At være enebarn

Anonym skriver:

Jeg er lidt nysgerrig i forhold til at høre fra nogle enebørn? Jeg synes alle siger det er synd for barnet, hvis det ingen søskende har, men er det virkelig det?

Jeg har selv en datter, og vi vil gerne have et barn til på et tidspunkt, og nok også i løbet af de næste 2-4 år, men har da alligevel tænkt tanken omkring "bare" at have et barn. Mange ting er vel nemmere med et barn. Her tænker jeg karrierer, rejser, friheden.

Jeg har selv to søskende, og dem er jeg rigtig glade, så kan ikke forestille mig livet som enebarn, men alligevel tænker jeg ikke på det som enebarn værende som noget negativt.

Er i nogle herinde som ved at i kun ønsker 1 barn og hvad er jeres overvejelser omkring det?

Jeg er enebarn og har aldrig savnet søskende. Har haft en super harmonisk opvækst i en kernefamilie, med forældre der altid har haft overskud, både praktisk og følelsesmæssigt. Og som stadig er sammen i dag.

Min søn bliver nok også enebarn. Egentlig ville jeg gerne have haft én til, men manden vil ikke. Og fordi jeg selv ved at det kan være så fint at være enebarn, er det ikke det store tab for mig. Jeg har forliget mig med tanken.

Jeg ser netop også på plusserne ved mere luft og overskud - i økonomi, i hverdag, i parforholdet, følelsesmæssigt o.s.v.

Anonym skriver:

Lige det med at have søskende at støtte sig op af, når ens forældre ikke er her mere, det tænker jeg også er RART. At have nogle at dele det med.

Men mange søskende har slet ikke glæde af hinanden, som du selv skriver, og så er det jo lige fedt. Men tror bestemt også at man som forældre kan gøre meget. Jeg forstår bare ikke dem der synes det er direkte synd at være enebarn. Der er vel også mange fordele

Mine forældre har faktisk allerede nu skrevet sig op til ældreboliger, netop fordi de ikke ønsker at jeg skal sidde med en masse praktiske belastninger. Hvilket jeg synes er ret fint og overskudsagtigt af dem.

Det følelsesmæssige kan de selvfølgelig ikke dæmme op for, men der har jeg en god mand og en god familie, så det er jeg egentlig ikke så bekymret for.

Havanagila skriver:

Hej.
Min datters far er ene barn. Og han siger at han bestemt ikke har manglet noget overhovedet.
Men han kender heller jo heller ikke til andet.
Det der går ham meget på er den dag hans mor dør at han ikke har en søskende at dele denne sorg med.
Han har en fætter og en kusine som han er tæt med. Men han siger at det jo ikke er det samme.

Personligt vil jeg ikke have min datter skal være ene barn. Jeg er selv opvokset med to søskende hvor jeg er den mellemste. Jeg ønsker ikke at have 3 børn men det er nok fordi jeg altid har følt mig meget glemt. Så jeg ønsker kun 2 i alt.

Men man skal jo gøre op med sig selv hvad man vil. Børn tager jo ikke skade af at være alene.

Som sagt er der hvor problemet for min datters far er, er den dag hans mor dør. (Hans far døde da han var 2 år)

Det er også der jeg tænker at det kan være rigtig svært. Det er rart at have en at dele den sorg, det er at miste en forældre. Det tænker jeg også i forhold til min eget barn, men det er ikke derfor jeg vil have flere børn. Det er fordi jeg ønsker et barn mere på et tidspunkt.

Men mange har meget travlt med hvor synd det er, og er dejligt at høre at din mand ikke føler han har manglet noget, selvom du siger han jo selvfølgelig ikke kender til andet.

modesty skriver:

Jeg er enebarn og har aldrig savnet søskende. Har haft en super harmonisk opvækst i en kernefamilie, med forældre der altid har haft overskud, både praktisk og følelsesmæssigt. Og som stadig er sammen i dag.

Min søn bliver nok også enebarn. Egentlig ville jeg gerne have haft én til, men manden vil ikke. Og fordi jeg selv ved at det kan være så fint at være enebarn, er det ikke det store tab for mig. Jeg har forliget mig med tanken.

Jeg ser netop også på plusserne ved mere luft og overskud - i økonomi, i hverdag, i parforholdet, følelsesmæssigt o.s.v.

Det lyder som om at du bestemt ikke har manglet noget som barn, og det er lidt der jeg vel hen. At man nødvendigvis ikke kommer til at mangle noget selvom man ingen søskende har. Mange søskende har slet ikke glæde af hinanden som voksne.

Jeg ser også på plusserne, og dem er der nok af, som du selv skriver økonomi, overskud osv.

Kan ikke rigtig forstå at så mange jeg har talt med om det, mener at det er så synd for alle enebørn.

Anonym skriver:

Det er også der jeg tænker at det kan være rigtig svært. Det er rart at have en at dele den sorg, det er at miste en forældre. Det tænker jeg også i forhold til min eget barn, men det er ikke derfor jeg vil have flere børn. Det er fordi jeg ønsker et barn mere på et tidspunkt.

Men mange har meget travlt med hvor synd det er, og er dejligt at høre at din mand ikke føler han har manglet noget, selvom du siger han jo selvfølgelig ikke kender til andet.

Jeg synes personligt det er godt for børn at have en søskende. Men jeg synes ikke det er direkte synd at de ikke har.
Jeg ved bare selv hvor meget jeg havde ud af mine søskende når vi var ude og rejse og som helt små. Og ja så her i voksen livet. Men igen jeg ved jo heller ikke hvordan det er at være enebarn.

Men tror folk synes det er synd baseret på at mange mener enebørn bliver forkælet og ikke lære at have respekt for andre på samme måde som børn med søskende. Fordi de altid kommer i første række.

Men det er jo ikke sandt. Måske i nogen tilfælde men ikke alle.
Altså min kæreste er da blevet forkælet ja. Men han mangler slet ikke respekt for andre mennesker.

Man skal jo også tænke på at tingene er meget anerledes fra at have søskende og ikke have søskende.
Jeg tænker man som forældre laver anerledes ting. F.eks hvis man kun har et barn så tænker man jo nok meget over som forældre at lave ting der gør at ens barn ikke keder sig.

For selvom jeg har søskende og nød det når vi var ude og rejse så fandt vi jo stadig andre legekammerater. For vi gad da ikke lege med hinanden hele tiden hehe.

Det er vel ikke mere synd en dem med mange soskende som så nærmeste ingen kærlighed får? 

Jeg har 7 born og har tit fået af vide at mine born har det hårdt fordi de skal dele.

Det er hverken synd at have mange soskende eller ikke  at have nogen- 

Og at få soskende er jpo ikke ensbetydende med at alle elsker hinanden og derfor holder sammen

Gor som du foler for og sk*d hul i alles mere eller mindre ligegyldige meninger om dit liv .

Havanagila skriver:

Jeg synes personligt det er godt for børn at have en søskende. Men jeg synes ikke det er direkte synd at de ikke har.
Jeg ved bare selv hvor meget jeg havde ud af mine søskende når vi var ude og rejse og som helt små. Og ja så her i voksen livet. Men igen jeg ved jo heller ikke hvordan det er at være enebarn.

Men tror folk synes det er synd baseret på at mange mener enebørn bliver forkælet og ikke lære at have respekt for andre på samme måde som børn med søskende. Fordi de altid kommer i første række.

Men det er jo ikke sandt. Måske i nogen tilfælde men ikke alle.
Altså min kæreste er da blevet forkælet ja. Men han mangler slet ikke respekt for andre mennesker.

Man skal jo også tænke på at tingene er meget anerledes fra at have søskende og ikke have søskende.
Jeg tænker man som forældre laver anerledes ting. F.eks hvis man kun har et barn så tænker man jo nok meget over som forældre at lave ting der gør at ens barn ikke keder sig.

For selvom jeg har søskende og nød det når vi var ude og rejse så fandt vi jo stadig andre legekammerater. For vi gad da ikke lege med hinanden hele tiden hehe.

Jeg har det lidt på samme som dig, jeg mener også at søskende er en gave, og har selv haft meget glæde af mine søskende ligesom dig på ture og rejser, men enebørn har også mulighed for at tage en ven med i stedet Det med respekt for andre, og at de der nok finder mere forkælelse sted, er nok rigtigt, fordi man har jo kun fokus på det ene barn, og økonomien er også anderledes med et barn end 2-3-4 styks

Men det er jo meget hvad man gør som forældre. Som du siger er din kæreste jo faldet meget godt ud

Men i det store hele er jeg helt enig med dig!

Min far er enebarn. Jeg tror ikke, han har haft de store problemer af det, bortset fra at familielivet nok har været ret intenst, siden forældrerne kun havde ham at øse opmærksomhed og energi ud over.

Det vanskelige kom den dag min farfar døde - da jeg var lille. Så stod han der alene med alle problemerne med både sin egen sorg og ansvaret for en skrantende mor uden den fjerneste økonomiske sans. Det ansvar måtte han så bære alene i 20 år - selv om min mor selvfølgelig støttede ham, det hun kunne, så var det ikke noget, det var så nemt for ham at skulle takle selv altid. For tre år siden døde min farmor så. Og da stod han så endnu mere alene.

Vi gør det, vi kan, men det er helt klart, at han i de senere år specielt har savnet søsken at snakke og diskutere med.

Jeg er ikke selv enebarn, men har to halvsøstre. Den ene hos min mor, som jeg er utrolig tæt med. Den anden hos min far, som jeg som lille kun har set hver anden weekend, og sjældnere nu som "voksen"(kan simpelthen ikke se mig selv som voksen). 

Hende hos min far er jo faktisk vokset op som enebarn. Hun trives i største velgående. Når hun har kedet sig, har hun leget med andre. 

Jeg tror det er ligemeget om man er enebarn eller ikke.(måske ikke ligemeget, men det var lige det eneste ord jeg kan komme på... Uden betydning måske...?) for som barn kender man jo ikke til det andet. Jeg kender ikke til at være enebarn, ligesom jeg ikke kender til at være lillsøster, men kun storesøster. Hvorimod min halvlillesøster hos min far heller ikke kender til andet end at være enebarn. Hun har jo klaret sig med det hun har haft. 

Det har måske lidt været en fordel for mig at have en søster hos mig på grund af at vores mor arbejdede meget og vi måtte klare os selv en hel del. Men havde jeg også kun været en, havde jeg nok hurtigt fundet ud af hvem jeg kunne være sammen med.

Anonym skriver:

Det lyder som om at du bestemt ikke har manglet noget som barn, og det er lidt der jeg vel hen. At man nødvendigvis ikke kommer til at mangle noget selvom man ingen søskende har. Mange søskende har slet ikke glæde af hinanden som voksne.

Jeg ser også på plusserne, og dem er der nok af, som du selv skriver økonomi, overskud osv.

Kan ikke rigtig forstå at så mange jeg har talt med om det, mener at det er så synd for alle enebørn.

Det handler vel om at mange mennesker mener at dét de selv gør, er det rigtige. Vi har så svært ved at acceptere at der er mange forskellige måder at gøre tingene på. Og da de fleste har flere børn end et - ja, så må det jo åbenbart være "det rigtige".