Så gik der 4 måneder

dem kan man ikke få nok af og du skal have alle dem du vil

Min kusine har været ude for noget af det samme som dig. Hun gik over med et par dage og skulle til kontrol på hospitalet. Samme dag kunne hun ikke mærke baby mere. Hun ringede ind noget før for at fortælle dem det men de slog det hen da hendes dreng var en stor baby på næsten 4 kilo. Han mangler plads sagde de. Desværre var der en blodprop på navlestrengen så babyen døde. Det er nu 2 år siden og jeg snakkede kort med hende i Bilka igår. Hun er gravid igen. Hun fortalte mig at hun 1 gang om måneden tager til gravstedet gør det rent og snakker lidt. Det hjælper hende meget. Håber at alt går vel for jer også.

Kender dig ikke, men hold da op hvor er du en SEJ kvinde, og skal du have masser af, selvom det ikke bringer din søn tilbage, så håber jeg det giver dig styrke og kræfter til at   komme igennem sorgen.. 

 

Og gud hvor jeg håber der falder en lillebrøster ned til dig inden længe 

Ingen kan leve sig ind i hvad du gennemgår, men lyder til at du har en dejlig forståelig familie. Jeg håber du kan komme videre i dit liv og at du kommer til at opleve et lille vidunder nu når du er blevet frarøvet et vidunder!

At hele tager tid, lang tid. At miste er hårdt, men at miste sit eget barn er nok det værste en mor kan gå igennem. Få snakket om det så mange gange du kan. Jeg har læst med hver gang og følte med dig med tårer. Jeg har bare aldrig kunne finde ord, for intet kan beskrive det. Men et stort kram har du fortjent! Selvom du fortjener meget mere end det!

Søde grinny. Kan godt forstå, at det er hårdt, når alle omkring jer får drengebørn! Du er så sej, at du har overskud til at melde ud, at det er hårdt for dig, og at du har brug for lidt afstand! Og hvor er det skønt, at dine venner og familie har god forståelse for jer!

Jeg er helt sikker på, at du har haft alt den tid, der var mulighed for og som du havde overskud til sammen med ham. Selvom det aldrig nogensinde bliver nok!

Det bliver godt, at få svar på den blodprøve, så har du vished om hvad der skal ske, og du skal ikke gå i uvished mere! Jeg tror at ligegyldig udfaldet, er det ikke et godt svar, men det giver dig et svar og noget at forholde dig til, så du ved hvad der skal til, når du forhåbentlig snart er gravid igen.

Stort herfra

grinny skriver:

Og jeg synes det er tid til en lille opdatering der omhandler Isaac og ikke projektbaby.

April måned har været rigtig hård for mig at komme igennem. Ikke nok med at jeg både har en fætter og en kusine der har fået drenge, men har også to venner som har fået drenge - drengebørn skærer bare lidt mere i hjertet end piger.

Jeg har ærligt meldt ud til venner og familie at jeg er glade på deres vegne, men at jeg for en stund tager afstand til dem på bl.a facebook da jeg ikke er psykisk stærk nok til at se nyfødte. Jeg har heldigvis en familie der viser meget forståelse og det er derfor blevet modtaget uden sure miner. 

Jeg har mange gode dage, men når vi kommer til onsdag/torsdag så er jeg bare fyldt så meget op i mit hoved, at jeg tit ender med at tage mig en fridag. Jeg tager den frihed jeg har lige nu mens jeg bare går i skole til at kunne tage mig-dage.

Jeg savner Isaac så utroligt meget. Det er som om min sorg er blevet til savn nu, og selvom der er dage hvor jeg spørg mig selv hvorfor?! Så er der flest dage hvor jeg "bare" savner, og nej, det er ikke "bare", for det er sgu lige så hårdt at savne en man aldrig kommer til at se igen. Jeg føler at jeg har tabt tid med ham, og jeg er kommet til et punkt hvor jeg er ked af at det ikke var et sekund mere, et sekund mere i hans vugge, et sekund mere med ham. Jeg ved jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at bruge tid med ham på sygehus, men åhh, bare et sekund mere med min søn  

Jeg er begyndt at komme mere og mere på kirkegården, ca. hver 14 dag, men jeg kan ikke forbinde det sted med Isaac, måske bliver det nemmere når der kommer sten på, måske aldrig - det kan bare ikke være rigtigt at min søn ligger der! 

Men ellers går det da, vi tager små skridt. Lige nu går jeg bare og venter på d. 30/4, hvor jeg får svar på mine blodprøver. Jeg føler lidt det er min skæbnesdag. Enten får jeg af vide at blodproppen var det sorteste uheld eller så får jeg af vide at jeg har en sygdom jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg ønsker ikke at jeg er syg, men jeg ønsker virkelig heller ikke at det var sort uheld for så er jeg endnu mere uforstående overfor hvorfor det lige skulle være os! Det er bare en dag der skal overståes!

Jeg er stadig taknemlig over at der har været så mange brugere herinde der har sendt mig tanker og krammer. I har måtte ligge øre/øjne til mange problemer, men alligevel følger i mig og min historie og i står altid klar med et kram.

Tak fordi i endnu en gang ville læse med 

grinny skriver:

Og jeg synes det er tid til en lille opdatering der omhandler Isaac og ikke projektbaby.

April måned har været rigtig hård for mig at komme igennem. Ikke nok med at jeg både har en fætter og en kusine der har fået drenge, men har også to venner som har fået drenge - drengebørn skærer bare lidt mere i hjertet end piger.

Jeg har ærligt meldt ud til venner og familie at jeg er glade på deres vegne, men at jeg for en stund tager afstand til dem på bl.a facebook da jeg ikke er psykisk stærk nok til at se nyfødte. Jeg har heldigvis en familie der viser meget forståelse og det er derfor blevet modtaget uden sure miner. 

Jeg har mange gode dage, men når vi kommer til onsdag/torsdag så er jeg bare fyldt så meget op i mit hoved, at jeg tit ender med at tage mig en fridag. Jeg tager den frihed jeg har lige nu mens jeg bare går i skole til at kunne tage mig-dage.

Jeg savner Isaac så utroligt meget. Det er som om min sorg er blevet til savn nu, og selvom der er dage hvor jeg spørg mig selv hvorfor?! Så er der flest dage hvor jeg "bare" savner, og nej, det er ikke "bare", for det er sgu lige så hårdt at savne en man aldrig kommer til at se igen. Jeg føler at jeg har tabt tid med ham, og jeg er kommet til et punkt hvor jeg er ked af at det ikke var et sekund mere, et sekund mere i hans vugge, et sekund mere med ham. Jeg ved jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at bruge tid med ham på sygehus, men åhh, bare et sekund mere med min søn  

Jeg er begyndt at komme mere og mere på kirkegården, ca. hver 14 dag, men jeg kan ikke forbinde det sted med Isaac, måske bliver det nemmere når der kommer sten på, måske aldrig - det kan bare ikke være rigtigt at min søn ligger der! 

Men ellers går det da, vi tager små skridt. Lige nu går jeg bare og venter på d. 30/4, hvor jeg får svar på mine blodprøver. Jeg føler lidt det er min skæbnesdag. Enten får jeg af vide at blodproppen var det sorteste uheld eller så får jeg af vide at jeg har en sygdom jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg ønsker ikke at jeg er syg, men jeg ønsker virkelig heller ikke at det var sort uheld for så er jeg endnu mere uforstående overfor hvorfor det lige skulle være os! Det er bare en dag der skal overståes!

Jeg er stadig taknemlig over at der har været så mange brugere herinde der har sendt mig tanker og krammer. I har måtte ligge øre/øjne til mange problemer, men alligevel følger i mig og min historie og i står altid klar med et kram.

Tak fordi i endnu en gang ville læse med 

Årh jeg har ikke rigtig nogen trøstende ord. Men hvor har jeg bare lyst til at give dig et kæmpe kram!!!!



Jeg har fulgt med fra starten næsten og kender jeres sørgelige historie. Det er dybt tragisk - og kan sagtens forstå du gerne vil have sat ord på, hvorfor det var det gik som det desværre gjorde. Jeg håber virkelig lykken snart tilsmiler jer igen

Aisha skriver:

Min kusine har været ude for noget af det samme som dig. Hun gik over med et par dage og skulle til kontrol på hospitalet. Samme dag kunne hun ikke mærke baby mere. Hun ringede ind noget før for at fortælle dem det men de slog det hen da hendes dreng var en stor baby på næsten 4 kilo. Han mangler plads sagde de. Desværre var der en blodprop på navlestrengen så babyen døde. Det er nu 2 år siden og jeg snakkede kort med hende i Bilka igår. Hun er gravid igen. Hun fortalte mig at hun 1 gang om måneden tager til gravstedet gør det rent og snakker lidt. Det hjælper hende meget. Håber at alt går vel for jer også.

Hvor er jeg ked af at høre at din kusine har været det samme igennem, men hvor er det dog dejligt at hun nu venter sig igen 

En blodprop i navlestrengen virker så, ja det er så svært at beskrive for det er bare så ligepludseligt, ingen tegn før det er for sent - jeg ønskede og ønsker stadig at der bare havde været et lille bitte tegn!