Eksperthjælp: Mistede barn og desperat efter at blive gravid igen

Så vil jeg da også komme med min vinkel. Jeg mistede 22. December 2013 min søn, 39+2. Den første uge skulle jeg aldrig være mor igen, aldrig være gravid, aldrig føde for det var det helt sikkert det værste jeg nogensinde havde prøvet! Tænkt sig at jeg havde "spildt" 9 måneder på at bære et barn som jeg så bare kunne "smide" i jorden! - det lyder hårdt og barskt, men det er ærlige tanker som jeg havde den første uge! Da julen var overstået og vi skrev 2014 i stedet for 2013, gik det op for mig at jeg var blevet mor, mor på en helt anden måde end hvad jeg troede, men jeg var mor og jeg kunne nu se det som min søn, der bare skulle være et andet sted. Gud hvor var han smuk, lignede sin far, han var mit barn og jeg var/er pisse stolt. Jeg har slet ikke de grimme tanker mere, jeg elsker ham som jeg ville elske et levende barn, jeg fortæller om ham som om jeg stod med ham på armen, men jeg mangler det hele og jeg har et tomrum. Min krop, mit sind skriger efter en baby og jeg ved at det ikke er fordi jeg ønsker en erstatning, men jeg ønsker at fylde mit kæmpe tomrum ud. Vi har på intet tidspunkt beskyttet os, og nu er der så gået 6 måneder. Jeg ved ikke om tiden har hjulpet på angsten, måske lidt? Men ligemeget om jeg var blevet gravid en måned efter eller 3 år, så vil jeg altid vide at det kan ske og jeg vil altid frygte at det sker igen! Det var så lige min smøre uden mellemrum fordi jeg skriver fra mobilen

lineog4 skriver:

Jeg synes man skal passe rigtig meget på at opstille "rigtige" måder - da jeg mistede og mødte landsforeningen for ja snart 8 år siden oplevede jeg der var noget "rigtigt" i forhold til ens følelser når man havde mistet og jeg kunne slet ikke placere mig selv i de "rigtige". Heldigvis har landsforeningen nu langt højere fokus på vi er utrolig forskellige trods vi alle har mistet.
For når man udtaler sig som ekspert eller som landsforeningen kan det hurtigt læses som: sådan burde jeg føle, sådan bør jeg nok gøre. Og midt i kaos, midt i helvede og midt i man rent faktisk ikke ved hvem man selv er længere, så kan man have mistet evnen til at mærke efter - gjorde jeg i hvert fald og det eneste jeg mærkede var manglen af min datter.
Jeg husker min sorte sorte samvittighed da jeg allerede om natten med min døde datter i armene tænkte tanken om endnu et barn. Hun var vores planlagte sidste og der sad jeg og overvejede at få endnu et barn fordi hun var død - hvilken mor var jeg?! Jeg huske min enorme lettelse da jeg mødte ligestillede og de fortalte om samme tanker, og jeg husker også min skamfølelse da jeg ønskede at høre min læge om muligheden for ny graviditet, da jeg rent faktisk blev gravid kort efter osv. Men jeg var også heldig for mit netværk af de som havde mistet som efterhånden var blevet stort både irl og via nettet, havde samme ønske som mig, ja nogen var endda gravid hurtigere end mig.

Med hensyn til erstatning, er sikker på der er dårlige fortællinger. Og jeg kan jo ikke vide om min søn som voksen vil vende sig mod mig og sige han er mærket af at komme efter Lia og han følte sig som en erstatning. Men jeg håber det da ikke. Vi taler åbent om, han er planlagt fordi Lia døde, men at han kunne have kommet som en ups selvom hun havde levet. Han elsker historien om hvordan mor ønskede sig en pige med sort hår, men i stedet kom der en stor tyk skaldet dreng og var lige præcis den mor ønskede sig uden at vide det. Og i mit hoved er han ikke en erstatning, hvordan skulle han eller et andet barn dog kunne erstatte min unikke datter? Han kan erstatte en baby, det kunne det hittebarn der blev fundet den nat min datter døde også have gjort, men min datter med hendes lyde, hendes lugt, hendes følelse i mine arme er jo unikt og om jeg fik 10 børn ville jeg stadig mangle netop hende.

Jeg bliver altid klogere når jeg læser dine indlæg. De er meget stærke.
Tak.

Mami skriver:

Mange  tak for din vinkel, det var rigtig rart at hører den side også 

Hej

Jeg har det præcis ligesom dig, jeg mistede min datter Lærke i uge 38 og fødte hende i sidste uge den 8-7-2014 dødfødt, På den ene side vil jeg også gerne blive gravid meget hurtigt igen og tænker præcis samme tanker som dig. Men må den anden side er jeg også bare rædselslagende fordi lægerne lyttede jo ikke til mig i min første da jeg gentagene gange fortalte at jeg mærkede mindre og mindre til hende og til sidst var helt i tvivl om jeg havde mærket hende. Jeg var til blodprøve torsdagen inden den 3 juli da jeg havde leverbetinget graviditetskløe men fordi jeg den 1 juli blev ringet op om at jeg skulle op i dosis måtte jeg fortælle at jeg havde meget ondt pga en nerve og mange lænde smerter derfor skulle jeg snakke med en læge den torsdag jeg var til blodprøve da de ville se mig hvis jeg stadig havde ondt, men de kiggede desværre ikke ind til min lærke den dag de tog kun blodtrykket og de ville ikke sætte mig i gang selvom jeg var rigtig bange osv. de lyttede ikke engang da jeg sagde jeg ikke var sikker på om jeg havde mærket hende den dag og jeg var derude tidligt om morgen da blodprøven skulle vare som fastende. jeg tænker hvad nu hvis det sker igen og jeg risikere jo den samme sygdom anden gang også men samtidig så skriger min krop også på at blive gravid igen. tror først man rigtigt finder ud af om man skal prøve igen hurtigt når det kommer til at man igen kan have ubeskyttet sex med sin partner. 

 

mvh carina

lineog4 skriver:

Jeg er så den der vil give den anden side af historien - og bliver egentlig lidt betænkelig ved en ekspert der udtaler sig så kategorisk om noget der er så individuelt. Hvad der er godt (hvis man overhovedet kan tale om godt midt i helvede) er helt individuelt. Og at skrive at man skal have bearbejdet sorgen før man bliver gravid er jo næsten det samme som at sige aldrig for den bearbejdelse er lang.

Kan fortælle i min apa gruppe havde vi alle et barn efter to år og 3 af os endda før der var gået et år.

Lias lillebror er ikke en erstatning for Lia, hvordan skulle han kunne være det? Det var der også uvidende der sagde til mig der jeg blev gravid og må indrømme jeg smilede overbærende for nej hvor jeg følte de var uvidende om hvor jeg stod og mine følelser hvis de kunne tale om en erstatning af Lia - hun er jo mit barn som jeg elsker resten af mit liv. Jeg kunne erstatte drømmen om en baby, tomheden i mine arme, jeg kunne få en baby jeg kunne udføre de omsorgshandlinger min krop og hjerne skreg efter.

jeg fik min Liam 11 mnd efter Lia døde og jeg personligt ville aldrig gøre det anderledes...

Hej, jeg har tit tænkt på Lia når jeg har læst dine kommentarer på de forskellige indlæg. Vil du ikke fortælle om hvad der skete med din Lia? Eller er det for smertefuld? Undskyld hvis du synes det er for personligt.

Jeg tror man skal have prøvet det, for at forstå, hvad det vil sige at miste et barn eller flere for overhovedet at kunne støtte andre i deres tab.
Og den bedste form for støtte er i virkeligheden blot at være der, give udtryk for at man ved hvad der tales om, at man selv har været og er i samme båd, og så lægge øre til.

Men du siger en klog ting Grumme.
Den med at ens krop ikke er blevet færdig med graviditeten, og derfor skriger den efter et nyt barn.
Det er rigtigt godt forklaret og giver god mening.
For....i gamle dage anbefalede man, at man så hurtigt som muligt prøvede igen, og det tror jeg så er helt rigtigt.
Jeg fik selv de samme anbefalinger, og kan sige, at for mig var det rette.
Jo hurtigere jeg blev gravid igen, jo bedre bearbejdede jeg tabene, og fik trængt dem i baggrunden.

Det er vigtigt at døden ikke fortrænger livet.
Barnet i maven vil aldrig blive en erstatning på den måde du mener, ikke hvis man er normal i hovedet, men en erstatning er barnet jo. Det kan man aldrig lukke øjnene for.
Det mistede barn kan aldrig erstattes på DEN måde og alligevel kan det, netop fordi sorgen over det mistede barn erstattes med glæden og opmærksomheden for det nye.

Vel vil man være bange for, at det sker igen..ja mere end bange, man vil være rædselsslagen, men jo før man gennemlever den rædsel, jo lettere er den at tackle. Går man alt for længe og venter, bliver det endnu værre.
Så jeg tror på at det gamle "op på hesten igen", nu engang er bedre end at sidde og sørge alt for længe.
Man må tage chancen og håbe det bedste.
Og..idet man sidder med det nye lille levende barn i sine arme, så er alt andet gemt...ikke glemt, men gemt.

Så kære TS.
Alle mine varmeste tanker går til dig.
Jeg håber for dig at du snart vil få en ny start og et nyt forsøg.
Det er hårdt, men man kan, hvis man vil.


Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Jeg tror man skal have prøvet det, for at forstå, hvad det vil sige at miste et barn eller flere for overhovedet at kunne støtte andre i deres tab.
Og den bedste form for støtte er i virkeligheden blot at være der, give udtryk for at man ved hvad der tales om, at man selv har været og er i samme båd, og så lægge øre til.

Men du siger en klog ting Grumme.
Den med at ens krop ikke er blevet færdig med graviditeten, og derfor skriger den efter et nyt barn.
Det er rigtigt godt forklaret og giver god mening.
For....i gamle dage anbefalede man, at man så hurtigt som muligt prøvede igen, og det tror jeg så er helt rigtigt.
Jeg fik selv de samme anbefalinger, og kan sige, at for mig var det rette.
Jo hurtigere jeg blev gravid igen, jo bedre bearbejdede jeg tabene, og fik trængt dem i baggrunden.

Det er vigtigt at døden ikke fortrænger livet.
Barnet i maven vil aldrig blive en erstatning på den måde du mener, ikke hvis man er normal i hovedet, men en erstatning er barnet jo. Det kan man aldrig lukke øjnene for.
Det mistede barn kan aldrig erstattes på DEN måde og alligevel kan det, netop fordi sorgen over det mistede barn erstattes med glæden og opmærksomheden for det nye.

Vel vil man være bange for, at det sker igen..ja mere end bange, man vil være rædselsslagen, men jo før man gennemlever den rædsel, jo lettere er den at tackle. Går man alt for længe og venter, bliver det endnu værre.
Så jeg tror på at det gamle "op på hesten igen", nu engang er bedre end at sidde og sørge alt for længe.
Man må tage chancen og håbe det bedste.
Og..idet man sidder med det nye lille levende barn i sine arme, så er alt andet gemt...ikke glemt, men gemt.

Så kære TS.
Alle mine varmeste tanker går til dig.
Jeg håber for dig at du snart vil få en ny start og et nyt forsøg.
Det er hårdt, men man kan, hvis man vil.


Kærligst
Sussie

Mange tak for dit svar  

manden og jeg er i fuld sving med at prøve at blive gravide igen <3

Aisha skriver:

Hej, jeg har tit tænkt på Lia når jeg har læst dine kommentarer på de forskellige indlæg. Vil du ikke fortælle om hvad der skete med din Lia? Eller er det for smertefuld? Undskyld hvis du synes det er for personligt.

Man må altid spørge om mine børn levende som døde. Og er nu så langt så jeg ikke længere skal tilsætte men man skal også kunne klare svarene for kan sortere nu
Det bliver dog den ultra korte version for sidder på en mobil i Italien og nyder livet. Den længere version kan du se på www.liasminde hvor jeg er i gang med at konstruere hendes mindeside.
den korte version er at Lia er vores fælles 2. Barn, hun var super planlagt (storesøster var en ups) så jeg lige havde afleveret speciale og så kunne gå på barsel - livet var som vi planlagde det. Vi vidste ikke Lia var en pige, men jeg havde fået en mistanke da hun skulle vendes og de blev ved at sige hun. Min mand havde aldrig været i tvivl der var en pige med brune øjne i min mave og hun ville få fødselsdag d.14.11. Han fik ret, d.14.11. Kom hun til verden ved en turbo fødsel (havde 40 minutter på fødegangen) og hun var mørk eller i hvert fald mørkere en sin storesøster som havde været en lyserød gris
Hun blev født lige før midnat og vi besluttede derfor jeg skulle blive om natten for min store datters skyld så hun kunne komme og hente. Dagen efter tog vi hjem uden hun var tilset af en læge for der var travlt og som de sagde: der er ingen syge børn på barselsgangen så er det opdaget ved scanning eller ved fødsel. Dog havde en sygeplejerske bidt mærke i Lias farve men det var blevet afvist med far jo også var mørk (og så nok også fordi Lias blå skær på det tidspunkt svingede fordi ductus stadig var åben). Men bemærkningen om hendes farve bed sig fast. Vi havde hende hjemme i 3 dage hvor vi var en lykkelig nybagt familie, fik hende navngivet, vist frem osv. Fredag da hun var 3 døgn næsten præcis var jeg/vi overbeviste om hendes farve var forkert, min mand gik på nettet og søgte hjertefejl og jeg sad og ammede (mælken var lige løbet rigtig til og husker så tydeligt hendes forbavsede øjne da hun slog en kæmpe bøvs) og læste i politikkens børns sygdom om hjertefejl. Gik ind og skiftede hende og min mand forklarede imens om det han havde læst og jeg ikke skulle være nervøs men vi skulle have hende tilset af en læge og det før mandag. Lia begyndte at skrige og jeg kunne ikke trøste hende som tidligere så gik ud i stuen for at amme igen, men hun blev slap. Min mand kom og tog hende for at køre på skadestuen men hun stoppede med at trække vejret og ja så var det 112, min mand fik hende genoplivet, vi kom på akut børnemodtagelse og de forsøgte at stabilisere så hun kunne komme på Riget. Det lykkedes ikke og hun døde om natten.... de arbejdede ud fra mange teorier men især hjertefejl fordi jeg havde sagt det.
Nå blev vist langt - ups når jeg først kommer i gang nå men det var em hjertefejl og en der var så fatal så hun ikke havde en chance i dette liv, så vi føler os nu " heldige" at de ikke opdagede noget så vi fik lykkelige dage der hjemme frem for ulykkelige dage på hospitalet.

Og spørg endelig for nu stopper jeg og spiser morgenmad med de levende

lineog4 skriver:

Man må altid spørge om mine børn levende som døde. Og er nu så langt så jeg ikke længere skal tilsætte men man skal også kunne klare svarene for kan sortere nu
Det bliver dog den ultra korte version for sidder på en mobil i Italien og nyder livet. Den længere version kan du se på www.liasminde hvor jeg er i gang med at konstruere hendes mindeside.
den korte version er at Lia er vores fælles 2. Barn, hun var super planlagt (storesøster var en ups) så jeg lige havde afleveret speciale og så kunne gå på barsel - livet var som vi planlagde det. Vi vidste ikke Lia var en pige, men jeg havde fået en mistanke da hun skulle vendes og de blev ved at sige hun. Min mand havde aldrig været i tvivl der var en pige med brune øjne i min mave og hun ville få fødselsdag d.14.11. Han fik ret, d.14.11. Kom hun til verden ved en turbo fødsel (havde 40 minutter på fødegangen) og hun var mørk eller i hvert fald mørkere en sin storesøster som havde været en lyserød gris
Hun blev født lige før midnat og vi besluttede derfor jeg skulle blive om natten for min store datters skyld så hun kunne komme og hente. Dagen efter tog vi hjem uden hun var tilset af en læge for der var travlt og som de sagde: der er ingen syge børn på barselsgangen så er det opdaget ved scanning eller ved fødsel. Dog havde en sygeplejerske bidt mærke i Lias farve men det var blevet afvist med far jo også var mørk (og så nok også fordi Lias blå skær på det tidspunkt svingede fordi ductus stadig var åben). Men bemærkningen om hendes farve bed sig fast. Vi havde hende hjemme i 3 dage hvor vi var en lykkelig nybagt familie, fik hende navngivet, vist frem osv. Fredag da hun var 3 døgn næsten præcis var jeg/vi overbeviste om hendes farve var forkert, min mand gik på nettet og søgte hjertefejl og jeg sad og ammede (mælken var lige løbet rigtig til og husker så tydeligt hendes forbavsede øjne da hun slog en kæmpe bøvs) og læste i politikkens børns sygdom om hjertefejl. Gik ind og skiftede hende og min mand forklarede imens om det han havde læst og jeg ikke skulle være nervøs men vi skulle have hende tilset af en læge og det før mandag. Lia begyndte at skrige og jeg kunne ikke trøste hende som tidligere så gik ud i stuen for at amme igen, men hun blev slap. Min mand kom og tog hende for at køre på skadestuen men hun stoppede med at trække vejret og ja så var det 112, min mand fik hende genoplivet, vi kom på akut børnemodtagelse og de forsøgte at stabilisere så hun kunne komme på Riget. Det lykkedes ikke og hun døde om natten.... de arbejdede ud fra mange teorier men især hjertefejl fordi jeg havde sagt det.
Nå blev vist langt - ups når jeg først kommer i gang nå men det var em hjertefejl og en der var så fatal så hun ikke havde en chance i dette liv, så vi føler os nu " heldige" at de ikke opdagede noget så vi fik lykkelige dage der hjemme frem for ulykkelige dage på hospitalet.

Og spørg endelig for nu stopper jeg og spiser morgenmad med de levende

Tusind tak for dit svar, jeg vil helt sikkert kigge din hjemmeside igennem. Jeg fik helt gåsehud da jeg læste dit indlæg. Pyha, og god ferie.

Hej

Jeg har det præcis ligesom dig, jeg mistede min datter Lærke i uge 38 og fødte hende i sidste uge den 8-7-2014 dødfødt, På den ene side vil jeg også gerne blive gravid meget hurtigt igen og tænker præcis samme tanker som dig. Men må den anden side er jeg også bare rædselslagende fordi lægerne lyttede jo ikke til mig i min første da jeg gentagene gange fortalte at jeg mærkede mindre og mindre til hende og til sidst var helt i tvivl om jeg havde mærket hende. Jeg var til blodprøve torsdagen inden den 3 juli da jeg havde leverbetinget graviditetskløe men fordi jeg den 1 juli blev ringet op om at jeg skulle op i dosis måtte jeg fortælle at jeg havde meget ondt pga en nerve og mange lænde smerter derfor skulle jeg snakke med en læge den torsdag jeg var til blodprøve da de ville se mig hvis jeg stadig havde ondt, men de kiggede desværre ikke ind til min lærke den dag de tog kun blodtrykket og de ville ikke sætte mig i gang selvom jeg var rigtig bange osv. de lyttede ikke engang da jeg sagde jeg ikke var sikker på om jeg havde mærket hende den dag og jeg var derude tidligt om morgen da blodprøven skulle vare som fastende. jeg tænker hvad nu hvis det sker igen og jeg risikere jo den samme sygdom anden gang også men samtidig så skriger min krop også på at blive gravid igen. tror først man rigtigt finder ud af om man skal prøve igen hurtigt når det kommer til at man igen kan have ubeskyttet sex med sin partner. 

 

mvh carina

Det gør min ondt med lille Lærke. 

Vi er igang med at prøve igen, det er det bedste for os. 

Så mit råd er: følg din mave fornemmelse  

alt godt fremover til dig 

Mami skriver:

Det gør min ondt med lille Lærke. 

Vi er igang med at prøve igen, det er det bedste for os. 

Så mit råd er: følg din mave fornemmelse  

alt godt fremover til dig 

Vi ender også med at prøve igen, men nu fandt jeg ud af at jeg manglede mit 12 års stik den som vaccinere mod røde hunde osv. og der er der så lidt tvivl om hvor vidt man må blive gravid igen de næste 3 mdr lidt surt da vi jo allerhelst bare vil lade naturen føre sin gang og ikke være forsigtige. Men nu har jeg skrevet til min læge og hørt hvordan og hvorledes vi skal forholde os til det. 

Jeg håber det lykkedes for jer - held og lykke