Vores børn har det også i perioder sådan her hjemme. Vi afvejer altid begrundelsen, er det fordi det er i en periode med lide mere utryghed, eller er det "bare" den periode hvor man gerne vil bestemme alt?
Som en anden skriver, synes jeg på ingen måde barnet skal have ansvaret for at vælge mellem mor og far, derfor en lille anekdote med min skønne meget følsomme pige: hun havde sådan en periode der var kun mor der måtte alt, hun var vores eneste, vi havde lige været igennem lillesøsters død og ja ville gerne give hende hele verden. Derfor trumfede vi ikke igennem længere - havde vi gjort op til fødsel da hun jo skulle forstå det ikke bare var når baby kom mor pludselig ikke var hendes 100%. Så en aften hvor hun havde nægtet far skulle læse godnathistorie og jeg bare havde taget over, så brød hun sammen og efter 10 minutter fik vi forklaringen; hvad nu hvis far troede hun ikke kunne lide ham.
Efter den gang har jeg taget ansvaret som voksen og været den der bestemmer, men det kan sagtens være jeg bestemmer de har en periode hvor det kun kan være mig, men det er ikke midt i "konflikten" jeg bestemmer det.
Udover det vil jeg sige, at jeg også er nået der til hvor jeg som voksen også kan have behov for det er far der tager pver et splitsekund, og jeg arbejder lidt med at mine børn skal forstå jeg ikke er Askepot eller en anden service maskine, så hvis jeg har behov for det er far der putter fordi jeg har meget forberedelse ja så er det sådan (igen kan der være perioder).
Nå det var en lang indledning til at jeg ville sige, jeg ville bakke op lige når detskal ske: nu er det far i dag der børster tænder. Men bagefter ville jeg forsøge at trække væk fra syns og høre afstand. For det kan virke voldsomt hvis to voksne forklarer og fortæller et barn.
Anmeld
