Når puttesituationen bliver en konflikt

Pylle3 skriver:

Du skal ikke have hug for det du skriver for langt hen af vejen har du fuldstændig ret

Men ud fra dit indlæg kan jeg også læse at du har et ganske normalt fungerende barn og derfor kan du ikke sætte dig ind i hvad er barn der får tydelige grænser osv stadig ikke kan rumme en alm hverdag og som skal guides igennem for at det ikke skal eskalere sidst på dagen.

I manges øjne handler det nemlig om at barnet er uopdraget og bare vil bestemme dagsordenen netop fordi som du jo påpeger at forældrene ikke vil have barnet bliver ked af det. Men sådan hænger tingene desværre ikke altid sammen

Jeg er mor til et normal fungerende barn og "desværre" til et som ikke kan fungere igennem en hverdag trods ens rutiner dag ind og dag ud.

Børn skal da netop guides og vejledes gennem livet... Om det er livet som lille, mellem eller stor... Så har de da behov for forældre som viser dem den vej de kan gå... 

Børn er ikke uopdragne, fordi de smider sig ned på gulvet i Føtex kl 17.09.. Det er nok mere reglen end undtagelsen at de skal prøve det.. 

Børn gør det de kan og det de har set andre gør..  

Twinkle little star skriver:

Børn skal da netop guides og vejledes gennem livet... Om det er livet som lille, mellem eller stor... Så har de da behov for forældre som viser dem den vej de kan gå... 

Børn er ikke uopdragne, fordi de smider sig ned på gulvet i Føtex kl 17.09.. Det er nok mere reglen end undtagelsen at de skal prøve det.. 

Børn gør det de kan og det de har set andre gør..  

Janne T. skriver:

Det ved jeg ikke, måske. Hun har det ikke så godt med ændringer, så det ville være rigtig svært for hende at vænne sig til, men det kunne da være en mulighed Jeg vil lige prøve at vende det med gemalen - Tak for idéen!

Prøv lige at læs det du skrev igen 

Hun har det ikke så godt med ændringer! 

DU vil gerne have Putin gen foregår på en anden måde. Vil hun? ( altså selvfølgelig vil hun helst lægges i seng på en dejlig og rolig måde, men måske kan hun slet ikke overskue det?.) hun kender tingenes gang som de er nu, og det er der også noget trygt i, også selvom det betyder mor bliver 'sur'. 

Vi har selv et sensitivt barn, som vi har kæmpet med i forbindelse med putning, og jeg ved hvor uoverskueligt og svært det kan være, men jeg tænker stadig at jeg ville gøre noget radikalt anderledes, og som reaktion på min ændredede adfærd,  se hvordan hun ændre adfærd.

held og lykke med det!

Twinkle little star skriver:

Nu får jeg nok hug for at skrive det her... 

Børn bliver mere og mere diagnosticeret med dit, dut og dat... Jeg tror ikke på diagnoser, men børn der har behov for bare at være et BARN og ikke noget man skal analysere, fortolke eller på anden måde være "over" hele tiden.. 

Børn har brug for klare og tydelig grænser, og de grænser skal være de samme, om det er mandag, torsdag eller søndag... Både først og sidst på måneden, sommer og vinter.. 

For år tilbage var der ikke fokus på børn med damp, sensitive. De var blot den stille pige, og den vilde dreng, som Emil fra lønneberg! 

Forældre er SÅ overbeskyttende, pakker deres børn ind i vat, curler dem hele vejen gennem deres barndom. Børn styre mere og mere forældrenes hverdag, lige fra morgenmad til hvad tøj de vil ha på.. For de skulle jo nødigt blive kede af det! 

Tag deres alder i mente, og hvad kan de rumme at skulle i den givne situation.

Indtil 3 års alderen så simple rutiner som muligt... 

Morgen rutinen skal ligge helt fast, lige som putte ritualet skal. 

Børste tænder, sang, historie og godnat.. Det lille hoved er fyldt op med indtryk fra en lang dag, og har behov for ro og ikke selv skal styre putningen.. 

Det er da smadder hårdt at stå med et barn der ikke vil sove, men sådan er det jo at have små børn i hjemmet.. 

Giv det lille barn masser af tryghed, og så er det ikke verdens undergang at de hyler, slår sig og hvad man ellers skal igennem som barn... 

 

 

Med al respekt. At være sensitiv er ikke en diagnose. Det er et personlighedstræk.ligesom at være meget udadvendt. Og lige som man tager hensyn til et udadvendt barn ved at sørge for at stimulere det, på samme måde sørger man for at tage hensyn til det sensitive barn som har nogle andre behov. Gudskelov man har opdaget disse træk og ved hvordan man tager hensyn og arbejder positivt med dem. Mine forældre vidste ikke hvad det ville sige at være sensitiv, og pressede mig derfor ud i mange situationer jeg ikke kunne klare. Det har påvirket mig enormt meget.

Og med al respekt ved du ikke hvilke grænser vi sætter for Rose i løbet af en dag. Dem er der masser af.

Janne T. skriver:

Det ved jeg så ikke, om jeg nødvendigvis er enig i Jeg tror også det handler rigtig meget om temperament og personlighed. Rose har aldrig været et "sovebarn", og det har været sådan fra det sekund hun forlod maven, uanset vores indsats. 

Hmm tja i kender hende jo bedst og jeg kan godt se, at f.eks. det med at gå fra hende måske ikke er det bedste for hende, da hun som du skriver har brug for den tryghed i putte situationen.

Tror nu stadig at det i mange tilfælde har noget at gøre med, hvad man vænner unger til 

Men kan til dels følge dig, og jeg tror også det har lidt med personlighed at gøre. 

Janne T. skriver:

Jeg er simpelthen SÅ træt af det! Jeg er så træt af, når Rose endelig sover, at ligge og se på min trygt sovende datter med en knude i maven, fordi puttesituationen bare IKKE har været hyggelig

Lige for tiden føler jeg, at den er én stor konflikt, hvor jeg ikke laver andet end at sige nej, stop, lad være osv. Jeg kan lige bruge i aften som eksempel.

Det bliver langt, men det er relevant! 

1. Hun trækker tiden ud, da hun skal drikke sin godnatmælk. Altså sådan seriøst lang tid. Spytter mælken ned i koppen igen, lader som om hun drikker når hun ikke gør osv. Jeg må igen og igen bede hende drikke mælken færdig, for hun skal til at sove. Jeg forsøger også den klassiske, skod-dårlige "opdragelsesmetode" med at sige, at nu skal hun drikke resten af mælken, ellers må hun jo være færdig, og så sætter jeg resten ud i køkkenet. Og hun er jo pisse ligeglad, for hun ved jo godt jeg ikke gør det.

2. Så skal der børstes tænder. Hun nægter at åbne munden og skubber tandbørsten væk igen og igen. Jeg prøver de sædvanlige tricks med "Sig iiiiiih, sig aaaaah" og så plejer vi at lege en leg hvor hendes tænder er grønne, så åbner hun nemlig munden. Men nej, hun nægter. Så jeg må ligge hende mellem mine ben, hvilket hun hader, så barnet er helt hysterisk imens jeg får børstet de pokkers tænder, som jo altså SKAL børstes.

3. Så vil hun have godnathistorie. Jeg forklarer hende, at jeg nok skal fortælle en historie, når jeg har sunget godnatsangen, og hun bliver sur, for hun vil ikke høre godnatsangen. Men jeg holder fast i at synge den (fordi jeg VED, at hvis ikke jeg synger den, så trækker hun tiden bagefter ved at kræve jeg synger den, fordi jeg jo ikke har sunget den.) Så den her vinder hun ikke - Jeg synger sangen og fortæller så historien.

4. Så bliver hun sur, fordi hun ikke synes historien er lang nok. Men jeg holder fast i, at historien er slut nu, og hun kan få en ny historie når jeg putter hende i morgen. Det skal vi så også lige have et hys-anfald over, men jeg holder fast.

5. Så ligger hun og piller i mit tøj. Hendes seng er op af vores dobbeltseng op af sådan et stativ med kjoler (den kan ikke stå andre steder). Hun er ved at hive mine kjoler ned, så jeg må igen og igen bede hende om at lade være, men hun bliver ved at pille i den her specifikke kjole, som har nogle lange hængesnore. Nu er jeg altså ved at være godt frustreret over der er éndnu en ting, og det kan hun nok godt høre. Ender med jeg slet og ret tager kjolen ned og ligger den væk.

6. Så begynder hun at kaste hendes bamser på gulvet. Jeg samler op de første par gange, imens jeg beder hende lade være, men hun fortsætter. Så jeg siger til hende, at nu må bamserne blive liggende dernede lidt. For hun har selv kastet dem ned, og jeg har bedt hende stoppe 2 gange allerede. Hun bliver total hysterisk. Jeg samler dem ikke op med det samme, for jeg vil ikke have hun tror, at hun får sin vilje sekundet hun bliver vred. Der er gået et passende stykke tid spørger jeg hende, om vi nu kan aftale at hun ikke kaster dem ned mere. Ja, siger hun. Jeg samler dem op. Hun kaster dem ned (Oh my fucking god, ikke!?).

7. Jeg bytter side med hende i sengen (hun er sensitiv og vil ikke sove, med mindre vi ligger hos hende til hun sover. Dette har vi det fint med), så hun ikke kan komme til at kaste bamserne ned. Først her falder hun til ro, og falder til sidst i søvn. 

Alt dette tog i alt en time og et kvarter.

Jeg synes det er så PISSE træls! Jeg synes ikke jeg laver andet end at må tale fast til hende, stoppe konflikter, forsøge at få hende til at høre efter. Jeg er godt klar over, at i nogen af situationer må jeg bare være hård. Fx holde fast i, at hvis hun pjatter med mælken, så ryger den ud i køkkenet, FÆRDIG! Men hvis hun hidser sig op og begynder at skrige/hysse løs, så vækker hun James, som bliver ked af det, og endvidere er hun SÅ stædig, at hun seriøst ikke stopper igen. Jeg siger jer, hun kan blive ved i en time, hvis hun vil noget nok!

Jeg gider simpelthen ikke, at det er hende der styrer showet, som det er lige nu. Jeg kan GODT se, at det er hende der kører det, det behøver i ikke påpege. Men det kræver jo at hun i første omgang slet ikke begynder på de her på-tværs handlinger, og det ved jeg ikke hvordan jeg skal iværksætte. Og det er måske svært at forstå, men for søren den pige.. Puha hun kan være stædig!

HJÆÆÆÆLP en mor, som savner en hyggelig, kærlig puttestund uden et hav af konflikter

Hilsen Janne, mor til jordens allermest stædige 2,5-årige (hun har det desværre ikke fra fremmede )

Hvis du ikke vil lave ændringer af hensyn til hende, så er der ikke så meget andet at gøre end at stå fast, og lade hende forstå det. Det tager noget tid, dage, uger, måske. Men det giver pote på et tidspunkt. Vi har selv haft mange kampe med Isabella og putningen, det eneste der har hjulpet er at stå fast og holde ud. Men så er det også gået "over" . Jeg har nogen gange kunne kæde det sammen med en eller anden lille bitte ændring i hverdagen, eller lign. Andre gange tænker jeg det bare er en af de mange faser de jo skal igennem. Jeg ville aldrig gå fra mit grædende barn, derfor har vi også stået på 2. Nogen gange 3. Time med en pige der bare ikke vil overgive sig. Det er røv hårdt  Men herhjemme er det blevet bedre med alderen, altså, de perioder vi har haft her efter hun fyldte 2 år, har været meget mildere og nemmere at komme igennem, end dem da hun var 1 år.. Som spæd havde vi ingen putte problemer med hende.

håber snart det bliver bedre hos jer 

Det første jeg tænkte da jeg læste din beskrivelse er, at du taler for meget, for mange forklaringer, for mange nej'er, for mange: nu skal du, nu har jeg samlet op osv.

Jeg sad selv inde ved Dina ja til hun blev i hvert fald 4 1/2 - vi var stoppet da vi fik Lia, men da hun så døde blev Dina bange og havde behov for den tryghed. Men jeg talte aldrig, når lyset var slukket var det ordløst, ingen forklaringer, bare handlinger hvis der var behov for det. Kaldte hun på vand, kom jeg med glas og sagde ingen ting, røg bamserne på gulvet og hun ville have dem op, samlede jeg op men stadig uden ord. 

Med en masse ord får de jo en skøn reaktion de kan bruge til at holde sig vågen.

Jeg har med Linus og Liam også flyttet puttehyggen ind i stuen, men det havde jeg ikke med Dina og der var signalet lyset, var det tændt var vi i gang med puttehygge, var der slukket så skulle vi sove.

Så tænker jeg også når jeg læser det, at du har et barn der er let afledeligt og ikke finder roen, så jeg ville sørge for der ikke var en masse hun kunne kigge på og pusle ved. Kjolerne kunne måske i en periode pakkes sammen, vælge max 2 bamser, ingen billeder og andre ting det kan distrahere - bare til rutinen er kørt ind.

Og så som det sidste, stå fast ved dine ord og handlinger, hvis du tager mælken skal den ikke ud igen. Du kunne måske sætte tid på, hjælper Liam rigtig meget (og ja han ville nok af mange blive kaldt sensitiv, jeg kalder ham bare Liam ). Han har får tit (nu er det mindre for han er blevet ældre og en del er lært nu) enten æggeur eller tidsangivelse på: Nu har du 10 minutter til at drikke det glas mælk, så børster vi tænder, jeg læser 2 bøger og så siger vi godnat og slukker lyset. Der ville jeg bruge mange ord, feedforwarde hele processen så den er overskuelig og altid holde mig til den, ikke lige give et minut mere fordi mælken ikke er drukket - så hellere justere til dagen efter.

Og så ville jeg sige: ærgerligt lillebror vågner (jo slet ikke sikkert han gør) for lyder til hun ved hun det er du frygter.

lineog4 skriver:

Det første jeg tænkte da jeg læste din beskrivelse er, at du taler for meget, for mange forklaringer, for mange nej'er, for mange: nu skal du, nu har jeg samlet op osv.

Jeg sad selv inde ved Dina ja til hun blev i hvert fald 4 1/2 - vi var stoppet da vi fik Lia, men da hun så døde blev Dina bange og havde behov for den tryghed. Men jeg talte aldrig, når lyset var slukket var det ordløst, ingen forklaringer, bare handlinger hvis der var behov for det. Kaldte hun på vand, kom jeg med glas og sagde ingen ting, røg bamserne på gulvet og hun ville have dem op, samlede jeg op men stadig uden ord. 

Med en masse ord får de jo en skøn reaktion de kan bruge til at holde sig vågen.

Jeg har med Linus og Liam også flyttet puttehyggen ind i stuen, men det havde jeg ikke med Dina og der var signalet lyset, var det tændt var vi i gang med puttehygge, var der slukket så skulle vi sove.

Så tænker jeg også når jeg læser det, at du har et barn der er let afledeligt og ikke finder roen, så jeg ville sørge for der ikke var en masse hun kunne kigge på og pusle ved. Kjolerne kunne måske i en periode pakkes sammen, vælge max 2 bamser, ingen billeder og andre ting det kan distrahere - bare til rutinen er kørt ind.

Og så som det sidste, stå fast ved dine ord og handlinger, hvis du tager mælken skal den ikke ud igen. Du kunne måske sætte tid på, hjælper Liam rigtig meget (og ja han ville nok af mange blive kaldt sensitiv, jeg kalder ham bare Liam ). Han har får tit (nu er det mindre for han er blevet ældre og en del er lært nu) enten æggeur eller tidsangivelse på: Nu har du 10 minutter til at drikke det glas mælk, så børster vi tænder, jeg læser 2 bøger og så siger vi godnat og slukker lyset. Der ville jeg bruge mange ord, feedforwarde hele processen så den er overskuelig og altid holde mig til den, ikke lige give et minut mere fordi mælken ikke er drukket - så hellere justere til dagen efter.

Og så ville jeg sige: ærgerligt lillebror vågner (jo slet ikke sikkert han gør) for lyder til hun ved hun det er du frygter.

Rigtig gode ting du skriver, som jeg vil tage til mig Tak for det.

Jeg vil gerne lige indskyde, og det er også en generel betragtning, ikke nødvendigvis møntet på dig. Nu var det bare fordi du nævner det med at i ikke kalder ham sensitiv, at jeg kom til at tænke på det Jeg "identificerer" ikke Rose som sensitiv. Den eneste grund til jeg overhovedet nævnte det i første indlæg er, at der  altid er nogen, der skal stille spørgsmålstegn ved samsovning, og det er lidt som om man ikke bare kan sige "Sådan gør vi det, det fungerer, færdig slut". Jeg synes det er enormt frustrerende, at så snart man har nævnt ordet sensitiv, så er der mange der antager, at man bruger det for at stemple sit barn, stille en diagnose, sygeligøre. For søren altså, det er nok det sidste vi gør! Tvært i mod gør jeg meget ud af at forklare, at det bare er en del af hendes personlighed. At det ikke er en dårlig ting. Tvært imod elsker jeg den helt særlig indlevelsesevne der følge med hendes person, som jeg kender fra mig selv.

Det er jo ikke anderledes end hvis nogen siger "Min datter er meget impulsiv, så det er derfor hun skal holde os i hånden når vi er ude, for hun kan godt finde på pludselig at stikke af". Men folk tror sensitivitet er en psykisk forstyrrelse og/eller et stempel, så derfor læser de det på en hel anden måde, end hvis jeg havde forklaret noget ala dette eksempel.

Men igen: Jeg nævner det, fordi vi har i Danmark har sådan et stort fokus på at vores børn skal være selvstændige, at det er fy-fy for mange at samsove. Så for at undgå yderligere diskussion, nævner jeg sensitiviteten. Hvilket jo så gav bagslag

Janne T. skriver:

Rigtig gode ting du skriver, som jeg vil tage til mig Tak for det.

Jeg vil gerne lige indskyde, og det er også en generel betragtning, ikke nødvendigvis møntet på dig. Nu var det bare fordi du nævner det med at i ikke kalder ham sensitiv, at jeg kom til at tænke på det Jeg "identificerer" ikke Rose som sensitiv. Den eneste grund til jeg overhovedet nævnte det i første indlæg er, at der  altid er nogen, der skal stille spørgsmålstegn ved samsovning, og det er lidt som om man ikke bare kan sige "Sådan gør vi det, det fungerer, færdig slut". Jeg synes det er enormt frustrerende, at så snart man har nævnt ordet sensitiv, så er der mange der antager, at man bruger det for at stemple sit barn, stille en diagnose, sygeligøre. For søren altså, det er nok det sidste vi gør! Tvært i mod gør jeg meget ud af at forklare, at det bare er en del af hendes personlighed. At det ikke er en dårlig ting. Tvært imod elsker jeg den helt særlig indlevelsesevne der følge med hendes person, som jeg kender fra mig selv.

Det er jo ikke anderledes end hvis nogen siger "Min datter er meget impulsiv, så det er derfor hun skal holde os i hånden når vi er ude, for hun kan godt finde på pludselig at stikke af". Men folk tror sensitivitet er en psykisk forstyrrelse og/eller et stempel, så derfor læser de det på en hel anden måde, end hvis jeg havde forklaret noget ala dette eksempel.

Men igen: Jeg nævner det, fordi vi har i Danmark har sådan et stort fokus på at vores børn skal være selvstændige, at det er fy-fy for mange at samsove. Så for at undgå yderligere diskussion, nævner jeg sensitiviteten. Hvilket jo så gav bagslag

Jeg er nok mere: sådan gør vi fordi sådan fungerer det for mig barn færdig slut! Jeg har læst om det sensitive børn også fordi jeg arbejder med det hvor det virkelig er sensitive børn og ikke bare som Liam er... Jeg har en masse gode råd med i rygsækken om børn, pædagogik osv men kan se jeg feks. Med Liam kan plukke mange steder fra uden jeg nødvendigvis skal forklare for mig selv. 

Jeg opponerer egentlig ikke mod det særlige sensitive, jeg opponerer måske alligevel lidt mod modefænomenet i det og i at det kan blokere for at se sit barn. Ej lyder underligt fordi netop begrebet sensitivt er blevet prist for at vi nu ser de særlige børn. Men det jeg mener er, at Liam kan måske passe ind i den kasse, men igen må han også have lod at bryde kassen. Han var fx i to år utrolig bange for lyden at vand der løb (tro mig bad var ikke sjovt), flyvemaskiner gjorde alt leg stoppede på legepladsen ikke for at kigge, men fordi han blev bange osv. En typisk sensitiv kasse, men han har brudt den, han er nu 6 er stadig ikke glad for høje lyde og er den af mine børn der først tager høreværn på når vi er ude med musik, men i stedet for at skærme ham, har jeg ladet ham bestemme tempoet... Svært at forklare, men jeg kan frygte sensitiv kan blive en kasse som bliver for snæver med mindre man som forældre går til sine børn som det unikke individ de er og lader dem overraske os. Jeg har tre her hjemme og de er dybt forskellige, kan ikke bruge det jeg gør med den ene hundrede procent til den anden, skal altid tilpasses... Derfor jeg siger: jeg kalder ham bare Liam - for Liam er en særlig en.

udover det ville jeg ikke løfte et øjenbryn om samsovning, min skønne Dina på 11 kryber stadig ind til os. Linus på snart 4 kommer hver nat. Og Liam den underlige kan slet ikke sove i samme seng som os

Jeg synes der er sagt mange kloge ting, og vil derfor kun komme med en enkelt erfaring.

Min dreng er også meget sensitiv men vi går altså fra ham i puttesituationen hvis han fjoller og laver alt muligt andet, nogen gange bliver han ked af det og så går vi ind til ham med det samme og så putter vi, andre gange er han bare ikke rigtig klar til at sove og så ligger han i sengen og snakker noget tid, og så kalder han når han er klar til at blive puttet. vi er meget firkantede om at vi ikke gider være der hvis han fjoller men at vi meget gerne vil putte/synge/læse historie.

jeg kan godt se at det er et problem hvis hun for vækket James, Har i mulighed for at han evt sover i et andet rum? men samtidig tror jeg ikke at det vil kunne ændres hvis hu n for lov at styre showet