Jeg er simpelthen SÅ træt af det! Jeg er så træt af, når Rose endelig sover, at ligge og se på min trygt sovende datter med en knude i maven, fordi puttesituationen bare IKKE har været hyggelig 
Lige for tiden føler jeg, at den er én stor konflikt, hvor jeg ikke laver andet end at sige nej, stop, lad være osv. Jeg kan lige bruge i aften som eksempel.
Det bliver langt, men det er relevant!
1. Hun trækker tiden ud, da hun skal drikke sin godnatmælk. Altså sådan seriøst lang tid. Spytter mælken ned i koppen igen, lader som om hun drikker når hun ikke gør osv. Jeg må igen og igen bede hende drikke mælken færdig, for hun skal til at sove. Jeg forsøger også den klassiske, skod-dårlige "opdragelsesmetode" med at sige, at nu skal hun drikke resten af mælken, ellers må hun jo være færdig, og så sætter jeg resten ud i køkkenet. Og hun er jo pisse ligeglad, for hun ved jo godt jeg ikke gør det.
2. Så skal der børstes tænder. Hun nægter at åbne munden og skubber tandbørsten væk igen og igen. Jeg prøver de sædvanlige tricks med "Sig iiiiiih, sig aaaaah" og så plejer vi at lege en leg hvor hendes tænder er grønne, så åbner hun nemlig munden. Men nej, hun nægter. Så jeg må ligge hende mellem mine ben, hvilket hun hader, så barnet er helt hysterisk imens jeg får børstet de pokkers tænder, som jo altså SKAL børstes.
3. Så vil hun have godnathistorie. Jeg forklarer hende, at jeg nok skal fortælle en historie, når jeg har sunget godnatsangen, og hun bliver sur, for hun vil ikke høre godnatsangen. Men jeg holder fast i at synge den (fordi jeg VED, at hvis ikke jeg synger den, så trækker hun tiden bagefter ved at kræve jeg synger den, fordi jeg jo ikke har sunget den.) Så den her vinder hun ikke - Jeg synger sangen og fortæller så historien.
4. Så bliver hun sur, fordi hun ikke synes historien er lang nok. Men jeg holder fast i, at historien er slut nu, og hun kan få en ny historie når jeg putter hende i morgen. Det skal vi så også lige have et hys-anfald over, men jeg holder fast.
5. Så ligger hun og piller i mit tøj. Hendes seng er op af vores dobbeltseng op af sådan et stativ med kjoler (den kan ikke stå andre steder). Hun er ved at hive mine kjoler ned, så jeg må igen og igen bede hende om at lade være, men hun bliver ved at pille i den her specifikke kjole, som har nogle lange hængesnore. Nu er jeg altså ved at være godt frustreret over der er éndnu en ting, og det kan hun nok godt høre. Ender med jeg slet og ret tager kjolen ned og ligger den væk.
6. Så begynder hun at kaste hendes bamser på gulvet. Jeg samler op de første par gange, imens jeg beder hende lade være, men hun fortsætter. Så jeg siger til hende, at nu må bamserne blive liggende dernede lidt. For hun har selv kastet dem ned, og jeg har bedt hende stoppe 2 gange allerede. Hun bliver total hysterisk. Jeg samler dem ikke op med det samme, for jeg vil ikke have hun tror, at hun får sin vilje sekundet hun bliver vred. Der er gået et passende stykke tid spørger jeg hende, om vi nu kan aftale at hun ikke kaster dem ned mere. Ja, siger hun. Jeg samler dem op. Hun kaster dem ned (Oh my fucking god, ikke!?).
7. Jeg bytter side med hende i sengen (hun er sensitiv og vil ikke sove, med mindre vi ligger hos hende til hun sover. Dette har vi det fint med), så hun ikke kan komme til at kaste bamserne ned. Først her falder hun til ro, og falder til sidst i søvn.
Alt dette tog i alt en time og et kvarter.
Jeg synes det er så PISSE træls! Jeg synes ikke jeg laver andet end at må tale fast til hende, stoppe konflikter, forsøge at få hende til at høre efter. Jeg er godt klar over, at i nogen af situationer må jeg bare være hård. Fx holde fast i, at hvis hun pjatter med mælken, så ryger den ud i køkkenet, FÆRDIG! Men hvis hun hidser sig op og begynder at skrige/hysse løs, så vækker hun James, som bliver ked af det, og endvidere er hun SÅ stædig, at hun seriøst ikke stopper igen. Jeg siger jer, hun kan blive ved i en time, hvis hun vil noget nok!
Jeg gider simpelthen ikke, at det er hende der styrer showet, som det er lige nu. Jeg kan GODT se, at det er hende der kører det, det behøver i ikke påpege. Men det kræver jo at hun i første omgang slet ikke begynder på de her på-tværs handlinger, og det ved jeg ikke hvordan jeg skal iværksætte. Og det er måske svært at forstå, men for søren den pige.. Puha hun kan være stædig!
HJÆÆÆÆLP en mor, som savner en hyggelig, kærlig puttestund uden et hav af konflikter
Hilsen Janne, mor til jordens allermest stædige 2,5-årige (hun har det desværre ikke fra fremmede 
)
