg skal have kejsersnit, så hjælpen er nødvendig bagefter, da jeg intet må løfte eller bære i 6-8 uger bagefter