mit forhold er på vej ned

Min mands og mit forhold er igennem længere tid (10 - 12 mdr) gået ned af bakke.

Vi er kommet ind i nogle uheldige mønstre hvor min mand trækker sig ind i sig selv, og jeg fustreret prøver at

få ham frem igen. Jo mere jeg prøver at få ham frem des mere lukker han sig ind i sig selv.

Samtidigt er han begyndt at "drikke" (30 - 40 genstande om ugen) dog kun om aftenen efter børnene (og jeg) er gået i seng.

Desuden lyver han også for mig. Ikke om noget stort, men om dagligdags ting ex. hvornår han kom hjem fra arbejde,

hvad han har givet for ting han har købt osv.

Vi har nu været ved en parterapeut, men alt hvad vi fik ud af det var at min mand kom frem til at han nok dybt inde har føelser for mig,

men ikke ved om han ønsker at arbejde med vores forhold (om det er det værd).

Status er nu at min mand tænker over, om han vil arbejde med forholdet (mens han drikker, da det hjælper ham til at sove?), han

kan ikke give mig noget tidspunkt for hvornår han kommer frem til noget.

Jeg befinder mig i ingenmandsland, ved ikke om jeg er købt eller solgt, er dybt fustreret, mens jeg sidder her på sidelinien og ser ham

drikke, være træt, og melde sig ud både mentalt og fysisk, fylde mig med løgne osv. Det skal dog tilføjes at han stadigt magter vores børn.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, kan jeg godt se hvor absurt det ser ud, men jeg vil alligevel gerne have nogle kommentarer.

øv hvor er det træls for dig!
stor krammer
jeg kender godt følelsen af bare at vente på han træffer en beslutning..der står jeg nemlig også i mit forhold for tiden.. For os er det fordi min kæreste har fundet ud af han ikke vil være far alligevel (jeg er 11+6 med vores planlagte barn)... Så jeg venter også på at finde ud af om han er villig til at kæmpe eller om han giver op.. Du er velkommen til at skrive privat hvis du har brug for at snakke!
endnu et kæmpe kram!
knus Caroline

Det lyder virkelig som om du fortjener SÅÅÅÅÅ meget bedre end hvad du har! Jeg ved godt du har det hårdt og måske ikke tror du kan magte det, men jeg tror ærlig talt du og UNGERNE er MEGET bedre stillet ved bare at smutte fra ham. Hvis han ikke engang ved om han overhovedet gider gøre et forsøg på at få jeres forhold til at fungere har han slet ikke fortjent at have jer så tæt på.

Jeg var også engang i sådan et forhånd og tænkte, "fuck jeg orker ikke starte forefra mm" men da jeg så endeligt smuttede efter 9 måneder YDERLIGERE, er jeg sidenhen blevet så lykkelig og tænker nu "Hvorfor var det lige jeg ik smuttede noget før".

Det er rigtigt at man ved hvad man har og man ved ikke hvad man får. Men jeg tror der venter vidunderlige ting om hjørnet for dig og dine børn hvis du tog chancen og stod på egne ben(lyder allerede som om du stort set gør det alligevel). Du ved jo heller ikke hvad det er du går glip af ved at blive i et dødt parforhold med en som ikke engang ved hvad han selv overhovedet gider.

Det ku jo også være han ville indse nogle ting hvis i ik var der længere. At han GERNE vil gøre en masse for at få det til at fungere igen, og at det faktisk kunne lykkes i den sidste ende.

Tusind gange held og lykke uanset hvad du beslutter. Det er aldrig sjovt at stå i den situation!

Det gør mig virkeligt ondt for dig, at du skal have de bekymringer...for de slider, dét ved jeg alt om! Der er ikke noger værre end at opleve, at den man elsker og har tillid til forandrer sig og stille glider væk. Det lyder som om, at din mand har det skidt men samtidigt ikke aner hvordan han skal tackle det.
Jeg har selv stået i en lignende situation, dog uden drikkeri. Min ekskæreste mistede lysten til sex med det resultat, at vi de sidste to år ingen sex havde (overhovedet). Når jeg prøvede at tale med ham blev jeg affejet og han blev sur...og jo mere desperat jeg prøvede at få kontakt med ham jo mere trak han sig væk. Så prøvede jeg at lade ham være - hvilket er meget sværere end man sku tro, for man VIL bare så gerne ham og savner ham og det der var engang. Det hjalp heller ikke. Så blev jeg vred, så ked af det...tro mig, hele følelsesspektret kom jeg igennem. Jeg tvang ham også nærmest med til parterapeut/sexolog...uden resultat! Han sad bare med korslagte arme og svarede med enstavelsesord. Det var SÅ frustrerende...det eneste der kom ud af de seancer var, at jeg fandt ud af at man kan tvinge en mand til en terapeut men ikke til at tage imod hjælp.
For et par måneder siden gav jeg op og flyttede for mig selv og det var det helt rigtige at gøre.... FOR MIG.
Jeg siger ikke, at det er det rigtige at gøre for dig, men på et tidspunkt er du nødt til at tage en beslutning for din egen skyld..også for dine børns skyld. Selvom det nok vil være det noget af det sværeste du nogensinde vil komme ud for.
Jeg sender dig masser af positive tanker og ønsker for dig at det hele løser sig for dig/jer, på den ene eller anden måde 

Mange tak for jeres svar ) Det er rart at høre fra uvildige personer.

Jeg har givet ham en deadline på 4 uger, og herefter så går jeg, jeg kan nemlig ikke vente længere.

Jeg er begyndt at få det fysisk dårligt, opkast osv.

Er der nogen der ved om det måske bare er en "pæn" måde at sige at han ikke vil mere ?

Dorthemus  :  var din mand syg ?  Min mand lider nemlig af depressioner,  men siger at han pt. ikke er deprimeret. 
Eller kunne din mand bare ikke finde ud af hvad han ville.
Jeg er helt sikker på at min mand ikke har det godt, men kan ikke finde ud af om det er fordi han ikke vil os,  eller om det er noget andet.

Anonym skriver:

Mange tak for jeres svar ) Det er rart at høre fra uvildige personer.

Jeg har givet ham en deadline på 4 uger, og herefter så går jeg, jeg kan nemlig ikke vente længere.

Jeg er begyndt at få det fysisk dårligt, opkast osv.

Er der nogen der ved om det måske bare er en "pæn" måde at sige at han ikke vil mere ?

Mænd er nogle tøsedrenge når det kommer til "at slå op".
De tror fejlagtigt, at vi hellere vil gå rundt i fuldstændig uvidenhed, spekulere os halvt ihjel, (over)analysere de sidste tre måneders samtaler end, at opleve det korte øjebliks smerte når manden fortæller os, at de ikke gider /elsker os længere....åh ja, har vi ikke alle været der  

Synes 4 uger er for længe, når du har det så skidt....hmmm

Ja, 4 uger er længe,  men jeg rejser væk med børnene på fredag  og kommer ikke igen førend 1 september. 
Den 10 september skal vi igen til teapeuten, og han kan ikke hjælpe os hvis min mand ikke vil være med mere.  Jeg håber på mere klarhed efter den 10.

Anonym skriver:

Dorthemus  :  var din mand syg ?  Min mand lider nemlig af depressioner,  men siger at han pt. ikke er deprimeret. 
Eller kunne din mand bare ikke finde ud af hvad han ville.
Jeg er helt sikker på at min mand ikke har det godt, men kan ikke finde ud af om det er fordi han ikke vil os,  eller om det er noget andet.

Puhh det er svært at gisne om når han ikke vil ud af busken...men umiddelbart kunne han godt have en depression...MEN han er nødt til AKTIVT, at gøre noget hvis han vil forhindre dig i at tage jeres børn og gå. Han er nødt til, at gå til læge for at få afdækket problemerne...hvis han ikke vil det, fristes man jo nemt til at tro, at han "bare" er ligeglad og ikke kan få det sagt.
Men jeg er nødt til at understrege, at det først og fremmest er HANS problem...dit ansvar er at passe på dig selv og dine børn. Og dine børn kan mærke, at du ikke har det godt.

Jeg tror min egen kæreste havde en ubehandlet depression, men så længe han ikke ville se det i øjnene og hjælpe sig selv...ja, så ku jeg heller ikke hjælpe!

Stort kram Dorthe

Anonym skriver:

Ja, 4 uger er længe,  men jeg rejser væk med børnene på fredag  og kommer ikke igen førend 1 september. 
Den 10 september skal vi igen til teapeuten, og han kan ikke hjælpe os hvis min mand ikke vil være med mere.  Jeg håber på mere klarhed efter den 10.

Ja det er sgu´ helt galt når terapeuten giver op
Det oplevede jeg selv da sexologen sagde, at så længe han bare sad passivt og skød alt det ned hun sagde, så ku hun ikke gøre mere....Så rejste jeg mig, gav hende hånden og sagde tak for kampen

Godt du tager væk!!