lineog4 skriver:
Da jeg skulle have nummer 3 var jeg et dumt sted i livet og det gjorde jeg ønskede mig en pige (en lang historie) og jeg var egentlig rigtig ked af jeg ved scanning fik at vide det var en dreng - jeg kunne ikke forelske mig i et scanningsbillede som jeg kunne med en lille levende baby i mine arme der jo med sit eget væsen kræver kærlighed.
Dog vil jeg sige jeg nok heller ikke havde kunne gå med usikkerheden, men det var fordi jeg slet ikke kunne klare noget der var usikkert overhovedet.
Jeg ved ikke om man kan vænne sig til det bedre fordi man har længere tid, men jeg ved det for mig hjalp utroligt at være hundrede procent ærlig. Og også forklare at det jo ikke handlede om jeg var ked af jeg skulle have en dreng, men at jeg var ked af jeg ikke skulle have en pige... Det er jo ikke fordi man er sur over det man skal have men man er sur over det man ikke skal have.
Pøj pøj
Mange tak for dit svar! Det betyder meget ikke at være den eneste med de tanker. Og jeg vil give dig helt ret i at når den lille er der, så er det noget andet. Ønske ombestemt køn er jo nok sjældent rationelt, men det er meget svært at være helt ligeglad.
Så jeg vil helt sikkert tænke over hvad du skriver og jeg føler da også helt sikkert at en sund baby er en succes, uanset køn. Men ja, det er nok det med at "gå glip" af noget. Men nu regner jeg i det mindste ikke med et bestemt køn, så jeg håber ikke det vil føles som at "miste" noget, for det følte jeg første gang. Og det er dybt egoistisk, for selv om det var tæt på at gå galt så fik jeg en rask baby.
Er i hvert fald meget enig med det du skriver, og jeg ved at hvis jeg bliver så heldig at sidde med en sund baby på hospitalet til efteråret, så vil jeg formentlig være ligeglad med om vi får lyserøde eller lyseblå servietter serveret 
Anmeld
