Ar efter cutting :-(

Anonym skriver:

Altså de er i hvert fald hvide, men kan ikke huske hvornår de blev det, men er da i hvert fald mange år siden. Man kan i hvert fald sagtens se at det ikke er friske ar.

Så tror jeg ikke du skal tænke så meget over det... tror faktisk det er de færreste der overhovedet vil spørge ind til det så... 

Du kan vidst blive henvist til hudlæge og få det fjernet, hvis du snakker med din læge. Og jeg synes det er mærkeligt hvis nogen forældre vil dømme dig efter det. Vi har alle sammen haft sværere perioder i vores liv som har sat sin spor enten på vores sjæl eller krop, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor du ikke skulle være en lige så fantastisk pædagog som de andre uden ar på armen. Jeg vil have mere respekt for dig som er så sej og er kommet videre i sit liv end en anden pædagog som bare have levet trygt og uden problemer. 

Nu ved jeg ikke om det kunne være noget for dig, men jeg er ved at få mine dækket med tatoveringer.

De er meget tydelige og jeg er så træt af dem. Jeg elsker tatoveringer så det synes jeg er en god løsning for mig

Jeg har længe overvejet om jeg skulle skrive i denne tråd - nu gør jeg det!

For jeg kan udemærket genkende dine tanker. Jeg er ved at læse til sygeplejerske og har også gjort mig overvejelser omkring mine ar på armen. Som sygeplejerske går du jo altid med bare arme.
Mine ar er efterhånden 10/12 år gamle og helt hvide nu.
Jeg 'ser' dem ikke selv mere, men kommer ind i mellem i situationer hvor jeg synes de er meget tydelige og hvor jeg føler et behov for at skjule dem.

Jeg har også overvejet at opsøge læge for at se om der kan gøres noget ved dem.
Hvis vi skal til fest og jeg skal have bare arme kan jeg dække dem lidt med en compact mineralpudder - men ikke helt.

Til dit konkrete spørgsmål, så ville jeg ikke tænke noget negativt om dig hvis jeg så at du havde ar Jeg ville kigge mere på hvordan du og mit barn interagerede

NasimG skriver:

Du kan vidst blive henvist til hudlæge og få det fjernet, hvis du snakker med din læge. Og jeg synes det er mærkeligt hvis nogen forældre vil dømme dig efter det. Vi har alle sammen haft sværere perioder i vores liv som har sat sin spor enten på vores sjæl eller krop, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor du ikke skulle være en lige så fantastisk pædagog som de andre uden ar på armen. Jeg vil have mere respekt for dig som er så sej og er kommet videre i sit liv end en anden pædagog som bare have levet trygt og uden problemer. 

Jeg har selv en del cutting ar på mine underarme som er fra 2009-2011, og det har jeg været rigtig træt af, i og med at jeg er ved at læse til tandlæge. 

Blev for et år siden henvist til plastikkirugisk afdeling af min læge, men de fortalte mig at de intet kunne stille op med dem, så det blev pænere. De kunne tilbyde hudtransplantation, men det ville også kunne ses tydeligt og ville ikke gøre de hvide ar pænere. 

Jeg blev så henvist til laserbehandling på marselisborg hospital, men også der, var mine ar for pæne til at behandling ville have en effekt. De er hvide og ikke særlig hævede. 

Jeg er til daglig ret ligeglad med dem, og går tit i kortærmede. Folk må spørge ind til dem og jeg fortæller gerne om det. I starten synes jeg det var svært at snakke om, men med tiden er det blevet meget nemmere

Anonym skriver:

Tak for dit svar

Er bare bange for folk vil dømme mig på grund af det, og mene at jeg ikke kan blive en god pædagog så.

Og vil være bange for hvad folk går og snakker om når jeg ikke er der.

Sjovt nok har mine egne børn aldrig bemærket det, i hvert fald ikke spurgt til det, og de er alligevel 7 og 9 år i dag.

Chancen for at folk snakker bag ryggen på en er altid større, hvis man ikke selv har sagt noget. Et "mysterium" får altid folk til at blive interesseret - og enkelte til at tro det værste. Hvis du selv har snakket åbent med folk, er der ikke rigtig noget tilbage at sladre om bag din ryg - bortset fra enkelte "hun er sej!" -bemærkninger.

Børn er dejlige! For dine egne er du Mor, uanset, hvordan din krop måtte se ud.