mit forhold er på vej ned

Anonym skriver:

Min mands og mit forhold er igennem længere tid (10 - 12 mdr) gået ned af bakke.

Vi er kommet ind i nogle uheldige mønstre hvor min mand trækker sig ind i sig selv, og jeg fustreret prøver at

få ham frem igen. Jo mere jeg prøver at få ham frem des mere lukker han sig ind i sig selv.

Samtidigt er han begyndt at "drikke" (30 - 40 genstande om ugen) dog kun om aftenen efter børnene (og jeg) er gået i seng.

Desuden lyver han også for mig. Ikke om noget stort, men om dagligdags ting ex. hvornår han kom hjem fra arbejde,

hvad han har givet for ting han har købt osv.

Vi har nu været ved en parterapeut, men alt hvad vi fik ud af det var at min mand kom frem til at han nok dybt inde har føelser for mig,

men ikke ved om han ønsker at arbejde med vores forhold (om det er det værd).

Status er nu at min mand tænker over, om han vil arbejde med forholdet (mens han drikker, da det hjælper ham til at sove?), han

kan ikke give mig noget tidspunkt for hvornår han kommer frem til noget.

Jeg befinder mig i ingenmandsland, ved ikke om jeg er købt eller solgt, er dybt fustreret, mens jeg sidder her på sidelinien og ser ham

drikke, være træt, og melde sig ud både mentalt og fysisk, fylde mig med løgne osv. Det skal dog tilføjes at han stadigt magter vores børn.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, kan jeg godt se hvor absurt det ser ud, men jeg vil alligevel gerne have nogle kommentarer.

Én tanke springer frem hos mig når jeg læser dit indlæg og det er "Hvad har DU lyst til?" Du skriver en masse om din mand, men hvor er du i alt det der??

eg vil gerne have den mand jeg giftede mig med tilbage.

Han var kærlig, sensitiv, hjælpsom og vi havde nærhed og havde det sjovt sammen.

Vi har 2 små børn og vores ægteskab har (synes jeg) været rigtigt godt.

Jeg er villig til at arbejde på at få disse ting tilbage, især fordi vi har børnene,

og fordi jeg ved hvordan det kunne være, vi har (igen synes jeg) alle mulighedder for et rigtigt godt liv.

Som situationen er nu, vil jeg bare væk.

Og hvis han ikke vil arbejde på forholdet, er der jo ikke mere at gøre (

Nu venter jeg til vi skal tilbage til parteaupeuten, og hvis han ikke der melder ud at han vil være med,

så pakker jeg børnene og rejser (

Jeg er så skuffet og fustreret.

Jeg fatter ikke at han bare kapitulerer og vælger at miste alt.

Det er en hård tid du går igennem, og det må ikke være nemt.
Jeg personligt mener at din mand har et accelererende alkoholproblem, som muligvis skal dække over en ubehandlet depression. Mænd har en større tendens til at dulme symptomerne fra en depression med alkohol. Det at han ikke ved hvad han vil, kunne jo nok skyldes at han simpelthen ikke magter ansvaret lige nu..............det gør man nemlig ikke når man er syg på den måde. Jeg synes at du skal opfordre ham til at gå til egen læge, og blive testet for om han har en depression.
Hvis ikke din mand vil gøre noget aktivt ved sit problem, er den eneste udvej, nok desværre at forlade ham, for ellers kan i jo leve i dette "ingenmandsland" i flere år. Viljen til at arbejde med hans alkoholproblem skal komme fra ham selv.............men du kan jo godt skubbe lidt til ham. Jeg synes det er synd for jer begge, og ikke mindst for jeres børn, som sagtens kan mærke at der er noget galt.

Pas på dig selv.........:-)
Mette

Caroline86 skriver:

øv hvor er det træls for dig!
stor krammer
jeg kender godt følelsen af bare at vente på han træffer en beslutning..der står jeg nemlig også i mit forhold for tiden.. For os er det fordi min kæreste har fundet ud af han ikke vil være far alligevel (jeg er 11+6 med vores planlagte barn)... Så jeg venter også på at finde ud af om han er villig til at kæmpe eller om han giver op.. Du er velkommen til at skrive privat hvis du har brug for at snakke!
endnu et kæmpe kram!
knus Caroline

undskyld, men WHAT?? Den havde jeg ikke lige set komme! Kom det lige pludselig - sådan lidt a la PANIK!!? Eller har det været undervejs et stykke tid?

Til Trådstarter: Undskyld sidespringet!

Laura

LauraLW skriver:



undskyld, men WHAT?? Den havde jeg ikke lige set komme! Kom det lige pludselig - sådan lidt a la PANIK!!? Eller har det været undervejs et stykke tid?

Til Trådstarter: Undskyld sidespringet!

Laura

jeps...fra den ene dag til den anden
Vi kæmper stadig,men jeg ved ikke hvor længe han "holder ud"... jeg prøver bare at overbevise ham om at han skal give det chancen og se om det går før han giver op.. det er jo normalt at panikke, og blive bange, men når først han smutter er der ingen vej tilbage!

LauraLW  :  helt ok at stjæle tråden )))  
Caroline86  :   en rigtig dårlig situation du står i.  Det er meget svært med mænd der ikke ved hvad de vil,  og  er beslutnings lammede.  Det virker til at min mand venter på at beslutningen bliver truffet for ham  eller  at den falder ned i hovedet på ham,  måske er det det samme med din (((

Anonym skriver:

LauraLW  :  helt ok at stjæle tråden )))  
Caroline86  :   en rigtig dårlig situation du står i.  Det er meget svært med mænd der ikke ved hvad de vil,  og  er beslutnings lammede.  Det virker til at min mand venter på at beslutningen bliver truffet for ham  eller  at den falder ned i hovedet på ham,  måske er det det samme med din (((

det kan sagtens tænkes det er det de venter på.. men jeg lader ham ikke slippe så nemt! skal den hårde beslutning træffes er det HAM der skal gøre det.. jeg nægter at give op pga. lidt angst! nu har det så heller ikke stået på ret længe, så måske jeg en dag får nok!
hvordan har du det i dag?

Anonym skriver:

Min mands og mit forhold er igennem længere tid (10 - 12 mdr) gået ned af bakke.

Vi er kommet ind i nogle uheldige mønstre hvor min mand trækker sig ind i sig selv, og jeg fustreret prøver at

få ham frem igen. Jo mere jeg prøver at få ham frem des mere lukker han sig ind i sig selv.

Samtidigt er han begyndt at "drikke" (30 - 40 genstande om ugen) dog kun om aftenen efter børnene (og jeg) er gået i seng.

Desuden lyver han også for mig. Ikke om noget stort, men om dagligdags ting ex. hvornår han kom hjem fra arbejde,

hvad han har givet for ting han har købt osv.

Vi har nu været ved en parterapeut, men alt hvad vi fik ud af det var at min mand kom frem til at han nok dybt inde har føelser for mig,

men ikke ved om han ønsker at arbejde med vores forhold (om det er det værd).

Status er nu at min mand tænker over, om han vil arbejde med forholdet (mens han drikker, da det hjælper ham til at sove?), han

kan ikke give mig noget tidspunkt for hvornår han kommer frem til noget.

Jeg befinder mig i ingenmandsland, ved ikke om jeg er købt eller solgt, er dybt fustreret, mens jeg sidder her på sidelinien og ser ham

drikke, være træt, og melde sig ud både mentalt og fysisk, fylde mig med løgne osv. Det skal dog tilføjes at han stadigt magter vores børn.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, kan jeg godt se hvor absurt det ser ud, men jeg vil alligevel gerne have nogle kommentarer.

synes godt nok 4 uger er lang tid.

hvis i er gift og har to børn sammen burde der så være betænkningstid?

du skal tænke på dig selv hvad du vil og ønsker for din og dine børns fremtid.
børnene kan mærke det på jer det knas der er i jeres forhold. det kan de altid.

synes at du fortjener bedre og især når han er begyndt og lyve (uanset om det er store eller små løgne er det stadigvæk løgne!!) og drikkeriet er jo hans måde at takle hans fustrationer på. en slags hurig løsning for man får det jo bedre når man drikker siger de kloge.

undskyld hvis jeg virker mærkelig med hensyn til drikkeriet men er vokset op med en alkoholisk mor.

Fedt at du ikke lader ham slippe så nemt, men pas nu på at du ikke går ned på den uklarhed, det gør jeg nemlig.

Rigtigt rigtigt trist, da en graviditet er en fantastisk ting -

det var en super euroforisk periode for os da vi ventede det første barn.

Ved 2. graviditet var situationen anderledes for mig, da baby 2 kom som en stor overraskelse,

og min mand var sygemeldt pga. depression, og jeg følte at meget af ansvaret for baby 1 hvilede på mig,

og hvordan skulle jeg kunne klare en ny baby oveni.

Jeg synes absolut ikke at tidspunktet var optimalt, og baby 1 var ikke fyldt 1 år endnu. Jeg fik kolde fødder (ligesom din kæreste)

men kunne jo af gode grunde ikke melde mig ud ))) Det tog et par måneder førend jeg begyndte at glæde mig.

Nu er baby 2 en fantastisk lækker blød dreng på næsten 2 år, som ikke bringer andet end glæde til hele famillien.

Han er nem, fræk, sød, uartig, social, selvstændig, charmerende, udtryksfuld, humoristisk og helt igennem fantastisk )))

Du kan godt glæde dig til du får sådan en )

Pt. har jeg det faktisk rigtigt godt, eftersom jeg sidder her og tænker på mine børn

Anna-jonas skriver:

Det er en hård tid du går igennem, og det må ikke være nemt.
Jeg personligt mener at din mand har et accelererende alkoholproblem, som muligvis skal dække over en ubehandlet depression. Mænd har en større tendens til at dulme symptomerne fra en depression med alkohol. Det at han ikke ved hvad han vil, kunne jo nok skyldes at han simpelthen ikke magter ansvaret lige nu..............det gør man nemlig ikke når man er syg på den måde. Jeg synes at du skal opfordre ham til at gå til egen læge, og blive testet for om han har en depression.
Hvis ikke din mand vil gøre noget aktivt ved sit problem, er den eneste udvej, nok desværre at forlade ham, for ellers kan i jo leve i dette "ingenmandsland" i flere år. Viljen til at arbejde med hans alkoholproblem skal komme fra ham selv.............men du kan jo godt skubbe lidt til ham. Jeg synes det er synd for jer begge, og ikke mindst for jeres børn, som sagtens kan mærke at der er noget galt.

Pas på dig selv.........:-)
Mette

sad og ventede på en kommentar som din, for det var nøjagtigt det jeg tænkte på.
for det der fangede mig mest var netop det stigende forbrug af alkohol.
det er en skræmmende ting at være vidne til, og det er en meget svær verden at leve i, og endnu vanskeligere at arbejde sig ud af.
så jeg ville klart også få ham til lægen.
måske er han stadig god ved børnene.... men børn er ekstremt følsomme og de kan tydeligt mærke når der er noget galt.
har selv boet sammen med en alkoholiker, og mine børn var desværre meget mærkede efter det. selv om han aldrig drak foran dem.
håber det bedste for jer.... men tror desværre at det bedste er at dig og børnene slipper ud af det forhold inden det går mere galt.