Eksperthjælp: Mistede barn og desperat efter at blive gravid igen

"Mistede barn og desperat efter at blive gravid igen"

Hej Charlotte

Jeg skriver fordi jeg er helt rundt på gulvet.
For knapt 3 uger siden fødte jeg en søn ved akut kejsersnit i uge 29, 4 dage senere gik han bort pga. Voldsomme hjerneblødninger, inden dette skete var jeg helt sikker på jeg ikke skulle have flere børn (jeg har en på knapt 2 år, der er født 8 uger for tidligt)

Men nu skriger min krop og sind efter en graviditet, jeg er virkelig desperat og syntes de 8 uger vi skal bruge kondom i er en ulidelig evighed, jeg ser babyer og maver alle vegne og ville sådan ønske det var mig.

Men er der overhoved realistisk at jeg bliver gravid igen? Er der så endnu større chancer for en for tidlig fødsel (igen)?

Hvis jeg bliver gravid hurtigt skal jeg så have kejsersnit igen? Og kan min krop overhoved klarer en graviditet mere?

Og de sidste ved jeg godt du ikke kan svarer på, men jeg prøver alligevel, hvorfor kan jeg ikke holde på børnene i 40 uger? Jeg fik spontant vandafgang og veer begge gange, her er 2 gang havde jeg dog også moderkage løsning

Jeg håber du har nogle svar til mig, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg håbe på eller mene.

Charlottes svar

Kære Du
Tak for dit brev. Det gør mig ondt for dig, at du har mistet din lille dreng,
og det giver god mening at du er desperat efter at blive gravid igen. Jeg har i mange år beskæftiget mig med sorg hjælp til kvinder der har mistet et barn, og jeg har hørt masser af kvinder sige som du, at de er desperate for at blive gravid igen. Min erfaring er derimod, at det er en god ide, at have bearbejdet den sorg det er at miste et barn, før man bliver gravid igen, for ellers så kan det næste barn, godt gå hen og blive en erstatning for det døde barn, og det er ikke nemt at vokse op og ha’ en følelse af at være en erstatning. Jeg kan har sagt det mange gange til kvinder, og jeg husker en der sagde at det da vist var noget værre vrøvl, og hun blev hurtigt gravid og have det meget svært med at være ulykkelig over det døde barn, og lykkelig over det kommende barn. Så hun vendte tilbage til mig, og sagde at hun nok mente at jeg havde en vis pointe i at anbefale at man har bearbejdet den sorg det er at miste et barn, før man skal ha’ det næste barn.
Din krop skriger efter at være gravid igen, ja fordi den var programmeret til at du skulle være gravid i over 10 uger mere, så din krop er slet ikke indstillet på ikke at være gravid længere. Så det giver god mening at din krop skriger, det gør dit indre sikkert også, alt skriger fordi det er så forfærdeligt at miste et lille barn.
Der er noget der tyder på at dine graviditeter ikke har været helt normale, men besværlige af forskellige grunde. Hvis jeg var dig, ville jeg bede om en samtale med overlægen på den afdeling hvor du hører til når du føder, og få en grundig samtale om risiko og plan for fødsel, ved en kommende graviditet. Tag endelig din partner med, så I sammen kan høre og huske, da man tit ikke kan høre ordentligt alene, især når man selv er ”hovedpersonen”
Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber du kan finde tid og muligheder for at bearbejde den sorg du har og jeg håber du finder din vej.
Varme hilsner fra Charlotte, www.grumme.dk


En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.

Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk

Grumme skriver:

Charlotte Grumme

Hej Charlotte

Jeg skriver fordi jeg er helt rundt på gulvet.
For knapt 3 uger siden fødte jeg en søn ved akut kejsersnit i uge 29, 4 dage senere gik han bort pga. Voldsomme hjerneblødninger, inden dette skete var jeg helt sikker på jeg ikke skulle have flere børn (jeg har en på knapt 2 år, der er født 8 uger for tidligt)

Men nu skriger min krop og sind efter en graviditet, jeg er virkelig desperat og syntes de 8 uger vi skal bruge kondom i er en ulidelig evighed, jeg ser babyer og maver alle vegne og ville sådan ønske det var mig.

Men er der overhoved realistisk at jeg bliver gravid igen? Er der så endnu større chancer for en for tidlig fødsel (igen)?

Hvis jeg bliver gravid hurtigt skal jeg så have kejsersnit igen? Og kan min krop overhoved klarer en graviditet mere?

Og de sidste ved jeg godt du ikke kan svarer på, men jeg prøver alligevel, hvorfor kan jeg ikke holde på børnene i 40 uger? Jeg fik spontant vandafgang og veer begge gange, her er 2 gang havde jeg dog også moderkage løsning

Jeg håber du har nogle svar til mig, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg håbe på eller mene.

Kære Du
Tak for dit brev. Det gør mig ondt for dig, at du har mistet din lille dreng,
og det giver god mening at du er desperat efter at blive gravid igen. Jeg har i mange år beskæftiget mig med sorg hjælp til kvinder der har mistet et barn, og jeg har hørt masser af kvinder sige som du, at de er desperate for at blive gravid igen. Min erfaring er derimod, at det er en god ide, at have bearbejdet den sorg det er at miste et barn, før man bliver gravid igen, for ellers så kan det næste barn, godt gå hen og blive en erstatning for det døde barn, og det er ikke nemt at vokse op og ha’ en følelse af at være en erstatning. Jeg kan har sagt det mange gange til kvinder, og jeg husker en der sagde at det da vist var noget værre vrøvl, og hun blev hurtigt gravid og have det meget svært med at være ulykkelig over det døde barn, og lykkelig over det kommende barn. Så hun vendte tilbage til mig, og sagde at hun nok mente at jeg havde en vis pointe i at anbefale at man har bearbejdet den sorg det er at miste et barn, før man skal ha’ det næste barn.
Din krop skriger efter at være gravid igen, ja fordi den var programmeret til at du skulle være gravid i over 10 uger mere, så din krop er slet ikke indstillet på ikke at være gravid længere. Så det giver god mening at din krop skriger, det gør dit indre sikkert også, alt skriger fordi det er så forfærdeligt at miste et lille barn.
Der er noget der tyder på at dine graviditeter ikke har været helt normale, men besværlige af forskellige grunde. Hvis jeg var dig, ville jeg bede om en samtale med overlægen på den afdeling hvor du hører til når du føder, og få en grundig samtale om risiko og plan for fødsel, ved en kommende graviditet. Tag endelig din partner med, så I sammen kan høre og huske, da man tit ikke kan høre ordentligt alene, især når man selv er ”hovedpersonen”
Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber du kan finde tid og muligheder for at bearbejde den sorg du har og jeg håber du finder din vej.
Varme hilsner fra Charlotte, www.grumme.dk


En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.

Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk

Vil bare sige at det måske ikke er lykken at blive gravid igen så tidligt? Tænker at det kan gå meget galt når du har historik for forskellige ting der gør du føder før.

Jeg mistede min datter 9/3/13 og jeg er nu gravid igen. Kan fortælle dig, med hånden på hjertet, at det IKKE er let! Jeg er rædselsslagen og hat enormt svært ved at glæde mig og tro på det hele nok skal gå.
Vi har 50% chance for at næste barn fejler det samme som første barn.

Lige en sidste ting.. Jeg fødte 3 uger før tid. Min datter døde da hun var 19 dage gammel. Jeg kunne i lang lang tid overhovedet ikke drømme om at blive gravid igen. Selvom min krop skreg på det barn jeg havde mistet, ville jeg på ingen måde så tidligt få endnu et barn.


Håber det er ok jeg har skrevet. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har behov.


Mvh. Rikke

FrkRaarup skriver:

Vil bare sige at det måske ikke er lykken at blive gravid igen så tidligt? Tænker at det kan gå meget galt når du har historik for forskellige ting der gør du føder før.

Jeg mistede min datter 9/3/13 og jeg er nu gravid igen. Kan fortælle dig, med hånden på hjertet, at det IKKE er let! Jeg er rædselsslagen og hat enormt svært ved at glæde mig og tro på det hele nok skal gå.
Vi har 50% chance for at næste barn fejler det samme som første barn.

Lige en sidste ting.. Jeg fødte 3 uger før tid. Min datter døde da hun var 19 dage gammel. Jeg kunne i lang lang tid overhovedet ikke drømme om at blive gravid igen. Selvom min krop skreg på det barn jeg havde mistet, ville jeg på ingen måde så tidligt få endnu et barn.


Håber det er ok jeg har skrevet. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har behov.


Mvh. Rikke

Det er helt okay, tak for din erfaring. 

Det gør mig ondt med din datter 

Jeg ved eller rettere tror en ny graviditet vil være rigtig hård og jeg vil blive fulgt tæt grundet min historie. 

Jeg ved heller ikke om det er hormoner/følelser der taler eller et reelt ønske. 

Føler mig bare så ensom uden mave eller barn 

Jeg er så den der vil give den anden side af historien - og bliver egentlig lidt betænkelig ved en ekspert der udtaler sig så kategorisk om noget der er så individuelt. Hvad der er godt (hvis man overhovedet kan tale om godt midt i helvede) er helt individuelt. Og at skrive at man skal have bearbejdet sorgen før man bliver gravid er jo næsten det samme som at sige aldrig for den bearbejdelse er lang.

Kan fortælle i min apa gruppe havde vi alle et barn efter to år og 3 af os endda før der var gået et år.

Lias lillebror er ikke en erstatning for Lia, hvordan skulle han kunne være det? Det var der også uvidende der sagde til mig der jeg blev gravid og må indrømme jeg smilede overbærende for nej hvor jeg følte de var uvidende om hvor jeg stod og mine følelser hvis de kunne tale om en erstatning af Lia - hun er jo mit barn som jeg elsker resten af mit liv. Jeg kunne erstatte drømmen om en baby, tomheden i mine arme, jeg kunne få en baby jeg kunne udføre de omsorgshandlinger min krop og hjerne skreg efter.

jeg fik min Liam 11 mnd efter Lia døde og jeg personligt ville aldrig gøre det anderledes...

lineog4 skriver:

Jeg er så den der vil give den anden side af historien - og bliver egentlig lidt betænkelig ved en ekspert der udtaler sig så kategorisk om noget der er så individuelt. Hvad der er godt (hvis man overhovedet kan tale om godt midt i helvede) er helt individuelt. Og at skrive at man skal have bearbejdet sorgen før man bliver gravid er jo næsten det samme som at sige aldrig for den bearbejdelse er lang.

Kan fortælle i min apa gruppe havde vi alle et barn efter to år og 3 af os endda før der var gået et år.

Lias lillebror er ikke en erstatning for Lia, hvordan skulle han kunne være det? Det var der også uvidende der sagde til mig der jeg blev gravid og må indrømme jeg smilede overbærende for nej hvor jeg følte de var uvidende om hvor jeg stod og mine følelser hvis de kunne tale om en erstatning af Lia - hun er jo mit barn som jeg elsker resten af mit liv. Jeg kunne erstatte drømmen om en baby, tomheden i mine arme, jeg kunne få en baby jeg kunne udføre de omsorgshandlinger min krop og hjerne skreg efter.

jeg fik min Liam 11 mnd efter Lia døde og jeg personligt ville aldrig gøre det anderledes...

Mange  tak for din vinkel, det var rigtig rart at hører den side også 

Hos og må hellere lige sige at apa er efterfødselsgymnastik for mødre der har mistet....

lineog4 skriver:

Hos og må hellere lige sige at apa er efterfødselsgymnastik for mødre der har mistet....

lineog4 skriver:

Jeg er så den der vil give den anden side af historien - og bliver egentlig lidt betænkelig ved en ekspert der udtaler sig så kategorisk om noget der er så individuelt. Hvad der er godt (hvis man overhovedet kan tale om godt midt i helvede) er helt individuelt. Og at skrive at man skal have bearbejdet sorgen før man bliver gravid er jo næsten det samme som at sige aldrig for den bearbejdelse er lang.

Kan fortælle i min apa gruppe havde vi alle et barn efter to år og 3 af os endda før der var gået et år.

Lias lillebror er ikke en erstatning for Lia, hvordan skulle han kunne være det? Det var der også uvidende der sagde til mig der jeg blev gravid og må indrømme jeg smilede overbærende for nej hvor jeg følte de var uvidende om hvor jeg stod og mine følelser hvis de kunne tale om en erstatning af Lia - hun er jo mit barn som jeg elsker resten af mit liv. Jeg kunne erstatte drømmen om en baby, tomheden i mine arme, jeg kunne få en baby jeg kunne udføre de omsorgshandlinger min krop og hjerne skreg efter.

jeg fik min Liam 11 mnd efter Lia døde og jeg personligt ville aldrig gøre det anderledes...

Kære Du

Jeg er da ked af at du opfatter mit indlæg som du gør, jeg kommer såmænd blot med mine erfaringer og min viden, og det er da ikke det samme som at alle behøver være enige. Jeg tror da på at mennesker dybest set, gør det som er bedst for dem selv, men omvendt, så ved jeg også noget om hvor kaotisk man kan være efter at ha' mistet et barn. Og i den forbindelse så synes jeg ikke at jeg gør skade, ved at fortælle om mine erfaringer om hvordan det kan være klogt at tage sig af sin sorg, før man får et nyt barn. Jeg kender også til sørgerlige eksempler på at man kan vokse op og føle man skulle ha' været en anden, derfor nævner jeg det med erstatningsbarn. Jeg håber da ikke at du læser mit svar til den ulykkelige kvinde, som om at jeg har patent på sandheden, hvem i al verden kan have patent på sandheden når det drejer sig om følelser, men jeg har mange mange års erfaring med sorggrupper og individuelle forløb med kvinder og deres partnere, der har mistet et barn. Det er den erfaring, samt en toårig terapeutuddannelse med fokus på tab og traume, jeg bygger mine svar på.

Dt glæder mig meget for dig at du har det som du har.

Mange venlige hilsner Charlotte, www.grumme.dk

Grumme skriver:

Kære Du

Jeg er da ked af at du opfatter mit indlæg som du gør, jeg kommer såmænd blot med mine erfaringer og min viden, og det er da ikke det samme som at alle behøver være enige. Jeg tror da på at mennesker dybest set, gør det som er bedst for dem selv, men omvendt, så ved jeg også noget om hvor kaotisk man kan være efter at ha' mistet et barn. Og i den forbindelse så synes jeg ikke at jeg gør skade, ved at fortælle om mine erfaringer om hvordan det kan være klogt at tage sig af sin sorg, før man får et nyt barn. Jeg kender også til sørgerlige eksempler på at man kan vokse op og føle man skulle ha' været en anden, derfor nævner jeg det med erstatningsbarn. Jeg håber da ikke at du læser mit svar til den ulykkelige kvinde, som om at jeg har patent på sandheden, hvem i al verden kan have patent på sandheden når det drejer sig om følelser, men jeg har mange mange års erfaring med sorggrupper og individuelle forløb med kvinder og deres partnere, der har mistet et barn. Det er den erfaring, samt en toårig terapeutuddannelse med fokus på tab og traume, jeg bygger mine svar på.

Dt glæder mig meget for dig at du har det som du har.

Mange venlige hilsner Charlotte, www.grumme.dk

Jeg synes man skal passe rigtig meget på at opstille "rigtige" måder - da jeg mistede og mødte landsforeningen for ja snart 8 år siden oplevede jeg der var noget "rigtigt" i forhold til ens følelser når man havde mistet og jeg kunne slet ikke placere mig selv i de "rigtige". Heldigvis har landsforeningen nu langt højere fokus på vi er utrolig forskellige trods vi alle har mistet.
For når man udtaler sig som ekspert eller som landsforeningen kan det hurtigt læses som: sådan burde jeg føle, sådan bør jeg nok gøre. Og midt i kaos, midt i helvede og midt i man rent faktisk ikke ved hvem man selv er længere, så kan man have mistet evnen til at mærke efter - gjorde jeg i hvert fald og det eneste jeg mærkede var manglen af min datter.
Jeg husker min sorte sorte samvittighed da jeg allerede om natten med min døde datter i armene tænkte tanken om endnu et barn. Hun var vores planlagte sidste og der sad jeg og overvejede at få endnu et barn fordi hun var død - hvilken mor var jeg?! Jeg huske min enorme lettelse da jeg mødte ligestillede og de fortalte om samme tanker, og jeg husker også min skamfølelse da jeg ønskede at høre min læge om muligheden for ny graviditet, da jeg rent faktisk blev gravid kort efter osv. Men jeg var også heldig for mit netværk af de som havde mistet som efterhånden var blevet stort både irl og via nettet, havde samme ønske som mig, ja nogen var endda gravid hurtigere end mig.

Med hensyn til erstatning, er sikker på der er dårlige fortællinger. Og jeg kan jo ikke vide om min søn som voksen vil vende sig mod mig og sige han er mærket af at komme efter Lia og han følte sig som en erstatning. Men jeg håber det da ikke. Vi taler åbent om, han er planlagt fordi Lia døde, men at han kunne have kommet som en ups selvom hun havde levet. Han elsker historien om hvordan mor ønskede sig en pige med sort hår, men i stedet kom der en stor tyk skaldet dreng og var lige præcis den mor ønskede sig uden at vide det. Og i mit hoved er han ikke en erstatning, hvordan skulle han eller et andet barn dog kunne erstatte min unikke datter? Han kan erstatte en baby, det kunne det hittebarn der blev fundet den nat min datter døde også have gjort, men min datter med hendes lyde, hendes lugt, hendes følelse i mine arme er jo unikt og om jeg fik 10 børn ville jeg stadig mangle netop hende.

lineog4 skriver:

Jeg synes man skal passe rigtig meget på at opstille "rigtige" måder - da jeg mistede og mødte landsforeningen for ja snart 8 år siden oplevede jeg der var noget "rigtigt" i forhold til ens følelser når man havde mistet og jeg kunne slet ikke placere mig selv i de "rigtige". Heldigvis har landsforeningen nu langt højere fokus på vi er utrolig forskellige trods vi alle har mistet.
For når man udtaler sig som ekspert eller som landsforeningen kan det hurtigt læses som: sådan burde jeg føle, sådan bør jeg nok gøre. Og midt i kaos, midt i helvede og midt i man rent faktisk ikke ved hvem man selv er længere, så kan man have mistet evnen til at mærke efter - gjorde jeg i hvert fald og det eneste jeg mærkede var manglen af min datter.
Jeg husker min sorte sorte samvittighed da jeg allerede om natten med min døde datter i armene tænkte tanken om endnu et barn. Hun var vores planlagte sidste og der sad jeg og overvejede at få endnu et barn fordi hun var død - hvilken mor var jeg?! Jeg huske min enorme lettelse da jeg mødte ligestillede og de fortalte om samme tanker, og jeg husker også min skamfølelse da jeg ønskede at høre min læge om muligheden for ny graviditet, da jeg rent faktisk blev gravid kort efter osv. Men jeg var også heldig for mit netværk af de som havde mistet som efterhånden var blevet stort både irl og via nettet, havde samme ønske som mig, ja nogen var endda gravid hurtigere end mig.

Med hensyn til erstatning, er sikker på der er dårlige fortællinger. Og jeg kan jo ikke vide om min søn som voksen vil vende sig mod mig og sige han er mærket af at komme efter Lia og han følte sig som en erstatning. Men jeg håber det da ikke. Vi taler åbent om, han er planlagt fordi Lia døde, men at han kunne have kommet som en ups selvom hun havde levet. Han elsker historien om hvordan mor ønskede sig en pige med sort hår, men i stedet kom der en stor tyk skaldet dreng og var lige præcis den mor ønskede sig uden at vide det. Og i mit hoved er han ikke en erstatning, hvordan skulle han eller et andet barn dog kunne erstatte min unikke datter? Han kan erstatte en baby, det kunne det hittebarn der blev fundet den nat min datter døde også have gjort, men min datter med hendes lyde, hendes lugt, hendes følelse i mine arme er jo unikt og om jeg fik 10 børn ville jeg stadig mangle netop hende.

Slap af, det er stærke tanker. Kan på ingen måde forholde mig til eller sætte mig ind i alt det, kvinder som dig må gå igennem, når de mister et barn.

Men (selvom du har haft mange år til at tænke tankerne), så tager jeg sgu alligevel hatten af for dig. Puha.

Er sikker på, at lillebror aldrig føler sig som en erstatning - Han er jo sig selv og sin egen og på ingen måder Lia. Ellers var han jo heller ikke lillebror, men bare "barn".

Seje tanker og sejt, du fortæller dem så åbent